03.04.2020

Polen gør det. Tjekkiet gør det. Luxembourg gør det. Østrig gør det. Cuba gør det. Tyskland gør det i høj grad. Kina gør det. Frankrig gør det. Albanien gør det. De hjælper vores hårdt ramte sydeuropæiske venner under coronakrisen. Danmark gør det ikke.

Kommentar af Christina Egelund, næstformand og politisk ordfører, Fremad

Danmark hjælper ikke de hårdest corona-ramte lande i Sydeuropa: Italien og Spanien. Hjælpen kan ellers tage flere forskellige former. Tyskland har fløjet intensivpatienter fra Italien til Tyskland, hvor de behandler dem på tyske hospitaler. Der behandles også franske patienter på de tyske hospitaler, ligesom også Østrig har taget imod COVID-19 patienter fra Frankrig. Polen, Cuba og Albanien har sendt læger til Italien, mens Tjekkiet og Østrig har sendt masker og heldragter afsted til de mest trængende områder. Frankrig, som også selv er hårdt ramt af epidemien, har sendt 1 million masker til naboerne i Italien. Listen udvides, mens jeg skriver disse linjer.

Det gør de ikke umotiveret eller ud af det blå, men fordi de sydeuropæiske lande har sendt appel om hjælp, både via EU og ved at aktivere NATO’s krisemekanisme. Derfor er det heller ikke rigtigt, når den danske regering lader som om, vi ikke er blevet spurgt om hjælp. Det er vi, og det bør vi selvfølgelig levere efter. Det bør vi primært gøre ud fra ren solidarisk humanisme, og sekundært fordi det er i vores egen interesse at feje epidemien af kontinentet hurtigst muligt.

Kan vi det? Som situationen er nu: ja. Mens den danske indsats for at holde antallet af pladser til intensivbehandling på tryg afstand af kapacitetsloftet er lykkedes fint indtil videre, dør italienerne på overfyldte hospitaler. I skrivende stund udnytter vi i Danmark ca. 150 af de små 1.000 intensivpladser, vi har til rådighed. Samtidig oplyser forsvarsministeriet til Politiken, at vi har fly, der kan transportere coronasmittede patienter og behandle dem undervejs. Det vil sige, at vi HAR kapacitet til at hjælpe det antal patienter, Italien alene rapporterer døde på daglig basis.

 

Så vi kan godt. Spørgsmålet er derfor, om vi vil. Jeg har svært ved at finde argumenter for, at vi ikke skal hjælpe venner i akut nød. Vi er i Europa tæt forbundne med hinanden og skal hjælpe i nødens og desperationens stund
_______

 

Så vi kan godt. Spørgsmålet er derfor, om vi vil. Jeg har svært ved at finde argumenter for, at vi ikke skal hjælpe venner i akut nød. Vi er i Europa tæt forbundne med hinanden og skal hjælpe i nødens og desperationens stund. Det vil også komme Danmark til gode den dag, vi må stå i en desperat kamp mod død og ødelæggelse. Venlige handlinger huskes. Albanien, som er et af Europas fattigste lande, har for eksempel begrundet deres hjælp til Italien med, at Italien tidligere har rakt albanerne en hjælpende hånd. Også set i det lys er det forkert, at vi i velstående Danmark sidder på hænderne og ignorerer den appel om hjælp, der lyder fra særligt Italien. Vi har et moralsk ansvar til at hjælpe.

I det længere perspektiv handler det også om at holde sammen på Europa og vores fælles vestlige værdier. For mens mange europæiske lande lurepasser, er både Kina og Rusland på pletten med hjælp: Kina har fløjet både udstyr, læger og ni viruseksperter til Italien, mens Rusland har bidraget med 100 militære eksperter. Det kan i sig selv være benzin på det bål, italienske populister i forvejen har tændt med formålet om at vende EU ryggen. Det er lettere at gøre, hvis man i forvejen har andre legekammerater. Dermed er det også en kamp om globale værdier.

Jeg foretrækker så langt et Sydeuropa, som er en del af den europæiske integration, frem for et Sydeuropa under indflydelse af undertrykkende diktaturer som Rusland og Kina. Man skal være mere end almindeligt naiv, hvis man tror, at Kina og Rusland gør det her helt uden at skele til egne interesser. De køber sig til goodwill. Dermed er der i denne sag det samme på spil, som når EU’s medlemslande tager stilling til, om Albanien og Nordmakedonien kan indlede optagelsesforhandlinger med EU: Vil vi have et Europa præget af grundlæggende europæiske værdier som frihed, mennerettigheder, retsstater og så videre? Eller vil vi leve med alternativet, nemlig stærk kinesisk og russisk tilstedeværelse og dermed indflydelse? Også her vendte den danske regering desværre tommelfingeren nedad, da spørgsmålet var på dagsordenen første gang i oktober sidste år.

Det er med denne krise som med så mange andre: Løsningerne stopper ikke ved den danske grænse. Gid regeringen ville interessere sig for det. ■

 

Det er med denne krise som med så mange andre: Løsningerne stopper ikke ved den danske grænse. Gid regeringen ville interessere sig for det
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?