06.01.2020

Irans store indflydelse i Mellemøsten, som Soleimani var bagmand bag, er til stor gene for amerikanerne og deres regionale allierede, israelerne og saudierne. Derfor fejrer man generalens død Washington, Jerusalem og Riyadh. Men situationen kan ende med at være til Irans fordel i Mellemøstens magtspil.

Af Deniz Serinci

USA’s drab på den magtfulde iranske general Qassem Soleimani kan få store konsekvenser for hele Mellemøsten. Soleimani spillede som leder af Quds-styrken for iranske elitesoldater en stor rolle i at udvikle den ’den shiitiske halvmåne’, hvilket er et begreb for Irans modstanderes aversion mod landet og opfattelse af en ekspanderende iransk-støttet shiitisk alliance i Mellemøsten.

Den shiitiske halvmåne begynder hos de pro-iranske shia-muslimer i Yemen og Bahrain, hvorfra den går videre til selve Iran, over det shiitiske Irak, det shiaorienterede alawit-regime i Syrien og slutter hos Libanons shiitiske Hizbollah-milits, der er kendt for sin kamp mod Israel.

Tovholderen for halvmånen og dens enheders aktiviteter menes at have været Soleimani. Irans store indflydelse i de pågældende områder er til stor gene for amerikanerne og deres regionale allierede, israelerne og saudierne. Hidtil har prioriteten for USA – og Israel og Saudi-Arabien – derfor været at svække ’den shiitiske halvmåne’, og drabet på Soleimani fejres således som en stor sejr i Washington, Jerusalem og Riyadh. Men hvad med de andre mere Iran-orienterede af regionens lande såsom Irak, Syrien og Iran selv – hvordan kan drabet på Soleimani påvirke dem? Det er her, krisens fulde omfang viser sig.

 

Et Irak, der er tættere på Iran, var næppe det, Washington, Jerusalem og Riyadh ønskede. På den måde ser Trump ud til at have scoret et selvmål
_______

 

Irak: Vil den iranske indflydelse blomstre op igen?
Iran vil bruge drabet til at aflede opmærksomheden fra de verserende folkelige protester mod iransk indflydelse i Irak. De er ganske massive: Under de seneste demonstrationer i Irak blev Irans konsulat i byen Najaf afbrændt tre gange, og der blev sat ild til iranske flag – for at presse den irakiske regering til at udvise amerikanske styrker fra landet. I går stemte det irakiske parlament så for at smide amerikanerne ud. Iran kan nu konsolidere sit greb om Irak og skubbe landet endnu tættere på sig selv – som det har arbejdet for, siden Saddam Husseins regime blev væltet efter den amerikanske invasion i 2003. Et Irak, der er tættere på Iran, var næppe det, Washington, Jerusalem og Riyadh ønskede. På den måde ser Trump ud til at have scoret et selvmål.

Drabet på Soleimani kan også være en fordel for Islamisk Stat (IS). Dels har Trump lige fjernet Soleimani, der spillede en afgørende rolle i nedkæmpelsen af IS i Irak, så det er i sig selv en sejr for terrororganisationen. Dels indstiller USA nu anti-IS-missionen for at forstærke beskyttelsen af amerikanske soldater mod iranske hævnaktioner. Det giver IS arbejdsro.

Dertil vil nogen måske sige, at IS jo er færdige og nedkæmpet. Det er en sandhed med modifikationer: IS er stort set udryddet som territorium, ja. Men resterne af IS kan nu få mere arbejdsro til at reorganisere sig, når amerikanerne ikke er til stede.

Og resterne lever i bedste velgående. En rapport fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon slog i august 2019 fast, at IS har ”etableret tilflugtssteder” i sunni-dominerede dele af Syrien og Irak, hvor de rekrutterer nye medlemmer via familie- og stammeforbindelser. Ifølge amerikanerne råder IS stadig over 14.000 til 18.000 krigere i Irak og Syrien. Det er krigere, der står bag et stigende antal målrettede likvideringer og bagholdsangreb. Endvidere er jihadisterne i gang med at genskabe deres finansielle netværk, baseret på beskatning af lokalbefolkningen, kidnapninger og narkokriminalitet. Det er samtidig sværere for anti-IS-koalitionen at spore de økonomiske transaktioner, fordi jihadisterne bruger små beløb. Nu hvor IS har mistet landområder med oliefelter og op til otte millioner indbyggere, får jihadister færre skatte- og olieindtægter. Men til gengæld har IS også færre udgifter, fordi de ikke skal administrere kæmpe landområder. Desuden formår organisationen ifølge Pentagon at fortsætte en verdensomspændende social mediekampagne for at rekruttere krigere.

Ergo: Et Irak med øget iransk indflydelse vil – selvom de aktuelle demonstrationer kan pege i en anden retning – muligvis betyde et mere shia-sekterisk Irak. Det var netop i protest mod shia-sekterismen fra de iransk-støttede irakiske ledere, at mange sunnier i Irak støttede IS i 2014. Dermed har vi balladen med IS igen.

 

Fortalere for forhandlinger og kompromiser med Vesten kan nu nemmere blive kørt ud på et sidespor. Iran vil nu måske vælge at udvide sine nukleare kapaciteter og igen komme tættere på en atombombe
_______

 

Iran: Høgene vinder frem
Det iranske system er splittet mellem de udenrigspolitiske høge og duer, hvoraf sidstnævnte gik ind for atomaftalen med USA i 2015, men drabet på Soleimani kan styrke høgene. Argumenterne fra duerne har næppe meget gennemslagskraft i Iran i disse dage, godt hjulpet på vej af Trump. Fortalere for forhandlinger og kompromiser med Vesten kan nu nemmere blive kørt ud på et sidespor. Iran vil nu måske vælge at udvide sine nukleare kapaciteter og igen komme tættere på en atombombe.

Som den mangeårige Mellemøstkommentator Lasse Ellegaard skrev i Information den 3. januar: ”Havde Trump tænkt sig om […] havde han afventet ayatollahstyrets økonomiske og politiske-ideologiske kollaps. Det så ud til at være på vej […] Nu får styret ny luft med carte blanche til at undertrykke den folkelige utilfredshed med alle til rådighed stående midler.”

Ikke alle vil være enig i at styrets kollaps ”så ud til at være på vej”, som Ellegaard skriver, men faktum er, at Iran har været ramt af store demonstrationer på det seneste.

Situationen kan imidlertid også udvikle sig omvendt, så præstestyret ender med at blive væltet: Hele verden forventer, at Teheran hævner drabet på deres populære general. Hvis iranerne overspiller deres kort og angriber amerikanerne på en meget brutal måde, vil supermagten svare igen. Afhængig af hvor tilspidset det hele bliver, kan det hele ende med at præstestyret til sidst bliver væltet af USA. Så har Washington, Jerusalem og Riyadh vundet – men det vil blive en voldsomt omkostningsfuld affære.

 

Uden Soleimani og en stærk ”shiitisk halvmåne” frygter syrerne, at iranerne ikke på samme måde kan sende våben hele vejen fra Iran til Libanon, så Hizbollah kan kæmpe imod Israel
_______

 

Syrien: Vil forbindelserne til Iran svækkes?
Syrerne er vrede over, at Israel har besat Golan-højderne siden Seksdageskrigen i juni 1967 og fortsat nægter at rømme området, på trods af at FN’s Sikkerhedsråds længe har forlangt dette. Syriens Assad-regime har derfor i årtier brugt det libanesiske Hizbollah i en kamp mod Israel gennem bagholdsangreb, selvmordsbomber og kidnapninger af israelske soldater. Uden Soleimani og en stærk ”shiitisk halvmåne” frygter syrerne, at iranerne ikke på samme måde kan sende våben hele vejen fra Iran til Libanon, så Hizbollah kan kæmpe imod Israel, hvilket først og fremmest vil være en stor sejr for den israelske regering.

Under den syriske borgerkrig (2011-) har Iran også været en vigtig støtte for Assad, der under krigen har været yderst presset af de sunnimuslimske oprørere imod hans regime. Det var russisk, iransk og Hizbollahs hjælp, der sikrede Assads overlevelse. Bør Assad frygte at miste magten, nu hvor Soleimani er død? Næppe. For Assad har vel reelt allerede vundet krigen. Siden oktober 2015, hvor Rusland gik ind med luftstøtte til det syriske regime, vendte krigen til Assads fordel. Men Soleimani var alligevel en meget tæt kontaktperson til det syriske regime, og det iransk-syriske samarbejde kan med hans død muligvis svækkes på visse områder.

GRUNDLÆGGENDE JUBLER Washington, Jerusalem og Riyadh over Soleimanis død. De er blevet en arg hovedmodstander mindre. Da Israel i 1992 dræbte Hizbollahs leder, Abbas Musawi, kom hans efterfølger, Hassan Nasrallah, i spidsen for den shiitiske organisation. Under Nasrallah måtte Israel smide håndklædet i ringen og ydmygende trække sig ud af Libanon. Dermed kan man argumentere for, at israelerne fik en Hizbollah-leder, der var en større trussel end den forrige. Vil det samme ske med Soleimani? Vil hans efterfølger udgøre en større trussel mod Washington, Jerusalem og Riyadh? Måske. Måske ikke.

Kort efter Soleimanis død blev Esmail Ghaani, der siden 1997 har været vicekommandant for Quds-styrken, udpeget til at være Solemanis afløser. Da USA’s CIA og Israels Mossad i 2008 dræbte Hizbollahs militære mastermind Imad Mughniyah, formåede den shiitiske organisation aldrig at finde en erstatning, der kunne matche ham. Ved at sætte Soleimani ud af spillet, har Trump måske – måske ikke – formået at tilføre Iran uerstattelig skade. Det må tiden vise. ■

 

Ved at sætte Soleimani ud af spillet, har Trump måske – måske ikke – formået at tilføre Iran uerstattelig skade. Det må tiden vise
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig