18.05.2020

Konkurrencestaten skulle ruste Danmark og danskerne til en globaliseret verden. Men ideen om en stat baseret først og fremmest på konkurrenceevne og egeninteresse ramte sit isbjerg, da corona-pandemien lukkede grænser og åbnede statskasser for hjælpepakker i megastørrelse til både virksomheder, lønmodtagere, kultur og meget andet. Dermed er elitens vision om drømmestaten død.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—
Kronik af Dennis Kristensen

Dansk politik har i flere årtier haft et stadig mere ensidigt fokus på mindre stat, færre offentlige udgifter, ringere tryghed og skrumpende velfærd. Den politiske kompasnål var helt frem til valget i 2019 rettet mod mere marked, færre skatter og afgifter, større eget-ansvar og mere individuel frihed. Alt sammen i konkurrenceevnens hellige navn.

Regeringsskiftet sidste år indvarslede imidlertid en ny kurs, hvor der så småt begyndte at blive sat grundlæggende spørgsmålstegn ved dele af de forudgående borgerlige regeringers politik, og ikke mindst ved den politiske kurs som den socialdemokratiske regering under makkerparret Thorning og Corydon i sin tid satte.

I sig selv burde det ikke være så overraskende, at Mette Frederiksen kasserede Thornings og Corydons kompas. Et kig ud over Europa i de globalisering- og konkurrencestatsglade år viser, at de socialdemokratiske partier i meget stort omfang mistede vælgeropbakning på nedskæringspolitikken, samtidig med at partierne typisk havde svært ved at håndtere spændingen mellem deres holdninger til nationalstaten og flygtningestrømmene i forhold til egne traditionelle vælgere.

Mette Frederiksen var i erkendelse af den stigende kløft mellem store dele af befolkningen og den internationalt orienterede og konkurrenceindstillede elite på vej til at inddrage mere klassiske socialdemokratiske synspunkter med en bredere vælgerappel, da corona-virusset meldte sin ankomst og i den grad satte fokus på behovet for, at fællesskabet måtte rykkes frem i front.

Borgere som soldater i nationernes konkurrence
Konkurrencestaten som begreb blev første gang formuleret af professor Ove Kaj Pedersen i hans bog af samme navn fra 2011 om den statsopbygning, som kunne og skulle deltage for fuld kraft i en international konkurrence på kompetencer, viden og udvikling med os alle som “soldater i nationernes konkurrence”. En konkurrence, som både skulle udkæmpes mellem nationalstaterne og indbyrdes i de enkelte samfund. I Ove Kaj Pedersens udgave blev det til en stat, som på afgørende områder skulle ændre, eller måske rettere videreudvikle velfærdssamfundet til at modsvare nye udviklingstendenser.

 

Konkurrencestaten skulle ikke alene betragte voksne borgere som potentielle “konkurrence-soldater”. Staten skulle også operere med børn, elever og unge under uddannelse som potentielle “børnesoldater” i den internationale konkurrences tjeneste
_______

 

Han giver i bogen “Konkurrencestaten” et fire-delt signalement af den statsforms vigtigste kendetegn.

Konkurrencestaten skulle for det første motivere både befolkning og virksomheder til at melde sig som frontkæmpere i den globale konkurrence fremfor at fortsætte som velfærdsstaten med at “kompensere og beskytte befolkningen og virksomhederne mod konjunkturudviklingen i den internationale økonomi.”

Reformer skulle bygge på gulerødder til borgere, der kan betale sig, og pisk til de, der ikke kan betale sig – målt på en målestok hvor det handler om at bidrage til det danske erhvervslivs konkurrenceevne. Thorning-regeringens reform-amok med forringelser af kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, førtidspension, SU og flexjobs passer som hånd i handske til netop denne side af konkurrencestaten.

Dernæst skulle konkurrencestaten for det andet gøre den enkelte borger ansvarlig for eget liv fremfor som velfærdsstaten “at lægge vægt på moralsk dannelse, på demokrati som fællesskab og på frihed som muligheden for at deltage i de politiske processer”.

Nu skulle individet i alle situationer stå forrest og fællesskabet bagerst. “Vi er i fuld gang med med et skifte, hvor vi reformulerer de grundlæggende begreber for individ og samfund for at skabe en konkurrencestat,” som Ove Kaj Pedersen formulerer det i et interview.

Ove Kaj Pedersen har gjort en del ud af i forskellige sammenhænge at beskrive konkurrencestatens konsekvenser for uddannelse og pædagogik: “Engang skulle pædagogikken sikre disciplin. Så skulle den gøre individet til medborgere. Nu ønsker politikerne, at pædagogikken skal sikre dansk økonomis konkurrenceevne.”

Konkurrencestaten skulle ikke alene betragte voksne borgere som potentielle “konkurrence-soldater”. Staten skulle også operere med børn, elever og unge under uddannelse som potentielle “børnesoldater” i den internationale konkurrences tjeneste.

Yderligere skulle konkurrencestaten for det tredje satse på dynamik fremfor stabilitet og skabe “den uendelige reform i selve den politiske proces og i den måde, staten er organiseret og ledet på” fremfor at foretage grundige forbedringer af reformer og grundlæggende forandringer.

Folkeskolereformen og bøllebankningen af lærere og undervisere ved overenskomstforhandlingerne i 2013 dokumenterede, at teorien om konkurrencestaten netop ikke handler om indhold og kvalitet, men derimod om at reformere uden stop i det uendelige. Så at sige at reformere for reformernes egen skyld. De uendelige forandringer uden mål og med.

Og endelig skulle konkurrencestaten for det fjerde være aktiv internationalt for at varetage danske interesser som en stat, “som er organiseret for at påvirke og tilpasse og for at mobilisere og reformere med det formål at varetage nationale interesser”.

 

Det er tydeligt, at visionen om konkurrencestaten et godt stykke af vejen spiller med på et ubehageligt menneskesyn, som reducerer os fra at være selvstændigt tænkende borgere og fællesskabsmedlemmer til at blive individer, der først og fremmest styres af egennytte og især økonomisk egennytte
_______

 

Den er gal med menneskesynet
Det er tydeligt, at visionen om konkurrencestaten et godt stykke af vejen spiller med på et ubehageligt menneskesyn, som reducerer os fra at være selvstændigt tænkende borgere og fællesskabsmedlemmer til at blive individer, der først og fremmest styres af egennytte og især økonomisk egennytte.

Vi er imidlertid ikke født og opvokset som de egocentrerede individualister, som dette menneskesyn forudsætter. Vi vil gerne hinanden. Både dem vi kender, og dem, vi aldrig har mødt. Det er senest blevet ganske grundigt dokumenteret under coronakrisen med en fantastisk kollektiv vilje til at udvise samfundssind, stå sammen om den delvise nedlukning af landet og ikke mindst af de rigtigt mange lokalt spirede initiativer til at hjælpe de, der har været nødsaget til at gå i isolation.

Ove Kaj Pedersen formulerer i et interview i Information baggrunden for konkurrencestatens menneskesyn således: “Velfærdssamfundet, der opstod som en reaktion på verdenskrigene, byggede på ideen om, at man kunne danne det dydige menneske til frivilligt at agere i samfundets og fællesskabets tjeneste. Idealer, som blev til brudte illusioner, fordi det viste sig, at vi alle sammen – borgere, embedsfolk og politikere – også er opportunister, der handler ud fra egeninteresser.”

Konkurrencestatens logikker vandt indpas i den moderne velfærdsstat i kraft af ledende politikeres begejstring for visionen med daværende finansminister Bjarne Corydon i spidsen, der ikke alene accepterede konkurrencestaten, men ligefrem anså den for at være en videreudvikling af velfærdsstaten, som sammen med reformkursen var kommet for at blive, “fordi vi mener, at det er vejen til et bedre samfund”.

Disse logikker betød voldsomme forandringer af den grundlæggende tænkning bag velfærdsstaten. De førte til forsøg på markedsgørelse, hvor velfærdens fællesskabsinstitutioner efter inspiration fra private virksomheders konkurrencevilkår skulle drives på et kunstigt skabt marked i konkurrence med andre offentlige velfærdsinstitutioner og private leverandører af velfærdsydelser. Ligeledes medførte de en varegørelse af velfærdsydelser, som var det varer, der frit kan tages ned fra hylderne i et velfærdssupermarked. Og så ledte de ikke mindst til, at staten i højere grad bedrev adfærdsregulering gennem gulerødder og pisk.

Kritik og selvkritik
Ideen om konkurrencestaten og alles konkurrence mod alle har været udsat for en ganske voldsom kritik. Der har ikke mindst været en grundlæggende kritik af, at konkurrencestaten og reformpolitikken gjorde ubodelig skade på de svageste i samfundet og på en række punkter satte fagbevægelsen år tilbage.

Samtidig blev der længere og længere mellem dem, der var parat til at stå på mål for “nødvendighedens politik” under Thorning-regeringen og dermed stå på mål for reformer, der i langt højere grad afspejlede elitens egeninteresse end befolkningsflertallets fælles interesser. Partierne bag folkeskolereformen er nu stort set uden undtagelse fokuseret på at reparere det ødelagte forhold til lærere og undervisere. På samme måde har partierne bag sidste års regeringsdannelse aftalt, at det er tid at kigge de reformer, som var kernen i “nødvendighedens politik”, efter i sømmene.

Ove Kaj Pedersen forsøgte for et par år siden at råbe vagt i gevær overfor kritikken af konkurrencestaten, men opråbet til partierne på midten af dansk politik om at medvirke til at gøre konkurrencestaten mere appetitlig for befolkningsflertallet fandt ikke den store genklang. Og konkurrencestatens grundlæggende syn på mennesker som væsener, der alene drives af egeninteresse og først og fremmest af økonomisk egeninteresse, ændrede sig ikke.

 

Danmark vil naturligvis fortsat være et land, der deltager i den internationale konkurrence, og som i høj grad vil skulle leve af eksportindtægter. Men konkurrence mod alt og alle som samfundets altafgørende drivkraft kan ikke løse de helt store udfordringer. Det er nu blevet dokumenteret
_______

 

Tværtimod ændrede to emner, der står i diametral modsætning til konkurrencestats-tænkningen, sig i løbet af ekstrem kort tid i valgkampen op til Folketingsvalget i 2019.

På blot et halvt år fik den bølge af fælles ansvarlighed for klodens fremtid, som Greta Thunberg igangsatte blandt unge verden over med sin “Skolstrejk för klimatet”, placeret klimaudfordringerne og indsatsen mod udledning af CO2 som det suverænt vigtigste tema i valgkampen. De mange unge, der greb Greta Thunbergs budskab og gjorde det til en uafviselig dagsorden for de voksne, blev ikke drevet af egeninteresse og slet ikke af økonomisk egeninteresse. Tværtimod handlede det for dem om at være ansvarlige i fællesskab og handle her og nu i fællesskabets interesse.

Og dernæst satte Socialdemokratiet under valgkampen en dagsorden for valget, som handlede om ret til tidlig folkepension for nedslidte og for de, der startede tidligst i belastende jobs. Og den dagsorden vakte genklang hos vælgerne. En genklang, som byggede på både omsorg, solidaritet og fælles ansvarlighed.

Konkurrencestats-tænkningen har med andre ord været i stadig stærkere modvind i de senere år. Argumentationen, at vi alle skal være soldater i den internationale konkurrence, og at vi kun interesserer os for os selv og vores egne, haltede med andre ord altså allerede inden coronakrisen. Danskerne engagerer sig og deltager i fællesskaber og yder frivillige indsatser for andre i stort omfang. Vi vil hinanden og ikke blot, når det gavner os selv eller vores nærmeste.

Men det er corona-pandemien, der for alvor har skudt påstanden om danskerne som “opportunister, der handler ud fra egeninteresser” ned.

Et tidsskifte på vej
Statsminister Mette Frederiksen har styret det danske samfund suverænt gennem krisen som et fællesskabsanliggende med størst fokus på de svageste. Og danskerne har optrådt som et fællesskab, der tog byrderne ved en delvis nedlukning af landet på sig. Ikke i egeninteresse, men for at skærme ældre, kronisk syge og socialt udsatte mod risikoen for dødbringende virkninger af smitten for netop disse grupper.

Det var ikke konkurrencestatens fundament af egeninteresse og stærk konkurrenceevne, der trådte i karakter her, men derimod velfærdssamfundets indbyggede omsorg, solidaritet og fælles ansvarlighed.

Konkurrencestatens fortalere er dog begyndt at slå sig i tøjret med meldinger om, at fællesskabet ikke har reddet én eneste ekstra fra corona-døden, men i stedet har påført danskerne enorme omkostninger. Sammenligner man imidlertid dødstal som følge af sundhedskrisen mellem de europæiske lande, kan der dog ikke være tvivl om, at der er sammenhæng mellem indsatsen og minimeringen af antal dødsfald.

Andre af konkurrencestatens fortalere som Lars Løkke Rasmussen erkender da også dette, men rejser i stedet for mere eller mindre indpakket det afgørende spørgsmål om, hvor meget menneskeliv må koste. Prisen kan blive for høj, hvis kuren bliver værre end problemet. I deres øjne er konkurser det værst tænkelige, og for at afværge dem, må man lade noget af smitten gå gennem samfundet, selvom det vil koste menneskeliv.

 

Over Kaj Pedersen har i mine øjne ret i antagelsen om, at sundhedskrisen har sat konkurrencestaten til vægs, og at vi dermed står foran et tidsskifte. Dette tidsskifte peger i retning af færre individuelle og flere fælles løsninger
_______

 

Men konkurrencestatens fortalere ramte muren med coronaens ankomst. Danmark vil naturligvis fortsat være et land, der deltager i den internationale konkurrence, og som i høj grad vil skulle leve af eksportindtægter. Men konkurrence mod alt og alle som samfundets altafgørende drivkraft kan ikke løse de helt store udfordringer. Det er nu blevet dokumenteret. Konkurrencestaten kommer til kort, mens fællesskabet kan slukke branden, ”når lokummet brænder”.

Ove Kaj Pedersen har nu også kastet håndklædet i ringen og erkendt, at konkurrencestatens tid er forbi. Staternes optræden under sundhedskrisen med lukning af grænser, nedlukning af samfund, indskrænkning af den personlige frihed og stiftelse af gæld i mega-størrelse, angriber selve fundamentet for tænkningen bag konkurrencestatens placering af egeninteresse i højsædet.

For Ove Kaj Pedersen betyder det, at alt er kastet op i luften: “Hvis det viser sig, at gæld er uden konsekvenser, hvis pengene ikke skal betales tilbage, så har hele diskussionen om nedskæringer, om Maastricht-kriterier, om stabilitetspagt og budgetlov og treprocentsramme … så har det hele været uden saglig begrundelse. Det vil være radikalt. Og hvis det ender med, at gæld ikke er betydningsfuld, hvad betyder det så for økonomisk teori? For økonomiske modeller, for økonomernes betydning og for den politiske handlingsramme?”

Han forudser, at den kommende tids mest fremherskende udviklingstrends kan blive helt andre emner end dem, der er de mest centrale i konkurrencestaten: “Jeg tror, at politik lige om lidt vil handle om mange flere spørgsmål end tidligere. Spørgsmål af teologisk art, af filosofisk art, af moralsk art. Det bliver ikke bare politisk- økonomiske konflikter, som vi har været vant til, det bliver langt bredere. Det gør også, at det her er helt uoverskueligt.” ¨

Gennem de senere år har denne udvikling allerede været i gang. Vi vil som fællesskabsmedlemmer ikke se enkelte skeje ud på fællesskabets bekostning. Sager om misbrug af skattekroner, anvendelse af skattely og direkte tyveri fra statskassen har i høj grad skabt forargelse, ikke mindst moralsk forargelse.

Ove Kaj Pedersen har selv et gæt på, hvordan fremtiden kommer til at se ud: At økonomerne »og sådan nogle som mig vil miste deres plads som dem, der lyttes mest til i samfundsdebatten. Og at regneark og økonomiske modeller vil have mindre indflydelse på politik. Det vil give politikerne større rum til at handle. Jeg tror, det her kan komme til at revitalisere teologerne. Lige efter Anden Verdenskrig, da hele lortet var brændt ned, og alle kunne se, at det var en katastrofe, havde teologer og litterater den væsentligste position i den offentlige debat, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Men så overtog økonomerne og sådan nogle som mig. Nu tror jeg, vi kan se et tidsskifte.«

Over Kaj Pedersen har i mine øjne ret i antagelsen om, at sundhedskrisen har sat konkurrencestaten til vægs, og at vi dermed står foran et tidsskifte. Dette tidsskifte peger i retning af færre individuelle og flere fælles løsninger. Med sundhedskrisen gik den grundlæggende tryghed for mange fløjten, og fællesskabet måtte træde til. Den fælles ansvarlighed overfor lønmodtagernes jobs, virksomhedernes drift, kulturens overlevelse og meget andet, som føjede sig til ansvarligheden for at holde de mest udsatte smittefri, ligger lige til velfærdsstatens højreben, mens konkurrencestaten ikke har en chance for at få en fod på bolden.

Det er lige dér, at det afgørende tidsskifte ligger. Og det tidsskifte er der i den grad brug for. Et tidsskifte, hvor fællesskab og solidaritet træder i stedet for mig, mig og atter mig. Og et tidsskifte, der effektivt gør op med opdelingen i de, der kan betale sig, og de, der ikke kan. ■

 

Og det tidsskifte er der i den grad brug for. Et tidsskifte, hvor fællesskab og solidaritet træder i stedet for mig, mig og atter mig. Og et tidsskifte, der effektivt gør op med opdelingen i de, der kan betale sig, og de, der ikke kan
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?