29.04.2020

En britisk regering, der træffer dårlige beslutninger baseret på Brexit-ideologi, eller en regering, der gør sit bedste i en virustid uden fortilfælde? Hvilken fortælling om coronavirussen i Storbritannien er nærmest sandheden, og hvilken fortælling bliver den dominerende?

Af Dan Mygind

”Det var en politisk beslutning.” Sådan beskrev den britiske topembedsmand Sir Simon McDonald den britiske regerings beslutning om ikke at deltage i et EU-ledet indkøbsprogram af respiratorer, som er livsnødvendige for coronavirus-ramte patienter med alvorlige symptomer.

Den klare udmelding kom under en høring i den udenrigspolitiske komite 21. april, men det tog ikke mange timer, før McDonald ændrede sin forklaring i et skriftligt notat til komiteen: ”… der blev ikke taget en politisk beslutning om at deltage eller ej”, skrev han senere samme dag til den konservative formand for den udenrigspolitiske komite, Tom Tugendhat.

Det er højst usædvanligt, at en erfaren diplomat som McDonald kommer til at sige præcist det modsatte af, hvad han reelt mener. Derfor tolker kritikere af Johnson-regeringens håndtering af coronakrisen det således, at McDonald blev presset til at ændre sin oprindelige forklaring om den – måske – politisk motiverede beslutning. En beslutning, der ifølge kritikerne kun kan opfattes som værende baseret på en ”Brexit-ideologi”, hvor man på ingen måder vil have noget med EU at gøre, selvom man risikerer, at det i sidste ende kan koste menneskeliv.

Hændelsen med McDonald skete blot et par dage efter, at den britiske regering på sin officielle hjemmeside havde afvist en række anklager møntet på dens håndtering af coronakrisen fra henholdsvis Sunday Times og Financial Times.

I Sunday Times-artiklen kritiseres regeringen blandt andet for ikke at have forberedt sig på coronakrisen. Regeringen afviser at have sløset med forberedelserne til krisen med en henvisning til et tweet fra Richard Horton, redaktøren af det ansete lægevidenskabelige magasin The Lancet, fra 23. januar, hvori han advarer medierne mod at skabe panik ved at betegne virussen som en dræbervirus – og derfor tøvede man med indgreb fra myndighedernes side. Regeringens forklaring tilbagevises dog af redaktøren selv, der beskylder regeringen for ”bevidst at omskrive historien i dens fortsatte covid-19-misinformationskampagne” og henviser til en række artikler i The Lancet samt egne tweets, som understreger alvorligheden af coronavirussen.

Disse eksempler, samt en række andre hændelser, gør det tydeligt, at der i disse dage foregår en febrilsk kamp om at kontrollere fortællingen om, hvordan den britiske regering håndterer coronakrisen.

 

En anden ledende spindoktor fra Boris Johnsons valgkampagne, Isaac Levido, blev hyret af Johnson og Cummings i slutningen af marts til at styrke regeringens kommunikation om coronavirussen og forbedre premierministerens omdømme
_______

 

Spindoktorers aftryk?
Boris Johnson kom til magten ved at love at gennemføre Brexit, og både Brexit-kampagnen op til afstemningen i 2016 og Boris Johnsons valgkampagne i december 2019 blev orkestreret af spindoktorer som Dominic Cummings, der anvendte målrettede kampagner på sociale medier, hvori man ikke tøvede med at anvende usandheder og misinformation. Det er derfor særligt interessant, at en anden ledende spindoktor fra Boris Johnsons valgkampagne, Isaac Levido, blev hyret af Johnson og Cummings i slutningen af marts til at styrke regeringens kommunikation om coronavirussen og forbedre premierministerens omdømme ved at gå i ”politisk kampagnemode og vinde offentligheden over på regeringens side”, som en kilde tæt på regeringen fortalte The Guardian.

Det har skabt en del mistro, hvilket blandt andet organisationen ”The Awesome Movement” fik at føle, da den satte plakater op rundt omkring Downing Street og Whitehall [regeringskvarteret i London, red.] med teksten: ”Thank you to the awesome Boris Johnson”. Det skabte røre på sociale medier, hvilket efterfølgende fik organisationen til at hævde, at der ikke var tale om et politisk budskab, men et ønske om at støtte hospitalsvæsenet NHS. The Awesome Movement blev, ifølge organisationens website, startet som en velgørenhedsorganisation i 2018 for at takke ”hverdagens helte” som fx ambulanceførere, og 4. marts 2020 blev Awesome Movement Limited etableret som en virksomhed.

Skribenten John O’Connell fra websitet Far Right Watch – som er et venstreorienteret medie – udviste også mistro. For hans vedkommende var det over Twitterprofiler, der anvendte offentligt tilgængelige billeder af NHS-personale (altså: sundhedspersonale) som profilbilleder. Twitterprofilerne støttede offentligt op om regeringens virusbekæmpelsesstrategi, men da O’Connel kontaktede syv af de afbildede NHS-personer, oplyste de, at deres billeder blev brugt uden deres samtykke, og at de intet havde med disse Twitterprofiler at gøre. O’Connell hævdede, uden dog at offentliggøre dokumentation, at profilerne var oprettet af den britiske social- og sundhedsstyrelse eller muligvis styrelsens marketingbureau.

Twitter har efterfølgende ikke fundet bevis for, at der skulle være sket en ”storstilet platformsmanipulation omkring covid-19-debatten, herunder påstået koordinering med relation til den britiske regering regering”. Twitterprofilerne er nu blevet lukket af de ukendte bagmænd, men Far Right Watch arbejder videre med at dokumentere sagen.

Blev Twitterprofilerne oprettet af folk med tilknytning til regeringen, eller forsøger Far Right Watch at dæmonisere regeringen på baggrund af nogle falske profiler, som en hvilken som helst internettrold eller spasmager kunne have oprettet? Så længe der ikke er dokumentation for Far Right Watchs påstande, er de vanskelige at lægge til grund for ret meget, men historien viser, at kampen om narrativerne kører på fulde drøn.

 

Det hjalp ikke, at Labour desuden skulle igennem valg af ny formand for få uger siden, men med valget af Keir Starmer som ny Labour-leder synes partiet at have fundet sin gejst og en mere slagkraftig position
_______

 

Kritikken kommer fra flere sider
De falske Twitterprofiler for NHS-personale er desuden led i et andet omdiskuteret emne i fortællingen om den britiske regerings håndtering af coronakrisen; nemlig sundhedspersonalets sikkerhed. Regeringen har oplevet voksende kritik af dens manglende evne til at beskytte sundhedspersonalet, der er i frontlinjen i kampen mod coronavirussen. NHS-personale, som er blevet truet med disciplinærsager, hvis de udtaler sig om deres arbejdsforhold, har kritiseret regeringens manglende forberedelser, og det gør det naturligvis blot mere interessant med NHS-profiler på Twitter, der støtter Johnson-regeringens politik.

Et af de første medier, der tidligt i forløbet forholdt sig kritisk til den britiske regerings strategi for virusbekæmpelse, er Byline Times. Som andre kritikere af Johnson-regeringen er Byline Times anti-Brexit og ikke neutralt, hvilket gør det nemmere for regeringen og dens støtter at afvise kritikken, fordi den kommer fra ”remainers”, der stadig begræder udfaldet af Brexit-afstemningen.

Det er dog ikke tilfældet med en anden udtalt kritiker af regeringens håndtering af krisen, Piers Morgan, der som tv-vært på programmet Good Morning Britain på ITV har en enorm platform og tilmed har 7,4 millioner følgere på Twitter. Morgan var en stærk fortaler for Brexit, en solid Boris-støtte og stolt over sit venskab med præsident Trump, og han er en af de få tv-værter med en stor seerskare, der udfordrer politikere i et morgenprogram, der traditionelt har et blødt programindhold og dermed rammer et bredt publikum. Han udgør derfor en usædvanlig frontfigur for kritikerne, når han griller konservative politikere over manglen på tests og personlig beskyttelse til hospitalspersonale samt stiller kritiske spørgsmål om, hvorfor regeringen ikke har overblik over, hvor mange corona-dødsfald, der har fundet sted på britiske plejehjem.

I regeringens daglige pressebriefing præsenterer de nemlig kun antallet af corona-dødsfald på hospitalerne, men ikke dødstal fra plejehjem og private hjem, hvilket giver et urealistisk billede af virussens udbredelse. Det fik Financial Times til at estimere det samlede corona-dødstal i Storbritannien til at være 41.000, hvilket er mere end det dobbelte af det officielle tal.

Oppositionen vågner
For oppositionen i Storbritannien er der dermed nok at tage fat på af mulig kritik af regeringen, men siden valgnederlaget i december 2019 har Labour udgjort en svag opposition. Det hjalp ikke, at Labour desuden skulle igennem valg af ny formand for få uger siden, men med valget af Keir Starmer som ny Labour-leder synes partiet at have fundet sin gejst og en mere slagkraftig position.

På grund af coronavirussen har det britiske parlament været på en forlænget påskeferie, men samme dag, som Simon McDonald gav sine skiftende forklaringer, 21. april, genåbnede det britiske parlament – dog kun med 50 parlamentsmedlemmer i salen ad gangen. I den noget mere afdæmpede spørgetime end normalt – eller prime minister’s questions (PMQ), som det hedder i Storbritannien – gjorde Keir Starmer ifølge flere iagttagere et langt bedre stykke arbejde med at udfordre regeringen end den tidligere leder af Labour, Jeremy Corbyn. Starmer, der har en baggrund som menneskerettighedsadvokat og leder af anklagemyndigheden, Crown Prosecution Service, stillede korte, kontante spørgsmål til udenrigsminister Dominic Raab, der erstattede sygemeldte Boris Johnson under PMQ.

 

Meget tyder i det hele taget på, at den britiske regering vil blive afkrævet mange svar i den kommende tid. Svar, som vil få enorm indflydelse på, hvordan fortællingen om regeringens håndtering af coronakrisen bliver
_______

 

Hvor Corbyn ofte stillede crowdsourcede spørgsmål og ikke formåede at følge op på dem, gik Starmer mere direkte til makronerne og fokuserede på regeringens håndtering af coronakrisen: ”Der er gået noget galt, og der tegner sig et mønster. Vi var langsomme til at indføre et lockdown, langsomme til at få gang i tests, langsomme til at skaffe beskyttelsesudstyr til hospitalspersonale og langsomme til at tage imod hjælp fra britiske firmaer,” opsummerede han efter at have stillet en række spørgsmål til Raab. Her havde Starmer blandt andet spurgt, hvordan regeringen ville nå op på 100.000 daglige tests ved udgangen af april, når der den 21. april kun var blevet testet 18.000. Desuden undrede han sig over, at britiske virksomheder, som havde tilbudt at hjælpe med at producere beskyttelsesudstyr til hospitalspersonalet, havde ventet i mange uger uden at få svar fra regeringen.

Starmer var heller ikke tilfreds med, at regeringen ikke havde tal på, hvor mange døde der var blandt plejehjemspersonalet og lovede, at han ville vende tilbage med det spørgsmål næste uge, hvor han forventede et klart svar.

Meget tyder i det hele taget på, at den britiske regering vil blive afkrævet mange svar i den kommende tid. Svar, som vil få enorm indflydelse på, hvordan fortællingen om regeringens håndtering af coronakrisen bliver.

En meningsmåling fra 24. april viser, at opbakningen til Johnson-regeringens håndtering af coronakrisen er faldende, men dog mener 60 procent stadig, at regeringen klarer krisen godt, mens 34 procent mener, at den klarer det dårligt. Hvordan det kommer til at udarte sig fremover, afhænger af, hvordan dødstallene udvikler sig, hvordan en langsom genåbning af Storbritannien kommer til at forløbe, og hvordan det rapporteres i medierne. Står det til radioværten på det politisk toneangivende BBC-radioprogram Today, Nick Robinson, er coronakrisen åbenbart ikke et emne, der er velegnet til politisk polariserende debat. Robinson tweetede 25. april: ”Coronaviruskrisen er for alvorlig til at blive brugt til endnu et politisk slagsmål med dem, du blev uvenner med under EU-folkeafstemningen #giveitarest”. ■

 

Opbakningen til Johnson-regeringens håndtering af coronakrisen er faldende, men dog mener 60 procent stadig, at regeringen klarer krisen godt
_______

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad: Valget viser, at utilfredsheden i Grønland er skredet i to retninger

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?

Stephen Wertheim: Selvom europæerne tror, at USA har været Europas sikkerhedsgarant i otte årtier, er det ikke helt sandt