Dan Mygind: Blev der faktisk brugt kemiske våben i Syrien i 2018? Whistleblowere sætter spørgsmålstegn ved OPCW-rapport

Dan Mygind: Blev der faktisk brugt kemiske våben i Syrien i 2018? Whistleblowere sætter spørgsmålstegn ved OPCW-rapport

20.02.2020

.

Tvivl om anvendelsen af kemiske våben i Syrien ignoreres af vestlige medier, selvom den kommer fra whistleblowere fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW). Har selvcensuren sneget sig ind i medierne som følge af det storpolitiske magtspil?

Af Dan Mygind

”Hvis vi i 2003 havde haft medierne fra 2020, ville I så nogensinde have fundet ud af, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak?” Det polemiske spørgsmål blev stillet af journalisten Peter Hitchens fra den britiske avis Daily Mail. Hitchens er en af de få vestlige journalister, som har dækket den kritik, en rapport fra den internationale organisation, Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons (OPCW), er blevet mødt af.

OPCW’s rapport fra den 1. marts 2019 konkluderede, at der er grund til at antage, at styret i Syrien anvendte kemiske våben i et angreb mod rebeller i den syriske by Duma den 7. april 2018. Men modstridende erklæringer fra OPCW-ansatte og lækkede OPCW-dokumenter efter offentliggørelsen af rapporten har nu betydet, at der bør stilles kritiske spørgsmål til, hvorvidt der rent faktisk blev brugt kemiske våben i Duma. Kritikken af rapporten har imidlertid stort set været fraværende i vestlige medier til Hitchens og få andre journalisters – hovedsageligt fra alternativer medier – store undren.

Teknisk ekspert undsiger rapporten
Den vigtigste kritik af OPCW-rapporten kom 20. januar 2020, hvor en af OPCW’s tekniske eksperter, Ian Henderson, i et såkaldt Arriamøde, hvor eksperter og civilpersoner udenfor FN-regi afgiver vidnesbyrd i FN’s Sikkerhedsråd, fortalte, hvordan han og andre OPCW-ansatte var uenige i rapportens konklusion. Hendersons skriftlige erklæring til Sikkerhedsrådet er siden blevet lækket og kan læses her.

Henderson havde sammen med en række OPCW-kollegaer været på en Fact Finding Mission (FFM) i Duma i slutningen af april 2018 for at undersøge påstanden om, hvorvidt der var blevet anvendt kemiske våben. Teamet vurderede i en foreløbig rapport, at to gascylindre, der skulle have indeholdt kloringas, ikke var blevet kastet ud fra et fly, men højst sandsynligt var blevet anbragt manuelt, hvor de blev fundet.

Ifølge Hendersons erklæring til FN’s Sikkerhedsråd kunne teamet ikke finde beviser for, at der var blevet anvendt kemiske våben: ”Konklusionerne i den endelige FFM-rapport var modstridende og var det fuldstændigt modsatte af, hvad teamet kollektivt havde fundet frem til under og efter Duma-udstationeringen. På tidspunktet for publiceringen af den midlertidige rapport i juli 2018 var vi i alvorlig tvivl om, hvorvidt et kemisk angreb havde fundet sted.” En anden OPCW-whistleblower, som ønsker at være anonym, har i forbindelse med en briefing i Bruxelles i november arrangeret af Courage Foundation støttet op om Hendersons udlægning.

I juli 2018 blev det oprindelige FFM-team fra Duma udskiftet med et nyt såkaldt FFM Core-team, der skulle udarbejde den endelige rapport. Baggrunden for udskiftningen står stadig uklar. Udover en enkelt paramediciner var ingen af de Duma-udstationerede fra det oprindelige FFM-team med i det nye FFM Core-team. Core-teamet var ikke i Duma, men udarbejdede den endelige rapport i ”Country X”, som angiveligt er Tyrkiet, da OPCW-efterforskere var udstationeret der for at interviewe mulige vidner til angrebet. I sin erklæring til FN’s Sikkerhedsråd udtrykte Henderson sin bekymring over udskiftningen af det oprindelige FFM-team med FFM Core-teamet, ligesom han ikke kunne finde teknisk belæg for den endelige rapports konklusion: „Den endelige FFM-rapport (fra Core-teamet, red.) gjorde det ikke klart, hvilke nye beviser, facts, informationer, data, vidnesbyrd, toksikologiske undersøgelser, kemiske analyser, ingeniørarbejde og ballistiske undersøgelser som resulterede i den fuldstændigt modsatte konklusion af Duma-teamets fra juli 2018.‟

 

Hvorfor ville Assad-regimet risikere international fordømmelse og en mulig intervention af vestlige magter, hvis krigen allerede var vundet?
_______

 

Storpolitiske konsekvenser
Om der blev anvendt kemiske våben i Duma er et vigtigt spørgsmål, da denne antagelse gav anledning til at USA, Frankrig og Storbritannien blandede sig direkte i den syriske konflikt. Kort efter angrebet på Duma i april 2018 dukkede billeder og videoer af ofrene op på sociale platforme, hvoraf mange af ofrene var børn. Det fik blandt andet præsident Trump til at tweete: ”Mange døde, inklusive kvinder og børn, i tankeløst KEMISK angreb i Syrien.”

Lørdag den 14. april 2018 sendte USA, Frankrig og Storbritannien over 100 missiler mod det, der blev betegnet som syriske kemiske våbenfaciliteter. Angrebet var en direkte konsekvens af Assad-regimets anvendelse af kemiske våben, der angiveligt var blevet brugt i Duma.

Allerede på det tidspunkt var der dog kritiske røster, der satte spørgsmålstegn ved, om der reelt var blevet anvendt kemiske våben. Militærtaktisk gav det nemlig ingen mening. ”Hvilket motiv skulle Syrien have for at foretage et angreb med kemiske våben på det her tidspunkt? Syrerne er i gang med at vinde; det er ikke mine ord, det er det amerikanske militærs,” sagde den britiske generalmajor og tidligere leder af britiske styrker i Irak Jonathan Shaw i et kort interview med Sky News 13. april 2018. Shaw refererede til den amerikanske general Joseph Votel, leder af USA’s militærs Central Command, der måneden før havde udtalt, at Assad-regimet havde vundet den syv år lange borgerkrig.

Hvorfor ville Assad-regimet risikere international fordømmelse og en mulig intervention af vestlige magter, hvis krigen allerede var vundet? Jonathan Shaw fik aldrig svar på sit spørgsmål, og dagen efter blev de mere end 100 missiler affyret mod Syrien.

Det er altså et storpolitisk minefelt, som Henderson har bevæget sig ind i med sit vidnesbyrd. Mødet i FN’s Sikkerhedsråd blev ledet af Rusland, og det var Kina, som havde inviteret Henderson til høringen. Rusland, der samarbejder med Syriens Assad-regime, vil selvfølgelig gerne præsentere et eventuelt kemisk angreb fra deres allierede som det pure opspind – eller som en iscenesættelse orkestreret af rebelstyrkerne i et forsøg på at få hjælp fra vestlige lande. Den vestlige alliance støtter modsat rebellerne og vil kunne få opbakning til yderligere støtte i den vestlige befolkning, hvis Assad-regimet præsenteres som et styre, der uden moralske skrupler gasser civilbefolkningen i Syrien.

Medierne er afventende
Hitchens er foruroliget over den manglende interesse for det, han betegner som en meget vigtig historie: ”Jeg er – jeg vil ikke sige overrasket, men skuffet og foruroliget – over, at adskillige store nyhedsorganisationer ikke har fulgt op på den her meget vigtige historie,” sagde Hitchens. Som højreorienteret kommentator på den meget borgerlige avis Daily Mail er det lettere ironisk, at Hitchens må ty til et interview med det meget venstreorienterede website The Canary, når mainstream-medierne tilsyneladende ikke er interesserede i historien.

Der er selvfølgelig journalister, som interesserer sig for spørgsmålet om, hvorvidt det kemiske angreb i Duma reelt fandt sted. Et eksempel er Newsweek-journalisten Tareq Haddad, der blev mødt med skepsis af sin redaktion, der valgte ikke at bringe historien. Begrundelsen var, at historien ikke var ”blevet bragt af publikationer, som har gode kilder og erfaring med Syrien”. Da Haddad fortsatte med at pitche historien til Newsweeks ledelse, svarede de igen med at kritisere hans journalistik. Det førte til, at Haddad i protest valgte at sige op i december sidste år. Så der er journalister, der som Haddad ønsker at rapportere om uenigheden om, hvorvidt der fandt et kemisk angreb sted i Duma, men holdes tilbage af redaktører, der øjensynligt ikke ønsker at være de første, som bringer en kontroversiel historie.

Med Hendersons vidnesbyrd i FN’s Sikkerhedsråd begyndte mere etablerede medier dog også at beskæftige sig med sagen, men med en armslængde til den egentlige kritik af OPCW-rapporten. Det så man fx, da repræsentanter for de vestlige allierede som Storbritannien og Tyskland sammenlignede FN-høringen med diverse eventyr, hvilket de vestlige medier tog til sig i deres dækning af den. Således refererede The Times i en artikel både til Alice i Eventyrland og til det engelske børnerim om Humpty Dumpty, men Hendersons erklæring blev hverken citeret eller parafraseret. Den blev kun omtalt kort, da den britiske FN-repræsentant Karen Pierce blev citeret for at sige, at der i enhver videnskabelig proces altid vil være en robust udveksling af meninger, inden en konklusion nås. Derved lægger hun sig op ad Henderson, der selv har lagt op til, at eventuelle modstridende beviser til, hvad hans team fandt i Duma, må diskuteres og holdes op mod hinanden. Problemet er blot, at Duma-teamet ikke var del af en sådan ”robust udveksling af meninger”.

 

Assad-regimet og Rusland ser en propagandamæssig fordel i at så tvivl om, der fandt et kemisk angreb sted i Duma, da det vil svække opbakningen i de vestlige befolkninger til at støtte rebellerne
_______

 

Kritikere bliver beskyldt for at være nyttige idioter
Fra starten har det været medier og journalister som The Grayzone, Counterpunch og Aaron Maté, der står udenfor de etablerede mediebillede, som har rapporteret om sagen. De er blevet suppleret af russiske propaganda-kanaler som RT og Sputnik. Det fører ofte til, at journalister, der rapporterer om tvivlen om det kemiske angreb i Duma, beskyldes for at gå Assad-regimets eller Putins ærinde. Assad-regimet og Rusland ser en propagandamæssig fordel i at så tvivl om, der fandt et kemisk angreb sted i Duma, da det vil svække opbakningen i de vestlige befolkninger til at støtte rebellerne.

Eliot Higgins fra Bellingcat, et online undersøgende journalistisk website, der især fokuserer på russisk misinformation, har været meget aktiv på den front. Higgins går hårdt til en række britiske akademikere, som har organiseret sig i gruppen Working Group on Syria, Propaganda and Media (WGSPM). I maj 2019 modtog WGSPM den lækkede rapport ”Engineering Assessment of Two Cylinders Observed at the Douma Incident”, som konkluderede, at det var mest sandsynligt, at de to gascylindre var blevet placeret manuelt, end at de var droppet fra fly. Eliot Higgins kalder gruppen for nyttige idioter, der bliver udnyttet af Rusland i en informationskrig.

”Arbejdsgruppen er nyttige idioter. Denne type benægtelse af krigsforbrydelser i Syrien – det er som at sige, at vacciner forårsager autisme eller at 9/11 var et insiderjob,” sagde Higgins i en Huffington Post-artikel, der udkom ugen efter mødet i Sikkerhedsrådet. Til artiklen udtalte en unavngiven europæisk diplomat, at medlemmerne af WGSPM optrådte ”naivt og uvidende som agenter for russisk propaganda og aktivt støtter russisk desinformation.”

Shadi Hamid, mellemøstekspert og senior fellow hos tænketanken Brookings Institute, sagde ligeledes: ”Disse akademikere ved ikke nok om Mellemøsten til at finde ud af, hvad der er virkeligt og ikke virkeligt. Og fordi de ikke ved nok om Mellemøsten, så er de modtagelige for alle mulige skøre ideer.”

Artiklen nævner ikke Henderson ved navn, og kritikken af OPCW-rapporten nævnes kun kortvarigt. Ifølge artiklen var ”dokumentet givet til arbejdsgruppen baseret på ukorrekte formodninger og ignorerede væsentlige beviser, som OPCW’s endelige konklusion var baseret på.” Sådan citerer artiklen en unavngiven ”kilde tæt på OPCW”. Artiklen giver dog hverken nogen konkrete eksempler på ukorrekte formodninger eller hvilke væsentlige beviser, der er blevet ignoreret. Både The Times-artiklen og Huffington Post-artiklen er kendetegnende for den dækning, der har været af sagen i vestlige etablerede medier. Fokusset er på personer eller knap så væsentlige detaljer frem for fokus på den egentlige substans i sagen, som handler om, hvorvidt der er klokkeklare beviser for, at der fandt et kemisk angreb sted i Duma.

Ikke whistleblowers – utilfredse ansatte
OPCW tog til genmæle over for Henderson og den anonyme whistleblowers kritik i denne måned. Organisationen har gennem nogle måneder efterforsket sagen. Dog ikke om hvorfor der er uovernsstemmelser mellem rapporten baseret på undersøgelserne i Duma og den endelige OPCW-rapport, men en efterforskning af et muligt brud på organisationens fortrolighedsprincipper. I rapporten ”Report of the Investigation into possible breaches of confidentiality” nedtones Hendersons rolle i forbindelse med indsamling og analyse af tekniske beviser i Duma. ”Inspektør A var ikke medlem af FFM, og hans navn var ikke inkluderet i de udstedte mandater for FFM udstationeringer,” hedder det blandt andet i rapporten, som også nævner, at Henderson var embedsmand på lavt niveau. Henderson beskyldes samtidig for at have foretaget uautoriserede undersøgelser og inddrage universitetsprofessorer til at analysere tekniske beviser fra Duma.

 

Selv uden den rygende pistol er det problematisk, at medierne ikke vil tage substansen i sagen op
_______

 

Ligesom der er uoverensstemmelser mellem Hendersons rapport fra Duma og den endelige OPCW-rapport, er der også uoverensstemmelser mellem Hendersons beskrivelse af sit arbejde og OPCW’s beskrivelse af samme. Whistleblower B’s arbejde bliver også decimeret i OPCW-rapporten, hvor der blandt andet lægges stor vægt på, at vedkommende ikke var i Duma. Det var som nævnt ellers noget, som ikke var et problem for OPCW, da FFM Core-gruppen skrev den endelige OPCW-rapport i et andet land uden at have været i Syrien.

Med den nye rapport i hånden, der nedtoner Hendersons og whistleblower B’s rolle og indsigt i Duma-missionen, skrev etablerede medier lidt mere om sagen. Det blev blandt andet til en artikel i The Guardian med overskriften ”Undersøgelse slår hul i russisk benægtelse af syrisk kemisk angreb”. Her nævnes ganske kort, at ”interne OPCW rapporter, som stillede spørgsmål om, hvorvidt kemiske våben var blevet anvendt, blev lækket i maj”. Uden at gå i detaljer med, hvad lækkerne gik ud på, afvises de, da ”forfatterne af de interne rapporter kun havde en mindre supportrolle i Duma-missionen”. Det nævnes også, at de to personer ifølge lederen af OPCW, Fernando Arias, ”ikke er whistleblowers. De er er individer, som ikke kunne acceptere, at deres synspunkter ikke blev bakket op af beviser.” Guardian-artiklen citerer også fra rapporten: ”Inspektør A havde ikke adgang til alle dokumenter, vidneinterviews, laboratorietests og analyser af uafhængige eksperter”.

Det nævnes ikke i artiklen, at Henderson i sin erklæring netop undrede sig over, at der i den endelige rapport ikke var nye beviser, facts eller lignende, der begrundede den modsatte konklusion af Duma-teamets.

En tredje whistleblower
I en lækket mail protesterer en af Hendersons kollegaer – altså en tredje whistleblower – mod påstanden fra OPCW om, at Henderson ikke var med i FFM-teamet: ”Det er åbenlyst usandt. Ian Henderson VAR en del af FFM-teamet, og der er massevis af officiel dokumentation og anden understøttende bevis for det.”

Er det et retvisende billede eller blot endnu en utilfreds tidligere ansat, som Fernando Arias måske vil betegne vedkommende? Det er svært at vide, men hvis whistleblowerne taler sandt, står verdenssamfundet med et alvorligt problem, da en organisation som OPCW skal være politisk uafhængig og udføre sit arbejde efter videnskabelige principper og ikke politiske agendaer. Men endnu er der ingen rygende pistol.

Hvis whistleblowerne taler sandt, har de etablerede medier imidlertid også et problem: De har undladt at fortælle en meget væsentlig historie. Hvis vestlige medier undlader at rapportere fakta, fordi de er bange for at blive beskyldt for at gå Assads eller Putins ærinde af Bellingcat-lignende organisationer, så er vi på en glidebane væk fra et oplyst demokrati og ind i det autoritære mørke. Selv uden den rygende pistol er det problematisk, at medierne ikke vil tage substansen i sagen op.

Jeg mindes stadig våbeninspektørerne David Kelly, Scott Ritter og FN’s leder af våbeninspektørerne, Hans Blix, som insisterede på tekniske beviser og redelig videnskab under optakten til Irakkrigen, hvor de ledte efter masseødelæggelsesvåben. De fik trods alt medietid.

Spørgsmålet er: Ville de være blevet ignoreret i dagens mediebillede, som Hitchens lægger op til? ■

 

…hvis whistleblowerne taler sandt, står verdenssamfundet med et alvorligt problem, da en organisation som OPCW skal være politisk uafhængig og udføre sit arbejde efter videnskabelige principper og ikke politiske agendaer. Men endnu er der ingen rygende pistol
_______

 



Dan Mygind (f. 1967) er journalist, datalog og forfatter. Twitter: @danmyg, web: writeit.dk. ILLUSTRATION: Bashar al-Assad og Vladimir Putin overværer en militærparade i Latakia, Syrien, d. 12. december, 2017 [foto: AFP/Ritzau Scanpix]