15.02.2020

Som de første tests af det Demokratiske felt pegede de to første primærvalg i Iowa og New Hampshire på nogle bekymrende tendenser. Holder de stik, kan de svække Det Demokratiske Parti både til præsidentvalget i november – og måske endda for fremtiden. Indtil videre er Bloomberg primærvalgets største sejrherre. 

Kronik af Christoffer Hentzer Dausgaard

Det så bestemt ikke godt ud: Partiet, der præsenterer sig selv som en antitese til Trumps kaotiske regeren, snublede i Iowa ind i sit første primærvalg med tekniske problemer, dårlig kommunikation og inkonsistente resultater. De endelige valgresultater blev kun drypvist offentliggjort over flere døgn – længe efter opmærksomheden allerede var vendt mod næste stop, New Hampshire, og mindst to kandidater – Sanders og Buttigieg – allerede havde erklæret sig som vindere.

Det var også et knæk i tilliden til Demokraternes nomineringsproces, der i forvejen var under pres efter valgkampen i 2016, hvor lækkede emails viste, at partitoppen bag kulissen havde hjulpet Hillary Clinton med at slå Bernie Sanders. Da Iowas Demokratiske parti meldte ud, at de først ville offentliggøre resultaterne efter en ‘kvalitetskontrol’, var Trumps kampagneleder, Brad Parscale, heller ikke sen til at puste til ilden i et tweet: “Kvalitetskontrol = valgsvindel?”

Det faktum, at den moderate kandidat Pete Buttigieg, Iowa-valgets vinder, havde doneret penge til firmaet bag den kritiserede primærvalgs-app, mudrede kun vandene yderligere (selvom intet tyder på, at han skulle have haft nogen direkte indflydelse på udviklingen af appen). Midt i kaosset har flere Demokrater bedt partiets formand, Tom Perez, om at gå af, men han har indtil videre nægtet.

Da valget rykkede videre til New Hampshire i tirsdags, var kun 15 pct. af de Demokratiske vælgere i staten ”meget sikre” på, at årets Demokratiske nomineringsproces ville være fair. På længere sigt kommer sjusket med stemmeoptællingen i Iowa dog næppe til at farve en primærvalgssæson, der har flere måneder igen. Men partiets inkompetence og det tekniske spektakel tog alligevel opmærksomheden fra nogle dybere og mere bekymrende tendenser i resultaterne fra Iowa, der blev bekræftet på valgdagen i New Hampshire. De tyder på en primærvalgkamp, hvis største taber kan blive selve Det Demokratiske Parti.

 

Medmindre valgdeltagelsen stiger i de kommende primærvalg, tegner det et billede af en noget mindre energisk vælgerbase, end der skal til for at slå Trump til november
_______

 

Har den ‘blå bølge’ mistet pusten?
Internt i Det Demokratiske Parti såvel som blandt valgeksperter har der været forventninger til, at præsidentvalget i 2020 ville sætte en historisk rekord for valgdeltagelsen. Den høje valgdeltagelse ved midtvejsvalget i 2018 tydede på en entusiastisk Demokratisk vælgerbase, der var klar til at give Demokraterne en overbevisende sejr i 2020. Hvad kan være mere motiverende for en Demokratisk vælger end tanken om at vælte Trump af tronen?

Resultaterne fra Iowa og New Hampshire var de første tests af denne hypotese, og de tegner skidt – rigtig skidt. Langt flere vælgere end ventet blev på sofaen i de to små nordlige delstater. I Iowa havde partiet estimeret en deltagelse på 300.000 vælgere, omkring niveauet for valgkampen i 2008. Der dukkede dog kun 176.000 op, hvilket snarere svarede til de knap så imponerende tal fra 2016. Det samme mønster tegner sig i resultaterne fra New Hampshire.

Det er et bekymrende tegn for Demokraterne. Medmindre valgdeltagelsen stiger i de kommende primærvalg, tegner det et billede af en noget mindre energisk vælgerbase, end der skal til for at slå Trump til november. Sanders står for eksempel godt relativt til de andre Demokratiske kandidater i øjeblikket, men hans nationale strategi er bygget på en høj valgdeltagelse, fordi han fokuserer på en gruppe primært unge vælgere, der ikke plejer at stemme. Så længe primærvalget er i fokus, handler alt om kandidaternes relative styrke i feltet. Men når det kommer til præsidentvalget i november, får det samlede antal Demokratiske vælgere en helt afgørende betydning.

Det splittede parti
Den skuffende valgdeltagelse er et symptom på endnu et problem: den dybe kløft i partiet. Resultaterne fra Iowa og New Hampshire viste først og fremmest et splittet felt uden en klart ledende kandidat, og blotlagde det dybe skel mellem den moderate og den progressive fløj i partiet. I både Iowa og New Hampshire gik ca. 55 pct. af stemmerne til partiets moderate kandidater – Buttigieg, Biden, Klobuchar og Gabbard – mens ca. 45 pct. i Iowa og ca. 40 pct. i New Hampshire gik til partiets venstrefløj: Sanders, Warren og Yang.

Selvom skellet i høj grad er ideologisk betinget, handler det for mange vælgere om electability – med andre ord: Hvilken politisk linje, der har den bedste chance mod Trump. Er der brug for en moderat til at samle en bred koalition eller en kandidat, der står uden for det politiske establishment og kan slå Trump på hans egen banehalvdel?

Det er et vigtigt spørgsmål, men det åbenlyse problem for Demokraterne er, at jo længere tid der går med et bredt felt, des kortere tid er der til at bygge en entusiastisk koalition op bag en enkelt kandidat før valget i november. Det ved kandidaterne godt. Deres kampagner, der længe har været præget af et positivt fokus på egne visioner, har derfor nu vist de første tegn på angreb mod modkandidaterne. Kandidaten Tom Steyer sendte et par dage efter Iowa valgsæsonens første negative reklamer ud, og andre er siden fulgt efter. Et splittet felt, der bliver stadig mere internt forbitret, kan gøre varig skade på alle kandidaters electability, og vil dermed skade valgdeltagelsen til november – og i sidste ende minimere chancen for, at en Demokrat slår Trump. At dømme på eskaleringerne i løbet af den seneste uge vil denne interne kamp kun blive mere fjendsk, jo længere vi kommer ind i primærvalgssæsonen.

 

Hvis den moderate blok er lige så stor i kommende stater, som den var i Iowa og New Hampshire, er det svært at se, hvordan Sanders kan omdanne sit nuværende momentum til et flertal af statsdelegerede
_______

 

Bloomberg blev den største vinder
Iowa bød dog også på et par resultater, der, måske mindre åbenlyst, kan udvikle sig til et mareridt for Demokraterne. For det første er risikoen for et såkaldt mæglet konvent skudt i vejret. Det vil sige, at ingen kandidat vil stå som klar vinder efter primærvalgene, og at partifællerne derfor skal blive enige om en kandidat på selve konventet i juli. Ifølge det statistikfokuserede medie FiveThirtyEight er et sådant udfald nu det næstmest sandsynlige, kun få procentpoint efter en ren Sanders-sejr. Men selvom Sanders fører for nu, betyder den store gruppe moderate vælgere, at det langt fra er givet, at Sanders har, hvad der skal til for at vinde, selv hvis hans momentum holder i de næste mange stater. Hvis den moderate blok er lige så stor i kommende stater, som den var i Iowa og New Hampshire, er det svært at se, hvordan Sanders kan omdanne sit nuværende momentum til et flertal af statsdelegerede, der ville give ham en direkte sejr og forhindre et mæglet konvent.

For det andet blev kandidaten og multimilliardæren Mike Bloomberg reelt den største vinder af valgene i Iowa og New Hampshire, på trods af at han fik 0 pct. af stemmerne i Iowa og ikke engang var på stemmesedlen i New Hampshire. Han kommer først reelt med i ræset til Super Tuesday den 3. marts, som et bevidst strategisk valg, og de manglende stemmer i de første fire stater er derfor en pris, han er villig til at betale.

Så hvorfor ’vandt’ Bloomberg alligevel i Iowa og New Hampshire? Jo, Sanders fik godt nok flest stemmer i begge stater, og Buttigieg fik flest statsdelegerede i Iowa. Men Sanders klarede det ikke helt så godt som forventet, blandt andet fordi der var en lavere valgdeltagelse blandt hans unge vælgere end håbet, hvilket er et bekymrende tegn for hans kampagne, når vi ser fremad. Derudover, som nævnt tidligere, er de fleste stemmer indtil videre gået til de moderate kandidater.

Og på trods af, at Buttigieg har overgået alle forventninger og fået en enorm medieopmærksomhed, peger hans resultater stadig på et grundlæggende problem med hans kampagne: At han næsten ingen støtte har uden for sin kernedemografi af hvide vælgere. Det er en enorm svaghed: Siden 1992 er ingen Demokratisk kandidat blevet nomineret af sit parti uden at vinde et flertal af ikke-hvide stemmer. Derudover må man ikke glemme, at han ligger lavt i de nationale meningsmålinger. Selv med sine gode resultater i overvejende hvide og veluddannede stater som Iowa og New Hampshire er det derfor meget usandsynligt, at han overlever de næste ræs i Nevada, South Carolina, til Super Tuesday (hvor Bloomberg støder til) og frem derefter.

Og hvad så med Bloomberg selv? Hans sejr ligger i Bidens fald og i den splittede moderate lejr, han har efterladt. Biden er Bloombergs eneste reelle konkurrent blandt partiets moderate kandidater (grundet Buttigiegs demografiske udfordringer), og ifølge FiveThirtyEights model blev Bidens chancer for at vinde nomineringen halveret efter skuffelsen i Iowa – og faldt yderligere efter New Hampshire. Siden valget er støtten til Biden i nationale meningsmålinger faldet med omtrent så meget, som Bloombergs støtte er steget – ca. 5-6 procentpoint – og er nået et hidtidigt lavpunkt. Derudover har ingen anden kandidat endnu formået at etablere sig som den moderate lejrs arvtager efter Bidens kollaps.

Selv hvis man ser bort fra problemerne med den manglende diversitet i Buttigiegs vælgerbase, har Klobuchars stærke resultat i New Hampshire demonstreret en splittelse selv i Buttigiegs hvide kernedemografi. Medmindre en anden midterkandidat når at skabe et solidt momentum i Nevada og South Carolina, altså før Super Tuesday, kan Bloomberg meget vel blive den, der tager stafetten videre.

 

Chancerne for, at Bloomberg får en majoritet af delegerede til nationalkonventet i juli er stadig lav – selv hvis han får et overbevisende resultat i Super Tuesday-staterne. Men hans chancer for at få flere stemmer end sine moderate modstandere er gode
_______

 

Man må nemlig ikke glemme, at Bloombergs selvfinansierede kampagne har en organisatorisk og finansiel muskel helt uden sammenligning i det Demokratiske ræs – og det selv før han fordoblede sit astronomiske budget efter Bidens tab i Iowa. Hans kampagne har allerede brugt flere penge på reklamer end nogen anden i amerikansk historie, og han fokuserer strategisk på staterne, hvor han kan få mest for pengene – dem med flest delegerede såsom Californien, New York, Texas og Florida. Strategien ser ud til at virke, for han stiger støt i meningsmålingerne og er lige i hælene på Sanders på bettingmarkederne, selvom den første rigtige test finder sted til Super Tuesday. Derudover er hans demografiske basis langt mere solid end fx Buttigiegs, hvilket kan give ham et mere stabilt momentum.

Chancerne for, at Bloomberg får en majoritet af delegerede til nationalkonventet i juli er stadig lav – selv hvis han får et overbevisende resultat i Super Tuesday-staterne. Men hans chancer for at få flere stemmer end sine moderate modstandere er gode. Hvis ikke Biden genvinder sit momentum i Nevada og South Carolina, vil hans chancer til Super Tuesday smuldre. I så fald kan Bloomberg pludselig bryde frem som de moderates kandidat.

En Demokratisk kattepine
Hvis dét lykkes for Bloomberg er der lagt op til en krise for Demokraterne. Et mæglet konvent er i sig selv problematisk, fordi ingen kandidat vil have samlet momentum til præsidentvalgkampen til efteråret, hvilket kan lægge en dæmper på den Demokratiske valgdeltagelse til november. Men hvis Bidens kampagne for alvor viser sig at have mistet pusten, og Sanders’ holder kursen gennem resten af februars primærvalg – et scenarie, der efter de to første primærvalg er blevet langt mere sandsynligt – så er der lagt op til en Bloomberg-nominering, der kan blive et sandt mareridt for Demokraterne.

Ikke nok med, at der er en særlig forkærlighed for Bloomberg blandt partiets støtter og donorer, der angiveligt opfordrede ham til at stille op i ræset til at begynde med. Men til et mæglet konvent vil den moderate fløj generelt have en fordel, fordi partitoppen, ligesom i 2016, har stærke holdninger til Sanders’ electability (og politik). Lækkede beskeder fra partitoppen i sidste uge viste et forsøg på at koordinere nye reformer for nomineringsprocessen, der kunne spænde ben for Sanders til konventet. Det var et skræmmende deja-vu til den skandaløse proces i 2016.

I et valg mellem Sanders og en centrumkandidat tyder det derfor på, at partiet igen vil have modet til at støtte sidstnævnte. Hvis ikke af ideologiske årsager så for sin egen overlevelse; Sanders ville højst sandsynligt udpege et nyt lederskab for partiet, der er mere på linje med ham selv.

Det ville i sig selv underminere tilliden til et parti, der i forvejen ikke har meget at give af. Men hvis den centrumkandidat ovenikøbet bliver Bloomberg, vil det have konsekvenser for Det Demokratiske Parti – ikke kun til november, hvor Sanders’ die hard vælgerbase nok ville tøve med at stemme på en tidligere republikansk multimilliardær, men også i et længere perspektiv.

 

Bloomberg er nemlig ikke en typisk Demokrat. Han er tidligere Republikaner og har doneret til Republikanske valgkampagner så sent som sidste år, han er multimilliardær, og han har en problematisk racepolitik i bagagen
_______

 

Bloomberg er nemlig ikke en typisk Demokrat. Han er tidligere Republikaner og har doneret til Republikanske valgkampagner så sent som sidste år, han er multimilliardær, og han har en problematisk racepolitik i bagagen. Det er ikke usandsynligt, at flere ting kunne dukke op fra hans fortid, der ville være svære at forsvare fra et Demokratisk synspunkt. Derudover står han til en massiv interessekonflikt med sit forretningsimperium, som han har indikeret, at han vil bestyre på samme måde som Trump – og han ville dermed gøre sig skyldig i et af Demokraternes største kritikpunkter af præsidenten.

Alligevel vil Det Demokratiske Parti sandsynligvis lægge al sin vægt bag et forsvar for sin kandidat i desperationen for at besejre Trump til november. Alt er bedre end et genvalg af Trump, lyder mantraet, så Demokraterne vil forsøge at forsvare deres kandidat, uanset hvilke detaljer der måtte dukke op om hans fortid.

Hvis den historie lyder bekendt, så er det, fordi det var, hvad der skete med Republikanerne i 2016. I månederne efter Trumps nominering skete der en chokerende transformation af Det Republikanske Parti, der – drevet af opportunisme – endte med helhjertet at omfavne en kandidat, der gik imod flere af dets politiske principper og var upopulær blandt Republikanere før sit kandidatur. En transformation, der nåede sit klimaks, da Republikanerne i starten af februar frikendte Trump i rigsretssagen, og den eneste afhopper var senator Mitt Romney, der for kun 8 år siden de facto var partiets leder.

Bloomberg er ingen Trump. Men for Det Demokratiske Parti vil nomineringen af en kandidat som Bloomberg lede dem ud i den samme kyniske opportunisme, som de anklager Republikanerne for under Trump. Hvis Demokraterne går ned ad den samme sti, vil det ikke kun transformere Det Demokratiske Parti, men landets demokratiske kultur som helhed.

Hvad nu?
Vi er i starten af en lang primærvalgssæson, så det er endnu for tidligt at male fanden på væggen. Men i Iowa og New Hampshire har vi set de første tegn på noget, der kan udvikle sig til en regulær krise for Det Demokratiske Parti. Det er derfor værd at holde et vågent øje med nogle fundamentale tendenser, der ikke fylder lige så meget i avisoverskrifterne, heriblandt den lave valgdeltagelse, afstanden mellem de moderate og de progressive i partiet, Bloombergs opstigning og risikoen for et mæglet konvent. Hvis de holder stik, når vi går ind i marts måned, er der grund til bekymring for alle demokrater – ikke kun dem fra Det Demokratiske Parti. ■

 

Vi er i starten af en lang primærvalgssæson, så det er endnu for tidligt at male fanden på væggen. Men i Iowa og New Hampshire har vi set de første tegn på noget, der kan udvikle sig til en regulær krise for Det Demokratiske Parti
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden