03.06.2020

Velfærdssamfundet bruger milliarder af skattekroner på at holde hånden under virksomheder, lønmodtagere og andre, som coronakrisen har sat økonomisk under pres. Men håndsrækningen når ikke frem til de, der alligevel mister jobbet. Et særligt coronatillæg er blevet forslået, men det løser ikke det grundlæggende problem, at dagpengene dækker en stadigt mindre andel af løntabet for den ledige.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Dennis Kristensen

Erhvervslivet var hurtigt på banen med den fremstrakte hånd efter de første dramatiske beslutninger om foranstaltninger til at bryde smitteveje. Og hånden er blevet fyldt op. Igen og igen. Det er godt, og det er rigtigt. Vi har i fællesskab skaffet enorme økonomiske midler til en stribe hjælpepakker, som har skullet sikre helt eller delvist nedlukkede virksomheders overlevelse og dermed holde lønmodtagere på det private arbejdsmarked i jobs.

Støttemilliarderne har indiskutabelt sikret, at samfundet kan åbnes med langt de fleste erhvervsmæssige, kulturelle og fritidsmæssige aktiviter i behold. Måske i dvale, men i behold. Men ikke alt har kunnet holdes i live eller holdes på det tidligere aktivitetsniveau. Virksomheder er gået konkurs, selvstændige har måtte dreje nøglen om, og lønmodtagere er blevet arbejdsløse undervejs.

Siden marts måned har flere end 50.000 måtte melde sig ledige. Og er man først blevet ledig, er fællesskabets corona-udløste hjælpeforanstaltninger til at overse. Men noget er der da trods alt sket under coronakrisen. Den såkaldte dagpengeperiode blev sat på pause således, at man som ledig ikke brugte af dagpengeperiodens længde, mens ledigheden eksploderede som følge af sundhedskrisen. Den særlige straf for ikke at finde arbejdstimer blev tilsvarende sat på pause. Og det gav sig selv, at de ledige ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet med tilhørende kontrolforanstaltninger i den periode, hvor kontorer hos jobcentre og a-kasser lukkede for personlig henvendelse.

 

I den akademiske tænkning er det først og fremmest pisken, der får os til at komme i arbejde. Det er så at sige i den form for tænkning de stribede rygstykker og de tomme bankkonti, der får lønmodtagere til at kaste et ekstra engagement ind i jobsøgningen
_______

 

Størrelsen af den enkelte lediges mistede arbejdsindtægt er derimod ikke omfattet af nogen hjælpepakke. Man kan fortsat højest opnå 19.083 kr. om måneden i arbejdsløshedsdagpenge, hvis man er fuldtidsforsikret. Dagpengene reguleres årligt af staten, men følger langt fra med lønningerne.

For lavtlønnede betyder dagpengenes størrelse, at man kan nå op i nærheden af de ofte omtalte 90 pct. af sin hidtidige løn, men for rigtig mange dækker dagpengene en betydeligt mindre andel. Men de, der opnår en dækning på 90 pct., bliver stadig færre. Og gabet mellem løn og de maksimale dagpenge vokser for de fleste løbende.

Tænkningen om arbejdsudbud på retræte
Den stigende forskel mellem hidtidig løn og dagpengenes værdi matcher Finansministeriets stadigt mere udskældte regnemodeller, hvor økonomisk straf øger det teoretiske såkaldte arbejdsudbud. I den akademiske tænkning er det først og fremmest pisken, der får os til at komme i arbejde. Det er så at sige i den form for tænkning de stribede rygstykker og de tomme bankkonti, der får lønmodtagere til at kaste et ekstra engagement ind i jobsøgningen.

Det er arbejdsudbuds-tænkningen, der forudsætter, at ledighed i sig selv skaber jobs. I de finansministerielle DJØF’eres verdensbillede finder vi som lønmodtagere hen til eksisterende eller accepterer nye jobs, når vi får pistolen for panden. Forhåbentligt har denne tænkning tabt sin tiltrækningskraft med sidste års regeringsskifte og med Liberal Alliances vælgermæssige og tænketankens Cepos’ politiske marginalisering.

Men under alle omstændigheder markerer håndteringen af sundhedskrisen og den efterfølgende økonomiske krise fællesskabets tilbagekomst i dansk politik. Og derfor bør de mange hjælpepakker til de mange meget forskellige grupper udvides med en forhøjelse af dagpengene til de ledige.

 

Antallet af ledige eksploderer for tiden, men den enkelte konkursramte lønmodtager rammes under sundhedskrisen ikke hårdere eller mister mere, end lønmodtagere, der rammes af en konkurs umiddelbart efter krisens afslutning
_______

 

Midlertidigt tillæg dur ikke
I debatten tales der om et særligt corona-tillæg. Altså et tidsbegrænset tillæg, der skal lægges ovenpå de nuværende maksimale dagpenge. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) foreslår et tillæg, der forhøjer de maksimale dagpenge fra de nuværende 19.083 kr. til 25.000 kr. om måneden.

Forslaget er sympatisk, men det holder næppe vand, når det møder virkeligheden. Et tidsbegrænset corona-tillæg skal ifølge FH udløbe samtidig med erhvervslivets hjælpepakker. Den form for midlertidig dagpengeforhøjelse vil i mine øjne med usvigelig sikkerhed skabe situationer, hvor fx konkursramte ledige, som ingen indflydelse har haft på egen ledighed, vil opleve, at andre ledige før dem modtog dagpenge, der var 25 pct. højere, fordi de nåede at blive konkursramt under coronakrisen, og inden erhvervslivets hjælpepakker lukkede og slukkede.

Det er ikke holdbart. Det vil ikke blive oplevet retfærdigt, fordi konceptet om et tillæg ikke hviler på et objektivt grundlag. Der er så at sige ingen forståelig begrundelse for et midlertidigt dagpengetillægs ophør.

Antallet af ledige eksploderer for tiden, men den enkelte konkursramte lønmodtager rammes under sundhedskrisen ikke hårdere eller mister mere, end lønmodtagere, der rammes af en konkurs umiddelbart efter krisens afslutning. Der er ganske enkelt ikke en retfærdig forklaring at videregive for a-kasserne til deres medlemmer i den situation.

Det er der til gengæld i en varig forhøjelse af dagpengene. Den mest indlysende retfærdige forklaring er enkel: Lønmodtagernes forsikring er i årtier blevet forringet af lovgiverne. For rigtig mange er størrelsen af kompensationen for mistet løn – den såkaldte dækningsgrad – blevet mindre og mindre, siden de tegnede ’forsikringen’, som arbejdsløshedsdagpengene jo er.

Arbejdsløshedsforsikringen er integreret i den danske velfærd og udgør en væsentlig del af den danske såkaldte flexicurity-model, hvor modellens tre ben består af arbejdsgiverens relativt nemme adgang til at afskedige og ansætte, samfundets aktive indsats for at bringe ledige i arbejde eller opkvalificere til andre arbejdsområder og lønmodtagernes grundlæggende økonomiske tryghed ved ledighed.

 

Hvor arbejdere i 1995 mistede lidt under 25 pct. af deres rådighedsbeløb ved ledighed, er tabet nu på vej mod 33 pct
_______

 

Med årtiers forringelse af dagpengenes gennemsnitlige dækningsgrad er der blevet savet dybt i benet med lønmodtagernes grundlæggende økonomiske tryghed. Hvor arbejdere i 1995 mistede lidt under 25 pct. af deres rådighedsbeløb ved ledighed, er tabet nu på vej mod 33 pct. Det gennemsnitlige tab ved ledighed for funktionærer har i samme periode bevæget sig fra lidt over en tredjedel til nu at være halvdelen af rådighedsbeløbet efter overgang til dagpenge. Der er med andre ord tale om voldsomme forbrugsbegrænsninger, når lønmodtagere rammes af ledighed.

Hjælpepakkerne er nødvendige, ikke generøse
Liberal Alliances Joachim B. Olsen gjorde det gennem sine år i Folketinget til en fast sproglig vending, at vi har et generøst dagpengesystem. Men i sig selv modsiger udviklingen i dagpengenes dækning af den mistede løn denne beskrivelse. Det kan ganske enkelt ikke betegnes som generøst at miste op til halvdelen af det beløb om måneden, som man med sin famile skal leve for.

Her under sundhedskrisen mister Joachim B. Olsens beskrivelse så helt sin mening. Som fællesskab har vi uden betænkningstid været parat til at anvende hundredevis af milliarder skattekroner og lånte penge på at holde hånden under produktionsvirksomheder, caféer, frisører, restauranter, museer, storcentre, forretninger, og alle de mange andre målgrupper for hjælpepakker. Og langt de fleste af os har ikke kaldt det for generøse hjælpeordninger. Det har været nødvendig hjælp. Berettiget hjælp. Og udtryk for fællesskabets ansvarlighed overfor både helheden og den enkelte.

Nu bør fællesskabet udvise den samme ansvarlighed overfor de, der i samfundet uforskyldt mister det arbejde, som forsørger dem og deres familie. Det er ikke generøst at forhøje dagpengene varigt. Det er derimod reelt at tilbagerulle de besparelser, som den manglende regulering af dagpengene i takt med lønudviklingen har medført.

Vi prøver at holde alle i samfundet skadesløse for uforudsete begivenheder som coronaviruset, og ud fra samme fællesskabstankegang må vi holde de uforskyldt ledige bedre dækket. Det handler om den solidaritet og fælles ansvarlighed, som indtil nu har kendetegnet indsatsen mod corona. Den indsats, vi som samfund kan være stolt af. ■

 

Vi prøver at holde alle i samfundet skadesløse for uforudsete begivenheder som coronaviruset, og ud fra samme fællesskabstankegang må vi holde de uforskyldt ledige bedre dækket
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?