09.12.2020

Er der en militær krig på vej mellem USA og Kina? Kommentatorer og forskere verden over har travlt med at overgå hinanden med dystre forudsigelser om, at en krig er uundgåelig og meget tæt på.[i] Men der er ikke en militær krig på vej mellem Kina og USA. Konfrontationer, rivaliseringer og magtkampe mellem de to magter vil fortsætte, men de vil blive overskygget af, at der fortsat eksisterer en verdensorden og et globalt sammenhængende verdensmarked, som modvirker krige mellem nationer – ikke mindst mellem stormagter.

Long-read kronik af Bertel Heurlin

Der er en form for styrkeprøve i gang: En krig på ord, der fyger hen over Stillehavet, sat i gang af USA. Republikanernes 43 sider lange valgstrategi havde ét primært mål: ”Blame China for everything”. Kina er syndebukken, og Demokraterne var helt enige. Kinabashing er heller ikke nyt: Det nye er storskalafordømmelsen.

Med Bidens sejr er trykket lettet. Men konfrontationen fortsætter. Kinakritikken tager til, men tonen og taktikken ændres. USA vil påny påtage sig globalt lederskab.

Fører det til krig? Nej, der bliver ingen storskalakrig, men der bliver utvivlsomt kritiske militære episoder. Der er vægtige grunde til, at den globale Kina-USA-krig ikke kommer. USA er fortsat enesupermagten, og det anerkendes af Kina. Stormagtskrig ses ikke som hensigtsmæssig; der satses på andre former for rivalisering. Den gensidige afhængighed har vokset sig for stor, og kernevåbenafskrækkelen virker fortsat som krigsforhindrende. Globaliseringen er en realitet, og verden stilles over for nye fælles globale trusler: klimaforandringer og pandemier.

Dermed ikke sagt, at de to lande ikke har markant modsatrettede interesser og stærkt forskellige muligheder, kapaciteter og internationale placeringer. Frem for alt: De er i en intens rivalisering. Men mange relationer binder dem også sammen.

Jeg vil i denne artikel pege på forskelligheden i de to landes nationale identitet og vise, at ingen af de to lande er disponerede for at gå i krig med hinanden – trods de indlysende modsætninger i deres nationale identitet.

 

Både Trumpintermezzoet og Biden-valget viser, at det amerikanske demokrati lever, at institutionerne fortsat fungerer, og at vi stadigvæk befinder os i en amerikansk ledet verdensorden: Alle lande ved, at USA er enesupermagten
_______

 

Hvad er national identitet, og hvordan forstår man sig selv som nation?[ii] Det er et stort og nyt forskningsområde, der undersøger den sammenholdskraft, der er i en nation – de værdier samt sociale, politiske, geografiske og kulturelle forhold, som binder en national enhed sammen. Blandt centrale områder at pege på er landets internationale placering og opfattelsen af, hvordan ”vi” er anderledes end de andre lande.

Jeg vil her basere denne provisoriske undersøgelse af Kinas og USA’s nationale identitet på deres politiske formuleringer og fortællinger. Det basale kildemateriale hentes således i de to landes selvopfattelser, som de kommer til udtryk i de respektive nationale strategier, politikker, officielle deklarationer, synspunkter, overordnede debatter – og forskningsresultater.[iii]

USA
Det er sværest med USA. Af to indlysende grunde. For det første fordi nogen vil hævde, at der måske ikke er nogen reel national identitet: Den amerikanske nationale sammenholdskraft kan være brudt sammen. Det er påstanden om, at USA er delt i to konfrontatoriske halvdele: En antielitær, xenofobisk, forsømt, økonomisk presset lavere middelklasse – overfor en liberal, globalt orienteret, bred åben inkluderende befolkningsgruppe. Det er et USA i splid med sig selv. [iv]

For det andet fordi USA har haft en præsident, som ud fra doktrinen ’America First’ gennemførte brud med internationale organisationer, brud med frihandel, fremhævede patriotisme som modstykke til globalisme, og som hævdede at agere forudsigeligt i henhold til den nationale sikkerhedsstrategi, men som fremhævede uforudsigeligheden i de operative taktiske handlinger. En præsident, som tilsyneladende ikke havde intentioner om at medvirke til at gennemføre en global ledelse.

Men: Min påstand er, at det fortsat giver mening at tale om en amerikansk national identitet. USA er ikke brudt sammen. Både Trumpintermezzoet og Biden-valget viser, at det amerikanske demokrati lever, at institutionerne fortsat fungerer, og at vi stadigvæk befinder os i en amerikansk ledet verdensorden: Alle lande ved, at USA er enesupermagten.[v]

Hvad er de overordnede kernefortællinger i den amerikanske identitet? For det første er der forestillingen om, at USA er den globalt overlegne nation på stort set alle centrale felter. For det andet forestillingen om USA´s exceptionalisme. Ideen om, at landet på alle måder er unikt. Opfattelsen af at være en nation, som globalt er førende på alle områder, understøttes af, at USA som supermagt er til stede over hele kloden – politisk, økonomisk, teknologisk, militært og kulturelt.

Exceptionalismen understøttes af at USA er et nyt land, der rev sig løs af kolonimagten England, der herskede over verden. USA er frihedens land, baseret på ubegrænset individuel frihed. En del af exceptionalismen er, at USA opfattes som et udvalgt folk, som bygger det ny Jerusalem, med henvisning til Det nye Testamente, hvor Jesus siger, ”I er verdens lys; den by der ligger på et bjerg kan ikke skjules”. Det er den centrale metafor om USA som udvalgt, unik, exceptionel.[vi]

Selv om præsident Obama i sin tid henviste til, at også andre lande kan føle sig udvalgte og exceptionelle, fremhævede han: ”Jeg føler i hver en fiber i min krop, at USA er exceptionel”. Præsident George W. Bush har udtrykt exceptionalismen på denne måde: ”USA har aldrig været forenede af blod, fødested eller jord. Vi er forenede af ideer, som bevæger os udover vores baggrund og løfter os over vores interesser.”[vii]

 

Usårlighedskomplekset styrkes af USA’s geografiske position: Landet er omgivet af Stillehavet og Atlanterhavet og tætte allierede som nordlige og sydlige naboer. Det er ikke overraskende at 9/11-katastrofen i 2001 var et barsk angreb på denne afgørende del af USA’s nationale identitetskompleks
_______

 

Fire amerikanske identitetsmarkører
Der er en vis enighed blandt forskere om, at national identitet er knyttet til forholdet til omverdenen på fire forskellige måder: 1) Opfattelsen af egen placering i det internationale hierarki: 2) Opfattelsen af fysisk sikkerhed som nation 3) Opfattelsen af national sammenholdskraft og 4) Opfattelsen af muligheden for – gennem sin ”anderledeshed ”- at kunne påvirke andre stater.[viii]

På dét grundlag har jeg identificeret fire fundamentale identitetsmarkører: USA som uundværligt (jf. 1), usårligt (jf. 2), hyper-patriotisk og hyper-globalt (jf.3) og endelig: USA som en soft power-supermagt. (jf. 4)

1) DET UUNDVÆRLIGE USA. Det er den nationale selvopfattelse, at USA – pga. overlegenhed og exceptionalisme – nødvendigvis må indgå i et helt specielt samspil med den øvrige verden. USA er den uundværlige leder. Det blev bastant udtrykt af præsident George W. Bush: ”The United States is a global leader by nature”. Udenrigsminister Madelaine Albright lancerede udtrykket ”the indispensable nation”.[ix] USA leder verden ikke mindst pga. sit massive alliancenetværk. Som det er udtrykt: ”The US can´t do it alone”,[x] men med ledelsesfunktionen følger selvsagt muligheden for at gennemføre sit eget globale politiske projekt.

2) DET USÅRLIGE USA. Denne markør er igen en følge af overlegenhed og exceptionalisme. På den ene side forventer USA, at verden er baseret på international lov og orden. Men på den anden side føler amerikanerne pga. deres bastante globale tilstedeværelse, at de til dels er hævet over folkeretten. Ifølge den amerikanske selvforståelse, bør en amerikansk soldat ikke stilles under international jurisdiktion.[xi]

Amerikanerne er skeptiske overfor idéen om, at staten besidder et voldsmonopol. Retten til at bære våben er for dem en umistelig national identitetsmarkør. Men statsmagten insisterer også på sin egen usårlighed. I 1983 introducerede præsident Reagan ’Stjernekrigsprojektet’ (SDI). USA skulle opbygge et fuldt dækkende system af satellitter og missiler, der kunne nedskyde Sovjetunionens atommissiler og som en osteklokke beskytte USA. USA udbygger fortsat sit anti-missilsystem.

Usårlighedskomplekset styrkes af USA’s geografiske position: Landet er omgivet af Stillehavet og Atlanterhavet og tætte allierede som nordlige og sydlige naboer. Det er ikke overraskende at 9/11-katastrofen i 2001 var et barsk angreb på denne afgørende del af USA’s nationale identitetskompleks.

3) DET HYPER-PATRIOTISKE OG HYPER-GLOBALE USA. Umiddelbart er det et paradoks: En nation, der er både nationalt og globalt orienteret. Det paradoksale er især dobbeltheden: at skabe et rum for både at være en ny selvstændig unik nation med egen hyperidentitet og så samtidig være en nation, som afspejler hele verden, alle racer, alle kulturer, alle religioner, alle nationaliteter, alle etniciteter, alle verdensdele. Denne identitet er helt specifik og markerer USA som smeltediglen: I princippet kan alle blive amerikanere. Problemet er imidlertid, at dele af immigrationen var baseret på tvang og umenneskelighed. Slaveriet efterlod et stadig vidt åbent sår i amerikansk identitet, men ophævelsen af det er også en moralsk fortælling om at folk, der måtte igennem en borgerkrig for at gennemtrumfe en fundamental, umiskendelig menneskerettighed. [xii]

4) USA SOM SOFT POWER-MAGT. De fleste amerikanere ser USA som et efterstræbelsesværdigt land, der er placeret i toppen af nationernes hierarki. Det er derfor, det bliver efterlignet, og dets kultur imiteret. USA er magneten, som tiltrækker immigranter fra hele verden. Stedet, hvor man alt andet lige har optimale muligheder for et bedre liv og størst mulig frihed. Soft power er tiltrækningskraft.

Soft power-positionen bygger paradoksalt nok på det forhold, at USA har verdens ubestridt største hard power-kapacitet. USA overpræsterer – ikke mindst militært – i den globale magtkonkurrence. Men soft power-positionen, hvor man også overpræsterer, øger også USA’s mulighed for at føre sit globale projekt om markedsøkonomi, demokrati, individuel frihed, menneskerettigheder og global lov og orden ud i livet.

 

Kina har ikke som mål at overtage ledelsen af verden fra USA. Tværtimod: Der er i den overordnede kinesiske identitet ingen triumferende fanfarer om landets forberedelse til at omstyrte den gældende verdensorden
_______

 

Kina
Hvad med den kinesiske nationale identitet? Den afgørende forskel sammenlignet med USA er lukketheden omkring det kinesiske samfund og dets politiske system, som betyder fravær af åbne debatter og magtrotation. Det vil sige, at den kinesiske nationale identitet har et langt mere ensartet, filtreret og styret kildemateriale sammenlignet med USA, hvor den nationale identitet har forskellige udgangspunkter, og hvor filtreringen er underkastet pluralistiske principper.

Ud af litteraturen om kinesisk national identitet har jeg søgt inspiration i et nyt systematisk, indgående og originalt arbejde af en dansk forsker, Andreas Forsby: ”The Logic of Social Identity in IR: China´s Identity and Grand Strategy in the 21st Century” (UCPH, 2015). Hans både teoretisk og metodisk stærke studie bygger på et meget omfattende kildemateriale, som omfatter de seneste års officielle udtalelser og vurderinger af den nationale identitet, som de kommer til udtryk i det officielle ugentlige medie Beijing Review. Det skal tilføjes, at jeg ikke slavisk har fulgt hans undersøgelse og i enkelte tilfælde har omfortolket hans resultater, bl.a. ud fra senere citater fra Xi Jinping og fra kinesisk presse.[xiii]

Det centrale billede af identiteten er et Kina på hastig vej op: ”The rise of China” er hovedfortællingen. Som bekendt har Kina på fire årtier udviklet sig fra at være et fattigt udviklingsland til nu at være verdens næststørste og snart største økonomi. Frem til Folkerepublikkens oprettelse i 1949 havde den kinesiske befolkning oplevet 100 års ydmygelse med uretfærdige traktater og fremmed, kolonilignende undertrykkelse. Men inden da havde Kina igennem årtusinder været blandt verdens fremmeste økonomiske og civilisatoriske centre.

Rising China-fortællingen er markant; den er relativt ny og øges i betydning. I begrebet ligger nødvendigheden af at indgå i den globale konkurrence om indflydelse. Den er et klart udtryk for en foryngelse og genskabelse af Kina som stormagt, som ikke mindst er manifesteret gennem Xi Jinpings overtagelse af magten og markering af de politisk-sociale mål, der fremtræder i fortællingen om ’den kinesiske drøm’.[xiv]

Den anden centrale del af identitetsfortællingen er en form for kinesisk exceptionalisme, som kunne kaldes ”det sino-centrerede Kina”. Den er markant anderledes fra den amerikanske udgave. I forestillingen ligger ideen om Kina som unik i forhold til andre lande – et rige, der gennem 5000 år har indtaget positionen som et civilisatorisk magtcenter. Alene udtrykket ”socialisme med kinesiske karakteristika”, som blev lanceret af Deng Xiaoping (kinesisk politiker og de facto leder af Folkerepublikken Kina fra 1978 til sin død i 1997), peger på helt særegne forhold i Kina.

Men Kina har ikke som mål at overtage ledelsen af verden fra USA. Tværtimod: Der er i den overordnede kinesiske identitet ingen triumferende fanfarer om landets forberedelse til at omstyrte den gældende verdensorden. Dertil kommer, at USA fortsat officielt fremhæves som indehaveren af supermagtspositionen af Kina selv.

 

Det suveræne Kina fastholder vigtigheden af kinesernes fundamentale ret til politisk og territoriel suverænitet
_______

 

Fire kinesiske identitetsmarkører
Med betegnelserne ’Rising China’ og ’det sino-centrede Kina’ har vi identificeret Kinas overordnede kerneidentitetsfortællinger, som de følgende fire identitetsmarkører er uddraget af. Disse markører er som nævnt inspireret af, men ikke fuldt identisk med Forsbys arbejde.

1) DET GLOBALE KINA er en meget brugt identitetsmarkør. Kina vil ikke fremhæves som en stat, der handler på egen hånd, så landet lægger vægt på at opnå respekt udefra og få international anerkendelse som et respektabelt medlem af det internationale samfund. Doktrinen om fredelig udvikling og fortsat åbenhed over for aktivt internationalt samarbejde understreges. Identiteten som ’Rising China’ er en klar forudsætning for denne markør, mens grundfortællingen om det sino-centrerede Kina kun i mindre grad er en forudsætning.

2) DET SUVERÆNE KINA fastholder vigtigheden af kinesernes fundamentale ret til politisk og territoriel suverænitet. Denne identitetsmarkør sammenholdes med en forestilling om, at lande, der bryder denne suverænitet, er moralsk korrupte og endda kan ses som en trussel mod international fred og sikkerhed – som i sig selv er afgørende for fortsat kinesisk vækst. Der er derfor hyppige referencer til politisk uafhængighed og territoriel integritet i Kinas materiale om sig selv. ’Det suveræne Kina’ er en klar fortsættelse af begge overordnede kinesiske identitetsdynamikker ’Rising China’ og ’Sino-exceptionalismen’: Rising China med krav om opgør med internationale uretfærdigheder over for Kina og dermed også en understregning af den sino-centrerede exceptionalisme i form af en slags ’suverænitet med kinesiske karakteristika’

3) DET FORENEDE KINA er et narrativ, som med sin indadvendthed klart er knyttet til nationen. Formuleringen retter sig ikke mindst mod de etniske minoriteter. Man ser et moderne, harmonisk, civiliseret samfund, som er baseret på en multietnisk enhed i balance og harmoni. Udfordringen ligger i at modgå de radikaliserede fraktioner af etniske minoritetsgrupper. Det forenede Kina omfatter således ikke mindst Tibet og Xinjiang og andre autonome områder, mens Taiwan og Hongkong indgår ikke specifikt i denne markør. De betragtes begge som naturlige og uundværlige dele af Folkerepublikken. Det forenede Kina er en logisk følge af ’Rising Chinas’ forøgede magtposition. Den sino-centrerede, exceptionalistiske Kinafortælling vil kunne ses som et overordnet lag, der henviser til Kinas civilisatoriske, historiske position.

4) DET KONFUCIANSKE KINA er den nationale identitetsmarkør, der – som den mest dominerende ideologi og samfundsorganisering fra 500 f.Kr. og op til i dag – har gennemsyret de forskellige dynastier i ’Riget i Midten’. Konfucius´s (551-479 f.Kr) lære bygger på filosofiske, moralske og religiøse ideer, som fremhæver menneskets politiske og sociale hierarkiske placering. Konfuciuslæren har været udfordret af konkurrerende filosofisk-ideologiske retninger som fx legalismen, der plæderede for en fundamental statsmagt, og af religiøse strømninger – ikke mindst buddhismen.

Historisk set har den ikke desto mindre været en bærende stats-idé baseret på hierarkiske systemer med udgangspunkt i familiestrukturer. Konfucianismen er konservativ og bagudvendt med forestillingen om en strålende og glorværdig fortid, og netop derfor blev den af progressive kræfter betragtet som hæmsko for fremskridt og revolution. For modstandere af kejserdømmet og af feudale og senere kapitalistiske strukturer var Konfucianismen hovedfjenden. Det blev krystalklart under kulturrevolutionen, som var et opgør med de fundamentale konfucianske værdier, der ikke mindst manifesteres i hierarkiske strukturer.

Konfucius vendte dog tilbage til kinesisk kultur i forbindelse med Deng Xiaopings globale åbningspolitik, hvor man oprettede Konfuciusinstitutter verden over i et forsøg på at sprede kinesisk kultur, civilisation og ikke mindst sprog. Her løber den overordnede Rising China-identitetsfortælling sammen med den sino-centrerede, exceptionalistiske Kina-fortælling.

 

Identitetsmarkøren viser et Kina, som satser på at spille den rolle, som USA faktisk efterlyser: nemlig en international stakeholder, som i princippet læner sig op ad – og i realiteten udnytter – det liberale, globale økonomiske system
_______

 

Sammenligningen af kinesisk og amerikansk identitet
Hvordan står de fire kinesiske selvopfattelser over for de fire amerikanske?

En kort sammenligning er på sin plads. Udgangspunktet for sammenligningen er de fire tidligere omtalte kriterier for national identitet: 1) generel international placering, 2) national sikkerhedsplacering, 3) intern sammenholdskraft og 4) evne til ekstern påvirkning.

Det er vigtigt at basere sammenligningen på de overordnede nationale kerneidentitetsfortællinger, som for USA er overlegenhed og exceptionalisme, og for Kina er ’Rising China’ og sino-centrisk exceptionalisme. Hvis man tager de fire amerikanske identitetsmarkører som udgangspunkt, hvilke kinesiske markører svarer så bedst til hver af de amerikanske?

Hvordan ser sammenligningen ud, når vi ser på den generelle internationale placering? Her kan det uundværlige USA konfronteres med Det globale Kina. I begge landes identitetsmarkører bliver US interessant nok identificeret som verdenslederen.

Men forskellen er markant: Det uundværlige USA signalerer den amerikanske position på toppen af den globale indflydelses- og magtpyramide. Det står i kontrast til Kina, som i sin egenopfattelse er på vej fra et svagt udgangspunkt som udviklingsland til at blive en mere og mere indflydelsesrig nation, som det internationale samfund skal have tillid til følger den fredelige udviklingsvej. Selv Xi Jinping fremhæver, at opretholdelsen af principperne om fredelig sameksistens er den eneste farbare vej. Identitetsmarkøren viser et Kina, som satser på at spille den rolle, som USA faktisk efterlyser: nemlig en international stakeholder, som i princippet læner sig op ad – og i realiteten udnytter – det liberale, globale økonomiske system.

Hvis vi ser på det andet kriterium, national sikkerhedsplacering, er det oplagt at sammenligne Det usårlige USA med Det suveræne Kina. USA identificerer sig selv som usårlig på en række centrale områder: i form af super-suverænitet pga. global tilstedeværelse, i form af individuel sikkerhed med ret til våbenbesiddelse og videre i form af atomar beskyttelse til klar geopolitisk usårlighed. Intet af det kan Kina diske op med som identitetsgrundlag. Alligevel står Kina identitetsmæssigt stærkt på suverænitetsområdet: Kinas suverænitet betragtes som noget helt fundamentalt. Ikke alene i et historisk perspektiv – den kinesiske territorielle suverænitet ses også i en klar moralsk dimension, og en krænkelse af suveræniteten er ikke alene en trussel mod Kina, men også mod et internationalt system, der hviler på fred og sikkerhed. For Kina er suveræniteten en fundamental, umistelig ret.

Suverænitetsbesættelsen i Kinas selvforståelse er massiv og har klare historiske rødder: fra hundrede års ydmygelse med kolonilignende suverænitetskrænkelser til den manglende internationale anerkendelse af oprettelsen af Folkerepublikken i 1949, som betød, at Kinas plads i FN’s sikkerhedsråd indtil 1971 var besat af Taiwan. Kinas suverænitetsforståelse er massiv i relation til Hongkong, Taiwan, Xinjiang, Tibet og Det sydkinesiske hav.

Det tredje kriterium er den nationale sammenholdskraft. Her ligger det lige for at sammenstille Det hyper-patriotiske og hyper-globale USA med Det forenede Kina. Det forenede Kina er baseret på en national identitet som en påstået ubrydelig enhed, der består af et samlet, multietnisk, nationsbåret kinesisk samfund. Her er der ikke tale om suverænitet, men om national sammenhængskraft.

Der er indlysende grunde til, at den nationale identitet for Kina nødvendigvis må være multietnisk. Kina ville ikke have den nuværende vigtige internationale position uden provinserne Tibet, Qinhai, Xinjiang og Ydre Mongoliet. Disse områder med gigantiske naturressourcer er også af afgørende betydning i Kinas omfattende nationale og internationale projekt, Belt and Road Initiative (BRI) – som også kaldes Silkevejsstrategien – der fremtræder som Kinas udadvendte nationaløkonomiske og sikkerhedspolitiske platform. Kina lægger meget stor vægt på en broget Stor-Kina-identitet gennem fremhævelsen af minoritetsrettigheder som egne sprog og kulturer i et land, hvor Han majoriteten tæller 90 pct. [xv]. Det er selvsagt et problem for Kina at overbevise verden om denne vægtning, når de markant undertrykkende forhold i Xinjiang inddrages.

USA har en føderal struktur med mottoet ’E pluribus unum’, som betyder ”ud af mange, én”. Kina har en stærk central regering, som igen betyder, at Han-majoriteten sidder tungt på magten. USA har udover hypernationalismen – med flaget og forfatningen som markør – også sin hyper-globale-identitet, der stort set omfatter alle folkeslag, nationer, civilisationer, sprog, kulturer og som på sin vis lægger op til en dobbelt identitet. Kina har intet, som blot minder om USA’s globalt inkluderende identitet. Den påståede inklusion af minoriteterne i Kina har intet globalt sigte. Det drejer sig snarere om en revitalisering af forestillingen om et kinesisk imperium; ”riget i midten”.

Det fjerde kriterium er evnen til ekstern påvirkning, dvs. påvirkning af det internationale samfund. Her er det rette sammenligningsgrundlag for Det soft-power udstyrede USA selvfølgelig Det konfucianske Kina. USA er som et overflødighedshorn af blød magt: Hollywood, Westerns, superhelte-fil, religiøse bevægelser og sekter, blue jeans, McDonalds, Coca Cola, Silicon Valley, Google, Amazon, Facebook mv. Blød magt er en national identitetsmarkør for USA, fordi resten af verden reproducerer og inspireres af landets kultur. USA har dermed en massiv fordel i at være den generelt efterstræbelsesværdige nation.

Kina har derimod Konfucius-identiteten som et statsbærende element, der ikke nødvendigvis har universel tiltrækningskraft. Hvorfor er det ikke partistaten og dens såkaldte demokratiske centralisme, der fremstår som national identitet? Her er det vigtigt at fremhæve, at verdensrevolutionstanken (båret frem af maoistiske ideer) blev lagt i graven med Dengs ”verdensåbningspolitik”. Konfucius står derimod som en identitetsbrobygger, som skræver over århundreder og markerer det unikke Kina – både det Kina, som engang havde universel tiltrækning og det Kina, som nu med ’Rising China’ har mulighed for at blive et nyt globalt centrum.

 

At være placeret øverst på den globale magtpyramide er centralt i den amerikanske selvforståelse. Det vil ikke ændres med den nye Biden-administration. Tværtimod vil USA fremstå som supermagten, der påtager sig et centralt medansvar for en verden truet af klimakriser og pandemier
_______

 

En kommende supermagt- og den gamle
Hvordan vil USA forvalte sin overlegenhed, og hvordan vil Kina forvalte sin stigende magtposition? Hvilken rolle spiller den forskelligartede exceptionalisme for de to nationers respektive politiske virkelighed?

Der er ingen tvivl om, at begge lande vil gøre alt for at fastholde det udgangspunkt i forskelligartetheden, som den nationale identitet viser. USA vil under ingen omstændigheder opgive den politiske, økonomiske, teknologiske, ressourcemæssige, militære og kulturelle overlegenhed. At være placeret øverst på den globale magtpyramide er centralt i den amerikanske selvforståelse. Det vil ikke ændres med den nye Biden-administration. Tværtimod vil USA fremstå som supermagten, der påtager sig et centralt medansvar for en verden truet af klimakriser og pandemier og for en verdensorden præget af amerikanske værdier, som gøres universelle.

Kina vil heller ikke opgive det, som har givet kommunistpartiet succes: konstant vækst. Man ønsker at fastholde den igangværende udvikling i hele landet – ikke mindst baseret på det kunststykke at bringe 800.000 millioner kinesere ud af fattigdom – for nu i 2020 at fuldende projektet ved udsigten til helt at udrydde ekstrem fattigdom i landet.[xvi]

Kina har klare, præcise interne mål for fremtidens samfund, som skal stå færdigudviklet i 2049.[xvii] Og Kina vil på sin side heller ikke opgive den sino-centrerede linje, hvor man udbygger forestillingen om den 5000-årige kinesiske civilisation og evnen til at sinificere – ”kinagøre ” – fremmed indflydelse, som man har gjort det med kommunisme, socialisme, kapitalisme, demokrati, nationalisme og nu senest informationssamfundet. Alle disse vestligt baserede begreber er overtaget af Kina og findes nu som dele af kinesisk nationalidentitet – igen i en sinificeret udgave.

Hvilken retning vil verdensordenen tage i dette ”clash of identities” og ”clash of politics” mellem to store magter?

Der er flere tendenser. USA er alvorligt presset på sin overlegenhed. Alene det forhold, at udviklingslandene i primært Asien – lande som Indien, Sydkorea, Vietnam, Indonesien, Filippinerne og Malaysia – i de seneste 40 år har taget afgørende skridt mod at nærme sig de udviklede lande økonomisk og produktionsmæssigt, har rykket på den globale balance.

Kina er imidlertid den klart afgørende udfordrer: Verdens andenstørste økonomi, der imidlertid målt i købekraft allerede har overgået USA. Teknologisk og innovationsmæssigt har Kina på enkelte områder en førerposition. Militært sigter Kina på at have et militær i verdensklasse i 2049. Udfordringen har ført til, at USA for tiden fører en anti-kinesisk kampagne rettet mod kinesisk indflydelse og indblanding i andre landes indre anliggender, herunder USA selv. Endvidere føres en kampagne rettet mod Kinas handelspolitik, som flammer op i handelskrigslignende tilstande. Sideløbende gennemfører USA en kampagne mod teknologiinfiltration via Huawei.

Coronapandemien har også ført til alvorlige anklager mod Kina fra et USA, som føler sig presset. Strategien er at arbejde på en amerikansk ledet global anti-kinesisk ”forenet front”. Med andre ord: en ’containment’ af Kina. Taktisk set vil Biden gå anderledes til værks overfor Kina end Trump. Men strategisk vil ”forenet front” og inddæmningspolitikken bliver videreført.

Men mange undersøgelser peger på, at forudsigelser om USA’s globale nedtur ikke nødvendigvis er retvisende. Den amerikanske dollar spiller fortsat en hovedrolle for verdensøkonomien og giver USA muligheder for at optage billige lån. Ressourcemæssigt står USA stærkt og på energifronten stærkere end nogensinde. Teknologisk er USA udfordret, men USA’s overlegenhed på dette centrale område står ikke for fald.

Det samme gælder de væbnede styrker. USA’s militær er fortsat – ikke mindst pga. sin globale tilstedeværelse og sin internationale militære interventionskapacitet – uovertruffet. Afskrækkelseseffekten er høj: Det amerikanske globalt placerede militær er frygtet. Alene det forhold, at Kina kun har én militærbase på et fremmed territorium – i Djibouti, som i øvrigt også rummer baser fra USA og en række vestlige nationer – er sigende. USA derimod har hundredvis af basefaciliteter spredt over kloden under ledelse af dets globale kommandosystem, som dækker hele jordkloden bortset fra Antarktis.

 

På den anden side er det essentielt at forstå, at den kinesiske opstigning ikke kan standses udefra, og at denne udvikling nødvendigvis skal integreres i verdensordenen
_______

 

Fremtiden
Skal man vurdere Kina og USA’s samlede magtkapabiliteter, vil det generelle billede derfor vise en fortsat amerikansk overlegenhed. Ikke mindst på områder som stabilitet og kompetence vil USA fortsat score højt i forhold til Kina.

Men demonstrerer Kina netop ikke høj grad af stabilitet og kompetence i forhold til Trump-administrationen? En ledelse, som i visse sammenhænge fremstod som splittet, inkompetent, ineffektivt, udiplomatisk og med en ledelse, der skabte ikke blot hovedrysten og undren, men også uro, usikkerhed og uforudsigelighed?

Igen: De amerikanske liberale institutioner HAR vist sig effektive og levedygtige. De har demonstreret, at det er muligt at gennemføre et magtskifte, som har udfordret en til dels indforstået elitær Republikansk/Demokratisk politisk orden med et problematisk resultat, uden systemet er brudt sammen. Den institutionelle styrke har fastholdt en stabilitet og en kompetence, som trods alt har kunnet fungere – selv under en Trump-ledelse, som på visse områder har set stort på kompetence. Interessant er det at konstatere, at næsten alle lande i verden har rettet ind i forhold til de udenrigspolitiske tiltag – også af uventet og tvivlsom karakter – der er blevet i iværksat af Trump.

Styrken ved det amerikanske politiske system er gennemsigtigheden, pluralismen og modmagten. At magtrotationen – trods alt – fungerer.

Kina mangler i denne henseende både stabilitet og kompetence. Det politiske system er baseret på lukkethed og mangel på gennemsigtighed, hvilket skaber usikkerhed og ustabilitet med tilhørende korruption. Et etpartisystem med et centraliseret, censureret og selvcensureret samfund – baseret på den tiltagende koncentration af magten hos en Xi Jinping – vil generelt være truet af ustabilitet og inkompetence, fordi åbenheden undertrykkes.

På den ene side skal USA’s nuværende overlegenhed ikke undervurderes, og den amerikanske selvopfattelse kan stadig ses som et vigtigt grundlag for den gældende verdensorden. På den anden side er det essentielt at forstå, at den kinesiske opstigning ikke kan standses udefra, og at denne udvikling nødvendigvis skal integreres i verdensordenen. Store problemer vil opstå, hvis den sino-centrede exceptionalisme stivner i hyperautoritære og hypernationalistiske excesser med kinesiske karakteristika under fremhævelse af kinesisk global overlegenhed. Det vil få Kinas integration i verdensordenen til at bryde sammen. Dette udfald må forhindres. Der skal findes løsninger, som reducerer både USA´s overlegenhedsidentitet og China-Rise-identiteten. Det er afgørende at forhindre, at USA glemmer, at landet officielt har accepteret princippet om fredelig sameksistens – et begreb, som er en kinesisk opfindelse.[xviii]

Men trods alt er konklusionen: Der er ikke en militær krig på vej mellem Kina og USA. Konfrontationer, rivaliseringer og magtkampe vil fortsætte, men de vil blive overskygget af vægten af de globale strukturer – primært de forhold, at USA fortsat er enesupermagten, og at der fortsat eksisterer et globalt sammenhængende verdensmarked. Det er kendsgerninger, der modvirker krige mellem nationer – ikke mindst mellem stormagter.

Dertil kommer fremkomsten af fælles globale trusler, som vil dominere det 21. århundrede: klimatrusler, pandemitrusler, ressourcemangeltrusler, befolkningssammensætningstrusler, trusler fra forfejlet teknologiudvikling og forfejlede livsskabelsesprocesser – og endelig Rumsfeldt-truslen fra 2002: ”there are things we don´t know, we don´t know.” Der er utænkelige farer, som kan true kloden. Vi står over for farer, som nødvendigvis må kalde på internationalt samarbejde og på en global, forenet front.[xix]

■

 

Der skal findes løsninger, som reducerer både USA´s overlegenhedsidentitet og China-Rise-identiteten. Det er afgørende at forhindre, at USA glemmer, at landet officielt har accepteret princippet om fredelig sameksistens – et begreb, som er en kinesisk opfindelse
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland