19.08.2020

“Det politiske klima på den amerikanske venstrefløj er utrolig optaget af race og køn, og det anerkender Biden med valget af Harris. Og så må man heller ikke glemme, at det Demokratiske Parti får langt de fleste af deres stemmer blandt kvinder og minoriteter, hvilket står i skærende kontrast til partiets folkevalgte politikere, der i meget høj grad består af hvide mænd.”

RÆSON SPØRGER: David Hopkins (f. 1977), der forsker i partier, valgkampe, stemmeadfærd, offentlig meningsdannelse og politisk geografi ved Boston University. Udover at skrive om amerikansk politik i New York Times og Washington Post, står han bag bøgerne “Red Fighting Blue” og “Asymmetric Politics”, der begge beskriver den stigende polarisering i USA’s politiske system. Han har en Ph.d. i Political Science fra Berkeley University.

Interview af Malte Bruhn

Det kom ikke ligefrem som en overraskelse, da Joe Biden d. 11. august afslørede den californiske senator, Kamala Harris, som sin kandidat til posten som vicepræsident.
Harris har nemlig været stemplet som den absolutte favorit i feltet af potentielle kandidater. Det er der flere årsager til.

For det første har Harris CV’et i orden. Hun har prøvet kræfter med national politik, både som californisk senator og senere som demokratisk præsidentkandidat, hvor hun dog hurtigt måtte trække stikket på en kampagne, der aldrig rigtig kom op i omdrejninger. Desuden har hun fungeret som både justitsminister i Californien og distriktsadvokat i San Fransisco. Her høstede hun både ris og ros for sin håndfaste stil, der især blev kritiseret for at gå hårdt udover sorte kriminelle.

En anden grund til, at valget faldt på Harris, er, at Biden siden marts har sagt, at hans såkaldte running mate frem mod præsidentvalget d. 3. november skulle være en kvinde – og gerne en med minoritetsbaggrund. Kamala Harris’ forældre, der begge er immigreret til USA, stammer fra henholdsvis Indien og Jamaica. I den kontekst er valget af Harris historisk. Det er nemlig første gang, at amerikanerne får muligheden for at vælge en farvet kvinde som vicepræsident.

Valget af Harris er også opsigtsvækkende, fordi Biden – på grund af sin fremskredne alder (78) – på forhånd har sagt, at han udelukkende ser sig selv som en slags overgangsfigur hos Demokraterne, og derfor ikke nødvendigvis vil stille op til en anden periode i Det Hvide Hus. Derfor er Kamala Harris allerede nu blevet castet i rollen som Bidens naturlige arvtager i et parti, der ifølge betragtere af amerikansk politik er i gang med et opsigtsvækkende venstresving, der især gør sig gældende på den identitetspolitiske og økonomiske front.

 

I præsidentvalgkampe er det traditionelt vicepræsidentens rolle at være den arrige terrier, der skal lede angrebene mod modstanderen. Det har Harris allerede bevist, at hun er fremragende til
_______

 

RÆSON: Hvordan vil du beskrive Kamala Harris som politiker?
HOPKINS: Hun er en meget ortodoks Demokrat. Hendes mærkesager placerer hende meget tæt på partiets midte. Hun er måske en lille smule mere venstreorienteret end Joe Biden, men det er ikke meget. Derudover har hun en flot karriere bag sig som justitsminister i Californien og Distriktsadvokat i San Fransisco, men hun har kun været medlem af Senatet siden 2017. I den periode har Republikanerne haft flertallet, og derfor har hun ikke haft mulighed for at være med i særlig meget reelt politisk arbejde. Hun har først og fremmest udmærket sig som medlem af Retsudvalget, hvor hun har foretaget nogle meget hårdtslående afhøringer af justitsministrene, Jeff Sessions og William Barr, i forbindelse med Mueller-rapporten. Her fik hun virkelig sit folkelige gennembrud.

RÆSON: Er det nogle kompetencer, hun kommer til at bruge i valgkampen?
HOPKINS: Ja, i høj grad. For i præsidentvalgkampe er det traditionelt vicepræsidentens rolle at være den arrige terrier, der skal lede angrebene mod modstanderen. Det har hun allerede bevist, at hun er fremragende til, og det er helt sikkert et aspekt, vi kommer til at se udfolde sig endnu mere. Som uddannet jurist og tidligere distriktsadvokat bliver det hendes opgave at ‘føre retssagen’ imod Trumps præsidentembede. På den måde kan Biden holde sig væk fra mudderkampen og fremstå mere præsidentiel.

RÆSON: Hvor finder man hendes svage sider?
HOPKINS: Hun er stadig ny i national politik, og det er ingen hemmelighed, at hendes præsidentkampagne gik fuldstændig galt. Hun fandt aldrig ud af, hvilke vælgere hun ville appellere til. De venstreorienterede ville have Elisabeth Warren og Bernie Sanders, mens de mere midtsøgende foretrak Joe Biden. Der var ikke mange, der ledte efter noget midt imellem. Det skyldes formentlig, at hendes kampagne aldrig rigtig fandt sit hovedbudskab. Men det skal hun ikke være ansvarlig for nu, hvor hun sætter sig ombord på et skib, hvor retningen allerede er sat. Og derfor er det knap så sandsynligt, at hendes lidt vævende stil bliver et stort problem i valgkampen.

En anden risiko er, at der i USA stadig er meget udbredte fordomme overfor kvinder og ikke-hvide i politik. Det er tydeligt, at der er en masse entusiasme i det Demokratiske Parti, eftersom hun kan blive både den første kvindelige og sorte vicepræsident. Men man kan ikke vinde et præsidentvalg med udelukkende Demokratiske stemmer. Du skal også bruge stemmer fra svingvælgere, uafhængige og Republikanere. Det er ikke sikkert, at alle er lige begejstrede, og det kan blive et problem.

 

Det ser ud som om, at Republikanerne ikke selv har fundet ud af, hvor de skal sætte angrebet ind. Deres standardsvar er, at Demokraterne vil rykke landet alt for langt til venstre, og at de er ekstreme og radikale. Men det er som om, at det angreb ikke rigtig rammer Biden
_______

 

RÆSON: Kan hun så omvendt være med til at tiltrække sorte vælgere?
HOPKINS: Demokraterne er ikke bange for at miste sorte vælgere til Trump. Det handler om at få dem til at møde op på valgdagen. Så en af grundene til, at hun er blevet valgt, er, at hun kan være med til at sikre en høje stemmedeltagelse blandt sorte. Det skal siges, at al forskning peger på, at vicepræsidentens indflydelse højst er af marginal betydning i en valgkamp. Men i det demokratiske parti ved man godt, at der i 2016 var et alt for stort frafald blandt sorte vælgere, hvilket var en af hovedårsagerne til Clintons nederlag. Og den erfaring er helt sikkert en del af regnestykket.

RÆSON: Som distriktsadvokat og justitsminister i Californien blev hun kritiseret for sin hårde stil, der især gik udover sorte kriminelle. Kan det blive et problem for Demokraternes kampagne?
HOPKINS: Jeg tvivler på, at det bliver et stort problem. Der er selvfølgelig nogle aktivister på venstrefløjen, der er skuffede over valget af Harris. De havde hellere set en mere klassisk venstreorienteret kandidat, fx Elisabeth Warren. Men jeg kan ikke forestillet mig, at det bliver et problem for hende og Biden i en national valgkamp. Omvendt får Trump jo heller ikke noget ud af at fremstille hende som en, der alt for tough on crime. Det vil han nemlig selv gerne være. Det er mere sandsynligt, at hun vil blive kritiseret for at være for blød og for venstreorienteret.

RÆSON: Vil du uddybe det? Hvor forventer du, at Republikanerne vil sætte angrebet ind overfor Biden og Harris?
HOPKINS: Jeg synes ikke, det ser ud som om, at Republikanerne selv har fundet ud af, hvor de skal sætte angrebet ind. Deres standardsvar er, at Demokraterne vil rykke landet alt for langt til venstre, og at de er ekstreme og radikale. Men det er som om, at det angreb ikke rigtig rammer Biden, for folk tror ikke på, at han er radikal. Nu er Republikanerne i stedet begyndt at sige, at Biden ganske vist ikke er radikal, men at han er for gammel og for senil til at stå imod de radikale kræfter i partiet, herunder Harris.

RÆSON: Hvad fortæller valget af Kamala Harris om den generelle situation i det Demokratiske parti?
HOPKINS: Valget af Harris fortæller os, at Joe Biden er en meget loyal partisoldat. Han anerkender og respekterer, at der i brede dele af partiet er et stort ønske om at få en minoritetskvinde med på holdet. Det politiske klima på den amerikanske venstrefløj er utrolig optaget af race og køn, og det anerkender Biden med valget af Harris. Og så må man heller ikke glemme, at Demokraterne får langt de fleste af deres stemmer blandt kvinder og minoriteter, hvilket står i skærende kontrast til partiets folkevalgte politikere, der i meget høj grad består af hvide mænd. Der er en enorm underrepræsentation af kvinder og minoriteter. Det udstiller den her proces også.

 

Der er en kæmpe uoverensstemmelse mellem Demokraterne på masseniveau og på eliteniveau. Det er i gang med at ændre sig, men det går meget langsomt. Valget af Kamala Harris udstiller, hvorfor køn og race spiller en mere og mere dominerende rolle i amerikansk politik
_______

 

Traditionelt har langt de fleste præsident- og vicepræsidentkandidater en fortid som senator eller guvernør i en delstat. Men der har aldrig været en sort kvindelig guvernør, og Kamala Harris er blot den anden sorte kvinde, der er blevet senator. Dermed var Bidens felt af kandidater jo også kraftigt indskærpet. Der er en kæmpe uoverensstemmelse mellem Demokraterne på masseniveau og på eliteniveau. Det er i gang med at ændre sig, men det går meget langsomt. Valget af Kamala Harris udstiller, hvorfor køn og race spiller en mere og mere dominerende rolle i amerikansk politik.

RÆSON: Så valget af Harris understreger også, at Biden i høj grad indretter sig efter forskellige strømninger i partiet?
HOPKINS: Ja, og det er faktisk en ny tendens i partiet. Siden 1970’erne har det været kutyme blandt store politiske figurer at fremstille sig selv som outsidere i det parti, de kommer fra. Trump er jo et fremragende eksempel, men Obama gjorde det samme – bare på en lidt mere subtil måde. Hele hans kampagne var bygget op om at være en anderledes Demokrat fra en ny generation, hvilket stod i kontrast til fx Hillary Clinton, som han besejrede i primærvalget.

Det samme gjorde sig gældende med både Bill Clinton og Jimmy Carter, der begge var i opposition til partiets establishment. I Biden ser vi derimod den mest partiloyale Demokratiske kandidat siden Lyndon B. Johnson. Det har den konsekvens, at Biden har taget et enormt venstresving. Men jeg tror, at det er klogt af ham, for på den måde undgår han at gentage Hillary Clintons konflikt med Bernie Sanders, der jo institutionaliserer partiets venstrefløj. Ved at give en række politiske indrømmelser er det lykkedes ham at få Sanders og hans støtter med ombord, og på den måde lægger han en solid dæmper på det interne pres, der tidligere har været i partiet.

RÆSON: Hvordan ser vi det rent politisk?
HOPKINS: Vi ser det først og fremmest på klima og på den økonomiske politik. Demokraterne har i mange år været et parti, der var utroligt optaget af en lav offentlig gæld og en stabil lav skat. Men partiet er ved at blive meget mindre defensivt på den slags spørgsmål. Joe Biden går fx til valg på et nyt sundhedssystem, en ambitiøs klimapolitik og flere penge til underprivilegerede. Han snakker ikke om socialisme ligesom Bernie Sanders, men majoriteten i partiet har rykket sig, og han er gledet med. Valget af Harris underbygger mønsteret.

RÆSON: Joe Biden, der vil være 82 år ved valget i 2024, har kaldt sig selv en overgangsfigur. Er Kamala Harris favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat om fire år?
HOPKINS: Ja, hvis Biden ikke stiller op igen, så er hun favorit. Hun er castet som Bidens efterfølger, og det har partiets establishment helt klart en interesse i. Den generelle opfattelse var, at Biden ikke kun skulle vælge én, der kunne hjælpe ham med at vinde valget. Hans opgave var også at finde personen, der kan blive leder af både landet og partiet om fire eller otte år. ■

 

Biden har taget et enormt venstresving. Men jeg tror, at det er klogt af ham, for på den måde undgår han at gentage Hillary Clintons konflikt med Bernie Sanders, der jo institutionaliserer partiets venstrefløj
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden