17.11.2020

Den hviderussiske protestleder, Tikhanovskaya, er symbol på det nye politiske lederskab, der udfordrer de traditionelle politiske ledere. Overalt i den frie verden bør vi følge med, for vi kan lære meget: Bl.a. kan vi lære, at det at lede et folk ikke kræver maskulin autoritet og benægtelse af egne svagheder. Tværtimod.

Kronik af Jelena Bundalovic og Christina Leonhart

Hviderusland brænder. Det samme gør den ild, som de hviderussiske kvinder leder og driver slagets gang med. Vi ser både, at gaderne er fyldt med kvindelige aktivister, men også at protesterne ledes af kvinder. Her i artiklen sætter vi fokus på én af dem, Svetlana Tikhanovskaja, som er blevet ansigtet udadtil på det, man kan kalde den hviderussiske revolution. Hun leder, som de andre kvindelige ledere, på en måde, vi ikke før har set i Europas historie: De repræsenterer og mobiliserer et helt folk på tværs af køn, alder og uddannelsesbaggrund.

Vi har for nyligt set svimlende tal: Tusindvis af protesterende kvinder og ældre på gaderne i Hviderusland. Over 20.000 forsvundne eller anholdte aktivister, der tortureres, eller uden forklaring er forduftet i det hviderussiske styres varetægt. 450 dokumenterede tilfælde af tortur, hundredvis af rapporteringer om vold og voldtægt samt overvældende grad af vold på gaderne.

En sen eftermiddag d. 22. oktober befinder vi os i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. Forud for denne dag har hviderussiske aktivister i månedsvis været ihærdigt i gang med at vælte det hviderussiske styre og Hvideruslands nuværende præsident, Alexander Lukasjenko. Lukasjenko blev genvalgt som præsident for sjette gang i august 2020 og sidder tungt på magten i landet – men måske ikke meget længere, ud fra folkets store modstand mod ham at dømme.

Den eftermiddag venter vi i en lang kø på at se aftenens uddeling af Politikens Frihedspris, som gives til Svetlana Tikhanovskaya for hendes modige indsats under og efter det hviderussiske valg. En indsats, der har tvunget hende i eksil. Svetlana Tikhanovskaya, indtil for nyligt hjemmegående husmor, engelsklærer og tolk, stillede op til præsidentvalget i Hviderusland i 2020, efter hendes mand, Sergei Tikhanovsky, blev fængslet.

 

For at bekæmpe den trussel mod menneskerettigheder, der i disse tider præger østeuropæiske lande som fx Polen og Ukraine, er det ikke nok med anvisninger eller anbefalinger fra EU. Der er brug for ledere som Tikhanovskaya
_______

 

Sergei var kandidat til valget indtil sin arrestation d. 29. maj 2020, og Svetlana valgte derefter at stille op i Sergeis sted. Sergei har en stor plads i folkets hjerte og er kendt som frihedskæmper og aktivist på YouTube for sin kritik af det Hviderussiske styre. Få måneder senere er de oprindeligt fredelige protester på gaderne endt i voldelige kampe, og Svetlana er for en stund gået under det hviderussiske styres radar for at stå i spidsen for flere protester senere på måneden og for at finde demokratiske allierede i andre europæiske lande.

Det er i vores optik nyt at se, at en person, om end uvilligt og muligvis ubevidst, på den måde kan formå at inspirere og mobilisere et folk. Men hvad er det ved hendes lederskab, der inspirerer så mange – og endda os, som hverken geografisk eller kulturelt er en del af den hviderussiske historie?

Tikhanovskaya udfylder et behov for lederskab, der i så mange generationer har manglet i Hviderusland. Et lederskab, der netop opstår et presserende behov for nu, hvor coronakrisen hærger, og det hviderussiske folk har brug for en leder, der ikke svigter dem, men kan kæmpe for dem med omsorg og medmenneskelighed, som ethvert samfund har brug for.

For at bekæmpe den trussel mod menneskerettigheder, der i disse tider præger østeuropæiske lande som fx Polen og Ukraine, er det ikke nok med anvisninger eller anbefalinger fra EU. Der er brug for ledere som Tikhanovskaya, der kan mobilisere hele folket i det pågældende land til at gøre modstand. Og hun har ikke bare en interesse for international politik – hun sørger faktisk for at repræsentere sit folks aktivisme internationalt ved at rejse rundt i Europa og tale deres sag. I vores perspektiv er det dén slags visionære ledere, Europa har brug for.

 

Når Tikhanovskaya offentligt adresserer sin frygt for ikke at leve op til hviderussernes forventninger, viser hun sin oprigtige, hudløst ærlige dedikation til de mennesker, hun repræsenterer
_______

 

Den nye idé om en politisk leder
Med begejstring – men også den dybeste alvor – følger vi de kvindelige, politiske frontløbere, som tør at stå ude på slagmarken. Side om side med Tikhanovkskaya står blandt andre prominente kvinder såsom musiker og politisk aktivist Maria Kolesnikova og den politiske aktivist Veronika Tsepkalo.

Vi ser på med begejstring, fordi skuden er vendt, og vi ser ledere, der med større nærvær og medmenneskelig intelligens kan repræsentere og lede protestbevægelserne for deres folk. For de mennesker, som har fået nok, fordi de lider under diktatur og ledes af løgne.

Men vi følger også situationen med alvor, fordi vippen snildt kan tippe til den forkerte side: De kvindelige ledere som Tikhanovskaya, der er drevet af kærlighed til folket og er ydmyge i rollen som politisk symbol for flere generationer af hviderussere, er også i en dybt skrøbelig position. For de fredelige protester med kvindelige frihedskæmpere mødes med stadigt mere vold fra politiet, beordret af statsoverhovedet Alexander Lukasjenko. Han er nærmest blevet symbol på modstanden mod en mere inkluderende og retfærdig verdensorden.

Der er noget dybt inspirerende og kraftfuldt i den måde, hvorpå Tikhanovskaya bevæger sig i den offentlige debat og på den internationale scene. Ved løbende at afværge mediernes forsøg på at sætte hende i rollen som den næste præsident, positionerer hun sig i stedet som et politisk symbol på frihedskamp.

Når hun offentligt adresserer sin frygt for ikke at leve op til hviderussernes forventninger, viser hun sin oprigtige, hudløst ærlige dedikation til de mennesker, hun repræsenterer. Og ved ikke at have lederrollen som åbenlyst mål, men tværtimod nærmest føle ubehag ved at være i rampelyset, bliver hun ansigtet på en politisk revolution. Alt imens får hun os til at genoverveje vores forudbestemte idé om en succesrig, politisk leder.

Den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg (1933-2020), som blev betragtet som feministisk forkæmper og arbejdede for, at menneskerettigheder skulle gælde universelt, har sagt: „Kæmp for de ting, du holder af, men gør det på en måde, der vil få andre til at slutte sig til dig‟. Det er her, vi finder nøglen til Tikhanovskayas succes og lederskab.

Det er nærmest stoisk eller machiavellisk, om man vil. En leder, der først og fremmest lytter til folket og repræsenterer folket på en visionær, principfast og pragmatisk måde. Og samtidigt en leder, der er dybt ydmyg omkring sin position – og som hun sagde: “vil vende tilbage som den husmor, hun er, når alt dette er ovre”. Det er netop dén form for lederskab, der ikke gør mennesket bag lederrollen korrupt, og som til stadighed har øjne for folket. Det er ganske fascinerende at observere, at hun, netop ved ikke at være eksplicit politisk eller frygtløst dedikeret til sin politik, fremstår endnu stærkere, modigere og mere menneskelig.

 

Samtidig udtrykker Tikhanovskaya et dybt ønske om at nå til en dag, hvor folk kan vende tilbage et anstændigt, normalt liv – uanset om det vil betyde, at hun skal styre en husstand eller den hviderussiske regering
_______

 

Mobiliseringen af civilsamfundet
Også i Danmark ser vi en mobilisering af hviderussere og allierede, som støtter bevægelserne. Fællesskaber, der arbejder døgnet rundt, og som vi på nært hold har erfaret, er dybt motiverede og inspirerede af Tikhanovskayas lederskab. Et eksempel i Danmark er Talaka, det hviderussiske fællesskab i Danmark, som også følger Tikhanovskaya tæt i denne tid, hvor hun bevæger sig rundt i Europa i eksil.

Vi mener, Tikhanovskayas og de andres lederskab er feministisk. Ikke fordi de kæmper for kvinders rettigheder, men fordi de bringer helt andre ledelsesformer i front, som er baseret på andre karakteristika end de typiske – såsom nærvær, omsorg og et fokus på folkets stemmer. Her er det vigtigt at understrege, at det ikke som sådan handler om mænd, kvinder og køn.

Det handler først og fremmest om visse former for lederskab, som opstår fra bestemte måder at være på – i verden og i sit politiske lederskab. Vi snakker om bestemte kvaliteter, som kommer i spil i netop denne tid. Og vi snakker om, at vi har brug for ledere som Tikhanovskaya, der reflekterer over de behov, folket giver udtryk for, og som er villig til at være skulder mod skulder med sit folk på slagmarken. Et lederskab, man kan lære af – uanset, om man er erklæret feminist eller ej.

Tikhanovskaya lægger ikke vægt på sin status eller rolle som meningsdanner i den politiske debat, men dedikerer sit fokus til årsagen til hendes politiske aktivisme. Uanset, om hun over for os, i Politikens Hus den aften, accepterer at være et symbol på politisk forandring eller ej, inkarnerer hun en følelse, der i øjeblikket deles blandt hviderussiske borgere: nødvendigheden af ​​at sige fra, at stå fast på sine rettigheder og sætte sig imod politivold og statslig aggression. Samtidig udtrykker hun et dybt ønske om at nå til en dag, hvor folk kan vende tilbage et anstændigt, normalt liv – uanset om det vil betyde, at hun skal styre en husstand eller den hviderussiske regering.

 

Det betydningsfulde er ikke Lukasjenkos fremtidige fald som sådan. Det vigtige er i stedet, at Hviderusland er nået et vendepunkt. Hviderusserne er begyndt at udfordre dybt forankrede, traditionelle strukturer i landet
_______

 

At Tikhanovskaya bakkes op af civilsamfundet, udgør en gigantisk trussel for Lukasjenko. Det presser ham ud over stolen og får ham til at handle i afmagt. Fx fortæller Tikhanovskaya selv, at han er begyndt at holde møder med fængselsfanger i deres celler – modstandsfolk, han selv har fængslet. Det, mener Tikhanovskaya, er et tegn på svaghed og afmagt fra hans side, som hun ordret sagde i Politikens hus, mens vi lyttede med.

Protesterne i Hviderusland har påvirket folkets bevidsthed ved at kaste lys over kraften i kollektiv solidaritet og fredelig, forenet politisk aktivisme. Disse protestformer og det feministiske lederskab vil vi i fremtiden se mere og mere af rundt om i verden. Vi ser et opgør med vold og et ønske om kultivering af dialog og fredelig protest kombineret med en frustration over de ledere, som tilhører en gammel verdensorden. Civilisationen har brug for at gøre op med diktatur én gang for alle, og dertil skal vi bruge ledere med egenskaber, som står i modsætning til magt ved vold, kontrol og ego.

Men desværre betyder tendensen til feministisk lederskab ikke, at disse kvinder dermed undgår politisk forfølgelse, trusler og chikane. Tværtimod ser vi aggression og vold i gaderne; kvinder og ældre slået så hårdt af politiet, at de ender på intensiv. Det er ikke vold mellem folk, men politivold beordret af Lukasjenko og hans mænd.

Tikhanovskaya og den protest, hun repræsenterer, har ikke kun betydning for de hviderussiske borgere, men for det hviderussiske samfund som helhed: Det betydningsfulde er ikke Lukasjenkos fremtidige fald som sådan. Det vigtige er i stedet, at Hviderusland er nået et vendepunkt. Hviderusserne er begyndt at udfordre dybt forankrede, traditionelle strukturer – fra den politiske scene til i den private sfære. Det er ses fx ved et opgør med idéen om, at landets leder ved bedst, og opråb til folk i hjemmet om at betragte sig selv som aktører og agenter i samfundet, hvor alle kan være med til at gøre en forskel, og hvor enhvers mening tæller og har en værdi i sig selv.

 

De seneste måneder har vist, at hvert enkelt individ kan være en politisk aktør i sig selv. En erkendelse, der ikke sådan er til at slette fra borgernes bevidsthed
_______

 

Vendepunktet for Lukasjenko og Hviderusland

Tikhanovskaya politiske ledelse markerer et vendepunkt, og Lukasjenkos type lederskab er færdigt på den lange bane. Han sidder stadig på magten, men man kan diskutere, om han rent faktisk har magten til at forene og lede en nation. Mod Lukasjenkos udsagn om, at ”vores samfund ikke er modent nok til at stemme på en kvinde”, har det ubøjelige, modige engagement fra aktivister rundt omkring i verden vist, at samfundet faktisk er mere end parat. Mere end han overhovedet turde forestille sig. De seneste måneder har vist, at hvert enkelt individ kan være en politisk aktør i sig selv. En erkendelse, der ikke sådan er til at slette fra borgernes bevidsthed.

Selvom Danmark i den grad også har sine udfordringer, er vi herhjemme i den situation, at vi ikke på samme måde behøver at stå op for vores menneskerettigheder. Alligevel kan vi lære meget af de hviderussiske protestbevægelser og lederskab som Tikhanovskayas. Vi kan lære, at politisk lederskab i høj grad handler om at være visionær på folkets vegne, og at der er brug for at gøre op med forestillingen om, at mennesker kan ledes ved tvang. Vi kan lære, at det at lede et folk ikke kræver maskulin autoritet og benægtelse af egne svagheder. Tværtimod.

Men vigtigst af alt, skal vi her bide mærke i, at lederskabet hos de kvindelige skikkelser i Hviderusland grundlæggende består i at vække folkets egen agens og minde dem om, at deres stemme og mening og rettigheder gælder. Uanset hvem de er, og hvor de er. Med andre ord: Det er ikke et spørgsmål om at styre folket, men om at vække dem til live igen. ■

 

Men vigtigst af alt, skal vi her bide mærke i, at lederskabet hos de kvindelige skikkelser i Hviderusland grundlæggende består i at vække folkets egen agens og minde dem om, at deres stemme og mening og rettigheder gælder
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland