04.02.2020

Det tyske vækstlokomotiv gik i stå i 2019, og uden det bremses hele Europa. Alligevel vil Tysklands regering ikke understøtte væksten, for den frygter underskud og overophedning. Men begge dele er måske nødvendige, hvis balancen i Eurozonen skal genoprettes.

Analyse af Frederik Engholm

TYSK ØKONOMI gik i 2019 stort set i stå – til stor overraskelse for de fleste, ikke mindst tyskerne selv. Det har rejst debat om både den tyske vækstmodel, den økonomiske politik og landets rolle i Europa. Hvis Tyskland har en stærk økonomi, hvorfor forsvinder væksten så, inden Brexit overhovedet var trådt i kraft, og mens en handelskrig raser på den anden side af jorden? Og når man har midlerne til at understøtte væksten, hvorfor så ikke bruge dem, når den forsvinder? Mens næsten alle andre lande i eurozonen er bundet på hænder og fødder af EU’s budgetregler, har Tyskland rent faktisk mulighed at gøre noget.

Mens væksten i Tyskland i 2017 og 2018 har ligget omkring 2 pct., så lander væksten i 2019 efter alt at dømme omkring sølle 0,5 pct. Årets sidste tre kvartaler ser samlet ud til at vise vækstmæssig stilstand. Det er en skidt udvikling – ikke kun for Tyskland, men for hele Europa, som Tyskland dominerer økonomisk. Bag stagnationen ligger den usikkerhed, som Brexit og handelskrigen har skabt. En usikkerhed, som har medført, at virksomheder verden over har skruet kraftigt ned for investeringerne i maskiner og fabrikker – netop den slags goder, som Tyskland er verdensmester i at levere.

Udviklingen viser, at tysk økonomi er yderst sårbar over for udviklingen i den globale økonomi, og at den ikke drives indefra som den amerikanske. I USA er forbrugeren økonomiens drivkraft, i Tyskland er det eksporten og investeringer knyttet til eksportsektoren. Tysk økonomi omtales ofte som bomstærk, men er det retvisende, hvis den så let slås ud af kurs, som vi ser det nu. Ud af EU’s 28 lande lader Tyskland til i 2019 at opnå den næst ringeste vækst. Kun Italien med sin politiske ustabilitet og sine dybe strukturelle problemer er marginalt svagere. At det ikke er gået værre i Tyskland, skyldes, at service- og byggesektorerne trods alt har holdt skindet på næsen.

Trods den svage udvikling har regeringen afstået fra at benytte et betydeligt finanspolitisk råderum til at understøtte væksten. Blandt hovedargumenterne har været, at arbejdsløsheden allerede er så lav, at man frygter at overophede økonomien. Desuden har Tyskland pålagt sig selv, at de offentlige budgetter skal være i plus, hvilket vanskeliggør en ekspansiv finanspolitik.

 

Usikkerheden kan komme igen med nye toldforhøjelser og en svækkelse af den globale efterspørgsel. Det kan også vise sig, at Kinas løfte om fordobling af import fra USA ender med at koste på efterspørgslen fra andre samhandelspartnere, fx Tyskland
_______

 

HELDIGVIS TYDER DET MESTE PÅ, at hverken Brexit eller handelskrigen udvikler sig så galt, som man kunne frygte for bare få måneder siden. Briterne har godt nok ikke fortrudt og er nu ude af EU, men det kaotiske Brexit er afløst af minimum 11 måneder i en overgangsordning, der til forveksling minder om fuldt EU-medlemskab. Handelsaftalen mellem USA og Kina midt i januar har også taget toppen af de bekymringer, som direktører i de største internationale virksomheder længe har udtrykt. Bekymringer, som har trukket den globale efterspørgsel efter (tyske) maskiner og udstyr ned.

Samtidig tyder meget på, at den tyske industri – efter i over et år at have ligget underdrejet – nu begynder at mærke stormen lette. Tyske industrivirksomheder lader til at have været overmåde forsigtige under den tiltagende usikkerhed i 2019. De har således valgt at skrue en del mere ned for produktionen, end efterspørgslen er faldet. Gør man det, så sælger man ud af sine lagre, som derved over en længere periode bliver nedbragt. Måske har bevæggrunden været en frygt for at blive fanget på det gale ben, hvis de politiske usikkerhedsmomenter skulle materialisere sig i en krise i verdensøkonomien og kollaps i efterspørgslen. Det er der lige nu ikke meget, der tyder på, og derfor er der behov for at skrue op for blusset i løbet af 2020. Den slags giver økonomisk vækst.

Risiciene er dog ikke forsvundet: Trumps Fase 1-aftale med Kina indfanger kun en lille del af de stridigheder, der er mellem parterne. Og der er tilmed stor risiko for, at Kina ikke kan leve op til det, som det har lovet, for det ikke let at øge importen af amerikanske varer så kraftigt, som aftalen forpligter kineserne til. Det betyder, at usikkerheden kan komme igen med nye toldforhøjelser og en svækkelse af den globale efterspørgsel. Det kan også vise sig, at Kinas løfte om fordobling af import fra USA ender med at koste på efterspørgslen fra andre samhandelspartnere, fx Tyskland.

Derudover er EU’s handelsoverskud over for USA betydeligt, og med præsident Trumps simplistiske verdensforståelse, er det for ham grund nok til at gå i kødet på EU. Tyskland er som hovedfaktor bag handelsoverskuddet særligt udsat. Heldigvis tyder mest på, at Trump af sine rådgivere – for nu – frarådes at starte endnu en handelskonflikt, der kan afspore den gode væksthistorie, som han gerne vil genvælges på. Men man er som økonom sjældent tryg ved den impulsive amerikanske leder.

 

Overskud af den størrelse er imponerende, men de betragtes af EU-Kommissionen som en ubalance: De afspejler nemlig også nogle økonomiske strukturer, der fastholder utilstrækkelig indenlandsk efterspørgsel
_______

 

KOMMER VÆKSTEN TILBAGE i Tyskland, vil diskussioner om ekspansiv finanspolitik som økonomisk struktur og strategi måske drive i baggrunden. Men de forsvinder næppe helt. For de udgør et grundlæggende element i de strukturelle problemer, der præger hele eurozonen, og som bidrager til en fodslæbende økonomisk udvikling, der ikke matcher mulighederne, hvis ellers samhørigheden og tilliden landene imellem havde været højere.

Tysklands økonomi er som nævnt bygget op om en stærk industri og en stor eksportorientering. Landet er helt centralt i de globale forsyningskæder og førende inden for sektorer som auto, kemi og maskiner. Tyskland har på baggrund af omfattende arbejdsmarkedsreformer i starten af det 21. århundrede fået nedtonet fagforeningernes rolle kraftigt. Resultatet har været en mere moderat udvikling i lønomkostninger i tysk erhvervsliv end i store dele af det resterende Europa og Vesten. Det har ført til stor konkurrencedygtighed og kan tydeligt aflæses i enorme overskud på betalingsbalancen, som siden gældskrisen i Europa har svinget mellem 7-9 pct. af BNP. Overskud af den størrelse er imponerende, men de betragtes af EU-Kommissionen som en ubalance: De afspejler nemlig også nogle økonomiske strukturer, der fastholder utilstrækkelig indenlandsk efterspørgsel. Tyskerne kunne derfor søge at stimulere efterspørgslen i landet ved enten at forbruge en større del af sin egen produktion eller forøge sin import af udlandets varer.

Tysklands økonomiminister, Peter Altmaier, fremlagde tidligt i 2019 en vision for tysk og europæisk industri frem mod 2030. Ironisk nok var ambitionen en styrket position for den tyske industri, som skulle udgøre en endnu større andel af landets samlede økonomi. En position, man blandt andet skulle jagte gennem en mere nationalistisk industripolitik, via begrænsning i adgangen for udenlandske virksomhedsovertagelser, via udvidet statsstøtte og via understøttelse af såkaldte ”national champions”, dvs. nationale eller regionale gigantvirksomheder, som man ikke lader konkurrencelovgivningen spænde ben for (som konkurrencekommissær Vestager fx gjorde med Siemens-Alstom-fusionen). Det ville være at slå ind på samme vej, som Kina har fulgt i årevis, og som ”America First” sigter mod. Selvom der er tendens til øget regionalisme i EU, hvor politikerne ser mere nuanceret på globalisering og dens negative sideeffekter, så er grundholdningen hos de fleste europæiske ledere og i EU-Kommissionen, at det er en gal vej. Med tanke på den seneste udvikling med stigende protektionisme så ville det nok blot øge regionens sårbarhed at booste industrien yderligere.

I STEDET BØR TYSKERNE måske kigge indad, for landet sidder selv med mere enkle muligheder for at øge dynamikken i Europas økonomi. Det tyske lederskab og den generelle tyske økonomiske linje beror sig på offentlig sparsommelighed. Men som betalingsbalancesituationen bevidner, så viser den private sektor samme adfærd. Havde Tyskland haft sin egen valuta, så ville den givet været langt stærkere end euroen og dermed bidrage til ringere konkurrenceevne. Men tyskernes valutafællesskab med svagere økonomier sikrer landet en svagere valuta, der hjælper eksportsektoren. Trump anklager ofte europæerne for at manipulere valutaen og svække den overdrevent. På et overordnet plan virker anklagerne urimelige, da logikken bag pengepolitikken i eurozonen er helt klar og legitim. Men når det kommer til Tyskland, er konklusionen ikke helt skæv.

 

Inden for eurozonen er der kun én reel vej til at genoprette balancen: De mest konkurrencedygtige skal ”tabe” konkurrencedygtighed til de svageste
_______

 

Inden for eurozonen er der kun én reel vej til at genoprette balancen: De mest konkurrencedygtige skal ”tabe” konkurrencedygtighed til de svageste. Hastigere lønvækst i Tyskland end i Italien vil forbedre konkurrenceevnen i den italienske økonomi i en europæisk kontekst. Eurozonen har også samlet set et betydeligt overskud på betalingsbalancen, så regionen vil ikke komme i ubalance. Tilpasningen kan opnås enten gennem stagnerende eller faldende italienske lønninger, mens tyskerne opretholder en moderat lønvækst. Men den model er opslidende og upopulær og leder let til øgede sociale spændinger og populisme hos de svage – se blot på den politiske udvikling i Italien over de seneste 5 år.

En nemmere vej er at skrue op for offentlige investeringer eller forbrug i Tyskland. Det kan regeringen gøre med den begrundelse, at der skal gang i en stagnerende tysk økonomi, eller at offentlige investeringer som andel af BNP har ligget langt under EU-gennemsnittet det seneste årti – vel vidende at sidegevinsten vil være, at man letter situationen for de resterende i valutafællesskabet. Det kan indirekte styrke sandsynligheden for, at fællesskabet kan overleve på sigt.

Den politik kan godt forfølges, selvom arbejdsløsheden i Tyskland er lav. For det første er der ingen klare tegn på overophedning i økonomien nu. Jo, lønvæksten har vundet fart, men den er stadig moderat. For det andet er overophedning i Tyskland ikke nogen økonomisk katastrofe. For stigende tyske indkomster – som følge af øget efterspørgsel på arbejdskraft – vil også lede til forøget efterspørgsel efter varer fra omverdenen. Men i og med at langt størstedelen af handlen for EU-lande foregår med andre lande inden for EU, så betyder ”omverdenen” i høj grad andre EU-lande. Dermed kunne man håbe, at øget offentligt forbrug i Tyskland vil øge væksten i regionen og sænke arbejdsløsheden og budgetunderskuddene sydpå. Det ville ikke overraske, hvis det kunne opbløde spændinger mellem ”det konservative nord” og ”det uansvarlige syd”.

Desværre er der meget lidt, der tyder på, at Tysklands regering ser den vej som farbar. Lederskiftet hos den socialdemokratiske del af regeringskoalitionen så ud til at trække lidt i den retning, men tonen er mildnet, efter formandskabet blev sikret i efteråret. Dermed tyder mest på, at tysk industri selv må kravle ud af den krise, den er endt i – en krise, som i 2019 satte hele Tyskland i stå, og som stadig trækker det meste af Europa kraftigt ned i gear. Potentialet for forøget økonomisk dynamik i regionen forbliver derfor sandsynligvis uforløst en rum tid endnu. ■

 

Dermed tyder mest på, at tysk industri selv må kravle ud af den krise, den er endt i – en krise, som i 2019 satte hele Tyskland i stå, og som stadig trækker det meste af Europa kraftigt ned i gear. Potentialet for forøget økonomisk dynamik i regionen forbliver derfor sandsynligvis uforløst en rum tid endnu
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne