28.12.2020

Når regeringer lukker grænser for at bekæmpe corona-smitte, må menneskeheden begive sig på rejse i tid og rum. Det var derfor med uhyggelig god timing, at Disney+ blev lanceret her i nedlukningsperioden. Nu kan man opleve spin-offs såsom ”The Mandalorian” eller gå direkte til kilden og gense Star Wars-sagaen. Mange overser imidlertid, at den kendte saga er inspireret af en fransk tegneserie, som er endnu bedre: Linda og Valentin. De to agenter i tid og rum illustrerer, hvordan man tackler det farlige ukendte uden at miste sin menneskelighed. Det er netop den slags håbefulde realisme, menneskeheden behøver nu.

Af Christopher Arzrouni [denne artikel bringes i sektionen Liv, Kultur, Medier og Teknologi]

”For lang tid siden, i en fjern, fjern galakse” i det Herrens år 1977 efter Kristi fødsel materialiserede Hollywood-skabningerne prinsesse Leia og smugleren Han Solo sig i vores popkulturelle univers med et big bang. Men i det parallelle univers ved navn ”Frankrig” opstod Leia og Han Solo måske allerede et årti tidligere i 1967 som tegneseriefigurer; under navnene Laureline og Valerian – Linda og Valentin på dansk. Tanker er toldfri, men George Lucas og hans medsammensvorne er utvivlsomt blevet inspireret af scenaristen Pierre Christin og tegneren Jean-Claude Mézières og deres smukke og opfindsomme tegneseriealbums.

Indicierne er uomtvistelige: Tusindårsfalken ligner til forveksling Linda og Valentins rumskib. Darth Vader er som snydt ud af næsen på de mystiske præster – ’de vidende’ – i albummet ”De tusinde planeters imperium”. I ”Return of the Jedi” (1983) optræder en slavegjort prinsesse Leia i et kostume, hvis design er tyvstjålet fra den ligeledes slavegjorte Linda i albummet ”Landet uden stjerner” (1971). Det var før #MeToo.

Men hvor Star Wars – af og til – kan være lidt klassisk macho, er ”Linda og Valentin” født frigjort på den gode og sjove måde. Den sprudlende Linda skal ofte redde den mere traditionelle Valentin ud af sine problemer, når han har tænkt lidt for firkantet og jord-centreret. Valentin tror, han handler rationelt, men ender i virkeligheden med at begå menneskenes – eller er det mandens? – sædvanlige fejl: at overvurdere sig selv. For naturligvis er menneskearten overbevist om sin egen overlegenhed i forhold til fremmede rumvæsener. Der er reelt intet nyt under solen – men science fiction kan stadig åbne perspektiver. Det er nok ikke så mystisk, at genren for alvor blomstrede op i kølvandet på to verdenskrige.

 

”Alle væsner i universet har grunde til at gøre, som de gør, og værdi som skabninger. Derfor er der ingen ‚skyd først – spørg bagefter‛ i vores serie” – Pierre Christin
_______

 

Ingen kan tegne universets mangfoldighed som Jean-Claude Mézières. Han udfolder science fiction-zoologien i alle varianter – fra humanoider til tænkende insekter og amfibier, ja sågar gigant-parasitter. Rumvæsnerne er inspireret af naturens undere: krabbeskjold, membraner, følehorn, konkylier, gasser. Men uanset rumvæsnernes udseende og moralforestillinger har de alle en plads i skaberværket.

”Alle væsner i universet har grunde til at gøre, som de gør, og værdi som skabninger. Derfor er der ingen ‚skyd først – spørg bagefter‛ i vores serie,” erklærede Pierre Christin for nogle år siden, da jeg havde fornøjelsen at interviewe ham.

”Da Jean-Claude og jeg skulle skabe vores egen tegneserie, ræsonnerede vi, at markedet for gode westernserier var mættet,” forklarede Christin. ”Til gengæld kunne vi konstatere, at der ikke var nogen, der beskæftigede sig med science fiction i tegneserieverdenen, på nær Jean-Claude Forest, der tegnede den temmelig erotiske Barbarella.”

I 1960’erne blev science fiction betragtet som en særlig amerikansk genre. Der var masser af gode science fiction-bøger af fx Robert Heinlein, Isaac Asimov og Philip K. Dick – omend også franske Pierre Boulle gjorde sig gældende med ”Abernes Planet”. Men Christin og Mézières kunne ikke få øje på science fiction tegneserier bortset fra superhelteserierne, og de ville lave noget andet. Gerne en serie, hvor der også var en kvindelig hovedperson.

 

Christin og Mézières havde ikke forestillet sig, at serien ville fortsætte frem til 80’erne. Og pludselig blev tidsregningen et problem, hvis de ville opretholde en vis logik
_______

 

Resultatet blev Linda og Valentin. I første historie, ”De onde drømme” (1968), springer heltene frem og tilbage i tid og rum mellem et fremtidigt, rationelt, futuristisk ”Galaxity” og den mørke, men magiske middelalder.

I andet bind, ”Storbyen, der druknede” (1970), begynder serien for alvor at tage form. Christin og Mézières sætter scenen i New York anno 1986 oven på en nuklear katastrofe, som har smeltet polerne og oversvømmet en stor del af jorden. Junglen har bredt sig, og den civiliserede verden er brudt sammen.

De valgte det store stærke Amerika og New York – på det tidspunkt den eneste by i verden, der havde så mange skyskrabere – fordi det gav ekstra chokeffekt. Og så var ”1986” en anden måde at skrive ”1968” på – så jordens undergang lå tilpas langt væk. Christin og Mézières havde ikke forestillet sig, at serien ville fortsætte frem til 80’erne. Og pludselig blev tidsregningen et problem, hvis de ville opretholde en vis logik.

Linda og Valentin blev simpelthen nødt til at aflyse den dommedag, som deres skabere havde planlagt – ved at lade hovedpersonerne gribe ind i historiens gang. Men det betød så til gengæld, at deres egen eksistens blev sat på spil. Serien kom pludselig til at udforske tid-rum-paradokset. Når heltene drog tilbage i tiden for at redde Jorden fra sin undergang, forsvandt den fremtid, de selv kom fra. De blev nomader, der rejste hid og did – indtil de fik rettet op på kronologien igen.

 

Allerhelst vil Christin og Mézières vise, hvordan universets racer kan sameksistere. Derfor opfandt de et slags intergalaktisk mødested, Navlen, som er en kaotisk og knopskydende pendant til FN-bygningen
_______

 

Frem mod 80’erne nåede Linda og Valentin dog at udforske rummet og konfrontere Jordens magt med allehånde, ofte overlegne civilisationer. Under overfladen er seriens albums struktureret over politiske temaer: kønskamp, anti-kolonialisme, anti-xenofobi, anti-utopisme, anti-autoritarisme, økologi og meget mere.

I ”Velkommen til Aflolol” (1972) tumler Linda og Valentin med problemer som økologi og oprindelige folks rettigheder. I ”Herskerens fugle” (1973) bliver de underlagt en totalitær livsform, der kontrollerer sindene, mens kloning er det centrale emne for albummet ”I den falske verden” (1977). Ingen af historierne er moralistiske, selvom de alle har en morale.

Science fiction har været – og er – en god måde at afprøve ideer og lufte holdninger på. ”Linda og Valentin er fabel med en morale,” fastslog Christin, da jeg snakkede med ham. ”Det handler ikke om at nakke E.T. Alle universets skabninger har værdi. Alle væsner i universet har rettigheder. Der er ingen rigtig onde. Der er ingen, der dør – det er man ikke nødt til. Samfundsproblemer skal ikke løses ved, at man skyder først og spørger bagefter. Nogle er måske nogle skiderikker, men alle har deres grunde til at gøre, som de gør. Serien er ikke naiv.”

Allerhelst vil Christin og Mézières vise, hvordan universets racer kan sameksistere. Derfor opfandt de et slags intergalaktisk mødested, Navlen, som er en kaotisk og knopskydende pendant til FN-bygningen, der danner ramme om ”Skyggernes ambassadør” (1975). Hvis man tror, at internationalt samarbejde kan strømlines, er dét album en øjenåbner.

 

Hvem vinder? Det gør Valentin med hans kaotiske (vestlige) individualisme. Der er håb endnu i tegneseriernes verden
_______

 

Jeg elsker fortællingen om, hvordan den ene slags rumvæsner efter den anden mødtes tilfældigt, og hver især efterlod en del af deres civilisation – det ene mikrokosmos oven på det andet, midt i det store kosmos. Ikke planlagt, men opstået, som ved en usynlig hånd, fordi alle har en interesse i samarbejde, selvom alle meler deres egen kage – ligesom de hyperkapitalistiske (og sjove) Shingouzer [rumvæsen-art i Linda og Valentin med speciale i at spionere, red.], der er parat til at sælge information om alt.

Min absolutte favorit blandt Linda og Valentins oplevelser er ”Jævndøgnets helte” (1978), hvor fire helte konkurrerer om at forme en planets fremtid [se illustration nedenfor]. Tre af heltene leverer utopier: Den velkendte fascisme og kommunisme – men også den mere kontroversielle ‚dybe‛ økologisme, hvor shamaner styrer, og hvor træer pludselig har flere rettigheder end mennesker. Hvem vinder? Det gør Valentin med hans kaotiske (vestlige) individualisme. Der er håb endnu i tegneseriernes verden.

Linda og Valentin minder os om, at det er svært at styre noget som helst, og at såvel mennesker som andre rumuhyrer trives bedst ved at blande sig mindre i hinandens sager. I forfatternes fantasi er rummet mangfoldigt og mystisk. Mon ikke Jorden så også er det i virkeligheden? ■

 

Såvel mennesker som andre rumuhyrer trives bedst ved at blande sig mindre i hinandens sager. I forfatternes fantasi er rummet mangfoldigt og mystisk. Mon ikke Jorden så også er det i virkeligheden?
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden