07.01.2020

.

Klimapolitikken kan blive politisk livsfarlig for regeringen. Ikke fordi socialdemokratiske medlemmer og vælgere ikke vedgår udfordringens kolossale omfang, men fordi omkostningerne, der er forbundet med at løse klimakrisen, risikerer at blive størst for netop dén vælgergruppe, som Socialdemokraterne overvejende repræsenterer og henvender sig til.

Kommentar af Carsten Bo, forhenværende folketingsmedlem for Socialdemokratiet

Grundlovsdag, den 5. juni, stemte nationen sig til en ny – og i øvrigt ganske velsmurt – regering. Og kun 3 uger efter at de socialdemokratiske vælgere og støttepartierne ved Danmarkshistoriens første klimavalg havde banet vejen for Mette til Prins Jørgens Gård, begyndte sommerferien.

Danskerne fejrede klimavalgsejren med at sætte ny rekord i udrejser fra Kastrup og Billund Lufthavne! Mindre end en måned forinden havde en repræsentativ andel af dem, der osende fløj ud af landet 28. og 29. juni, stået på slotspladsen, medbringende papskilte med ordlyden ”frels planeten”, ”vi har kun én jord” osv. Thunberg var helten. Pia Kjærsgaard var til grin – og tiden var kommet til at slå det store slag for klode og klima. Men altså: Efter at nationen var landet fra sin velfortjente flyferie sydpå, måtte man så forstå.

Og midt i dette forunderlige mix af sorgløs dansk socialdemokratisme – politisk klimakorrekthed – ufrivillig komik og rå politisk realisme ligger risikoen for den socialdemokratiske mindretalsregering. Sammen med pensionsspørgsmålet er klimaet faktisk den eneste farlige vælgerudfordring for S, i det Danmark, hvor et borgerligt regeringsalternativ nærmest synes ikke-eksisterende for en rum tid. Dybt splittede som de borgerlige er, med en ny Venstre statsministerkandidat der har haft svært ved at træde i karakter som markant leder for et utal af partier, der i nogen grad opfører sig som fraktioner og ikke vil ledes og ikke kan ledes.

 

Den typiske S-græsrod er altovervejende sosser pga. socialpolitiske, fordelingsmæssige og økonomiske spørgsmål. Altså alt det man i daglige tale opfatter som ”velfærd” – og velstand
_______

 

Det socialdemokratiske vælgerklientel er blevet mere troløst end det var
Ca. hver fjerde dansker vil ifølge målingerne stemme socialdemokratisk ved indgangen til 2020. At det ikke er flere – set i historisk kontekst – skyldes primært, at S-vælgerklientellet har ændret sig betragteligt i de senere år. Ganske vist er det lykkedes at få en markant andel af de dem, der forlod partiet til fordel for DF, retur, men alt kommer med en pris.

Konsekvensen af det bemærkelsesværdige socialdemokratiske skifte i flygtninge- og indvandrerpolitikken er, at partiets historiske alliance med det intellektuelle og kulturelle Danmark – som overvejende blev skabt og gjort til en succes af politikergenerationen Kampmann og Krag for snart en menneskealder siden – er blevet brudt.

For ikke SÅ længe siden omfavnede kunsten og Socialdemokratiet hinanden. Den overenskomst og gensidige forståelse havde begge parter stor glæde af. Nutidens Halfdanner, Bennyer, Poul Richarder, Henning Moritzener, Jens Okkinger har enten fundet andre politiske græsgange eller holder kæft. Man er såmænd glad nok for regeringsskiftet – ud fra tesen om pest og kolera – men orker ikke det manipulerende vrøvl om ”flygtningelejre i nærområder” – oftest militærdiktaturer – der naturligvis aldrig kunne drømme om at oprette sådanne ørkenreservater i deres lande. Det ved alle, og derfor er begejstringen til at overse i vide kredse.

Den typiske S-græsrod er altovervejende sosser pga. socialpolitiske, fordelingsmæssige og økonomiske spørgsmål. Altså alt det man i daglige tale opfatter som ”velfærd” – og velstand. Krydsets placering i dagens Danmark handler derfor om velstand som et middel til velfærd. Og særligt partimedlemmer opfatter forsat S som et overvejende arbejder- og klasseparti. I fx LO/FH-fagbevægelsens indercirkler, er det reelt en selvfølge, at man er organiseret socialdemokrat.

Hvis man med rimelighed skal tale om udprægede ”klima-socialdemokrater”, udgør disse forsat et mindretal. Ikke fordi der på nogen måde er tale om klimafornægtere eller lign., men fordi mange socialdemokrater har en lumsk mistanke om, at det i sidste ende bliver dem, der skal betale for hovedparten af gildet. I øvrigt næsten den samme vælgergruppe, der ser frem til gennemførelsen af Mettes pensionsforslag for de nedslidte. Kommer den ordning i hus – og bliver den rimelig for alle – er alt godt. Kommer den ikke – og skal man ovenikøbet betale ved kasse 1 for den ekstraordinære klimaindsats – kan det give uro i vælgerhavet.

 

Kommer den [pensions]ordning i hus – og bliver den rimelig for alle – er alt godt. Kommer den ikke – og skal man ovenikøbet betale ved kasse 1 for den ekstraordinære klimaindsats – kan det give uro i vælgerhavet
_______

 

Klimaregning og pensionen
Én af mine barndomsvenner, Bjarne, er ufaglært lagerarbejder. Han er 57 og ved at være fysisk færdig. Ved sommerens valg stemte han socialdemokratisk for første gang i adskillige år. Og han gjorde det ud fra dén indlysende logik, at det snart må være Bjarnes tur – nu hvor det er Arnes tur. I juli fløj han og familien til Spanien på 14 dages ferie. Familien havde fundet nogle billige billetter til Malaga på nettet. I øvrigt er Bjarne den lykkelige ejer af en fornuftig Ford Focus fra 2014, der kører på diesel.

Og så var det, at han for nyligt spurgte mig med halvdyster mine: ”Hvad er det dér med, at jeg skal udskifte min vogn i 2022? Det har jeg sgu ikke råd til, Carsten!”
”Næ”, sagde jeg ”men det er jo klimaet, du ved…”

”Og det trækker ud med tidlig pension til de nedslidte,” forsatte Bjarne ildevarslende. ”Og ved du, hvor meget man har tænkt sig, at jeg skal betale ekstra for en flybillet til Malaga?”

Det ved jeg ikke, men jeg kan levende forestille mig de politiske konsekvenser for Socialdemokratiet, når klimaregningen for alvor bonner ud i mere end fyrige programerklæringer. For det er muligt, at Mette har styr på Arne – men jeg er oprigtigt talt i tvivl om, hvorvidt jeg har styr på Bjarne!

 

Det er indlysende, at det eneste retfærdige system til at opkræve fremtidens klimaafgifter vil være over skatten – og at det skal gøres progressivt som al anden socialdemokratisk beskatning
_______

 

Forskellen på 10 år i regering og en enkelt periode
Det er indlysende, at det eneste retfærdige system til at opkræve fremtidens klimaafgifter vil være over skatten – og at det skal gøres progressivt som al anden socialdemokratisk beskatning gennem de sidste mange årtier.

Knap så indlysende er det, om det rent faktisk kommer til at foregå på den måde – og det er nærmest umuligt at tro på, at en solidarisk beskatning, hvor de bedst stillede betaler mest, og de ringere stillede betaler mindre, kan gennemføres i blot nogenlunde fred, fordragelighed og fuld konsensus. Primært fordi De Radikale internt i flertallet bag regeringen givet vil kræve ensartede afgifter over hele linjen – der selvsagt vil koste mere for den lavtlønnede end for den bedre stillede – men også fordi en eventuel klimabeskatning kan blive dét emne, hvor den borgerlige opposition kan skabe kant til S-regeringen og fremmane billede af en S-regering, der ikke tager økonomisk hensyn til egne vælgere. V, K og DF tørster efter muligheden for at få lov til at råbe ”løftebrud”, og pt. er der faktisk kun klimaomkostningerne og Arne at forsøge sig med.

Da jeg for kort tid siden foreslog en solidarisk klimabeskatning jf. god dansk tradition – i øvrigt flugtende med FH’s forslag om præcis det samme – var reaktionerne mildt sagt ”kontante”. Opbakningen var ikke-eksisterende. Til gengæld modtog jeg mere end hundrede vrede kommentarer om, at ”vi fandeme betaler rigeligt i skat” fra mennesker af stort set alle politiske observanser, repræsenterende stort set alle indkomstgrupper, køn, aldersgrupper osv.

Så meget for at ville BETALE til klimakampen. Det bliver naturligvis nødvendigt, men jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt det er gået op for alle, at klimaet kommer til at koste kassen.

S-regeringens dilemmaer er få. Til gengæld er de store. Bliver spørgsmålene om klima og pension løst på en forståelig og socialt afbalanceret måde, har Mette Frederiksen udsigt til 8-10 gode år i statsministeriet. Går projektet omvendt i spin, kan regeringsmagten skifte lynhurtigt. ■

 

Bliver spørgsmålene om klima og pension løst på en forståelig og socialt afbalanceret måde, har Mette Frederiksen udsigt til 8-10 gode år i statsministeriet. Går projektet omvendt i spin, kan regeringsmagten skifte lynhurtigt
_______

 

Carsten Bo Jensen (f. 1958) er forfatter, musiker og foredragsholder. Folketingsmedlem (2001-2005), amtsrådsmedlem (1993-2001) og borgmesterkandidat i Helsingør (1998-2001). Han har læst Statsvidenskab på Københavns Universitet og blandt andet modtaget LO’s Kulturpris på 100.000 kroner. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen i Folketingssalen [foto: Jens Dresling / Scanpix]