10.01.2020

.

Forslaget om et karakterloft på optagelseskrav til de videregående uddannelser er fint, men i stedet for optagelsesprøver eller samtaler – som vi ved, rammer skævt socialt – så lad os trække lod blandt de dygtige studerende.

Kommentar af Christoph Houman Ellersgaard

Torsdag kom SF med et forslag om at sætte et karakterloft ved optag på de videregående uddannelser. Når karakteren er over 10, skal det ikke længere være karakteren, men i stedet for optagelsesprøver eller samtaler, der afgør, hvem der kommer ind på en studieretning, mener partiet. Baggrunden er, at man ønsker at mindske stress og præstationsræs for eleverne på de gymnasiale uddannelser. Idéen fik umiddelbar om ikke opbakning, så anerkendelse fra fx tidligere uddannelses- og forskningsminister for Venstre, Tommy Ahlers.

Ambitionen om at mindske karakterræset er fornuftig. Men at erstatte karakterer med prøver eller samtaler vil sandsynligvis gavne børnene af de mest privilegerede. Begge dele bidrager nemlig blot til at opretholde den meritokratiske myte om, at det altid er de dygtigste og mest hårdtarbejdende, der når toppen. Hvis man ønsker et mere retfærdigt optagesystem – og samtidig vil mindske de negative bivirkninger af at bruge karakterer som eneste optagelseskriterium – bør man i stedet trække lod blandt de egnede kandidater.

Den meritokratiske myte
Idéen om, at vi kan indrette et uddannelsessystem (og senere en karrierestige), som retfærdigt belønner de bedst egnede og flittigste, er en myte. Vi ved, at børn af forskellige sociale klasser har meget forskellige chancer for at få succes i uddannelsessystemet. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at forskellen i karakter i matematik i folkeskolens afgangsprøve mellem underklassen, arbejderklassen, den lavere og den øvre middelklasse er næsten et helt karakterpoint i gennemsnit mellem hver af disse fire klasser.

 

Forskellen i karakter i matematik i folkeskolens afgangsprøve mellem underklassen, arbejderklassen, den lavere og den øvre middelklasse er næsten et helt karakterpoint i gennemsnit mellem hver af disse fire klasser
_______

 

Den franske sociolog Pierre Bourdieu forklarer sådanne skævheder med, at hele skolesystemet er indrettet til den øvre middelklasse og overklassens børn. Deres væremåde, talemåde og evne til at tilgå stof på den måde, de præsenteres for i skolen, belønnes i karaktersystemet. Det forspring, børn af akademikere og andre i samfundets top får, gør egentlig, at vi – rent meritokratisk – burde opjustere fx arbejderklassens børns karakterer væsentligt – altså: Skrue deres karaktergennemsnit lidt op ift. hvad det egentlig er. En sådan positiv særbehandling – på baggrund af de velunderbyggede indgroede uligheder i hvordan uddannelsessystemet giver karakter – ville nok medføre et sådant ramaskrig fra de dominerende klasser, at det ikke kan gennemføres.

Det høje snit skævvrider uddannelser
Men der er yderligere problemer ved at lade karakterer afgøre, hvem der kommer ind på hvilke uddannelser. Som enhver, der har prøvet at give karakterer, ved, er karakterer et skøn. De afhænger også af, om man som lærer – ligesom det gælder dommere – har sovet godt, og om man lige har fået morgenbrød. Vi må ikke tro, at karakterer en-til-en afspejler indsats og evner. Ligeledes er et karaktersnit i dag afhængigt af, at eleven klarer sig godt i alle fag – også dem, hvis relevans for deres kommende uddannelse er minimal. Er det lige så vigtigt, at en kommende medicinstuderende klarede sig godt i samfundsfag eller historie som i kemi eller biologi. Eller at en statskundskabsstuderende var god i idræt eller fysik? De studier, der får de allerhøjeste snit, bliver studier, som de, der ikke excellerer bredt, bliver udelukket fra.

En anden uheldig bivirkning ved meget høje gennemsnit er, at det skaber en usund selvforståelse på disse studier. Når studerende får fortalt, at de er de bedste-af-de-bedste skaber det et usundt fagsnobberi, hvor forskellige faggrenes kvalitet vurderes efter studiets optagelsessnit fremfor de tilgange og færdigheder, de studerende får. Dermed kan optagelsessystemet bidrage til den form for professionsbaseret tunnelsyn, hvis blinde vinkler leder til dårlige beslutninger.

De socialt skæve prøver
Men hvorfor så ikke bruge prøver og optagelsessamtaler til at finde de bedst egnede kandidater? Desværre forstærker den slags redskaber bare de ovennævnte skævheder. Som seniorforsker ved VIVE Jens-Peter Thomsen har vist, betyder kvote 2-systemet bare, at de uddannedes klassers børn kommer ‘på hjemmebane’ på to andre områder: De kan bruge forældres ressourcer til at skrive bedre motiverede ansøgninger, og de kan bruge forældrenes fagviden, særligt hvis de søger uddannelse i samme profession som deres forældre (fx lægebørn til optagelsesprøve på medicinuddannelsen), i optagelsesprøverne.

Ligesom karakterer bedømmer skævt, vil motiverede ansøgninger – eller endnu værre: samtaler – bevirke, at de unge, hvis opvækstmiljø ligner bedømmernes mest, får en fordel. Og dermed vil de nuværende skævheder blot blive forværret.

Faktisk misundes vores nuværende optagelsessystem i mange andre lande. Der er ingen grund til at gå væk fra karakterer, hvis alternativet er prøver eller samtaler.

 

Ligesom karakterer bedømmer skævt, vil motiverede ansøgninger – eller endnu værre: samtaler – bevirke, at de unge, hvis opvækstmiljø ligner bedømmernes mest, får en fordel
_______

 

Træk lod
Alligevel findes bør vi overveje, om vi ikke kan mindske såvel problemerne med stress som den skævvridning af uddannelser, som karakterræset medfører. Her kunne man benytte lodtrækning blandt egnede kandidater. Lodtrækning understreger, at systemet ikke er baseret alene på meritter. Lodtrækning viser, at livet også handler om held. Men med lodtrækning demokratiseres de studerendes held.

Det betyder ikke, at man ikke kan lavere bredere karakterkrav for optagelse på nogle uddannelser. Disse kunne fastsættes af uddannelserne selv og fx ligge på det 10-tal, SF foreslog. Dermed bliver mere marginale forskellige i karakterer udlignet.

Hvis man stadig gerne vil belønne de med i de højeste karakterer, kunne man også lave stratificeret lodtrækning. Så ville antallet af ‘lodder’ i ‘uddannelsestombolaen’ afgøres af ens karakter. Eller en kombination. En mulighed kunne være at lade alle med et karaktersnit over 10 deltage og dermed have mulighed for at komme ind på drømmeuddannelsen, men fx give dem med 10,0 et lod, 10,5 to lodder, 11 tre lodder og så videre. Ville man styrke nogens muligheder for at komme ind, kunne man fx give mulighed for at føre ikke-udtrukne lodder med videre til næste optagelsesrunde. Hvis man ønsker et sådant system af meritokratiske grunde, så bør man naturligvis også give børn af fx arbejderklassen flere lodder for at modsvare, at de har fået deres karakterer på udebane.

Det vigtige er at indse, at det nuværende optagelsessystem ikke er retfærdigt. Ved at lade tilfældet råde, kan man måske sikre, at de systematiske skævheder, der er i dag, bliver en smule mindre fastlåste. ■

 

Det vigtige er at indse, at det nuværende optagelsessystem ikke er retfærdigt. Ved at lade tilfældet råde, kan man måske sikre, at de systematiske skævheder, der er i dag, bliver en smule mindre fastlåste
_______

 

Christoph Houman Ellersgaard (f. 1981) er adjunkt ved Department of Organisation, CBS, samt medforfatter til bøgerne ”Magteliten” fra 2015 og ”Personer forgår – Magten Består” fra 2019. ILLUSTRATION: Universitetsstuderende til forelæsning (Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix)