07.03.2020

Tirsdag den 3. november i år bliver der afholdt præsidentvalg i USA. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om Donald Trump bliver genvalgt, men hvem bliver hans modkandidat? Og med hvilke visioner for USA og verden? Her er anden del af RÆSONs nye interviewserie, som over de næste måneder sætter to USA-eksperter i stævne for indgående at følge udviklingen i USA op til valget.

Ny interviewserie med Niels Bjerre-Poulsen og Peter Kurrild-Klitgaard
Interview af Jeppe Grand Egsgaard

RÆSON: I denne uge var der Super Tuesday, hvor op mod en tredjedel af alle delegerede til Demokraternes primærvalg blev fordelt mellem kandidaterne. Biden synes at have vundet størstedelen og har i øjeblikket overhalet Sanders på det samlede antal delegerede.  Hvor stort et comeback er det her i primærvalgssammenhæng? Er der lignende tilfælde, hvis vi ser tilbage på tidligere primærvalg?
BJERRE-POULSEN: Nej, jeg tror, det er uden fortilfælde. Han vandt stort i Virginia og i alle sydstater, og han vandt uventet bl.a. Texas og Massachusetts. Samtidig var hans nederlag til Sanders i Californien mindre end ventet. Så Biden klarede sig langt, langt bedre end ventet. Der er nogle, der vil nævne Bill Clinton, der blev comeback-kid i New Hampshire, som et lignende eksempel, men det her er et kæmpe skift. Det interessante er måden, det sker på, fordi Biden pludselig var langt skarpere i South Carolina [umiddelbart inden Super Tuesday, red.], end vi havde set ham før.

KURRILD-KLITGAARD: Jeg erindrer ikke, at der har været et andet valg, hvor den oplagte frontløber har tabt alle de tre første caucus- og primærvalg og derefter er kommet tilbage. På den måde er det et bemærkelsesværdigt comeback. Men det hører med, at Biden-kampagnens strategi fra start af var at bruge ressourcer på Super Tuesday. Selvfølgelig ville Biden gerne have vundet i Iowa, New Hampshire og Nevada, men han og hans team var klar over, at det var i South Carolina og Super Tuesday, at valget skulle afgøres. Hvis det var gået ham dårligt i South Carolina, var det nok også gået ham dårligt på Super Tuesday. Og så havde han givetvis været færdig.

Den anden vigtige ting ved dette comeback er, at det understregede, hvad de første resultater reelt kun antydede: At Sanders ikke stod særlig stærkt. I New Hampshire, som er nabostat til Vermont, hvor Sanders har hjemme, fik Sanders under halvdelen af den stemmeandel, han fik i 2016 mod Hillary Clinton. At han ikke var i stand til at få mere er et tegn på, at Sanders’ opbakning er skrøbelig, og at den væsentligste grund til, at han klarede det så godt i 2016, var kort og godt, at han ikke var Hillary Clinton. Nu, da der var et bredere felt med flere moderate kandidater, var det til Sanders fordel i begyndelsen, men det gjorde bare stadigvæk ikke, at han har nogen stærk tilslutning.

 

Pointen var, at en stor del af magten til at vælge en kandidat – trods primærvalgene hvor det er vælgerne, der bestemmer – fortsat lå hos partiets establishment og de ledende skikkelser i partiet… i Bidens tilfælde er der faktisk noget, der tyder på, at det var partiet, der bestemte
_______

 

RÆSON: Sidst, vi talte sammen, sagde I, at hvis Sanders skulle miste sin førerposition, så skulle de moderate vælgere i højere grad kunne samle sig bag en enkelt moderat kandidat som Biden. Er Buttigieg og Klobuchars exit hovedårsagen til, at Biden leverede et så historisk comeback?
BJERRE-POULSEN: Det var uden tvivl en vigtig del af det. Men det er ikke den eneste årsag. Det gjorde også en enorm forskel, at James Clyburn, som er en ren institution blandt sorte vælgere, og som er ”majority whip” i Repræsentanternes Hus, kom ud og støttede Biden. I de kommende dage bliver der nok også skrevet historier om, hvordan andre ledende Demokrater besluttede sig for at stå ved Biden. Det gjorde fx den tidligere vicepræsidentkandidat Tim Kaine fra Virginia. Der er sikkert også nogen, der har været ude og trække i snorene, som vi ikke har hørt til – som fx den tidligere Demokratiske leder i Senatet Harry Reid og måske Barack Obama.

Fra 2008-2016 var der en meget indflydelsesrig politologisk bog, Marty Cohens (m.fl.) ”The Party Decides”, som beskrev det den kaldte ”The Invisible Primary”. Pointen var, at en stor del af magten til at vælge en kandidat – trods primærvalgene hvor det er vælgerne, der bestemmer – fortsat lå hos partiets establishment og de ledende skikkelser i partiet. Ikke mindst kontrollerede de adgang til penge og støtte fra nøglepersoner i de forskellige stater. Der var en stor filtreringsproces, som forfatterne så som et ekstra, ”usynligt primærvalg”. Den bog var der mange, der smed ud ad vinduet efter Donald Trumps valgsejr i 2016, fordi alle de stærke kræfter i Det Republikanske Parti prøvede at bremse ham uden held. Men i Bidens tilfælde er der faktisk noget, der tyder på, at det var partiet, der bestemte. Der var stærke kræfter i partiet, der tænkte, at det her var det rigtige tidspunkt at enes om, hvem der skulle være den ”moderate” modkandidat til Bernie Sanders. Det blev Joe Biden, hvilket måske ikke er så uventet, selv om det så sort ud for hans kampagne efter de første tre primærvalg. Hans markante sejr over Sanders i South Carolina med hele 30 procentpoint gav ham et boost, som nok gjorde, at partiets ledende skikkelser besluttede sig for alligevel at gå med ham.

KURRILD-KLITGAARD: Når man har en Super Tuesday, hvor 14 stater stemmer på samme tid, så er det stater, som har meget forskellige demografier, og Sanders var heldig, at Californien var en af dem. Det er en stat, som meget ligner den Demokratiske vælgerbase: Den er relativ venstreorienteret, der er relativt mange unge, og der er megen diversitet. Og den kombination er favorabel for Bernie Sanders. De steder, hvor Biden klarede sig bedre, så befolkningssammensætningen anderledes ud. Man kan derfor godt sige, at resultatet kunne have set helt anderledes ud, hvis det var nogle andre stater, der var gået til valg på Super Tuesday. Denne analyse lavede Biden-kampagnen, og det betød, at de ikke i særlig stor grad har brugt penge på Iowa eller New Hampshire, for der vidste han, at han ville have andre udfordringer.

 

Noget tyder paradoksalt nok på, at der er mange kvindelige vælgere, som er bekymrede for, om en kvinde i sidste ende vil kunne vælges i kampen mod Trump – at der er en eller anden negativ Hillary-effekt
_______

 

Dette understreger dog endnu engang, at processen bag de amerikanske primærvalg er noget pudsigt noget, fordi de er meget følsomme overfor små forandringer i kalenderen. Nogle gange har man ”front-loaded” primærvalget, hvilket vil sige, at man har haft en masse primærvalg meget tidligt, og andre gange har man placeret mange senere. Men om man gør det på den ene eller anden måde, har indflydelse på, hvem der bliver vinderen. Hvis man havde ladet delstater, som ligner Californien mere, stemme tidligt, havde vi ikke haft denne her samtale om Bidens comeback.

RÆSON: For seks uger siden anbefalede The New York Times Amy Klobuchar og Elizabeth Warren som Demokraternes bedste valg. Klobuchar har indstillet sin kampagne, og Warren har gjort det samme efter en skuffende Super Tuesday, hvor hun bl.a. kun blev nummer tre i sin hjemstat, Massachusetts. Hvorfor fik de to aldrig rigtig fat? Er der også en kønsdimension, man skal holde sig for øje i amerikansk politik?
BJERRE-POULSEN: Det tror jeg helt klart, der er. Hvis du havde spurgt mig for et halvt år siden, havde jeg troet, at den Demokratiske kandidat skulle være en kvinde. Det baserer jeg på, hvor partiets grundlag var ved midtvejsvalgene i 2018. Her kunne man se, at det især var forstadskvinder, der blev mobiliseret, og der var et historisk stort antal kvindelige kandidater – og de klarede sig virkelig godt. Forventningen var, at de kvindelige vælgere – og især de kvindelige minoritetsvælgere – skulle sikre en Demokratisk valgsejr i november 2020. Det er det nok fortsat, men det bliver uden en kvindelig præsidentkandidat. Noget tyder paradoksalt nok på, at der er mange kvindelige vælgere, som er bekymrede for, om en kvinde i sidste ende vil kunne vælges i kampen mod Trump – at der er en eller anden negativ Hillary-effekt. Hvis selv de kvindelige vælgere har det sådan, er det også lidt af et problem for de kvindelige kandidater. Til gengæld lægger mange vægt på, at vicepræsidentkandidaten skal være en kvinde – uafhængigt af hvem der bliver præsident. Det bliver enormt vigtigt for mobiliseringen af Det Demokratiske Parti.

KURRILD-KLITGAARD: Min mavefornemmelse ville sige, at kvinder stadig har det svært i primærvalgsæsonen, som er alfahannernes arena. Da Warren fik mest opmærksomhed, var da hun prøvede at lyde som en alfahan overfor Bloomberg. Men hvis man kigger på, hvilke grupper som støttede Warren, så havde hun svært ved at komme ud over højere, veluddannede middelklassekvinder. Hun havde et budskab, som politisk set stadig ligger til venstre på det politiske spektrum i Det Demokratiske Parti, og hun havde en facon som juraprofessor, hvor hun enten lyder for akademisk eller for påtaget folkelig. Der er også det forhold, at Warren og Sanders sloges om de samme vælgere. I sidste ende er Det Demokratiske Partis venstrefløj ikke stor nok til at have to figurer, der slås mod hinanden.

 

Primærvalget understøttede ikke særlig godt Sanders’ argument, fordi valgdeltagelsen blandt de yngre gik ned, og i hele taget har valgdeltagelsen flere steder i det Demokratiske primærvalg været lavere end forventet
_______

 

RÆSON: Nu hvor Bloomberg også har trukket sig, er det altså blevet et de facto ”two-horse race” mellem Sanders og Biden. Hvordan adskiller de to sig i deres tilgang til Trump?
KURRILD-KLITGAARD: Sanders’ grundlæggende argument under primærvalget har været, at den tilslutning, som han har fået, peger på, at han er i stand til at mobilisere vælgere, som ikke før har stemt. Bidens argument er derimod, at han har erfaring og placerer sig centralt i det politiske spektrum, hvorfor han er mere ”electable” [valgbar, red.]. De har dog det tilfælles, at de begge er mere hårdtslående debattører end de andre Demokratiske kandidater. Uanset om det er Sanders eller Biden, der møder Trump i en duel, så kan de begge give præsidenten modstand. Det andet er, at de begge har 30 års erfaring i Kongressen og derfor er lidt nogle ”policy-wonks”, som interesserer sig for, hvad der står i lovgivningen, hvorimod Trump foretrækker at hive tingene ned på et niveau, hvor han kan tale grimt til sin modstander. Uanset hvem der går op mod Trump, så kommer det til at være noget helt andet end McCain mod Obama i 2008, som var meget uenige om mange ting, men stadig var gentlemen i debatten, og som begge interesserede sig for substans.

BJERRE-POULSEN: Biden og Sanders adskiller sig sådan, at hvis du spørger Sanders, vil han hævde, at han kan mobilisere nogle vælgere, som bliver hjemme, hvis det er Biden, der skal op mod Trump. Det er ud fra en ide om, at Sanders’ tilhængere er særligt motiverede netop af ham, og derfor udgør en base af vælgere, der ikke står til rådighed for en hvilken som helst Demokratisk kandidat. De er mere Sanders-tilhængere, end de er loyale Demokrater. Det vil være argumentet. De går op i, at det ikke er nok at genetablere en eller anden form for normalitet i amerikansk politi, men at tiden er inde til større strukturelle forandringer i amerikansk økonomi og samfund. Argumentet er derfor, at der er nogle vælgere, som måske i frustration stemte Trump i 2016, men som vil være tiltrukket af Sanders’ kampagne. Det modsatte argument hos Biden er, at Sanders langt overvurderer, hvor mange der er af den type vælgere, som er særligt tiltrukket af en kandidat som Bernie Sanders.

RÆSON: Sanders har selv indrømmet, at han ikke har formået at mobilisere et så stort antal vælgere, som han havde håbet på. Et nyligt akademisk studie har derudover vist, at Sanders’ føring over Trump i meningsmålinger forudsætter, at han kan øge unges valgdeltagelse med 30 pct. Viste Super Tuesday revnerne i Sanders’ tilgang til valget?
KURRILD-KLITGAARD: Det mener jeg helt afgjort, at den gjorde. Sanders tabte ikke bare Super Tuesday, han viste også, hvordan han kan tabe resten af valget. Primærvalget understøttede ikke særlig godt Sanders’ argument, fordi valgdeltagelsen blandt de yngre gik ned, og i hele taget har valgdeltagelsen flere steder i det Demokratiske primærvalg været lavere end forventet. På den måde har der ikke været den energiske opblomstring af vælgere, som Sanders havde håbet på.

Det skulle have været et helt anderledes Super Tuesday-valg i forhold til fremmøde og sammensætning for at understøtte Sanders påstand om, at der var et reservoir af vælgere, som han kan tappe ind i og vinde præsidentvalget på baggrund af. I 2008 formåede Obama at mobilisere unge vælgere, men det er der altså ikke noget, der tyder på, at Sanders kommer til at gøre. Det taler for Bidens analyse om, at man må ind på midten af amerikansk politik for at slå Trump.

BJERRE-POULSEN: Super Tuesday viste revnerne i Sanders’ kampagne på to fronter: Der kom ikke så mange friske, nye vælgere, som Sanders har givet indtryk af, at der ville komme, hvis man opstillede en kandidat som ham. Derudover har Sanders arbejdet meget målrettet på at klare sig bedre blandt sorte vælgere, end han gjorde for fire år siden. Hvis man tager en stat som South Carolina, så tror jeg, at han fik 11-12 pct.  af de sorte stemmer i 2016, og den her gang fik han 16 pct. Efter en meget målrettet indsats blandt sorte vælgere er der altså den samme skepsis blandt dem, som der var fire år tidligere. Så hvis det var argumentet, at han havde gjort indhug i de meget vigtige vælgergrupper for Det Demokratiske Parti, de sorte vælgere og latino-vælgerne, så tydede valget også i South Carolina på, at det var i hvert fald ikke nok til at kompensere for, hvad han eventuelt måtte skræmme væk af svingvælgere, forstadskvinder og andre grupper, som de fleste vil anse som helt nødvendige for, at Demokraterne kan vinde til november.

 

Vi har ikke længere et systembevarende parti og et reformorienteret parti, men i stedet er der konservative og reformorienterede elementer i begge partier. Det gør, at politikken ikke er endimensionel, men i stedet to- eller måske endda flerdimensionel
_______

 

RÆSON: Nogle vil sige, at Sanders repræsenterer en modstand mod establishmentet, og at Biden er selve establishmentet. Vil du sige, at man med dette – og selvfølgelig Trump in mente – kan sige, at den store skillelinje i amerikansk politik nu ligger i, hvorvidt man er en del af det politiske establishment eller ej?
KURRILD-KLITGAARD: Det, man kan sige, er, at man i begge de to store partier ser en reaktion på globalisering og demografiske og socioøkonomiske forandringer i samfundet. Der sker altid forandringer, men det, man har talt meget om de sidste år, er, at det at folk flytter ud fra de indre byer til forstæderne og endda længere ud, er med til at påvirke vælgerdeltagelse og udfald.

Samtidig er det omkring en femtedel af amerikanere, der hvert år skiftet stat, og mange flytter derhen, hvor folk minder om dem selv. Det bryder gamle strukturer op og har mervirket til, at der i begge partier findes vælgergrupper, som er utilfredse med status quo. De er dog utilfredse på forskellig vis. Vi har ikke længere et systembevarende parti og et reformorienteret parti, men i stedet er der konservative og reformorienterede elementer i begge partier. Det gør, at politikken ikke er endimensionel, men i stedet to- eller måske endda flerdimensionel. Det er meget mere på spil end et traditionelt højre-venstre-spektrum. Indtil videre har vælgerne været så forskellige, at der ikke har været en enkelt bevægelse i retning af at samle dem op. Der var faktisk en undersøgelse, der viste, at nogle af dem, som stemte på Sanders i primærvalget i 2016, endte med at stemme på Trump i præsidentvalget. Det er folk, som er utilfredse med systemet, og som partierne ikke har samlet op. Og det skaber selvsagt friktioner i partierne.

RÆSON: Ligesom Hillary Clinton var Biden en topfigur i Obama-administrationen. Men hun tabte som bekendt til Trump. Hvad er de væsentligste forskelle mellem Joe Biden og Hillary Clinton, som gør, at Demokraterne tør satse på, at han kan sejre overfor Trump, hvor hun fejlede?
BJERRE-POULSEN: Det er først og fremmest deres personlighed. Biden er ikke en lige så polariserende skikkelse, som Hillary Clinton viste sig at være. Derudover har Biden en stærkere appel til arbejdervælgere, end Clinton havde. Men vi må stadig huske de marginaler, vi taler om. Hun fik trods alt 3 millioner stemmer flere, end Trump gjorde. Så vi taler om relativt få vælgersegmenter, der skal til for at tippe balancen fra 2016, hvor Trump vandt på grund af ca. 77.000 vælgere i tre stater, som ingen Republikanere havde vundet siden 1980’erne. Desuden kunne man også nævne alle de vælgere, der blev hjemme i 2016, fordi de ikke kunne forestille sig, at hun ikke vandt. De betragtede det som en given sag, at hun ville vinde – også uden deres hjælp.

KURRILD-KLITGAARD: Der er stort set ingen forskel på Biden og Clinton i politisk indhold. De tilhører begge en del af Det Demokratiske Parti, som er tilpas moderate til, at man kan holde sig tæt på midten, men også er tilpas fleksible til at trække lidt til venstre, hvis det bliver nødvendigt i valgkampen. Det, der er forskellen, er, at der omkring Hillary Clinton var en stor skepsis overfor hendes personlighed og fremtræden. Biden producerer ikke de meget stærke negative associationer, som Hillary Clinton nogle gange gjorde. Han er til gengæld heller ikke i stand til at mobilisere vælgere, som hun kunne. Hillary Clinton kunne trods alt mobilisere kvindelige vælgere, men det tror jeg, bliver relativt svært for Biden. Han begejstrer ikke folk og fremstår ofte som en ældre og til tider lidt forvirret mand. Han er ikke typen, hvor man behøver at bekymre sig for, hvad han som præsident kan finde på i morgen, men entusiasmen er heller ikke noget, han har haft succes med at antænde. ■

 

Det skulle have været et helt anderledes Super Tuesday-valg i forhold til fremmøde og sammensætning for at understøtte Sanders påstand om, at der var et reservoir af vælgere, som han kan tappe ind i og vinde præsidentvalget på baggrund af
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er blandt andet forfatter til Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (2015), og (med Erling Bjøl) USA’s Historie (2018).

Peter Kurrild-Klitgaard (f. 1966) er ph.d. og professor i statskundskab ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Tidligere vicepræsident og præsidentkandidat for det Demokratiske Parti, Joe Biden, d. 3. marts, 2020 [Foto: Xavier Collin/Image Press Agency/Ritzau Scanpix]