05.12.2020

.

“[M]åske er det her, den egentlige sump befinder sig: Ikke hos embedsmændene, men i politikernes hoved, når de allerede ved, hvad konklusionen skal være – og betragter embedsmændene som genstridige instrumenter frem for egentlige hjælpere”

NYHED! Som abonnent kan du nu lytte til udvalgte artikler fra RÆSON. Lyt med her: Lydafspiller

Af Christopher Arzrouni

DEN EGENTLIGE minkskandale består i, at regeringen fortsatte med at presse på, selv efter at det blev klart, at det var ulovligt at kræve alle mink aflivet. Men derfor kan det da også godt være interessant at diskutere andre aspekter ved minkskandalen. Er der fx noget systematisk galt i centraladministrationen?

’Fyr embedsmændene. De har fejlet massivt’. Sådan kunne man tolke adskillige udsagn fra politikere og journalister oven på minkskandalen. Det er lige før, man hører dem råbe ’drain the swamp’ i kor med … Nå nej.

”Efter at have læst redegørelsen har jeg ikke tillid til Henrik Studsgaard”, udtalte SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, om Fødevareministeriets departementschef. Hun foreslog derfor regeringen at skille sig af med ham.

Politisk redaktør Thomas Funding fra Avisen Danmark er også kritisk over for embedsværket. Han mener, at den ene arm simpelthen ikke har vidst, hvad den anden har gjort, således at embedsværket har kludret rundt under et ekstremt tidspres. ”Måske det var derfor, der ikke var en embedsmand, der rakte hånden op og klart sagde, at der ikke eksisterer en lov, der giver regeringen mulighed for at kræve alle mink aflivet”, konkluderer Thomas Funding.

 

Jeg har selv oplevet det et par gange. Et ministerium under ekstremt pres er helt bestemt et frygteligt sted at være
_______

 

JEG HAR SELV oplevet det et par gange. Et ministerium under ekstremt pres er helt bestemt et frygteligt sted at være. Nerverne sidder uden på tøjet. Regeringschefen kræver handling, imens fagministeren er bekymret for sin status i regeringen. Og embedsmændene er på stikkerne for at gøre alle tilfredse uden at virke alt for umulige, så de ikke ødelægger karrieren pga. ligegyldigt pindehuggeri. Og hvad så, når det hele ovenikøbet finder sted i en coronatid, hvor alle gode viljer er mobiliseret i kampen mod pandemien?

Det forstærker blot de gældende incitamenter i centraladministrationen: Moderne embedsmænd bryder sig ikke om at fortælle en minister, hvad han eller hun ikke må eller kan gøre. Moderne embedsmænd vil hellere levere løsninger, der gør ministeren glad. Og det har de også været under pres for at gøre i denne sag.

Når man læser regeringens redegørelse til Folketinget om minksagen, bliver det helt klart, at embedsmændene godt vidste, at der var et problem med hjemmel – og endda temmelig tidligt i processen:

”Den 22. september 2020 godkender fødevareministeren et cover til Forberedende Økonomiudvalgsmøde” […] Sagen til fødevareministeren er vedlagt et bilag, der beskriver omkostninger ved bl.a. et scenarie med aflivning af alle danske minkbesætninger. Det anføres bl.a. om dette scenarie, at aflivning af alle danske besætninger[…] ikke vil kunne kræves aflivet mod erstatning på det foreliggende hjemmelsgrundlag, og at iværksættelse af scenariet derfor vil kræve en lovændring”.

Men materialet til det senere møde i regeringens økonomiudvalg er vinklet mindre obstruerende: ”Aflivning af alle mink vil være et meget vidtgående tiltag, som forudsætter en mere detaljeret belysning af konsekvenserne”.

 

Redegørelsen af forløbet til Folketinget viser tydeligt, at adskillige embedsmænd må have råbt op
_______

 

OGSÅ I ANDRE dokumenter angiver man, at de praktiske juridiske problemer må vente på en senere afklaring. Alle ved jo, at regeringslederens ord er lov. Hvad hendes ord så alligevel ikke var i formel juridisk forstand.

Redegørelsen af forløbet til Folketinget viser tydeligt, at adskillige embedsmænd må have råbt op. Tag fx dette lille udpluk: ”Lidt senere på eftermiddagen – kort før pressemødet kl. 16.00 – sender Miljø- og Fødevareministeriet en mail til Justitsministeriet, hvoraf det fremgår, at Fødevarestyrelsen ønsker en kontakt til Justitsministeriet, fordi styrelsen ikke mener, at hjemlen kan udbredes til hele landet”.

Så jo, adskillige embedsmænd ’rakte hånden op’, sådan som Thomas Funding fra Avisen Danmark efterspurgte. Det ville også være underligt andet. For embedsmænd er underlagt to incitamentssystemer.

For det første har de – som nævnt – interesse i at gøre deres minister glad. Det er karrierefremmende at kunne fjerne forhindringer på en ministers vej. Nuværende departementschef Barbara Bertelsen blev i en tidligere regering kendt for at være lidt mere parat til at udfordre konventioner end sin forgænger. Det gav hende ’street cred’ blandt politikerne. Derfor er embedsmænd helst løsningsorienterede frem for obstruerende.

For de andet har de interesse i at undgå at blive fedtet ind i problemer. Derfor opererer de efter CMA: Cover My Arse-princippet, som af en eller anden grund aldrig kom med i ’Kodeks VII – syv centrale pligter’. Dette etiske kodeks blev udstedt for godt fem år siden og indskærper embedsmandens pligter – bl.a. lovlighed og sandhed. Var den slags virkelig nødvendigt? Kun hvis man samtidig mente, at disse pligter var under pres. Men hvis man ikke tror, at embedsmænd har værdier indpodet på rygraden (hvad de faktisk har), så stol til gengæld altid på deres egeninteresse: De skal ikke sidde tilbage med sorteper.

Prøv et øjeblik at visualisere følgende situation: En embedsmand ved, at en sag risikerer at eksplodere. Vil han så tænke: Den må jeg hellere holde for mig selv og tage ansvaret, hvis problemet bliver opdaget? Nej, vel? Enhver embedsmand med den mindste smule fornuft forsøger at ekspedere sorteper videre. Embedsværkets 11. bud hedder: CMA.

Derfor er det også helt usandsynligt, at embedsmænd har holdt deres giftige viden for sig selv – ligesom det er i modstrid med indikationerne i fødevareministerens redegørelse.

 

Snart sagt ethvert ministerium med respekt for sig selv har fået specialiserede kontorer, hvor man forbereder møder i koordinations- og økonomiudvalgene
_______

 

DET ER MULIGT, at embedsmændene har været tilbageholdende. De har måske haft svært ved at skære ud i pap for ministrene, at regeringen manglede lovgrundlaget for at gennemføre sine mål. I så fald må man spørge sig selv, hvordan det kan være muligt. Er embedsmændene bange for deres ministre? I så fald kan man frygte, at problemet handler om regeringstoppens ledelsesform. Hvis ansvaret er centraliseret i en fjern enhed i Statsministeriet, eller man får signaler om, at andre nok skal tage sig af de vigtige beslutninger – og i øvrigt helst ikke hører indvendinger – bliver kommunikationen svær.

Jeg har selv oplevet, at embedsmænd kunne være lidt tilbageholdende med at bringe en minister dårligt nyt. Men så har man jo heldigvis den særlige rådgiver, hvor man kan aflevere besværlighederne – altså hvis man har et tillidsfuldt samarbejde. I bedste fald kan en særlig rådgiver være en vigtig smutvej til ministeren. I værste fald kan den særlige rådgiver være en kommissær, der kun giver problemer.

Men efter Mette Frederiksens magtovertagelse skulle alt jo være blevet nemmere. Snart sagt ethvert ministerium med respekt for sig selv har fået specialiserede kontorer, hvor man forbereder møder i koordinations- og økonomiudvalgene. Tænk, at ingen herfra har set noget eller sagt noget. Er alle de mange penge virkelig spildt?

Jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært at overskue komplicerede juridiske diskussioner. Men så er det jo, at man bør have politikere med sund fornuft og dømmekraft, som godt kan se, at de måske bør stille lidt flere spørgsmål – for en sikkerheds skyld – inden de afliver et helt erhverv og flere millioner dyr.

Og måske er det her, den egentlige sump befinder sig. Ikke hos embedsmændene, men i politikernes hoved, når de allerede ved, hvad konklusionen skal være – og betragter embedsmændene som genstridige instrumenter frem for egentlige hjælpere. ■

 

Jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært at overskue komplicerede juridiske diskussioner. Men så er det jo, at man bør have politikere med sund fornuft og dømmekraft
_______

 

Lyt til artiklen her: Lydafspiller

Christopher Arzrouni (f. 1967) er cand.scient.pol. og har været særlig rådgiver i bl.a. Udenrigsministeriet og Finansministeriet. ILLUSTRATION: Nordjylland: Politiet tiltvinger sig adgang til en minkfarm nær landsbyen Gjøl, 9. Oktober 2020 [Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]