27.08.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kultur handler ikke alene om social sammenhængskraft, fællesskaber og om lige adgang, som regeringen synes at insistere på. Men bare fordi samfundsbetydningen af kultur ikke er én ting, bør vi ikke dele Kulturministeriet op, som det Radikale Venstre forslår. Kulturministeriet bør nemlig favne mange forskellige kulturformer, så de kan lære af hinandens bidrag til samfundet.

Kommentar af Carolina M. Maier, sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd

I EN KRONIK i Berlingske Tidende foreslår Radikale Venstre, at resortområderne under Kulturministeriet deles op – dels i et nyt idrætsministerium, dels skal folkeoplysningens flyttes over i Undervisningsministeriet, og tilbage er så kunsten, som skal forankres i et selvstændigt kunstministerium.

Den aktuelle kulturdebat har særligt to udgangspunkter: Dels en kritik af, at regeringen ikke har gjort nok for kulturen i forbindelse med coronakrisen. Dels kulturminister Joy Mogensens udtalelse i Deadline tidligere på sommeren om, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater. Den udtalelse er faldet mange for brystet, og nu ser vi altså et konkret forslag fra Radikale Venstre om en opdeling af kulturområdet på tre forskellige ministerielle resortområder.

Forslaget baserer sig på et argument om, at kunst og idræt er vidt forskellige, og at kunsten fortjener større prioritet i form af sit eget ministerium, adskilt fra folkeoplysning såvel som idræt. Men både kunst, idræt og folkeoplysning er kultur. Godt nok på hver deres måde, men deres gensidige samspil er afgørende. Derfor har de tre forskellige former for kulturelle udtryk brug for hinanden i et samlet ministerium. Og derfor er Radikales forslag også helt misforstået. For at forstå hvorfor, skal vi se på, hvor debatten kommer fra.

 

Både kunst, idræt og folkeoplysning er kultur. Godt nok på hver deres måde, men deres gensidige samspil er afgørende
_______

 

MÅSKE SKAL VI STARTE med at kaste et blik på selve begrebet ”kultur”. Det kommet af det latinske ”cultura” og betyder ”det dyrkede”. I modsætning hertil står ordet ”natur”, som har rod i det latinske ”nasci”, som betyder ”at fødes”. Natur er altså noget medført, kultur er noget dyrket eller tillært.
I etymologisk forstand er der derfor som sådan ikke noget principielt forkert i kulturministerens udtalelser om, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater. Begge dele – foreningslivet omkring håndboldspillet og publikumsoplevelsen i en teatersal – kommer af noget, der er blevet dyrket.

Derfor kan men godt gå i rette med kritikernes afvisning af, at der er lige meget kultur på de to arenaer. Det giver ikke mening at begynde at dele kultur op i kategorier, som mere eller mindre ”rigtig” eller mere eller mindre ”vigtig” kultur. Begge dele er kultur og begge dele har værdi.

 

Det giver ikke mening at begynde at dele kultur op i kategorier, som mere eller mindre ”rigtig” eller mere eller mindre ”vigtig” kultur. Begge dele er kultur og begge dele har værdi
_______

 

Der, hvor kritikken i stedet retteligt burde sættes ind er for det første, at kulturministeren og hendes parti ikke synes at ville anerkende, at den samfundsmæssige betydning af de forskellige former for kulturel aktivitet – i håndboldhallen, i teatret og i folkeoplysningen – er forskellig.
For det andet – og ikke mindst – er det ikke frugtbart for vores samfund at mene, at alle borgere skal have lige adgang til al kultur i hele landet.

LAD MIG BEGYNDE med den første pointe: Den samfundsmæssige betydning af kulturen varierer fra område til område. Den kultur, der fx foregår i en håndboldhal, er fællesskabsorienteret og har en stærk karakter af sammenhængskraft. Her mødes børn og unge fra forskellige samfundslag, de lærer at spille sammen på et hold, forældrene deltager som holdledere eller bestyrelsesmedlemmer. Udgangspunktet er det simple, at der er brug for frivilligt og folkeligt engagement for at det skal lykkes. Den kulturelle værdi af en håndboldhal er derved fællesskab, folkelighed og social samhørighed.

Den kulturelle betydning af folkeoplysningen (som er et samlet begreb for aftenskoler, højskoler, folkeuniversiteter, kulturhuse, osv.) ligner til dels idrætten, men er også særegen. Folkeoplysningen bidrager også med fællesskab, fordi mennesker samles om noget fælles tredje. Men to andre – og meget væsentlige – kulturelle bidrag fra folkeoplysningen er frihed (fordi folkeoplysning er noget, man frit og af egen lyst vælger til, typisk som ung eller voksen) og personlig og demokratisk dannelse (fordi folkeoplysningen har en helt særlig og vigtigt opgave i at danne mennesket i både dets indre personlige og ydre samfundsmæssige liv).

 

Vi kan godt have håndboldhaller spredt ud over det danske land, men vi kan ikke have et kongeligt teater i hver provinsby. Scenekunsten er dyr, og det skal den være. Derfor må den også være smal, hvis den skal være af god kvalitet
_______

 

I teatret er kulturens samfundsmæssige betydning igen anderledes. Scenekunst – såvel som billedkunst og lignende udtryksformer – er til for at skabe et afsæt for nysgerrighed, undren, provokation. Scenekunsten rører ved dig som menneske – på godt og ondt – på måder, som håndboldkampen ikke gør. Scenekunsten får dig til at reflektere over dit liv, dit samfund, dine relationer. Scenekunstens samfundsmæssige betydning er at sætte mennesker i stand til at mærke og reflektere over liv og samfund – og som følge deraf (måske) at skabe nyt, gå i andre retninger, lave oprør, drømme om et andet samfund, osv.

Min simple pointe er, at nok er der lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater, men kulturens samfundsmæssige betydning er vidt forskellig de to steder.

DEN ANDEN POINTE, som vi bør bemærke, er, at vi har brug for alle de forskellige samfundsmæssige betydninger af kultur i vores samfund. Regeringen fejler i deres insisteren på, at kultur alene handler om social sammenhængskraft, fællesskaber og at alle skal have lige adgang. Det kan ikke lade sig gøre. Vi kan godt have håndboldhaller spredt ud over det danske land, men vi kan ikke have et kongeligt teater i hver provinsby. Scenekunsten er dyr, og det skal den være. Derfor må den også være smal, hvis den skal være af god kvalitet. Der er intet forkert i, at man må flytte sig efter nogle af de smalle kulturelle oplevelser.

Med andre ord bør kritikken af regeringens kulturforståelse gå på dens opfattelse af kulturens samfundsmæssige betydning som homogen, snarere end på dens anvendelse af kulturbegrebet.

 

Der er intet i vejen med Kulturministeriet. Problemet findes, når politikerne ikke anerkender kulturens forskelligartede bidrag til og betydning for samfundet
_______

 

RADIKALE VENSTRES FORSLAG om at dele kulturen op i tre forskellige ministerier lider af en lignende misforståelse. Radikale Venstre synes nemlig med deres forslag at antyde, at noget kultur er ”bedre” eller ”finere” end andet i stedet for at anerkende, at de forskellige kulturelle udtryk bidrager med hver deres – lige så vigtige – samfundsmæssige betydning. Forslaget vil derfor også være en katastrofal fejltagelse af den simple grund, at de forskellige samfundsmæssige betydninger af kultur har brug for at spille sammen, at spille op imod hinanden og at lære af hinanden. Vi, der er aktører i kulturlivet, har glæde af at inspirere hinanden, at indgå i partnerskaber og ikke mindst af at supplere hinanden i opgaven om at værne om et stærkt, dansk kulturliv.

Derfor har vi brug for hinanden i samme resortområde. Idrætten har brug for at være tæt på folkeoplysningen, da vi deler en helt essentiel grundpræmis om foreningsliv, frivillighed og lokal forankring. Vi i folkeoplysningen ville være fejlplaceret i Undervisningsministeriet, da folkeoplysningens opdrag og virke – modsat det formelle uddannelsessystem – kommer af demokratisk dannelse og læring af lyst. I modsætning til formaliseret undervisning danner folkeoplysningen rammen om det levede liv, og placerer sig derved helt inde i kernen af den danske kultur. Og scene- og billedkunsten har brug for reflektere sig selv ind i den samfundsmæssige virkelighed, som findes derude, så den ikke bliver fuldstændig afkoblet fra det liv, vi lever.

Med andre ord: Bevar både idrætten, folkeoplysningen og kunsten i Kulturministeriet og læg gerne de kunstneriske uddannelser, der ligger under Uddannelses- og Forskningsministeriet, oveni. Men giv hele kulturområdet ressourcer og vilkår, som gør at vi i fællesskab kan skabe et stærkt, dannende og blomstrende kulturliv.

Der er intet i vejen med Kulturministeriet. Problemet findes, når politikerne ikke anerkender kulturens forskelligartede bidrag til og betydning for samfundet. ■

 

Med andre ord: Bevar både idrætten, folkeoplysningen og kunsten i Kulturministeriet og læg gerne de kunstneriske uddannelser, der ligger under Uddannelses- og Forskningsministeriet, oveni
_______

 

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Natasha Al-Hariri (f. 1989) er direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK). Hun er Cand. Jur. ved Københavns Universitet 2016. ILLUSTRATION: Pressebillede [Foto: Rasmus Degnbol]

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sociolog og debattør og forhenværende gruppeformand, undervisningsordfører og udlændinge- og integrationsordfører for Alternativet. Hun er fra december 2019 sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto.