13.08.2020

Det er for sent for Republikanerne at vende Trump ryggen, selvom det måske kunne give dem en chance for at forhindre en total Demokratisk magtovertagelse i Washington D.C. På paradoksal vis gør Trumps fald i meningsmålingerne nemlig Republikanere med ambitioner om personligt genvalg mere afhængige af hans vælgerbase.

Analyse af Christoffer Hentzer Dausgaard

Dallas Morning News skrev forleden, at Trump udgør en større trussel mod sine partifæller, end nogen anden Republikansk præsidentkandidat har gjort i de seneste 44 år. Og det kan mærkes. Der ses nemlig en usædvanligt synlig træthed med Trump i det Republikanske Parti i disse uger. Prominente Republikanere som tidligere præsident, George W. Bush, Utahs senator, Mitt Romney, og tidligere udenrigsminister, Colin Powell, har netop gjort klart, at de ikke vil stemme på Trump til november. Trump har også mødt åben kritik over sin håndtering af coronaepidemien og de landsdækkende racepolitiske protester efter mordet på George Floyd fra prominente Republikanere som Nebraskas senator, Ben Sasse, og South Carolinas senator, Tim Scott. Desuden findes der beretninger om interne gruppeopkald blandt Republikanske guvernører, hvor de kan lufte deres frustrationer over Trump uden at vække hans vrede. Samtidig har partidisciplinen slået revner i Senatet, hvor Republikanske senatorer i sidste uge nedstemte partitoppens coronahjælpepakke på 1.000 mia. dollars.

Af samme grund rasler Trump ned i meningsmålingerne, hvor han har ligget ca. 9 procentpoint under Biden i knap to måneder i streg. Det har skabt en nervøs stemning i det Republikanske Parti. Historisk set er upopulære præsidenter nemlig en byrde for hele partiet. Da præsident Carter i juli 1980 var historisk upopulær havde hans Demokratiske partifæller fx travlt med at distancere sig fra ham, og han tilbød dem endda at holde sig væk fra deres valgdistrikter vel vidende, at det kunne svække deres valgchancer.

Derfor spørger mange sig selv: Hvor langt kan Trump gå i den forkerte retning, før Republikanerne vender ham ryggen?

 

Hvor langt kan Trump gå i den forkerte retning, før Republikanerne vender ham ryggen?
_______

 

Dét spørgsmål har været oppe at vende mange gange i løbet af de sidste fem år – først med lækket af de notoriske ”Hollywood Tapes” (hvorpå Trump pralede af sin egen seksuelt krænkende adfærd), derefter da Trump fyrede den tidligere FBI-chef, James Comey, på et tvivlsomt grundlag og senest i forbindelse med rigsretssagen tidligere i år, hvor han blev anklaget for bl.a. magtmisbrug. Denne gang har spørgsmålet dog en langt mere presserende karakter. Dels fordi Trump nu i lang tid har været upopulær blandt Republikanske nøgledemografier såsom forstadsvælgerne, og dels fordi Trumps handlinger denne gang – især hans mangelfulde håndtering af coronaepidemien – har særdeles direkte konsekvenser for den brede befolkning. Står vi derfor ved et vendepunkt?

Det er for sent at udskifte Trump
I første omgang bør man overveje muligheden for, at Republikanerne finder en alternativ kandidat til Trump hurtigst muligt. Selvom det kun er sket én gang før, at et parti har nomineret en anden kandidat end den siddende præsident (James G. Maine i 1884), er det principielt set stadig muligt for partiet at udskifte Trump, da nationalkonventet først ligger ultimo august.

Hvad er motivationen? Jo, hvis Trump kommer til at tabe så stort, som meningsmålingerne pt lægger op til, har det Republikanske Parti ikke kun udsigt til at miste præsidentposten, men også kontrollen over Kongressen og Senatet. Det er et skrækscenarie for partiet. Kontrollen over Senatet er afgørende, da det kan agere som en ”Republikansk firewall”, der blokerer for Demokratisk lovgivning og Demokratiske dommerudnævnelser, som vi så det i de sidste par år af Obamas embedstid. Af den grund anser flere Republikanske strateger en fortsat majoritet i Senatet som valgets ”topprioritet”. Grundet Republikanernes strukturelle fordel i Senatet, der giver traditionelt set Republikanske stater større vægt i fordelingen af senatorer, kan de godt beholde kontrollen over Senatet, selv hvis de taber præsidentposten.

Det er sagens kerne: En manøvre, der udskifter Trump med en mere moderat kandidat så sent i valgkampen, vil ikke sikre partiet præsidentposten, men det kan genvinde nogle moderate vælgere og resultere i et mindre nederlag til partiet og dermed øge chancen for, at Republikanerne i det mindste beholder Senat-majoriteten. Der er nok kandidater at vælge imellem: Figurer som vicepræsident Mike Pence, tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, Texas-senator Ted Cruz eller den unge karismatiske senator Tom Cotton, er alle oplagte og kendte ansigter fra forskellige dele af det konservative politiske spektrum.

 

Der er også en udbredt forestilling om, at Trumps chancer undervurderes væsentligt af meningsmålingerne – ligesom i 2016. Hele 60 pct. af vælgerne tror, at der er en gruppe ”hemmelige” Trump-vælgere, der ikke er repræsenteret i meningsmålingerne
_______

 

Alligevel skal vi ikke forvente, at partitoppen vender Trump ryggen nu, og det er der især to grunde til. For det første fordi de fleste Republikanerne stædigt holder fast i, at Trumps chancer er bedre end de ser ud og mange endda mener, at han står til at blive genvalgt. De har ret noget af vejen: Trods Bidens føring er Trumps chancer slet ikke så, som mange gør dem til i øjeblikket, blandt andet fordi Bidens føring beror på, at han har været usynlig i valgkampen indtil nu, og derfor primært reflekterer en utilfredshed med Trump. Strategien som den usynlige kandidat kan ikke vare ved: Når først Biden bliver tvunget til TV-debatter og vælgermøder vil vælgerne også blive mindet om hans svagheder, og det vil alt andet lige dæmpe entusiasmen for Biden. Det er derfor alt for tidligt at afskrive Trump som taberen.

Men der er også en udbredt forestilling om, at Trumps chancer undervurderes væsentligt af meningsmålingerne – ligesom i 2016. Hele 60 pct. af vælgerne tror, at der er en gruppe ”hemmelige” Trump-vælgere, der ikke er repræsenteret i meningsmålingerne. Det har ikke noget på sig – bl.a. fordi meningsmålingerne i år vægtes efter uddannelsesniveau, hvilket er den primære årsag til meningsmålingernes fejlvurderinger af Trumps chancer i 2016, da de underrepræsenterede kortuddannede vælgere. Ikke desto mindre betyder den udbredte illusion om Trumps chancer, at en udskiftning vil virke overilet og unødvendig – og sandsynligvis sprede misbilligelse i partiet.

For det andet er der enorme omkostninger ved at udskifte Trump nu. Han vandt forårets primærvalg med næsten fuld støtte fra vælgerne, og partiet har vist en enorm opbakning indtil nu. Et brud med Trump umiddelbart før valget vil sprænge partiet, fremmedgøre Trumps base – der endnu udgør en stor del af vælgerne – og ikke mindst se ud som en udemokratisk magtovertagelse af partiets elite i sidste øjeblik.

Derfor mener flere Republikanske strateger, at en udskiftning af Trump kun vil svække chancerne for at beholde Senatet. I stedet er strategien pt at bruge mindre energi på præsidentposten og i stedet forsøge at redde Senatet for enhver pris: Partitoppen og de største donorer er nu begyndt at kanalisere finansielle midler væk fra Trumps genvalgskampagne og hen til specifikke kandidater til Senatet i delstaterne, hvor de bedst kan redde deres flertal i Senatet.

 

Det er veldokumenteret, at en upopulær præsident svækker sine partifællers valgchancer, og man kan derfor forestille sig, at flere og flere Republikanske politikere vender Trump ryggen for at redde dem selv og deres flertal
_______

 

Republikanske politikere støtter Trump for deres egen politiske overlevelse
Alt tyder derfor på, at Trump bliver Republikanernes officielle præsidentkandidat i slutningen af august.

Men bekymringen om at tabe Senatet går ikke væk af den grund. Flere kommentatorer spekulerer derfor på, om vi vil se Republikanske politikere springe fra Trumps synkende skude på stribe. Det er veldokumenteret, at en upopulær præsident svækker sine partifællers valgchancer, og man kan derfor forestille sig, at flere og flere Republikanske politikere vender Trump ryggen for at redde dem selv og deres flertal.

Problemet er bare, som en Republikansk kampagnekonsulent har udtrykt det, at de Republikanske politikere risikerer at lide en politisk druknedød, hvis de springer over bord. Med andre ord er en Republikansk kandidat til Kongressen eller Senatet fortsat bedst tjent med at klamre sig til Trump, selvom han trækker dem med sig ned i meningsmålingerne. Og det er der især tre grunde til.

For det første kan det svække det Republikanske Parti yderligere, hvis en kandidat distancerer sig fra præsidenten, dels ved at understrege problemerne med partiets leder, og dels ved at få partiet til at fremstå splittet. Over de seneste årtier er amerikansk politik blevet langt mere nationaliseret, hvilket vil sige, at den enkelte kandidat i den enkelte delstat i stigende grad forbindes med det nationale parti og dets præsident (eller præsidentkandidat). I et politisk klima, hvor vælgerne stemmer mere på et parti-brand end en kandidat, skal den enkelte kandidat passe meget på med at smide partiet under bussen.

For det andet er det farligt at vende Trump ryggen, fordi han er besat af loyalitet. Partifæller, der drister sig til en kritisk bemærkning, kan forvente at blive hængt ud på Twitter næste morgen – typisk opfulgt af udskamning på Fox News. Den slags kan måske lyde som hverdagskost for en politiker i et land så polariseret som USA, men forskellen er, at Trump har en helt særlig indflydelse på sin vælgerbase. Når man er illoyal, mister man ikke kun Trumps gunst, men også opbakningen fra en stor del af det Republikanske vælgersegment, og det kan medføre en politikers fald. Den politiske dødsrate blandt disse (overmodige) dissidenter er høj: Republikanske politikere såsom tidligere justitsminister og senator Jeff Sessions, tidligere kongresmedlem Mark Sanford, og tidligere senatorer Jeff Flake, Kelly Ayotte og Bob Corker har alle tabt deres primærvalg eller er gået på pension, fordi de åbent kritiserede Trump, der efterfølgende pudsede sin base på dem.

 

Man kan sige, at Trumps lave popularitet nødvendiggør et skift fra en reach out-strategi til en turn out-strategi: Når man som Republikansk kandidat mister vælgerne i midten, må man skrue op for entusiasmen blandt de sikreste vælgere – Trumps base
_______

 

Men Trumps base agerer ikke kun pisk for Republikanske politikere; den agerer også gulerod. Det leder os til det tredje og måske vigtigste punkt: Der udspiller sig en paradoksal dynamik, hvor den enkelte kandidat kan være bedst tjent med ikke kun at tilbageholde Trump-kritikken men ligefrem at klamre sig mere til Trump, jo mere han synker i meningsmålingerne.

Når Trump bliver mindre populær i den brede befolkning, og valgene i delstaterne bliver mere konkurrenceprægede for Republikanerne, bliver deres kandidater nemlig mere afhængige af en høj stemmeprocent blandt kernevælgerne, selv i stater som Maine og Colorado, som Trump ikke kan regne med at vinde.

Man kan sige, at Trumps lave popularitet nødvendiggør et skift fra en reach out-strategi til en turn out-strategi: Når man som Republikansk kandidat mister vælgerne i midten, må man skrue op for entusiasmen blandt de sikreste vælgere – Trumps base – fordi valgchancerne i højere grad afhænger af, at det segment kommer op af sofaen og stemmer den 3. november. Desuden er mere entusiastiske vælgere mere sandsynlige donorer til politiske kampagner – og det er noget som Republikanske kandidater har desperat brug for nu, hvor Demokraterne har overhalet dem indenom med hensyn til fundraising i løbet af de sidste par måneder.

Det forklarer de mærkværdige dynamikker vi har set fx i Texas. Som i alle øvrige stater er Trumps popularitet styrtdykket. Alligevel er senator John Cornyn i selvsamme periode blevet en af Trumps stærkeste offentlige fortalere. Det virker paradoksalt, men kan forklares med denne kyniske kalkule: Når valget i Texas bliver mere kompetitivt, har Cornyn endnu mere brug for en høj valgdeltagelse blandt, samt donationer fra Trump-vælgerne for at overleve politisk.

Desuden er der yderligere incitamenter til at tolerere Trump lidt endnu, der rækker ud over det kommende valg. I en post-Trump-æra – enten efter dette eller næste præsidentvalg – vil en stærk Trump-kritiker næppe kunne fremstå som en samlende figur for partiet, hvor Trumps base endnu udgør en væsentlig fraktion. Republikanske politikere med høje politiske ambitioner må derfor træde varsomt for ikke at fremmedgøre for mange Republikanske vælgere på hver side af Trump-skellet.

 

I en post-Trump-æra – enten efter dette eller næste præsidentvalg – vil en stærk Trump-kritiker næppe kunne fremstå som en samlende figur for partiet, hvor Trumps base endnu udgør en væsentlig fraktion
_______

 

Er der grænser for kynismen?
Kort sagt: Vi skal ikke forvente et decideret skred i støtten til Trump blandt Republikanske politikere før valgdagen, fordi den bedste strategi for den enkelte politiker forbliver at bakke mere eller mindre eksplicit op om Trump.

Men strategi er jo ikke alt. Politikere har også holdninger, og tallene peger på, at et flertal af de Republikanske politikere ville stemme for at udskifte Trump, hvis de fik chancen i en anonym afstemning. Der er altså en vis ubekvemhed med Trumps forvaltning af magten.

Ud over hans håndtering af coronaepidemien er det især hans nylige proto-autoritære handlinger, der har vakt forargelse i egne rækker – som da han satte føderale tropper ind mod Black Lives Matter-demonstranter for at rydde Lafayette Square, så han kunne tage et selvpromoverende foto foran en kirke, eller da han stik imod alle retsstatsprincipper sendte anonyme føderale agenter til byer som Portland for at bortføre demonstranter. Ligeledes har flere Republikanere haft det svært ved Trumps spontane forslag om at udskyde præsidentvalget. Alt tyder på, at vi vil se mere af denne offensive adfærd fra præsidenten, der angiveligt er ved at gøre det til en del af sin valgstrategi.

Hvis Trump fortsat øger presset på de demokratiske principper frem til den 3. november, kan vi måske se flere Republikanske politikere tilsidesætte opportunismen og følge deres demokratiske idealer. Samtidig har de seneste fire år med Trump ved magten vist, at Republikanske politikere – selv hvis det giver dem en dårlig smag i munden – vil gå overordentligt langt for at forsvare deres præsidents handlinger. Spørgsmålet er blot: Hvor langt? ■

 

Kort sagt: Vi skal ikke forvente et decideret skred i støtten til Trump blandt Republikanske politikere før valgdagen, fordi den bedste strategi for den enkelte politiker forbliver at bakke mere eller mindre eksplicit op om Trump
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland