14.10.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Den nyopblussede konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan har forfærdende storpolitiske perspektiver, der kræver handling fra den danske regering. Armenien er et lille, demokratisk land, som endnu engang kues af et diktatorisk Aserbajdsjan og et stadigt mere egenrådigt og aggressivt Tyrkiet. Det er en oplagt mulighed for Jeppe Kofod at vise Danmarks nye udenrigspolitiske linje.

Kommentar af Christopher Arzrouni

UDENRIGSMINISTER Jeppe Kofod erklærede i september, at ”den nye udenrigspolitiske strategi skal have vores værdier som kompas.” Netop nu har han muligheden for at vise, om offentligheden skal tage dette udsagn alvorligt.

For hvis udenrigsministeren og regeringen virkelig ønsker at bruge danske værdier som udgangspunkt for udenrigspolitik, så bør de sætte handling bag ordene ved at forholde sig til den krig, som er i gang i Kaukasus mellem Armenien og Aserbajdsjan.Danmark bør sikre humanitær bistand til de berørte civile og lægge pres på Tyrkiet for at fremme en demokratisk udvikling i Aserbajdjan frem for en eskalering af krigsførelsen. Særligt bør Danmark støtte de kræfter, der arbejder for en varig fred, baseret på befolkningen i konfliktområdet Nagorno-Karabakhs ret til selvbestemmelse.

Det hovedsageligt armensk-befolkede område, Nargorno-Karabakh, blev i 1923 teknisk set indlemmet i den sovjetiske republik Aserbajdsjan. I 1988 bad det lokale styre i den autonome oblast om, at Sovjetunionen skulle overføre området til den armenske sovjetrepublik. Store demonstrationer brød ud både i den omstridte enklave – men også i Aserbajdjan, hvor den armenske minoritet blev voldsomt forfulgt.

 

Den ulmende konflikt er nu brudt ud igen og risikerer at komme fuldstændig ud af kontrol i et område, hvor regionale stormagter som Tyrkiet, Rusland og Iran alle har interesser
_______

 

Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, fulgte en voldsom krig mellem Armenien og Aserbajdsjan. De armenske oprørere i Nagorno-Karabagh holdt stand, mens Aserbajdsjan til gengæld blev kastet ud i en borgerkrig, som bragte den tidligere KGB-chef, Heydar Aliyev til magten. Aliyev accepterede en våbenhvile med Armenien i 1994, som blev formidlet af Rusland.

I dag fungerer Nagorno-Karabakh som en udbryder-republik, og i kraft af territorier erobret fra Aserbajdsjan, er der nu direkte forbindelse til Armenien. Udbryder-republikken kalder sig Artsakh, den er ikke anerkendt af FN, men har en tilknytning til Armenien.

Aserbajdsjan har aldrig accepteret nederlaget og kræver hele området tilbage. Lejlighedsvis udbryder der derfor skyderier langs den våbenstilstandslinje, som fungerer som en uformel grænse.

KUNNE VI IKKE bare være ligeglade? Danmark er end ikke repræsenteret med en rigtig ambassade i de to lande, som vi mest lægger mærke til under Eurovision Song Contest. Svaret er nej. Den ulmende konflikt er nu brudt ud igen og risikerer at komme fuldstændig ud af kontrol i et område, hvor regionale stormagter som Tyrkiet, Rusland og Iran alle har interesser.

 

I dele af den vestlige presse fremstiller man det som en stedfortræderkrig mellem Tyrkiet og Rusland, men det er helt forkert. Tyrkiet er helt og holdent engageret på Aserbajdsjans side. Rusland har derimod traditionelt forsøgt at sikre en magtbalance i området og har solgt våben til begge parter
_______

 

Både Armenien og Aserbajdsjan er medlemmer af Europarådet – og samtidig en del af Ruslands interessesfære i deres egenskab af at være tidligere sovjetrepublikker. Men dermed ophører lighederne. Armenien er et demokrati med en folkevalgt regering. Aserbajdsjan er et diktatur med en præsident – Ilham Aliyev – der har arvet posten efter sin far, Heydar Aliyev, og det er så gennemført et diktatur, at præsidenten har udpeget sin hustru til vicepræsident. Armenien er kristent. Aserbajdsjan er muslimsk og tyrkisk præget.

Men den vigtigste forskel er nok, at nutidens Armenien er en lille rest af, hvad der er tilbage efter et blodigt folkemord i starten af det tyvende århundrede. Under Første Verdenskrig udførte den ungtyrkiske bevægelse i Osmannerriget en systematisk udrensning af de kristne armeniere. Nutidens tyrkiske regering benægter folkemordet – og har lukket grænsen mellem Armenien og Tyrkiet. Det betyder, at Armenien reelt er klemt mellem Tyrkiet i Vest og Aserbajdsjan i Øst. Mod syd er den en lille grænse til Iran, mod nord en grænse til Georgien, et andet kristent land.

I DET TIDLIGE efterår begyndte så endnu engang voldsomme kampe mellem Aserbajdsjan og Armenien. Det kunne være nok en episode i en hvilken som helst glemt krig. Men det er en krig med forfærdende storpolitiske perspektiver.

I dele af den vestlige presse fremstiller man det som en stedfortræderkrig mellem Tyrkiet og Rusland, men det er helt forkert. Tyrkiet er helt og holdent engageret på Aserbajdsjans side. Rusland har derimod traditionelt forsøgt at sikre en magtbalance i området og har solgt våben til begge parter, skældt begge parter ud og indgået militære aftaler med både Armenien og Aserbajdsjan.

 

Tyrkiets præsident påstod således, at det var Armenien – det mindste land i regionen, med allermest at tabe – der skulle have indledt et angreb. Udtalelsen er absurd
_______

 

Tyrkiets præsident Erdogan holdt i juli en tale, hvor han sagde: ”Vi vil fortsætte med at fuldføre den mission, som vore bedsteforældre har udført i århundreder i Kaukasus.”

Sådan en retorik får det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver armenier, der naturligvis kender historien om folkemordet. Armenien føler sig truet på sin eksistens. Med god grund.

Erdogan fortsatte: ”Dette er ikke en grænsestrid med et angreb direkte på Aserbajdsjan. Dette angreb viser, at Armenien bokser i en vægtklasse, hvor de ikke hører til.” Tyrkiets præsident påstod således, at det var Armenien – det mindste land i regionen, med allermest at tabe – der skulle have indledt et angreb. Udtalelsen er absurd.

I DE SENESTE UGER har Aserbajdsjan gennemført bombardementer af civile mål i Nagorno-Karabakh, direkte mod beboelsesområder og kirker. Samtidig blokerer Tyrkiet luftrummet til Armenien, så Armenien har svært ved at få forsyninger og nødhjælp.

Danmark burde gå forrest med humanitær bistand til civilbefolkningen i Kaukasus. Det bør ske til både armeniere og azerier, selvom ingen i praksis kan være i tvivl om, at det er armenierne, der har mest brug for det – uanset om Azerbajdsjan forsøger at fremstå som et offer for armensk aggression.

 

Danmark burde gå forrest med humanitær bistand til civilbefolkningen i Kaukasus. Det bør ske til både armeniere og azerier, selvom ingen i praksis kan være i tvivl om, at det er armenierne, der har mest brug for det
_______

 

Danmark burde også presse på for at få åbnet både luftrum og grænser i regionen. Det er ligetil. Regeringen bør skride til handling, hvis de virkelig mener, at vores udenrigspolitik skal have vores værdier som kompas. Danmark burde støtte et demokrati frem for et diktatur samt kritisere lande, der eskalerer krigshandlinger og rammer civile med klyngebomber.

Det vil være sværere for Danmark at tale for en grænsedragning i regionen, der respekterer befolkningens valg af tilhørsforhold. Her støder to principper nemlig sammen. På den ene side det oplagte: at grænserne skal følge befolkningens ønske. På den anden side det diplomatisk nødvendige: at man ikke kan flytte grænser ved hjælp af krig.

Men Danmark har alligevel noget at lære fra sig om grænsedragning. I år fejrer Danmark 100-året for genforeningen med Sønderjylland. I 1920 blev grænsen til Tyskland flyttet. Fremover skulle grænsen respektere og afspejle befolkningens tilhørsforhold. Det skete heldigvis i enighed mellem Danmark og Tyskland (selvom sidstnævntes nederlag i Første Verdenskrig nok var en nødvendig forudsætning). Den nye grænsedragning er nok et af Danmarks største bidrag til en fredelig verden. Her kan andre lære noget.

 

Hvad pokker skal Danmark stille op i forhold til Tyrkiet, som afpresser EU i migrantproblematikken, er ligeglad med NATO, og som fører sin egen stormagtpolitik i Mellemøsten og Kaukasus?
_______

 

Eksemplet fra Sønderjylland i 1920 burde gentages overalt i verden. Også i Kaukasus. Derfor burde Danmark bidrage til at få fredsprocessen i gang. Her er USA, Frankrig og Rusland faktisk i stand til at samarbejde i den såkaldte Minsk-proces, der har til formål at skabe fred i Kaukasus. Hvis NATO-landet Tyrkiet ville bruge sin indflydelse på Aserbajdsjan positivt, ville det være muligt at gøre fremskridt.

Men her ser man netop for alvor, at Tyrkiet er et NATO-land af navn mere end af gavn. Man ser desuden tydeligt, at det er svært at bringe Aserbajdsjan til forhandlingsbordet, når landets diktator – Ilham Aliyev – reelt kun kan beholde sin magt, fordi han kan puste til en permanent krigs gløder.

Når udenrigsminister Jeppe Kofod engang formulerer sin værdipolitiske udenrigspolitik i lidt flere detaljer, vil det være spændende at høre hans tanker om to problemer: Skal Danmark af princip støtte demokratiers kamp mod diktaturer? Skal Danmark af princip støtte folkenes selvbestemmelse? Og mere specifikt: Hvad pokker skal Danmark stille op i forhold til Tyrkiet, som afpresser EU i migrantproblematikken, er ligeglad med NATO, og som fører sin egen stormagtpolitik i Mellemøsten og Kaukasus? ■

 

Eksemplet fra Sønderjylland i 1920 burde gentages overalt i verden. Også i Kaukasus. Derfor burde Danmark bidrage til at få fredsprocessen i gang
_______

 

Christopher Arzrouni (f.1967) er cand. scient. pol. og har været særlig rådgiver i bl.a. Udenrigsministeriet og Finansministeriet. ILLUSTRATION: Ghazanchetsots Katedralen i den historiske by Shusha i Nagorno-Karabakh blev ramt af en eksplosion d. 13. oktober 2020 som følge af konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan over området [Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix]