13.06.2020

”Det, vi vel havde før coronakrisen, var en konkurrencestat, der kørte i tomgang, og hvor de, som sad ved rattet, ikke rigtig turde tage fat i det. De lod dybest set som om, det slet ikke var den type bil, de var sat i spidsen for at køre.“

Dette interview indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som rammer postkasser og butikker denne weekend. Det trykte nummer har titlen: „Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa“

—

Interview af Jeppe Grand Egsgaard

RÆSON: Hvad er de største udfordringer, som regeringen, men også Danmark, skal håndtere i denne regeringsperiode, når coronakrisen rent sundhedsmæssigt forhåbentlig er under kontrol eller stilnet af?
CORYDON: Med ét ord er svaret jo: økonomi. Det kan lyde primitivt, fordi det kan lyde, som om man synes, at alt andet er ligegyldigt. Men det betyder jo snarere det modsatte; nemlig at vi nu igen vender tilbage til en situation, hvor tyngdeloven gælder. Og i modsætning til de luftlag, vi befandt os i på toppen af højkonjunkturen, som jo på alle måder nok var åndeligt usunde, så kommer vi nu tilbage til en situation, hvor vi bredt og intuitivt forstår, at økonomi er forudsætningen for alt andet, vi gerne vil – og nøglen til grøn omstilling, velfærd og lighed.

Før coronakrisen var der jo opstået en situation – og det er jo altid den ulykkelige bagside af en højkonjunktur, at fornuft går fløjten – hvor det nærmest var ondt eller et irritationsmoment, når nogen få, mig selv inkluderet, gjorde det gældende, at økonomi er forudsætningen for alt andet. Nu er der formentlig sket det, at det bliver intuitivt klart for det store flertal, fordi økonomi igen bliver så konkret knyttet til beskæftigelse. Beskæftigelse og arbejdsløshed er helt fundamentalt menneskelige vilkår, hvor man har en frygt – og det er desværre for nogle også en realitet – der går ud på, at man ikke kan forsørge sig selv – heller ikke selvom man gerne vil og udfolder alle bestræbelser på det. Det vilkår fremmer jo altid forståelsen for, hvad økonomi egentlig er for en størrelse i samfundsmæssige sammenhænge. Og det, tror jeg, kommer tilbage.

RÆSON: Det værdi- og idegrundlag, der bl.a. lå til grund for, hvordan du og den socialdemokratiske regering i sin tid besvarede ’jeres’ krise, finanskrisen, var det, du dengang kaldte ’din tro på konkurrencestaten’. Har coronakrisen ændret på den tro?
CORYDON: Den har vel skærpet den tro – og endda meget voldsomt. Man kan sige det sådan her: Vi lever jo i dag i en konkurrencestat – det gjorde vi også før coronakrisen, det har vi gjort i årtier. Man kan være for eller imod. Men hvis man er imod, så må man også indstille sig på at give afkald på konkurrencestatens fordele. Fordelene er jo, at man kan finansiere et velfærdssamfund – og endda et meget generøst velfærdssamfund. Vi har haft tårnhøj beskæftigelse med meget attraktive reallønninger, i sammenligning med hvad man ellers ser globalt.

Det, vi vel havde før coronakrisen, var en konkurrencestat, der kørte i tomgang, og hvor de, som sad ved rattet, ikke rigtig turde tage fat i det. De lod dybest set som om, det slet ikke var den type bil, de var sat i spidsen for at køre. Det kunne jo gå fint, fordi der var masser af brændstof på tanken, og vejen gik ligeud, der var ikke rigtig nogen bump, og udsigten var tilmed glimrende. Vi var i en højkonjunktur, og vi lukrerede i ekstrem grad på de svære beslutninger, der var blevet truffet i de foregående år. Det var næsten, så man måtte knibe sig i armen over vores held i Danmark. Det sætter coronakrisen jo en brat stopper for.

Ikke sådan, at alting synker i grus, for vi har jo stadig enormt mange fordele med os ind i krisen. Vi har meget, meget sunde offentlige finanser, og det er det, der tillader en meget dyr, men også – synes jeg – rigtig krisepolitik.

Men behovet for at besinde sig på nødvendigheden af at dybest set optimere vores konkurrencestat – det behov skærpes jo massivt. Det går ikke længere at lade den her diskussion om økonomiske samfundsforhold være sådan en dilettantisk leg, der mest af alt handler om kommunikation, positionering og særinteresser. Der bliver simpelthen nødt til at komme en alvor og factfulness ind i de her ting igen, for de har været grumt fraværende i en alt for lang periode. Der skal ske en realøkonomisk opvågning.

 

En af mulighederne, vi har for at bringe os selv i uføre, er jo den, du selv rejser; det er tanken om, at alting er gratis
_______

 

RÆSON: Kritiske stemmer vil jo nok sige, at hjælpepakkerne har været udtryk for massivt øgede offentlige udgifter og for et opgør med konkurrencetænkningen.
CORYDON: Heldigvis for det har vi valgt den linje. Forudsætningen for at gøre det er jo netop, at vi har en stærk konkurrencestat. Italiens mulighed for at gøre noget tilsvarende er uendeligt meget mere begrænset, fordi de ikke har en stærk konkurrencestat. Alt det, man blandt mange af konkurrencestatens kritikere nu glæder sig over, er kun muligt i kraft af konkurrencestaten. Det er så indlysende, så matematisk en sandhed, at der nærmest ikke er nogen grund til at diskutere den – og det lykkes så alligevel alverdens skrighalse i læserbrev efter læserbrev.

RÆSON: Ophavsmanden til konkurrencestatsbegrebet, Ove Kaj Pedersen, har fx for nylig sagt til Information: ”Bunden er røget ud af austerity (nedskæringspolitik, red.). I dag bliver der pumpet midler ud som aldrig før. Nu bliver den store diskussion, om de penge overhovedet skal betales tilbage. Er gæld overhovedet betydningsfuld mere?”. Han tror, at man i fremtiden vil lytte mindre på økonomer, og at politikere vil få større handlerum. Tvivler du ikke på konkurrencestaten som den helt centrale fremtidige model?
CORYDON: Det er en god beskrivelse af den diskussion, som er på vej. Den tendens er da markant: markant i den danske offentlige debat på Christiansborg og langt inde i regeringen.

Det er måske faktisk et stort spørgsmål, om den også omfatter statsministeren; det gør den vel i et vist omfang, men vi har alle sammen til gode at se, hvilken vej hun i virkeligheden vælger i det her vadested.

Der er langt mere på spil nu end for få måneder siden. Fordi afstanden imellem det, der er nødvendigt (hvis vi ærligt ønsker at efterstræbe de mål, som vi alle siger, vi tror på), og så den fristelse, der er – ikke bare at undlade at gøre det rigtige, men virkelig at tage et spring ud på dybt vand og simpelthen fuldstændig klippe forbindelsen til det, der er sund fornuft, som vi har brugt 40 år på at bygge op – og ja, den afstand er nu større, end vi har set i 30-40 år.

Risikoen og sandsynligheden for, at vi simpelthen drejer forkert i det T-kryds, er markant.

En af mulighederne, vi har for at bringe os selv i uføre, er jo den, du selv rejser; det er tanken om, at alting er gratis. Det synspunkt ser man jo fremført forbløffende bredt, og det beror på en teknisk misforståelse.

Det er jo fuldstændig korrekt, at vi har så gode offentlige finanser, at vi kan føre dyr, omfattende krisepolitik i en afgrænset periode, uden det behøver at skade os på længere sigt. Men det er på ingen måde det samme, som at vi kan øge de løbende udgifter til vores fællesskab uden at betale regningen for det.

Prioriteringsrummet bliver et vanskeligere sted at være, fordi der simpelthen i en periode vil være flere ting, vi er nødt til at bruge penge på. Vores sundhedsvæsen, at komme på fode igen økonomisk samt vores konkurrenceevne. Der vil også være sociale udgifter, vi er nødt til at afholde. Det vil sige, at noget af det, vi troede, vi havde råd til, vil vi skulle se i øjnene, at vi ikke længere har råd til. Medmindre vi selvfølgelig tager os sammen og finansierer de her ting ved at gøre samfundskagen større.

 

Det, vi vil komme til at se de kommende uger, måneder og år, er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen vil føre blokkrisepolitik med udgangspunkt i venstrefløjen – måske med Dansk Folkeparti som en form for hjælperytter – eller om man vil lave løsningerne hen over midten, selvfølgelig primært med Venstre og i sagens natur uden venstrefløjen
_______

 

RÆSON: Finansministeren har oplyst, at han forventer et offentligt underskud på næsten 200 mia. kr. i 2020, og BNP for årets første kvartal forventes at falde 1,9 pct. Det vækker selvfølgelig minder om den økonomiske situation efter finanskrisen, som du bl.a. stod i spidsen for genoprettelsen af [som finansminister i den socialdemokratiske regering 2011-2015, red]. Får den nuværende socialdemokratiske regering brug for at tage den samme værktøjskasse i brug for at genoprette økonomien, som du gjorde dengang med en aktiv reformpolitik, der trimmede udgiftssiden i det offentlige budget?
CORYDON: Det er da helt åbenlyst, at man bliver nødt til at få sving i den værktøjskasse igen, hvis man vel at mærke vil gøre noget, der virker på den lange bane. Men alting tyder indtil videre på, at regeringen i stedet er mest fristet af at gå i en blød bue uden om alt det, der er svært og virkningsfuldt.

Det, vi vil komme til at se de kommende uger, måneder og år, er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen vil føre blokkrisepolitik med udgangspunkt i venstrefløjen – måske med Dansk Folkeparti som en form for hjælperytter – eller om man vil lave løsningerne hen over midten, selvfølgelig primært med Venstre og i sagens natur uden venstrefløjen. Hvis svaret er det første, så står vi i en meget dramatisk situation: Da tager vi et alvorligt brud væk fra den måde, den økonomiske politik – med succes – er blevet ført på i 30-40 år af Nyrup, Thorning, Løkke osv. I virkeligheden tilbage til 1970’erne og til den sump, man sad i på det tidspunkt. Det er jo det, der er på spil i de her uger og måneder. Det er virkelig værd at følge med i.

RÆSON: Når man sammenligner Helle Thornings og Mette Frederiksens retorik og budskaber, så virker det jo næsten som et helt andet parti.
CORYDON: Det synes jeg da også godt, man kan sige, at det er. Det er en meget skarp iagttagelse, som egentlig – analytisk set – rummer masser af sandhed.

[…] Der er nogle signaler ift. arbejdsmarkedspolitikken, som er foruroligende. Som jeg hører beskæftigelsesministeren, så er vi med ekspresfart på vej tilbage til 1970’er-tankegangen om, at løsningen på høj arbejdsløshed er at fjerne nogle mennesker fra arbejdsmarkedet: at man fjerner nogle mennesker sidst i arbejdslivet til fordel for, at nogle unge så kan komme ind. Det havde man uendeligt dårlige erfaringer med i 1970’erne, jeg vil sige nærmest katastrofale. Det indså man først, da man for alvor tog skeen i den anden hånd og forstod, at en stærk økonomi bygger på, at mange mennesker kan og vil arbejde – ikke mindst i kraft af, hvad Nyrup og Lykketoft gjorde på den dagsorden, selvom de selv har glemt det i dag. Men det var i den grad dem, der tog springet væk fra den der forfejlede tankegang. Nu er vi måske på vej tilbage, og det ser jeg på med meget stor skepsis.

Omkring erhvervslivets vilkår: Den primitive tankegang om, at de konkurrencedygtige virksomheder udgør en del af samfundslivet, som man på en eller anden måde kan straffe, eller som man er nødt til at begrænse i deres udfoldelse via regulering og alt muligt andet, bliver nødt til at finde et meget mere pragmatisk leje, hvor man forstår, at det er i Danmarks nationale interesse, at vores virksomheder kan konkurrere uden for landet – og det handler også om deres omkostninger. Ikke mindst i en krisetid. Vi bliver nødt til at se pragmatisk på det, også selvom det ikke står i den lille røde håndbog. I den røde blok har man jo taget aktiv afstand fra nogle af de beslutninger, der blev truffet bagud, som virkede glimrende, og som der var konsensus omkring dengang. Nu finder man dem ideologisk urene; fx spørgsmål om selskabsskat, kapitalbeskatning eller marginal beskatning af arbejdskraft osv.

Så er der spørgsmålet om budgetstyring: Vi har jo til gode at få klar tale om, hvor skabet skal stå ift. styringen af de offentlige finanser. Det er jo unikt, at vi har en regering, der sidder på Finansministeriet og statsfinanserne, men ikke skaber klarhed om, at alle de forslag og ideer, der er til dybest set at benytte den her lejlighed til permanent at øge udgifterne til alt det, vi har lyst til, uden at finansiere det, det er fuldstændig uden for nummer. Man skal have sat en streg i sandet og markeret, at det ikke holder. Om de ligesom på en eller anden måde får fumlet sig ned ad en vej der, synes jeg, er et stort opmærksomhedspunkt.

Så er der en sidste ting, som jeg også mærker, at du kredser om: den falske fortælling om den økonomiske politik efter finanskrisen og forsøget på at stille det op som et modbillede til det, der skal ske nu. Medmindre det forbliver ren luftig retorik, så er det virkelig noget, man vil komme til at snuble over, tror jeg, meget snart.

Sandheden om den økonomiske politik efter finanskrisen er en anden end den, der fortælles i det offentlige rum. Der blev faktisk ført meget omfattende ekspansiv finanspolitik for at dæmme op for finanskrisen; der fossede virkelig mange milliarder ud af statskassen. Det viste sig så også, at det ikke var tilstrækkeligt; det var nødvendigt at gøre andet og mere – vi skulle have fat i nogle af de svære, strukturelle redskaber, og så viste det sig jo, at det faktisk virkede. Fra bunden af finanskrisen til udbruddet af coronakrisen blev der skabt en kvart million arbejdspladser. Dybest set kan man sige, at det tungeste og enkleste spørgsmål til dem, der nu sidder med opgaven, er: ”Vil I gøre noget tilsvarende?”. Nu kender vi jo ikke den fulde tyngde af krisen endnu, det gør ingen af os – men det er ikke usandsynligt, at det er en lignende rejse. Man skal have skabt, i samme størrelsesorden, over 200.000 arbejdspladser.

 

Lad os gøre ophold ved de ord; nødt til eller nødvendighed og gå i dybden med det. Det er måske det mest misforståede ord i den offentlige debat i Danmark, for i mine øjne findes nødvendighed kun i forlængelse af nogle mål – og omkring mål er der jo frit politisk valg. Vil vi have en høj beskæftigelse? Vil vi have lighed? Vil vi have råd til velfærd? Det beslutter vi jo selv
_______

 

RÆSON: Og nu er du ikke politiker længere, men: Tænker du konkret sådan noget, som Venstre også er fremme med, som fx skattestop eller sænkning af momsen?
CORYDON: Jeg synes jo ikke, at noget af det, der er kommet fra nogens side i øjeblikket, er specielt veldesignet. Det må jeg sige.

Rent teknisk virker ideen om en midlertidig sænkning af momsen dybt betænkelig. Det vil jo bare betyde, at man rykker forbrug fra 2021, og det vil sige, at man får stop and go, hvor vi kører ind i en økonomisk mur til nytår, hvilket vi næppe vil kunne håndtere. Derfor ville vi være nødt til at forlænge sænkningen, og så er man jo ude på en sti, der koster hundredvis af milliarder kroner og måske i virkeligheden ville slå hul på statskassen – også på permanent vis. Det er jeg meget betænkelig ved, vil jeg sige.

Jeg tror til gengæld, der er god fornuft i, at Venstre slår fast, at en præmis for at lave noget hen over midten (hvor man får fløjene skilt fra) skal være, at man ikke samlet set hæver skattebetalingen for danskerne. En fuldstændig fast præmis for samarbejdet om, at man ikke samlet set svækker økonomien ved at trække flere skatteindtægter ind i statskassen, det er klogt og sundt. Det vil formentlig også være der, Mette Frederiksen for første gang mærker tyngdeloven, ift. at der er et vejvalg – altså enten hen over midten eller ud til venstrefløjen.

Jeg synes sådan set – og det vil jeg sige ærligt, selvom den rolle, jeg spillede i mit liv som politiker, gjorde, at jeg var involveret i en anden position – at designet i noget af det, der blev gjort i starten af håndteringen af finanskrisen af den daværende Løkke-regering, jeg ikke selv var en del af, var ganske begavet. Der fik man skruet en stimulus sammen, hvor man sendte penge ud i økonomien for at sætte gang i beskæftigelsen, men på en måde, hvor der var positive struktureffekter, der senere bidrog til, at regningen også blev betalt, og at der dybest set var flere mennesker, som var interesserede i at arbejde, da beskæftigelsen så kom op igen. Det var rigtig fint skruet sammen, og jeg synes også, nogle af de ting, vi selv lavede efter samme devise – også hen over midten, uden venstrefløjen – havde samme snit. Det tror jeg, at man skal til at sigte efter igen.

RÆSON: Er din pointe i virkeligheden, at regeringen bliver nødt til at rykke tilbage til den midtsøgende politik, som I førte?
CORYDON: Lad os gøre ophold ved de ord; nødt til eller nødvendighed og gå i dybden med det. Det er måske det mest misforståede ord i den offentlige debat i Danmark, for i mine øjne findes nødvendighed kun i forlængelse af nogle mål – og omkring mål er der jo frit politisk valg. Vil vi have en høj beskæftigelse? Vil vi have lighed? Vil vi have råd til velfærd? Det beslutter vi jo selv.

Det er ligesom i vores eget liv; vi kan beslutte os for, at vi gerne vil have en uddannelse og en familie, men gør vi så det, der rent faktisk skal til, for at vi kan nå dertil – eller er det dybest set noget, vi går og leger med os selv? Alle mennesker lever med det skisma, og sådan er det også i politik.

Som jeg ser retningen i øjeblikket, er den på vej væk fra det, vi så ikke bare under Thorning, men også under Nyrup, Schlüter, Løkke og Fogh. Vi er ligesom på vej væk fra den konsensus, vi har haft i den økonomiske politik, siden Knud Heinesen [tidl. socialdemokratisk politiker og erhvervsmand, red.] gjorde gældende, at vi stod ved afgrundens rand. Det, mener jeg, er åbenlyst. Der er alle tegn på, at krisen risikerer at accelerere det brud med konsensus.

Men: Jeg synes ikke, at der endnu er gjort eller sagt noget, som ikke kan korrigeres. Og så tror jeg, at regeringen vil køre ind i virkeligheden i løbet af de kommende år på en måde, som vil have en virkning.

Det vil i stadig større grad blive et enten-eller: Hvis man ikke vil ind mod midten, samarbejde reelt med Venstre, tage fat i de værktøjer, der virker – jamen, så vil man blive presset i retning af ikke bare at gøre ingenting, men at gøre det modsatte. Der tror jeg, at der lidt er en T-krydstilstand på vej i det politisk-økonomiske rum – det er vist et citat, man kun kan slippe afsted med i RÆSON, men så skal man også benytte sig af lejligheden. Men ja, det er dybest set bare det, jeg siger.

RÆSON: Men er S et andet parti i dag, fordi de vil forsøge at trække mod venstrefløjen?
CORYDON: Ja, det er en glimrende opsummering. For Thorning var der jo ikke nogen tvivl. Og det var der heller ikke for Nyrup i sin tid. Den kolde, nøgterne analyse af dansk økonomisk-politisk historie fra 1982 til 2015 – selvfølgelig med alle mulige udsving og dramaer – er, at den er blevet ført i konsensus inden for rammerne af et paradigme, der viste sig at være kolossalt meningsfuldt. Og ja, det er konkurrencestatens paradigme og præmisser, der blev lagt til grund der.

RÆSON: Du har indtil videre beskrevet et slags socialdemokratisk paradigmeskift i hvert fald i den økonomiske politik, når man ser på den nuværende regering og den, du selv var en del af. Er det en unik tendens, når du ser ud i verden?
CORYDON: Der er tale om et brud, ikke bare med Thorning-regeringen, men med de seneste 30-40 års konsensus og hele den tankegang. Og hvad er det så, der sker? Det skal ses i sammenhæng med den polarisering, som du også ser i næsten alle andre vestlige demokratier; det er ikke bare et dansk fænomen. I Storbritannien var det Jeremy Corbyn, der tog Labour et andet sted hen end tidligere, i USA var det Bernie Sanders, der forsøgte at tage Demokraterne et andet sted hen, end Clinton og Obama havde stået. Alle sammen uden succes. Der har håndværket til gengæld i en dansk sammenhæng været meget mere dygtigt, idet det sådan set er lykkedes S at vinde magten og dybest set også at sætte sig på den på en ganske effektiv måde. Men det ændrer jo ikke på, at hvis man interesserer sig for det, som jeg synes er vigtigst, nemlig ikke bare det politiske spil, men de samfundsmæssige konsekvenser, så er det, der sker i Danmark, da bestemt en del af den samme trend. Det er det aktuelle, den globale kontekst: Den peger tilbage mod 1970’erne i skræmmende stil.

Jeg vil slet ikke udelukke, at Mette Frederiksen på sin egen behændige måde finder en sti tilbage til pragmatismen. Der er ikke noget af det, som hun har sagt og gjort endnu, der afskærer hende fra det. Coronakrisen giver hende en unik chance for at bevæge sig i den retning, hvis hun er dygtig og modig til at gøre det på en måde, som jeg tror, rigtig mange vælgere vil reagere positivt på. Hvis vi ser tilbage på folketingsvalget, så var der ikke den store folkelige begejstring for det projekt, vi har omtalt her – det fik sådan set en lavere tilslutning, end Thorning gjorde i sin tid med midterkursen. Så jeg tror stadig, at det her spil er åbent. Man skal huske ikke bare at lytte til ordene, men også til realiteterne.

 

Om regeringen og klimaet: ”Jeg tror, at de er meget i tvivl. Jeg tror, at de er inderligt i tvivl om, hvordan det her skal foregå i den virkelige verden”
_______

 

RÆSON: Du har også selv nævnt mange gange, at – ud over økonomien – så er en af de helt store udfordringer også den klimakrise, vi står over for.
CORYDON: Men det synes jeg da stadig holder. Også efter to måneder med coronakrise og i øvrigt med udsigt til, tror jeg, et årelangt coronaforløb. Jeg tror jo, at den – desværre – noget mørke sandhed om den her virus er, at bekæmpelsen af den vil tage meget lang tid og holde os i et økonomisk-politisk limbo i længere tid, end vi har lyst til at forestille os. Så på den måde anser jeg stødet for at være meget voldsomt. Men selv med det i mente mener jeg stadig, at klimakrisen er fuldstændig lige så alvorlig og akut, som før virussen brød ud.

RÆSON: Du har sagt, at konkurrencestaten er en forudsætning for, at vi kan klare klimakrisen. Kan du uddybe den pointe?
CORYDON: Det, mener jeg jo, er matematik. Her synes jeg også, at der er et T-kryds. Fordi man kan selvfølgelig leve op til 70 pct.-målsætningen ved dybest set at begrænse den økonomiske aktivitet i Danmark. Men nu er vi jo et velfærdssamfund, som bruger halvdelen af BNP på hinanden. Det betyder, at den løsning ikke bare ville betyde private, personlige afsavn, men også nogle store kollektive afsavn ift. velfærd, beskæftigelse, reallønningerne og, tror jeg, ligheden. Det er jo en vej at gå, men vil man ikke gå den vej, så bliver man nødt til at finansiere klimapolitikken ved at skabe et rigere samfund.

At skabe et rigere samfund ved vi faktisk ret meget om i Danmark, fordi vi har brugt 40 år på at lære det. Nu har vi så i et-to ladet som om, at vi ikke rigtig vil beskæftige os med det, vi har lært. Men det bliver vi jo nødt til at gå i gang med igen, hvis vi alvorligt mener, at vi vil leve op til de klimamål, vi selv har sat os, og vi vil gøre det uden at lide alt for store afsavn – hverken privat eller kollektivt. Der har vi også at gøre, i mine øjne, med et T-kryds.

Det kan man så verfe af som et synspunkt blandt så mange og måske som en sær forestilling fra en excentrisk chefredaktør, men det er jo matematik. Der findes ikke et eneste alvorligt menneske i Danmark, der ikke – efter at have sat sig ind i de her forhold – konkluderer som det naturligste af alting, at vi ikke har råd til at finansiere 70 pct.-målsætningen inden for rammerne af det økonomiske råderum, vi kendte før coronakrisen. Det hang simpelthen ikke sammen matematisk.

RÆSON: Tilsiger konkurrencestatslogikken ikke også, at vi må overveje at slække lidt på den ambitiøse målsætning om en 70 pct. reducering af vores udledninger?
CORYDON: Det er et politisk valg. Ja, der har været kritik af den her målsætning, og den er også forståelig, men nu traf vi en beslutning som nation i bredest tænkelig enighed – næsten hele Folketinget og et overvældende flertal af vælgerne – om at sætte det her som et nationalt mål. Vi knæsatte det ved lov, hvilket vi trods alt sjældent gør med de ting, vi vil. Det matcher jo meget godt det, der i en global naturvidenskabelig sammenhæng synes at være nødvendigt, og det matcher meget godt med de forpligtelser, vi har efter Paris-aftalen. Jeg synes, det er meget sundt at tage det som præmis.

Vi kommer ikke uden om nogle diskussioner, hvor vi må sætte spørgsmålstegn ved mange af de andre ting, vi sætter utrolig meget pris på i Danmark; er mange af de overførselsindkomster, vi bevilger hinanden, fx vigtigere end den grønne omstilling? De debatter kan man godt valse uden om nogen tid endnu, men de kommer.

 

Det er da ikke tilfældigt, at tingene er gået så langsomt, og at man dybest set har valset rundt om den varme grød i klimapolitikken. Det skyldes, at de er dybt i tvivl om, hvorvidt de reelt skal tage det her på sig, eller om det på en eller anden måde kan games
_______

 

Det, der er særligt ved klimakrisen, er jo i modsætning til alle andre kriser, vi har arbejdet med historisk, at der er en nedtælling. Nu håber jeg virkelig ikke, at jeg provokerer nogen, men med andre brændende samfundsspørgsmål – tag ligestillingsspørgsmålet – så uanset hvor vred og indebrændt man er over det, og det er jeg faktisk af og til, så er den historiske realitet stadig, at der følte vi godt, vi kunne vente i dybest set hundredvis af år med at nå de mål og måltal, vi følte var rigtige; vi venter stadigvæk. Men med klimakrisen kører vi jo op imod en mur. Det kan godt være, at årstallet ikke er 2030, men så er det noget andet derefter. Der kommer vi ud over et tipping point, hvor det bliver for sent at begrænse nogle konsekvenser, som virkelig vil kunne mærkes hårdt på globalt plan, og som vi nok også føler en moralsk pligt til at styre uden om.

Fra vismandsinstitutionen ville de sige, at hvis vi skal være helt CO₂-neutrale i 2050, og det findes der nok ikke nogen – det er i hvert fald meget få, mærkelige mennesker – der er uenige i, så har vi en voldsom rejse foran os. Det kræver nogle ting af os, som vi ikke har været i nærheden af at forholde os reelt til. Det var også årsagen til, at S ikke gik ind for det før valget – man besluttede sig for at tage det på sig som en del af den parlamentariske realitet. Det, man nu har til gode, er reelt at tage konsekvensen af det, man har besluttet. Det er på ingen måder sket endnu, og man løber stadig i cirkler om sig selv for at slippe for at nå hen til den nødvendige samtale. Det er det, vi ser nu.

Det kommer kun til at ske, hvis man mener de mål, man har sat sig, alvorligt. Hvis 70 pct. er en realitet, hvis vi skal det, så er der ting – og det er fuldstændig naturvidenskabeligt og matematisk givet, og det velbeskrevet af Klimarådet – som skal gøres: Vi skal have udskiftet næsten hele vores bilpark, vi skal have omstillet vores energiproduktion og så videre. Det kan vi ikke gøre med regulering. Det bliver vi nødt til at gøre med instrumenter og incitamenter i et meget flittigt omfang, hvis vi skal være omkostningseffektive. Alt det der kommer man til at støde ind i, hvis man mener det alvorligt. Hvis regeringen ikke ønsker at støde ind i det – og det er højst sandsynligt det, kan man sagtens forestille sig – så er det, fordi man ikke mener det, man siger, alvorligt.

RÆSON: Men er der ikke en troværdighed bag regeringen og de øvrige partiers ord? Tror du ikke, at de mener det, de siger?
CORYDON: Jeg tror, at de er meget i tvivl. Jeg tror, at de er inderligt i tvivl om, hvordan det her skal foregå i den virkelige verden.

Det er da ikke tilfældigt, at tingene er gået så langsomt, og at man dybest set har valset rundt om den varme grød i klimapolitikken. Det skyldes, at de er dybt i tvivl om, hvorvidt de reelt skal tage det her på sig, eller om det på en eller anden måde kan games.

En meget sandsynlig vej frem er, at man iværksætter en række initiativer, at man udbygger den grønne energi, sætter gang i endnu mere forskning og klimapartnerskaber osv. Alt sammen ganske udmærket og formentlig forholdsvist dyrt og bestemt grønt, men ikke på nogen måde noget, der sikrer os de 70 pct. Det kan man da snildt forestille sig, og så må det jo være sådan. Jeg synes bare i et demokratisk henseende, at vi skal have samtalen om, hvorvidt det der mål, vi har sat os, som en hel generation af unge faktisk tror, er alvor – har vi tænkt os at handle på det, eller er det bare noget, vi siger?■

 

Der er langt mere på spil nu end for få måneder siden. Fordi afstanden imellem det, der er nødvendigt (hvis vi ærligt ønsker at efterstræbe de mål, som vi alle siger, vi tror på), og så den fristelse, der er – ikke bare at undlade at gøre det rigtige, men virkelig at tage et spring ud på dybt vand og simpelthen fuldstændig klippe forbindelsen til det, der er sund fornuft, som vi har brugt 40 år på at bygge op – og ja, den afstand er nu større, end vi har set i 30-40 år
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne