03.07.2020

Hypotesen om, at der findes et overflødigt og meningsløst arbejde derude, som vi kun fastholder, fordi vi har tiden og velstanden til at gøre det, er blevet bekræftet. Nu hvor tiden er begrænset, og folk skal arbejde hjemmefra, er der ikke noget publikum til arbejdet med virksomhedens kernefortælling. Ingen vil høre om det, fordi det bliver nedprioriteret. Hvilket det måske burde blive for bestandigt?

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som forrige weekend ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: „Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa‟

Af Dennis Nørmark

Hej Dennis. I fortrolighed: Dine teser er hermed bekræftet. Jobcentrene er lukket, og de lovpligtige beskæftigelsesindsatser hos a-kasser og anden aktør mv. er droppet: aktivering, samtaler, jobsøgningsforløb. Det er fucking fantastisk. Man skal ikke søge job som ledig eller stå til rådighed. Alligevel vælter det ind med ansøgere til regionernes nødberedskaber (coronaassistance). Fordi det giver mening. Og folk søger det, de vil have, selvom de ikke skal […]

PS: Jeg har jo hele tiden syntes, at mit arbejde var meningsløst på nær den frivillige karrierevejledning og matchning mellem virksomhed/jobsøger. Nu er der kun de to ting tilbage af mit job. Resten er coronalukket. Der er ingen, der savner os. Tværtimod. Vi er inderligt overflødige, og det tog mindre end et døgn at fjerne os fra landkortet som de aller-, allerførste. Det er VILDT mange mennesker, der står for hele beskæftigelsesindsatsen af almindelige ledige. Lige nu tier jeg helt stille og lister væk, så hurtigt jeg kan. Det tror jeg, vi er mange, der gør.

Beskeden – den første med dét budskab – tikker ind på LinkedIn den 17.marts, lidt over en uge efter statsministerens lockdown af Danmark. Kilden vil bare kaldes jobkonsulent. Før jeg fik beskeden, var jeg selv begyndt at formulere en lignende tanke i mit hoved. På private arbejdspladser bliver folk pludselig tvunget til at arbejde hjemmefra, og på offentlige arbejdspladser beder man ikke-essentielle medarbejdere om at forlade arbejdspladsen.

I Storbritannien laver man tilmed en liste over, hvem de essentielle medarbejdere, der skal testes, er. Den inkluderer foruden læger og sygeplejersker, fængselspersonale og andre medarbejdere i frontlinjeberedskabet folk, der arbejder med datainfrastruktur, brandfolk osv. Men ingen HR-partnere, ingen udviklingskonsulenter og ingen kommunikationsfolk. Pludselig bliver hverdagens helte kassedamer. Og dem, vi brændende ønsker os tilbage på arbejde, er frisører og tjenere. Det er derfor, jobkonsulenten skriver til mig.

Hypotesen om, at der findes et overflødigt og meningsløst arbejde derude, som vi kun fastholder, fordi vi har tiden og velstanden til at gøre det, er blevet bekræftet. Nu hvor tiden er begrænset, og folk skal arbejde hjemmefra, er der ikke noget publikum til arbejdet med virksomhedens kernefortælling. Ingen vil høre om det, fordi det bliver nedprioriteret. Hvilket det måske burde blive for bestandigt? Jobkonsulenten ved, at hun er ’inderligt overflødig’, og nu bliver det for alvor åbenlyst for hendes kollegaer, så hun ’tier stille og lister væk’.

Det er den tese, jeg og filosoffen Anders Fogh Jensen præsenterede i bogen Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting fra 2018, og i begyndelsen af marts nærmest vælter det ind med beskeder i min indbakke, der i løbet af de seneste par år har udviklet sig til en slags skriftestol for de hundredvis af mennesker med ligegyldige arbejdsopgaver, der ikke har nogen at tale med om det til daglig, fordi det er pinligt og farligt at fortælle andre, at man sjældent laver noget af værdi eller skal fingere en kunstig begejstring for ting, der blot forstyrrer det rigtige arbejde.

 

Ingen, som i absolut ingen, har efterspurgt eller udtrykt behov for at få konsulenter til at evaluere vores arbejdsgange, understøtte procesudvikling eller anden bullshit-lingo
_______

 

Før hjemsendelsen havde vi adskillige alenlange møder, hvor vi diskuterede interne processer, procesbeskrivelser, flowcharts, og iterationerne var mange, før de faldt på plads. Processer, som kun få skal arbejde med. De møder er forsvundet og er ikke efterspurgt. Sådan skriver en fyr, der arbejder med IT i en kommune.

En anden skriver et par dage senere: Hele den offentlige sektor har på meget kort tid radikalt omlagt den måde, vi normalt arbejder på. Hvis vi nogensinde skulle have haft behov for konsulenter, coaches, ‘socialagility managers’, og hvad de nu ellers hedder, så skulle det da være nu. Men ingen, som i absolut ingen, har efterspurgt eller udtrykt behov for at få konsulenter til at evaluere vores arbejdsgange, understøtte procesudvikling eller anden bullshit-lingo.

Faktisk har folk bare omstillet sig …af sig selv. I min afdeling oplever vi ingen større udfordringer eller nedgang i produktivitet, nærmest tværtimod, da vi slipper for en stor del af de forstyrrende opgaver, som ellers præger vores arbejdsliv. Fx er jeg i en hel måned ikke blevet bedt om at beskrive mine arbejdsgange, med henblik på at et dyrt hyret konsulentfirma kan udarbejde en digitaliseringsplan. Det er skønt.

Jeg noterer mig alle historierne, som jeg altid gør. Min og min medforfatters tese om, at en stor del af os faktisk spiller en slags teater på vores arbejdsplads, hvor vi får tiden til at gå med opgaver, hvis vigtighed er fuldstændig blæst ud af proportioner, er så provokerende, at vi bliver nødt til at kunne belægge den med cases, virkelige personer og masser af statistik.

Det, der gjorde bogen Pseudoarbejde lidt anderledes fra tidligere forsøg på at beskrive bureaukrati, overadministration og udsigtsløst arbejde var, at vi i stedet for blot at acceptere udsagnet om, at alting jo bare bliver mere og mere kompliceret, ville nå ind til kernen af problemet og tale med de folk, der faktisk komplicerer tingene. Fordi komplikationer ikke er naturlove, som arbejdslivet er forsvarsløst underlagt, men udgår fra mennesker. Ligegyldige opgaver og møder, rapporter, der ikke bliver læst, men alligevel bestilt, tager sit udgangspunkt i menneskelige handlinger. Derfor fylder cases og historier så meget i vores bog, og de fylder meget i de foredrag jeg fra midten af marts ikke længere har måttet holde. Så nu sidder jeg bare og skriver og indsamler, som jeg plejer at gøre. I de første dage af coronakrisen er det mest anekdoterne, der kommer ind. Statistikken kommer først senere.

Snart begynder opkaldene fra journalister, der også har fået færten af historien. Nogle af dem har ovenikøbet talt med mennesker, der oplever, hvordan deres hverdag pludselig lettes nu, hvor pseudoarbejderne er blevet smidt hjem. I P1 Debat den 15. april fortæller en gadefejer, hvordan der nu er ro i sjælen, fordi udviklingskonsulenterne ikke er på nakken af dem og beder dem registrere og dokumentere, hvordan de fejer eller planter blomster.

Jeg kan ikke selv være med i debatprogrammet, fordi jeg skal være til bestyrelsesmøde i DR. Den dag tager bestyrelsesmødet under tre timer, hvor det normalt tager seks. Fordi det foregår virtuelt. Det er tankevækkende, også for mig. I Pseudoarbejde beskriver vi, hvordan arbejdet kan strækkes, således at det udfylder den tid, der er afsat til det, uden at kvaliteten af arbejdet ændres. Det kaldes Parkinsons Lov og er både velbeskrevet og velunderbygget af eksperimenter. Når man har en time til sit arbejde, tager det en time. Når man har en halv time, tager det en halv.

 

I Pseudoarbejde beskriver vi, hvordan arbejdet kan strækkes, således at det udfylder den tid, der er afsat til det, uden at kvaliteten af arbejdet ændres. Det kaldes Parkinsons Lov og er både velbeskrevet og velunderbygget af eksperimenter
_______

 

I disse dage forkorter coronakrisen helt automatisk arbejdstiden. Folk skal, som jeg selv, i de første uger jonglere nogle børn, samtidig med at de passer deres arbejde. Flere melder ind til mig, at det da er stressende, men det lykkes faktisk. Ingen ved, hvor længe den hjemmearbejdende faktisk sidder på sin hjemmegjorte pind, så derfor kan han eller hun måske rejse sig kl. 14.00 eller holde lange pauser i løbet af dagen. Arbejdet udfylder uden problemer den afkortede tid. I maj måned kommer statistikken. Lederne er inden krisen skeptiske over for, om ikke produktiviteten vil dale. Det mener næsten 59 pct. af lederne, at den vil. Godt halvanden måned inde i krisen er stemningen vendt. Nu vil lederne pludselig have mere hjemmearbejde. Forsvundet er den mistillid, der altid er til, at det arbejdende folk kun vil arbejde, når pisken svinges over dem, når de melder ind og dokumenterer, hvad de laver, eller møder op og afrapporterer dagens arbejdsindhold.

Folk vil faktisk gerne udføre deres arbejde uden alle de mistænkeliggørende målinger og tidsregistreringer, og de kan sagtens finde ud af at samarbejde med hinanden uden hjælp fra statusmøder og gode intentioner fra HR-partnere, der har designet redskaber for vidensdeling, som skal få dem ’ud af siloerne’. Folk samarbejder, når de har noget at samarbejde om. Det bemærker de også på hospitalerne. Professor og overlæge Morten Sodemann bemærker på sin Twitterkonto om tiden som coronalæge bl.a., at ”aldrig har sundhedsvæsnet virket så gnidningsløst med turboteamånd” og at ”kvalitetskrav er suspenderede, så alle yder det rigtige”. Pludselig tager det fart i netop sundhedssektoren.

Under coronakrisen er nationens samlede opmærksomhed naturligvis rettet imod hospitalerne, hvilket giver de ansatte en unik mulighed for at udtrykke, hvordan det går, sammenlignet med hvordan det plejer at gå. Det gør fx en sygeplejerske på Rønne Sygehus, der til Informationudtrykker, at: ”Mens størstedelen af de administrativt ansatte har været sendt hjem, har sygehusvæsnet gennemført en historisk stor og hurtig omorganisering (…) Når mange af disse administrativt ansatte sidder derhjemme og ser på, hvor effektivt sygehusvæsnet faktisk fungerer i dag, og de bliver spurgt af deres 12-årige barn, hvad de egentlig laver, når de er på arbejde, gad vide, hvad de så svarer?” Webudgaven af artiklen er delt over 40.000 gange.

Jeg får samme historie bekræftet af en overlæge på Rigshospitalet, der skriver til mig som et ekko af sygeplejersken fra Bornholm: Det er tankevækkende, at vi skulle have både et nyt sengeafsnit og en ny intensivafdeling til at fungere inden for få dage. Jeg er sikker på, at hvis ikke udviklingskonsulenterne var sendt hjem, så ville de have indkaldt til et utal af møder om den proces og problematiseret det, og det ville have taget uger at få op og stå. Nu har de, der skulle gøre det (de klinisk arbejdende læger og sygeplejersker), organiseret det, og det var oppe at køre på få dage og har kørt helt uproblematisk. Dette giver genlyd i de mange rapporter, jeg har læst om den bureaukratiske syndflod, der igennem årene er svømmet ind over de danske sygehuse.

 

Det har ellers været djøf’ernes foretrukne undskyldning for dem selv: at de blot er lydige og uskyldige bureaukrater, der gør, hvad politikerne beder dem om. Men det er en forsimpling af tingene
_______

 

Otte ud af ti læger mener, at byrden af bureaukrati er stigende, og samme andel mener, at det tager tid fra patienterne. Helt præcis estimerer Dansk Sygeplejeråd, at der går op imod fire millioner timer om året med unødvendig dokumentation. Det er ikke kun politikernes skyld: Et styringsreview fra KORA konkluderer, at en del skyldes overimplementering og den faktiske udmøntning på hvert sygehus. Sygehusdirektører indrømmer ligefrem i rapporten, at de selv er skyld i, at kvalitetskravene køres så langt ud, som de gør. Det er med andre ord en rygende pistol, der peger lige direkte i retning af sygehusenes omfattende kvalitets- og forbedringsafdelinger.

Det har ellers været djøf’ernes foretrukne undskyldning for dem selv: at de blot er lydige og uskyldige bureaukrater, der gør, hvad politikerne beder dem om. Men det er en forsimpling af tingene. Coronakrisen arbejder som en fremkaldervæske og åbenbarer forholdene på sygehusene, så alle kan se det. Endelig er der arbejdsro, fordi konsulenterne er sendt hjem. En vred vicedirektør ved Københavns Universitet ved navn Kim Brinckmann gør i en kommentar i Politiken opmærksom på, at konsulenterne så sandelig også arbejder hjemmefra. Jeg gør ham i en senere konfrontation i Deadline den 19. maj opmærksom på, at det da bare gør det endnu mere interessant, at ingen har bemærket det. Det er åbenbart kun, når de møder op på arbejdspladsen, at de går i vejen på gangene.

I starten af maj kommer den første deciderede undersøgelse af pseudoarbejde i coronatiden. Det er analyseværktøjet Capture, der har lavet en undersøgelse blandt godt 200 medarbejdere og ledere. Selvom det ikke er statistisk repræsentativt, er resultatet alligevel så opsigtsvækkende, at jeg synes, det tåler at blive fremlagt. 49 pct. oplever mindre pseudoarbejde (forstået som ikke-værdiskabende arbejde) i coronatiden. 46 pct. oplever, at de er mere effektive. 64 pct. oplever færre afbrydelser i arbejdet, 49 pct. lavere stressniveau og 48 pct. højere koncentration. De oplever chefer, der viser dem højere tillid og selv lader dem definere og prioritere arbejdsopgaver.

Det slår mig, at det må være et hårdt slag for chefen at indse, at de ansatte faktisk godt kan undvære dem. De ansatte ringer til chefen, hvis der er noget, og det er ikke så tit, at det er nødvendigt. En medarbejder i DR i et radioprogram, jeg er igennem til, bemærker, at hans chefer nu sender ham en masse mails om, hvor godt de klarer den i den her tid – og ’bare klø på’. Han synes, det ret tydeligt viser, at cheferne i DR ikke rigtig har noget at lave. Jeg undlader at kommentere yderligere på det live i radioen, da jeg trods alt sidder i institutionens bestyrelse. Men det bliver da noteret et sted i underbevidstheden.

 

Coronakrisen har pludselig revet tæppet væk under visse jobs påståede vigtighed og fået alle til at elske det konkrete arbejde. Den har sat en masse ting på pause, der stadig er frosset ned i arbejdets store dybfryser, og ingen ved, om de bliver tøet op på den anden side eller forbliver glemt
_______

 

Gallup noterer sig, at 37 pct. af danskerne har fået en mere positiv indstilling til hjemmearbejdet, mens kun 9 pct. har oplevet det modsatte. Den samme gælder oplevelsen af mere fleksible arbejdstider, hvor 37 pct. har haft positive oplevelser, mens kun 3 pct. har oplevet det modsatte. Det sidste synes jeg udfordrer ideen om, at ’det grænseløse arbejde’ virkelig er så slemt. Jeg mener, at det tyder på, at problemet ikke er, at arbejdet er blevet grænseløst, men snarere det modsatte: at det er blevet låst fast i en form, en tidsnorm fra 9 til 16, 37 timer om ugen, skønt arbejdet jo nogle uger tager mere og nogle uger mindre, i hvert fald for mange af de såkaldte vidensarbejdere. Det er det, som er min og Anders Fogh Jensens pointe: At vi har aftalt en tidsnorm på 37 timer, som ikke har rokket sig ud af stedet i 30 år, og den har vi så fået arbejdet til at passe til, hvor det jo reelt burde være omvendt. Vi burde i stedet undersøge, hvad der er at lave, hvad der skaber værdi, og så gå hjem fra vores arbejde, når der ikke er mere af reel værdi at lave. Så er der ikke grund til at imitere, at man arbejder resten af tiden.

Coronakrisen har sprængt denne tidsnorm i småstykker. Men den har gjort mere end det. Den har pludselig revet tæppet væk under visse jobs påståede vigtighed og fået alle til at elske det konkrete arbejde. Den har sat en masse ting på pause, der stadig er frosset ned i arbejdets store dybfryser, og ingen ved, om de bliver tøet op på den anden side eller forbliver glemt. Det er derfor, at jeg i disse dage prøver at minde folk om, at det er nu, de skal notere sig, hvad de udsatte, forkortede eller helt skrottede. Hvad det var for nogle møder, de ikke holdt? Hvad det var for evalueringer, handleplaner, kompetenceoversigter, strategiske konceptnoter og notater, der ikke blev skrevet, ikke læst eller ikke genbesøgt. Det kan godt blive en vanskelig øvelse.

Det kræver noget af chefen, når kommunikationskonsulenten, Troels, kommer tilbage efter coronakrisen, og alle spørger sig selv og hinanden, hvad Troels mon har lavet i de tre måneder. Man havde måske helt glemt, at man havde ansat Troels. Måske har Troels også indset det selv. Måske siger han op til efteråret. Måske skulle vi indføre en fast hjemmearbejdsdag i organisationerne? Måske skulle vi holde flere digitale møder? Ikke fordi de er gode, men måske fordi de er så rædselsfulde, at de slutter før tid. Og måske tager jeg fejl. Måske har vi bare skubbet en pukkel af arbejde foran. Måske ramler tingene i en nær fremtid, fordi en del af det påstående pseudoarbejde alligevel producerer værdi hist og her og over tid. Det må vi også være åbne for.

Det er for tidligt at konkludere alt for nagelfast, men det er nu, vi skal til at indsamle erfaringerne og måske sige, som statsministeren sagde det på sit pressemøde den 14. april: ”Mon ikke noget af det, der står tilbage efter det her, er, at engang imellem er det meget godt, at man ikke skal spørge ti led, før man træffer beslutninger, fordi I kan faktisk ganske, ganske meget, når det er den sunde fornuft, der får lov til at råde”. Ja, mon ikke? ■

 

Det kræver noget af chefen, når kommunikationskonsulenten, Troels, kommer tilbage efter coronakrisen, og alle spørger sig selv og hinanden, hvad Troels mon har lavet i de tre måneder
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden