21.06.2020

Indenrigspolitisk er Xi Jinping presset, og det bidrager til Beijings kompromisløse og nationalistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Problemet? At genrejsning af den kinesiske økonomi kræver international stabilitet og samarbejde.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som netop har ramt postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: „Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa‟

Af Camilla T.N. Sørensen

Coronakrisen har bragt forholdet mellem USA og Kina ned på et nyt lavpunkt. Beskyldninger flyver frem og tilbage, og spændingerne stiger i vigtige brændpunkter som Taiwanstrædet og Det Sydkinesiske Hav. De to ledere – præsident Trump og præsident Xi Jinping – anlægger begge en kompromisløs og nationalistisk linje. Mere end geopolitiske ambitioner hænger det imidlertid sammen med, at såvel Trump som Xi har fokus rettet mod at håndtere vanskelige indenrigspolitiske pres med store økonomiske problemer i USA op til det nært forestående præsidentvalg og rekordlave økonomiske vækstrater i Kina med stigende arbejdsløshed og sociale spændinger til følge. Der er ingen opblødning i sigte, snarere tværtimod.

Mens Trump truer med at afbryde alle relationer til Kina, har Xi Jinping fokus rettet mod håndteringen af det enorme efterspil af coronaepidemien, som nu har hærget Kina og resten af verden siden udgangen af 2019. Virussen har dog hverken forårsaget den økonomiske nedgang i Kina, det stigende indenrigspolitiske pres, som Xi Jinping er under, eller for den sags skyld det historisk dårlige forhold mellem Washington og Beijing. Den kan heller ikke forklare det generelt mere kritiske syn på Kina som en aggressiv stormagt i resten af verden. Hele denne udvikling var i gang, længe før det stadig uidentificerede dyr på et marked i Wuhan satte gang i det, der blev en verdensomspændende epidemi. Coronakrisen har imidlertid givet et yderligere skud i de forkerte retninger. Særligt har den omfattende coronanedlukning i Kina medført, at nedturen i den kinesiske økonomi er blevet meget dybere og voldsommere med negativ vækst for første gang siden Kulturrevolutionen (1966-1976). Ifølge officiel kinesisk statistik skrumpede den kinesiske økonomi således med 6,8 procent de tre første måneder af 2020 sammenlignet med året tidligere.

Xi Jinpings komplekse dagsorden
Dermed står Xi Jinping over for store udfordringer. Såvel indenrigspolitisk som i forhold til at forbedre Kinas forhold til USA og andre vigtige lande – samt genopbygge Kinas internationale image. Fokus er på at håndtere og mindske de indenrigspolitiske udfordringer – men der er imidlertid en kompleks og tvetydig forbindelse til de udfordringer, om Kina står over for i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
På den ene side kan Xi Jinping søge at skrue yderligere op for den kompromisløse og nationalistiske linje over for USA og generelt presse på for at gennemtrumfe Kinas interesser i mange af de stridigheder og konflikter, som ulmer eksempelvis i Hongkong og Taiwanstrædet. Det vil givet møde bred opbakning i den kinesiske befolkning, hvor der er en stærk nationalistisk stolthed blandet med en stigende vrede og frustration over, hvad der opfattes som omverdenens urimelige kritik og behandling af Kina.

 

På den ene side kan Xi Jinping søge at skrue yderligere op for den kompromisløse og nationalistiske linje over for USA og generelt presse på for at gennemtrumfe Kinas interesser i mange af de stridigheder og konflikter, som ulmer eksempelvis i Hongkong og Taiwanstrædet
_______

 

På den anden side har Xi brug for stabilitet for at få genstartet den kinesiske økonomi – herunder forbedrede relationer til vigtige handelspartnere, særligt USA og landene i Vesteuropa. Og han har generelt brug for, at omverdenen igen begynder at efterspørge kinesiske varer og ydelser. Den indenrigslandske efterspørgsel kan nemlig ikke alene sikre de vækstrater på omkring 6 pct., som det kræver at indfri de mange løfter, han har givet den kinesiske befolkning. Det er fx løftet om at bringe yderligere ti millioner kinesere ud af fattigdom allerede inden udgangen af 2020. Hvis det tidligere har lydt som ambitiøst, så synes det nærmest urealistisk at levere på nu, hvor der som følge af coronakrisen er kommet yderligere 20 millioner arbejdsløse i industri- og konstruktionssektoren og yderligere 50-60 millioner arbejdsløse i servicesektoren – sektorer, der beskæftiger størstedelen af Kinas godt 300 millioner migrantarbejdere, der for manges vedkommende nu er tilbage i landområderne uden væsentlige indkomstmuligheder. Fra officielt hold er migrantarbejderne udpeget som den mest sårbare gruppe, hvilket også skyldes, at migrantarbejderne ofte er løst ansat og betales efter produktionsstørrelse eller pr. time uden egentlige rettigheder.

Selvom der gradvist åbnes op i Kina, har det lange udsigter, før produktionen er tilbage, og det er umuligt for migrantarbejderne at indhente den indkomst, som de har mistet over de seneste måneder. De økonomiske uligheder i Kina er derfor kun stigende med fare for store sociale spændinger til følge. Dette er den kinesiske regering meget bevidst om. I midten af april blev der således for første gang præsenteret en hjælpepakke til landets migrantarbejdere, og regeringen opfordrede også de lokale myndigheder til at yde arbejdsløshedsunderstøttelse eller anden form for støtte til migrantarbejderne, der ellers hidtil ikke har været berettiget til sådanne ydelser. Flere kinesiske økonomer vurderer, at coronaepidemien har medvirket til, at Kina nu står med en hidtil uset jobkrise, hvor ca. 205 millioner kinesere vurderes at være i såkaldt ’friktionsarbejdsløshed’ – det er mere end en fjerdedel af Kinas samlede beskæftigede befolkning. Det er her, Xi Jinpings fokus er – det er nemlig et spørgsmål om at fastholde social stabilitet og Kommunistpartiets opbakning og kontrol i Kina.

Det er korrekt, som det fremføres i danske og internationale medier, at Xi Jinping vil kunne udnytte det faktum, at Trump-administrationen er optaget af at håndtere coronakrisen i USA, til eksempelvis at styrke Kinas militære position i Østasien. Det vil også give Kina mulighed for at presse på for øget kinesisk tilstedeværelse og indflydelse i lande og regioner, hvor USA og Vesteuropa ikke har fokus p.t., eksempelvis i Central- og Østeuropa og Afrika.

Der er imidlertid ikke tegn på, at der er sket markante ændringer i den kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Igen er det en udvikling, der har været i gang længe. Og længe har det også bølget frem og tilbage, netop fordi der er denne grundlæggende indbyggede spænding i måden, hvorpå kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er bundet op til Xi Jinpings indenrigspolitiske dagsorden. Dilemmaet: Xi skal indadtil vise, at han fortsat arbejder for at indfri løftet om at genrejse Kinas stormagtsstatus og indflydelse, og at han derfor ikke bøjer sig for omverdenens kritik og pres, men han skal samtidig sikre de eksterne betingelser for, at den kinesiske økonomiske vækst er tilstrækkelig til, at de mange store økonomiske og sociale udfordringer i Kina kan håndteres.

Ulvekrigernes mission
Denne indfiltrede forbindelse mellem den indenrigspolitiske dagsorden og kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er fx afgørende for at forstå den offensive promovering af den kinesiske udlægning af, hvordan Kommunistpartiet med Xi Jinping i spidsen konsekvent og effektivt har håndteret coronakrisen i Kina og derefter har været klar til at hjælpe andre lande med uddeling af erfaringer, bistand og udstyr.
Fra begyndelsen syntes Beijing helt overordnet at have været klar på, at den kinesiske udlægning ikke ville få et ben til jorden i USA og Vesteuropa. Fokus er imidlertid primært indenrigspolitisk – rettet mod at vinde opbakning fra den kinesiske befolkning og internt i partiet til fremstilling af præsident Xi som Kinas stærke leder, der kan håndtere kriser og sikre Kina stormagtsstatus og indflydelse.

 

Xi skal indadtil vise, at han fortsat arbejder for at indfri løftet om at genrejse Kinas stormagtsstatus og indflydelse, og at han derfor ikke bøjer sig for omverdenens kritik og pres…
_______

 

Her skal også hentes en del af forklaringen på de såkaldte ’ulvekrigere’ – de kinesiske diplomater, der på mere aggressiv vis forsøger at præsentere Kinas version af begivenhedernes gang og imødegå omverdenens kritik af landet. Deres fokus er også primært indenrigspolitisk – at støtte op om Xis forsikring til befolkningen og internt i partiet om, at Kina nu endelig er trådt ind i en ny stormagtsæra. Det er hidtil kommet tydeligst frem i Xi Jinpings rapport til den 19. Partikongres i oktober 2017, hvor Xi understregede, at Kina nu står klar til at spille en stærk og aktiv rolle i løsningen og håndteringen af internationale konflikter og globale udfordringer, men også tilsvarende forventer at få stormagtsrespekt og -indflydelse. Her har de kinesiske diplomater en vigtig rolle at spille – Xi har specifikt bedt kinesiske diplomater om at sikre Kinas ’ret til at tale’ og sikre, at ’Kinas stemme’ bliver hørt. Det betyder fx, at en kinesisk ambassadør i Danmark ikke kan lade det gå stille af, når hans amerikanske modpart beskylder Kina for at forfølge ’rovgriske økonomiske interesser’ i Arktis. Det afspejler oprigtig kinesisk vrede og frustration over det, der opfattes som urimelig og løgnagtig amerikansk antikinesisk desinformationskampagne, men også en indenrigspolitisk scene, hvor det er svært – og givet ikke karrierefremmende – at undlade at stille sig op og tale Kinas sag.

Samtidig foregår der en heftig debat blandt kinesiske forskere og eksperter om det hensigtsmæssige ved en så aggressiv og offensiv linje, som ulvekrigerne fører an i, og ved en fortsat kinesisk deltagelse i ’blame game’-diplomatiet med Washington. Kritikerne mener, at det kun yderligere skader Kinas internationale omdømme og graver kløfterne til USA og Vesteuropa endnu dybere. Det har de ret i, og det har Xi Jinping givet også indset, men indenrigspolitisk er nationalismen et vigtigt kort.

En presset Xi Jinping
Adskillige af Xi Jinpings nyere taler udtrykker en klar erkendelse af, at han og Kommunistpartiet står over for det, som han ofte karakteriserer som ’dybe og komplicerede forandringer’. Fattigdom, arbejdsløshed og forurening er udpeget som problemer, hvor der særligt skal sættes ind, for at partitoppen vil være i stand til at håndtere de voksende sociale spændinger, som præger det kinesiske samfund.

Allerede inden coronakrisen var den kinesiske økonomiske vækst bremset op til det laveste niveau i 30 år. Nu ser det endnu sværere ud, som ovenstående tal for den stigende arbejdsløshed i Kina klart viser.
Meget tyder på, at håndteringen af coronakrisen og dens efterspil er en alvorlig test af Xi Jinping som Kommunistpartiets øverste leder. Særligt hvis den også forstærker splittelsen og kritikken af Xi Jinping internt i partiets top. En nagende tvivl om hans evne til at håndtere de voksende udfordringer internt og eksternt kan føre til en voldsom magtkamp i den øverste kinesiske ledelse de kommende år. Her vil det yderligere svække Xi, hvis det ikke lykkes at få økonomien op i omdrejninger igen relativt hurtigt.
Det er i dag en anderledes ressourcestærk, kritisk og forventningsfuld kinesisk befolkning, som Xi Jinping står over for og skal forsøge at sikre sig en vis opbakning fra.

Især gælder det den voksende middelklasse i de store kinesiske byer, som meget aktivt bruger sociale medier til at udtrykke deres utilfredshed og mobilisere sig. Der er mange demonstrationer og protestaktioner i Kina hver eneste dag. Middelklassen mobiliseres især, når skandaler direkte berører deres hverdag – som fx de medicin- og fødevareskandaler, Kina også har været plaget af de senere år. Og den samme grad af mobilisering og udbredt vrede og frustration rettet mod de kinesiske myndigheder er til stede i forbindelse med coronakrisen. Der er således udbredt kritik på kinesiske sociale medier særligt af myndighedernes langsomme og mangelfulde håndtering indledningsvis samt anklager om – og skarp kritik af – at sandheden om antal døde ikke lægges frem. Kritikken er faldet, efter at der er kommet mere styr på epidemien i Kina, og den har primært været rettet mod lokale myndigheder. Det skal imidlertid ikke undervurderes, hvor meget vreden og frustrationen ulmer i det kinesiske samfund, og det gælder også i middelklassen, som har været vant til konstant økonomisk fremgang og bedre levevilkår over de sidste mange årtier. Nu går det for manges vedkommende den anden vej. Her kommer den partistyrede propaganda ind i billedet – fremstillingen af Xi Jinping som en stærk leder af stormagten Kina, hvor Kommunistpartiet demonstrerer sin overlegenhed gennem sin evne til hurtigt og effektivt at få styr på virussen.

At omverdenen – og her igen særligt USA og Vesteuropa – ikke rigtig spiller med, og at der særligt fra Trump-administrationen fortsat kommer beskyldninger og anklager mod Kina, har medført, at propagandaen er drejet ind på den mere skingre ’os-dem’-nationalisme. De to har altid sameksisteret i Kommunistpartiets propaganda – den positive nationalisme, som trækker på en udbredt stolthed over landets lange gloværdige historie og de store bedrifter særligt under Kommunistpartiets ledelse, og den negative og paranoide nationalisme, som bygger på mobilisering af en slags kollektiv hukommelse om de ’100 års ydmygelse’ (1839-1949), hvor Kina blev overrendt og domineret af fjendtlige vestlige stormagter. Det er fortsat effektivt. Præsident Trumps daglige udfald mod Kina giver partiets propagandaafdeling rigelig ammunition. Men for Xi Jinping er problemet på sigt, at det forværrer omverdenens syn på Kina og generelt øger spændingerne i det internationale system.

Ingen opblødning i sigte
De seneste uger er den retoriske kamp mellem Kina og USA for alvor taget til – de kinesiske officielle reaktioner på de mange anklager og det eskalerende sprogbrug fra Det Hvide Hus bliver stadig skarpere. Det er usædvanligt, at Beijing skyder tilbage med så direkte kritik af navngivne amerikanske politikere – især får udenrigsminister Pompeo og adskillige Republikanske kongresmedlemmer en hård medfart. Der er imidlertid heller ikke mange venligsindede grupperinger i Washington, som Beijing kan søge at appellere til.

Det er velkendt, at der op til præsidentvalg i USA sker en skærpelse af kritikken af Kina – den såkaldte ’China-bashing’ – men denne gang når det alligevel nye højder. Igen er det ikke på grund af coronakrisen – den skubber yderligere på, men allerede inden krisen har kritikken af Kina været noget af det eneste, der forener på tværs af de to partier. Kritikken deles også af den amerikanske befolkning. Den seneste rundspørge fra det anerkendte PEW Research Center viser, at et markant flertal – 66 pct. – i dag har et negativt syn på Kina. Det er det højeste niveau siden starten af disse målinger i 2005.

 

Det er velkendt, at der op til præsidentvalg i USA sker en skærpelse af kritikken af Kina – den såkaldte ’China-bashing’ – men denne gang når det alligevel nye højder
_______

 

I Washington er der en bred vifte af kritikpunkter vendt mod Kina – fra handelspolitik over menneskerettigheder til militær modernisering. Alle velkendte kritikpunkter i USA’s Kina-politik under det overordnede stormagtskonkurrence-prisme. Der er imidlertid kommet en civilisationskamp-dimension til med en mistænkeliggørelse af alt, der kommer fra Kina – og med opfordring til det, som Trump-administrationen nu kalder en ’whole of society’-respons.

Særligt hos de mange millioner amerikanere, der er etniske kinesere, skaber det stor bekymring. Der har således allerede på flere amerikanske universiteter og forskningsinstitutioner været eksempler på, at forskere med etnisk kinesisk baggrund får sat spørgsmålstegn ved deres loyalitet og troskab over for USA, og flere er fejlagtigt blevet anklaget for at være kinesiske spioner. Der ses også et markant fald i unge kinesere, der søger at fortsætte deres ph.d.- og postdocstudier i USA, mens amerikanske journalister udvises fra Kina – og vice versa. Resultatet er naturligvis, at mistilliden øges, og fordomme trives – ikke kun i de politiske kredse, men bredere i samfundene.

Kina-USA-konfrontationen vil kun yderligere tage til i månederne fremover. Både præsident Trump og præsident Xi har således fokus rettet indenrigspolitisk, hvor de begge er under pres uden ’rum’ til at anlægge en mere imødekommende og samarbejdssøgende linje over for modparten. Der er snarere udsigt til en mere kompromisløs og nationalistisk linje i begge lejre.

Hvor langt det udvikler sig i retning af egentlig militær konfrontation, er umuligt at gisne om, men risikoen er reel, særligt i brændpunkterne i Taiwanstrædet og Det Sydkinesiske Hav. Det eneste, der kan hænges en forsigtig optimistisk analyse op på, er, at den presserende indenrigspolitiske prioritet i både Beijing og Washington er at få genrejst økonomien. Trods den megen snak og gradvise udvikling mod en ’dekobling’ af de to kæmpe økonomier er de fortsat bundet tæt sammen. En afkobling vil ikke finde sted uden konflikter – tænk på den verserende handelskrig, som også afspejler en benhård kamp om at blive førende på vigtige nye teknologier – men håbet er, at der igen vil indfinde sig en forståelse i både Washington og Beijing af, at konkurrence og konfrontation skal ledsages af samarbejde og dialog. Oddsene er dårligst i USA, hvor Trump synes at have malet sig helt op i et hjørne, og hvor der i hans administration er medlemmer, der er endnu mere ’høge-agtige’ på Kina.

Hvis Trump vinder og får en anden periode, og hvis den fase 1-aftale eller våbenhvile i handelskrigen med Kina, der blev indgået i starten af januar, falder, så er der reel udsigt til, at de får endnu mere indflydelse. Hvis Biden derimod vinder, vil der i det mindste være en mulighed for en form for ”restart’. Det vil ikke være i forhold til USA’s overordnede syn på Kina som den afgørende stormagtskonkurrent – dét er kommet for at blive. Men en Biden-administration vil givet søge at håndtere ’Kina-udfordringen’ på mere traditionel vis med vægt på klassisk diplomati og militær afskrækkelse samt gennem styrkelse af multilaterale regelsæt og ikke mindst gennem stærkere koordination og samarbejde med USA’s allierede. Men der kan fortsat ske mange ting inden november. USA-Kina-forholdet – og med hele det internationale system – går en uforudsigelig og faretruende tid i møde. ■

 

Hvor langt det udvikler sig i retning af egentlig militær konfrontation, er umuligt at gisne om, men risikoen er reel, særligt i brændpunkterne i Taiwanstrædet og Det Sydkinesiske Hav
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne