19.06.2020

I et demokrati kan politiet ikke fungere som magthavernes undertrykkelsesapparat. Det krav kniber det alvorligt med at leve op til mange steder i verden – diktaturer, politistater og gennemkorrumperede samfund. Det, der i disse uger foregår i USA, lever heller ikke op til de helt fundamentale krav til demokratiske samfund.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Dennis Kristensen

“Politidrab på sorte er nu så normale, at kun få bliver rasende – I USA er videofilmede politidrab på sorte blevet så høflig en rutine, at selv to drab på to dage er tæt på business-as-usual. Det er en amerikansk tragedie.” Overskriften stammer fra Berlingske. Avisen har dog ikke sovet i timen og overset de omfattende demonstrationer og den voldsomme uro efter de seneste politidrab på de sorte amerikanere George Floyd i Minnesota og Rayshard Brooks i Atlanta.

Overskriften stammer derimod fra sidste sommer, hvor avisens journalist Poul Høi gjorde sig en række eftertænksomme overvejelser om amerikanske politidrab som en rutinesag, der på det tidspunkt blot føjede sig til den endeløse række af myndigheders nedskydning af sorte. Ofrene var især yngre mænd, og det udløste ikke reaktioner i samme omfang, som ved tidligere tilfælde af filmet politivold og politidrab. De to dræbte sidste sommer blev begået af betjente, der affyrede en serie af skud i brystet på ofrene på klods hold. Begge ofre var bevæbnede uden at have deres våben fremme. Der var med andre ord tale om regulære henrettelser.

Det nylige drab i Minnesota på George Floyd blev angiveligt udløst af en mistanke om anvendelsen af en falsk pengeseddel til køb af cigaretter. Floyd var ubevæbnet og lå på jorden i håndjern, mens betjenten – med den ene hånd placeret nonchalant i lommen – i løbet af 8 minutter og 46 sekunder pressede livet ud af ham med et knæ mod halsen. Det var også en regulær henrettelse. En henrettelse udført med samme selvsikkerhed, som slaveejere i slavetiden udviste, når de straffede eller dræbte de sorte slaver, der var deres personlige ejendom.

I modsætning til året før, satte drabet på Floyd USA i flammer med protester, demonstrationer, gadekampe og butiksplyndringer. Og bevægelsen Black Lives Matter blev synlig i storbyer over hele verden.

 

Det var en regulær henrettelse. En henrettelse udført med samme selvsikkerhed, som slaveejere i slavetiden udviste, når de straffede eller dræbte de sorte slaver, der var deres personlige ejendom
_______

 

Yngre sorte mænd er i farezonen
Hvordan kan et samfund leve med politivold og politidrab i så stort omfang? For omfanget er voldsomt. Uhyggeligt voldsomt. De 800.000 betjente i USA står for omkring 1.000 drab på amerikanske borgere om året. Ofrene fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem sorte og hvide, men da sorte amerikanere kun udgør omkring 13 pct. af befolkningen, er afroamerikanerne voldsomt overrepræsenterede i politidrabs-statistikken – en statistisk der samtidig viser, at politivold er den førende årsag til unge mænds død. De brutale kendsgerninger er, at en ud af tusind sorte mænd kan forvente at blive dræbt af det amerikanske politi.

Den yngre sorte mand har i dag 21 gange så høj risiko for at blive dræbt af politiet som den yngre hvide mand. I det amerikanske samfund ryger kuglerne begge veje. Især i en række større byer er politifolkenes arbejdsmiljø både hårdt og farligt. I gennemsnit mister politistyrken på landsplan 50 betjente ved skuddrab om året, imens antallet af skuddræbte afroamerikanere er ti gange højere.

Den store udbredelse af skydevåben i USA og retten til at bære våben spiller uden tvivl en rolle for antallet af både politidrab og drab på politibetjente. Når begge parter i en politimæssig indsats potentielt har våben på sig, sidder fingeren formentlig tættere på aftrækkeren hos myndighedspersoner.

Tilsvarende spiller John Wayne-syndromet sikkert en rolle med billedet af den amerikanske fortid, hvor sheriffen rider ind og skyder på alt, der bevæger sig, indtil bedemanden kan sømme låget på den sidste skurks kiste. Her hersker western-devisen om, at i Guds eget land er våbenbesiddelse en menneskeret, og det gode bekæmper det onde med koldt bly.

Udbredelsen af skydevåben skulle angiveligt tillige være årsagen til, at amerikanske betjente ikke som danske betjente lærer at skyde mod benene, når skydevåben anvendes. I stedet sigter de efter den centrale del af overkroppen for at hindre modparten i at kunne anvende et eventuelt våben. Når sigtekornet rettes mod de vitale kropsdele, øges sandsynligheden for, at skud bliver dødbringende naturligvis drastisk.

En del af politistyrken har samtidig en relativ kort politimæssig uddannelse. Er man ikke tilstrækkeligt uddannet til at løse konflikter uden magtanvendelse, forøges risikoen i et hårdt arbejdsmiljø naturligvis for, at våbene får det sidste ord. Et hårdt arbejdsmiljø med en betydelig risiko for eget liv og helbred i de hårdeste ghettoer indebærer tillige risikoen for en snigende forråelse, som måske ikke mærkes undervejs af betjenten selv, men som borgeren opdager på den hårde måde.

 

Billedet af sorte borgere som andenrangs mennesker, der er den hvide race underlegen, har haft gode vækstbetingelserne hos betydelige dele af den hvide befolkning i syd, som efter borgerkrigen oplevede betydelige økonomiske konsekvenser af slaveriets ophævelse
_______

 

Politiet har en stærkt racistisk fortid – især i Sydstaterne
Når sorte amerikanere er så markant overrepræsenteret i sager om politidrab, skyldes det så en politistyrke, der er gennemsyret af racisme? Den enorme ulighed i det amerikanske samfund rammer ikke mindst afroamerikanerne, og skaber i sig selv grobund for dybe grøfter mellem ghettoer og politistyrken. Men desuagtet den økonomiske ulighed er der ingen tvivl om, at især politiet i Sydstaterne og dele af forbundspolitiet FBI tidligere var åbent racistisk.

Sydstaterne tabte Borgerkrigen og blev tvunget til at afskaffe slaveriet af sejrherrerne i nord. Retten til at anvende slavearbejdskraft var afgørende for de sydlige slavestaters produktion af bomuld, tobak og ris – og dermed for en elite af slaveejere. Samtidig satsede Nordstaterne på industrialisering ved hjælp af indvandret arbejdskraft fra Europa.

Holdningen til slavernes efterkommere sidder stadig dybt i en del af Sydstaternes befolkning og dermed også i en del af politiet. Sydstatsgeneralen Robert Lee hyldes fortsat i delen af befolkningen, som tillige bruger Confederate flag i stedet for USA’s officielle flag. Billedet af sorte borgere som andenrangs mennesker, der er den hvide race underlegen, har haft gode vækstbetingelserne hos betydelige dele af den hvide befolkning i syd, som efter borgerkrigen oplevede betydelige økonomiske konsekvenser af slaveriets ophævelse. Og politiet har i høj grad afspejlet den lokale hvide befolknings holdninger til den sorte befolkning.

Særligt i 1960’erne og 70’erne optrådte politiet i Sydstaterne særdeles hårdhændet overfor den voksende borgerrettighedsbevægelse, der angreb den udbredte raceadskillelse i det offentlige rum, i den kollektive trafik og i uddannelsessystemet ud fra den amerikanske forfatnings bestemmelser om lige ret for alle uanset blandt andet racemæssig baggrund.

Hvide civile amerikanere og betjente svarede igen på disse krav om ligestilling med adskillige drab på borgerrettighedsbevægelsens forkæmpere. Det samme gjaldt politiets og FBI’s kamp mod de mere militante bevægelser for sortes rettigheder, hvor fx Black Panther Party i sine første seks leveår mistede 28 medlemmer gennem politidrab. Desuden gjaldt dette også for politiets og retssystemets evne til at vende det blinde øje til hvide racisters og Ku Klux Klan-medlemmers vold mod og drab på sorte.

Slavetiden ligger efterhånden langt tilbage, men politiets chikane og vold mod menneskerettighedsforkæmpere, og Sydstaternes indædte kamp for at fastholde et apartheidlignende, raceopdelt samfund er skræmmende tæt på

 

Forudsætningen for et reelt demokrati er ikke alene et folkevalgt styre. Det er også en ordensmagt, der varetager fællesskabets interesser og ikke anvendes af magthavere mod fællesskabet. Eller får lov til at udvikle sig til en stat i staten
_______

 

Det er kun 50 år siden, at borgerretsforkæmpere for alvor slog hul på sydens officielle raceadskillelse. Så sent som i 1963 pudsede Birminghams stærkt racistiske og vel nærmest fascistiske politi- og brandchef Eugene “Bull” Connor hunde og brandslanger på en borgerrettighedsmarch. Demonstranterne, ledet af Martin Luther King, krævede ophævelse af raceadskillelse i det offentlige rum. Connor var ophavsmand til den uhyggelige udtalelse “En jøde er blot en nigger med vrangen vendt ud af”.

Datidens grundlæggende racisme er tydeligvis ikke dampet helt af i den korte periode frem til i dag. Heller ikke i politiet.

Et reelt demokrati kan ikke rumme racistiske offentligt ansatte
Der er dog et forhold, de mange delforklaringer ikke kan viske bort, nemlig politiets rolle og funktion i et demokrati. Forudsætningen for et reelt demokrati er ikke alene et folkevalgt styre. Det er også en ordensmagt, der varetager fællesskabets interesser og ikke anvendes af magthavere mod fællesskabet. Eller får lov til at udvikle sig til en stat i staten.

Ordenshåndhævelse i et demokrati skal naturligvis gennemsyres af demokratiets grundlæggende værdier. Alene af den grund kan man i et reelt demokrati ikke være offentligt ansat med borgerkontakt, der agerer i fællesskabets interesse, og racist på samme tid.

Der er i forvejen alt mange pletter på verdenskortet, hvor politiet varetager magthavernes interesser mod folkets, hvor politistyrken styres af korruption og nepotisme, eller hvor politiet har tilkæmpet sig en urørlig rolle som en stat i staten.

USA er et demokrati, men skal landet fortsat kunne gøre krav på at blive betragtet som et reelt demokrati, skal politikerne få styr på den del af politistyrken, der har kløe i aftrækkerfingeren og racisme i inderlommen. Bystyret i Minneapolis, hvor George Floyd blev kvalt af et politiknæ, har taget et første nødvendigt skridt.

 

Dansk politi er organiseret helt anderledes end i USA, men kravene til roller og opgaver i et demokrati er de samme. Vi har også haft problemer i Danmark, selvom de aktuelle problemer med det amerikanske politi er i en helt anden og langt farligere liga
_______

 

Hele bøtten skal så at sige vendes, mener byrådets flertal, der ikke vil nøjes med en reform: “Årtiers politireform har vist, at Minneapolis Police Department ikke kan reformeres, og at de aldrig vil blive draget til ansvar for deres handlinger, lød det i en erklæring fra byrådet, som blandt andet vil flytte ressourcer til forebyggelse af kriminalitet.”

Dansk politi er organiseret helt anderledes end i USA, men kravene til roller og opgaver i et demokrati er de samme. Vi har også haft problemer i Danmark, selvom de aktuelle problemer med det amerikanske politi er i en helt anden og langt farligere liga.

Det danske sikkerhedspolitis rolle op til Anden Verdenskrig og under besættelsen er et ganske ubehageligt kapitel i historien om deres arbejde mod fællesskabets interesser. Samarbejdet med Nazitysklands myndigheder om tilbagesendelse af tyske flygtninge op gennem 1930’erne, og samarbejdet under besættelsen med Gestapo tjener ikke det danske demokrati til ære. Tilsvarende var Uropatruljens civilklædte betjente og politiprovokatører, som udsprang af narkobekæmpelsesområdet tilbage i slut-60’erne, i de 35 år gruppen eksisterede et trist bekendtskab i Danmark.

Men dansk politi anvender skydevåben gennemsnitligt 245 gange om året, og bliver offer for andres skydevåben gennemsnitligt godt 4 gange om året. Dansk politi oplever både et urimeligt hårdt og voldeligt arbejdsmiljø, som ved rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej i København, og det begår selv både fejl og udfører handlinger, der afslører holdninger, som ikke hører hjemme i arbejdet for fællesskabet. Vi er dog langt fra en situation, hvor politiets fremfærd sætter spørgsmålstegn ved demokratiet. Det er derimod tilfældet i disse uger i USA. ■

 

USA er et demokrati, men skal landet fortsat kunne gøre krav på at blive betragtet som et reelt demokrati, skal politikerne få styr på den del af politistyrken, der har kløe i aftrækkerfingeren og racisme i inderlommen
_______

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?