24.01.2020

Drabet på Soleimani har ikke gjort betingelserne lettere for den mere moderate del af eliten i Iran, og dermed er en reformering af teokratiet blevet sat voldsomt tilbage. Amerikansk udenrigspolitik har endnu en gang skubbet til en intern magtdynamik, som kan have utilsigtede konsekvenser for stabiliteten i Mellemøsten.

Analyse af Christian Høj Hansen

For at forstå den aktuelle konflikt mellem Iran og USA er man nødt til at forstå de historiske rødder, som er årsag til, at de to lande aldrig har fundet frem til en tålelig samarbejdsrelation. De indbyrdes analyser af årsagerne til det historisk turbulente forhold er vidt forskellige, og særligt den amerikanske forståelse for iranernes historiske bagage virker fraværende i betragtning af, at amerikansk udenrigspolitik også tidligere har vist sig at have en enorm effekt på Irans interne magtdynamik. Det har fatale konsekvenser.

Irans historiske bagage
Irans enorme olie- og gasressourcer har sammen med landets geografiske beliggenhed siden starten af det 19. århundrede gjort Iran til en attraktiv arena for verdens stormagter. USA blev en særligt fremtrædende aktør i Mellemøsten under Anden Verdenskrig, fordi briternes tilstedeværelse i regionen var dalende. Det er netop i kølvandet på denne historiske periode, at det iranske styres vrede mod amerikanerne tager form.

I 1953 udførte den amerikanske efterretningstjeneste CIA i samarbejde med det britiske MI6 et statskup via Operation AJAX, hvor man ved at støtte forskellige iranske politiske grupperinger – militære såvel som civile – afsatte den relativt populære og demokratisk valgte premierminister Mohammed Mossadeq. Det gjorde man primært, fordi han satte en række initiativer i gang med henblik på at nationalisere udvinding og salg af iransk olie. Mossadeq mente ikke, at vestlige olieselskaber skulle profitere på landets olie, men i stedet at den primært skulle gavne Iran og den iranske befolkning.

Kuppet var alene rettet mod Mossadeq og førte således til, at shahen, Irans konge, Mohammad Reza Pahlavis, magt blev udvidet, hvilket medførte, at shahen blev forbundet med amerikansk støtte og interesser. Som årene gik, blev shahen i stigende grad et symbol på amerikaneres dominans og indflydelse på landets politik, og en række forfejlede reformer fra starten af 1960’erne lykkedes ikke med at sikre en mere ligelig fordeling mellem landets forskellige magtgrupperinger.

Konservative og religiøse politiske grupperinger voksede frem som politisk opposition til shahens tætte forhold til USA, og det skabte en ubalance i landets interne magtforhold, som kulminerede med den iranske revolution i 1979. Statskuppet i 1953 og den efterfølgende periode frem til 1979 er derfor en vigtig del af den islamiske republiks selvopfattelse, og Operation AJAX udgør derfor stadigvæk en essentiel del af iranernes historiske bagage. Dels gør dette sig gældende for det iranske styres selvopfattelse og legitimering af magten, dels er det rodfæstet i opfattelsen af USA, som kun blev yderligere styrket under Iran-Irak-krigen fra 1980-1988, hvor amerikanerne valgte at støtte Saddam Hussein.

 

De historiske rødder – og særligt de forskellige opfattelser af årsagen til det dårlige forhold – afspejler sig i den nuværende konflikt, der meget tydeligt eksemplificerer uoverensstemmelsen mellem amerikanernes og iranernes historieopfattelse
_______

 

USA’s perspektiv
Set fra Washington starter det kuldsejlede forhold til Iran i 1979 i efterdønningerne af den iranske revolution, da den amerikanske ambassade i Teheran blev belejret og senere stormet af vrede iranere – primært studerende, men organisatorisk forankret i det nye regime under Ayatollah Khomeini. Efter at have indtaget ambassaden blev 52 amerikanere holdt som gidsler i 444 dage, hvilket fra amerikansk side udgør hovedgrundlaget for, at forholdet lige siden har været præget af spændinger og konflikter.

Der har dog været enkelte forsøg på at forbedre relationen under præsident Obama. I 2015 indgik iranerne en aftale med amerikanerne og en håndfuld yderligere stormagter om at nedruste deres atomprogram mod at få ophævet en række sanktioner. Men med Donald Trumps indtræden i Det Hvide Hus blev alle initiativer indledningsvis sat på køl og efterfølgende taget helt væk, hvilket har betydet en tilbagevenden til det fjendtlige forhold, som med få undtagelser har været reglen siden 1979. Dette forhold har defineret Irans udenrigs- såvel som indenrigspolitiske strategi til at omfatte ét mål: at sikre den islamiske republiks overlevelse.

De historiske rødder – og særligt de forskellige opfattelser af årsagen til det dårlige forhold – afspejler sig i den nuværende konflikt, der meget tydeligt eksemplificerer uoverensstemmelsen mellem amerikanernes og iranernes historieopfattelse. Det iranske styre ser amerikansk politik i Mellemøsten som en eksistentiel trussel grundet de historiske erfaringer fra kuppet i 1953. Det har siden revolutionen medført en – fra iransk synspunkt: defensiv – militær strategi, som grundlæggende handler om at forsvare den islamiske republik.

Dette ligger i tråd med, hvordan det iranske styre ser sin egen ageren og rolle i Mellemøsten, hvor målet er at flytte fokus væk fra Iran ved at have tilstedeværelse i de omkringliggende lande i regionen, herunder Irak, Syrien, Yemen, Libanon og Afghanistan. Strategien har ligeledes til hensigt at sikre det iranske styres indflydelse i de omkringliggende nabolande, så de kan have en vis politisk indflydelse og derigennem sikre, at relationerne til naboerne ikke udvikler sig imod egne interesser.

Omvendt viser amerikanernes nylige angreb mod Iran, at man i Washington ikke har den samme forståelse for Irans handlinger. I USA anser man i stedet Irans adfærd som en del af en offensiv strategi, hvor iranerne forsøger at ekspandere deres magt i hele regionen for at kunne nedbryde israelske, saudiske og amerikanske interesser. Her spiller fortællingen omkring gidseltagningen i 1979 en central rolle. Resultatet af denne dynamik ser vi kulminationen på i disse uger, hvor bølgerne mellem de to lande går særligt højt, fordi begge parter aldrig har lært at forstå, hvordan årsagen til deres konflikt påvirker deres militærstrategiske og udenrigspolitiske tilgang.

 

I USA anser man i stedet Irans adfærd som en del af en offensiv strategi, hvor iranerne forsøger at ekspandere deres magt i hele regionen for at kunne nedbryde israelske, saudiske og amerikanske interesser
_______

 

Irans interne magtdynamik
Siden drabet på general Soleimani den 3. januar har medier i hele verden haft et intenst fokus på Iran, men få har dækket, hvordan den iranske befolkning har opfattet drabet. Det iranske styre har kaldt drabet på Soleimani et angreb på den iranske stat, men mediernes fremstilling af den landesorg, som millioner af iranere har taget del i, mangler substans, da den forfejlet sammenstiller den iranske befolkning med det iranske styre og ikke forklarer årsagerne til den iranske befolknings vrede.

Soleimani udgjorde en vigtig del af den nationale identitet og fortælling om Iran-Irak-krigen fra 1980-88, hvor mindst 300.000 iranske mænd mistede livet. Under krigen var Soleimani en menig soldat, og selvom han blev såret og bedt om at forlade slagmarken, blev han og kæmpede for den nyoprettede islamiske republik. Det gjorde ham efterfølgende til en nationalhelt. Dermed kan de fleste iranere identificere sig med Soleimani, da langt de fleste iranere har familiemedlemmer, som blev dræbt eller såret under den blodige nabokrig.

Desuden ligger det dybt i iranernes identitet at gå på gaden for at vise deres utilfredshed eller mening. Det har iranske magthavere gentagne gange oplevet, og selv det nuværende iranske styre har i løbet af de seneste 20 år oplevet adskillige protester. For at understrege denne pointe skal man blot kigge på videoer fra Teherans gader efter 11. september, hvor iranerne gik på gaden for at sørge over de amerikanske tab og råbe ”død over Taliban”, fordi man dengang anså Taliban som Irans hovedfjende.

Iranerne samler sig i disse uger om deres nation, ligesom de fleste andre nationer ville gøre, når den er under angreb, og hvis der er noget, iranerne vil protestere imod – mere end deres egne magthavere – er det eksterne aktørers indgriben i deres interne forhold. Drabet af Soleimani bliver anset for at være en indblanding, og det vækker klare minder fra statskuppet mod Mossadeq i 1953.

Når Trump ovenikøbet truer med at foretage bombninger i Iran – heriblandt mod kulturelle mål – giver det iranerne en opfattelse af, at deres årtusinder gamle identitet er eksistentielt truet – religiøst lederskab eller ej. Man kan derfor sige, at den amerikanske ørns angreb kan betegnes som et slag imod den iranske nationalisme – som oftest symboliseres med den asiatiske løve – og det kan få alvorlige konsekvenser for både Irans interne magtbalance, men også for den sikkerhedspolitiske magtbalance i Mellemøsten på den lange bane.

 

Set fra Teheran gør den defensive tilgang sig netop gældende med brugen af militser i andre lande, da det kan skubbe konflikten væk fra det iranske område og sikre, at man ikke skal bruge sine egne soldater til at kæmpe mod amerikanerne
_______

 

En destabilisering af hele Mellemøsten?
Drabet på Soleimani kan skubbe de reformorienterede og moderate grupperinger i Iran – som typisk er repræsenteret i form af den yngre generation og grupperinger i den politiske elite – væk fra politisk indflydelse samt styrke den konservative-religiøse elite og dennes nultolerancepolitik over for Vesten. Hvis det sker, skader det den interne magtbalance og forhøjer risikoen for, at irrationelle angreb kan finde sted, da hensynet til de moderate gruppers politiske standpunkter vil fylde mindre i de politiske beslutningsprocesser. En lignende tendens så man under George W. Bushs præsidentperiode, da hans hårde retorik mod det iranske styre svækkede de reformorienterede grupperinger og hjalp valget af den konservative Muhammed Ahmadinejad som præsident på vej.

Amerikanere er dog militært iranerne langt overlegne på stort set alle parametre, og iranerne vil for enhver pris undgå en konventionel krig mod USA. Det iranske styre vil derfor begrænse sig til afgrænsede og nøje udvalgte angreb på vestlige mål, hvilket blandt andet var tilfældet med angrebet på Al-Asad Airbase 8. januar. Derudover kan det forventes, at man fra iransk side vil intensivere støtten til militser og grupperinger i særligt Irak, Syrien, Yemen og Libanon med henblik på at stikke en kæp i hjulet på politiske udviklinger, der kunne gavne USA ‚s politiske interesser i Mellemøsten.

Dette vil umiddelbart kunne opfattes som en ændring af den iranske strategi fra defensiv til offensiv. Men set fra Teheran gør den defensive tilgang sig netop gældende med brugen af militser i andre lande, da det kan skubbe konflikten væk fra det iranske område og sikre, at man ikke skal bruge sine egne soldater til at kæmpe mod amerikanerne. Dette muliggør, at eventuelle iranske angreb på USA’s interesser kan ske i tredjelande, ligesom det giver USA mulighed for at angribe iranske interesser i tredjelande – og dermed ikke på eller mod selve det iranske territorium. De geopolitiske konsekvenser af drabet på Soleimani vil derfor med alt at dømme få negative konsekvenser for regionen, fordi Iran vil bruge sine militser til at udfore amerikanernes sikkerhedspolitiske interesser i regionen.

Indledningsvis vil Irak være hovedmålet, da Irak er den direkte vej til at kunne lægge pres på amerikanske soldater i regionen. Med denne strategi søger man fra iransk side dels at skabe et politisk modspil til amerikanerne i Irak, dels at fremskynde en amerikansk tilbagetrækning fra Irak. En tilbagetrækning vil givetvis blive opfattet som den bedste hævn for drabet på Soleimani. Den iranske brug af militsgrupper i regionen samt viljen til at anvende mindre eller større missiler har netop som udgangspunkt været den strategi, man har valgt til at afskrække amerikanerne fra at lave reelle angreb mod iransk territorium. Det har drabet af Soleimani ikke ændret på. Tværtimod har det understreget behovet for en oprustning på begge områder. De sikkerhedspolitiske præmisser i Irak vil på baggrund af denne udvikling blive markant udfordret på den lange bane, da iranerne højst sandsynligt vil bruge Irak til at udfordre amerikanernes tilstedeværelse i Mellemøsten ved at lægge pres på den irakiske regering i forhold til den Vestlige tilstedeværelse.

Alligevel må det forventes, at angrebet kommer til at få store konsekvenser for det iranske styres relation til den iranske befolkning, da svage modangreb mod amerikanerne vil få det iranske styre til at fremstå handlingslammet og øge incitamentet for interne uroligheder. Et sådant scenarie er forstyrrende for Irans interne magtbalance og stabilitet, og det kan blive en udfordring for det iranske styre at håndtere, lige såvel som det kan blive for den amerikanske administration, som heller ikke har nogen interesser i en intensivering af konflikten.

Spørgsmålet er dog, om den konservative og religiøse elite vil forsøge at intensivere deres magt i Iran ved at stramme grebet om den iranske befolkning for at fremstå stærkere udadtil, og hvordan den mere reformorienterede elite vil reagere på dette. Svaret får vi et praj om efter det iranske præsidentvalg i 2021, men en ting har vi dog allerede svaret på: Drabet på Soleimani har ikke gjort betingelserne lettere for den mere moderate del af eliten i Iran, og dermed er en reformering af teokratiet blevet sat voldsomt tilbage. Amerikansk udenrigspolitik har endnu en gang skubbet til en intern magtdynamik, som kan have utilsigtede konsekvenser for stabiliteten i Mellemøsten. ■

 

Drabet på Soleimani har ikke gjort betingelserne lettere for den mere moderate del af eliten i Iran, og dermed er en reformering af teokratiet blevet sat voldsomt tilbage
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland