05.12.2020

.

Corona har bragt forskningen ind i samfundsdebatten og politik. Det har været uskønt – men også en kilde til inspiration.

NYHED! Som abonnent kan du nu lytte til udvalgte artikler fra RÆSON. Lyt med her: Lydafspiller

Af Asmus Leth Olsen

Coronavirussen forvandlede 2020 til et år med tæt kinddans mellem videnskab og politik. Aldrig har så mange videnskabsfolk været så meget på TV før, og aldrig har regering, Folketing og befolkning skullet forholde sig til så mange videnskabelige argumenter: nedlukning, smittekæder, mundbindseffektivitet, minkmutationer, vaccineskepsis og ekspropriation.

Som statskundskabsforsker har man et ben i både videnskab og politik. På den ene side er man forsker og kender en verden, der består af publicering i fagfællebedømte tidsskrifter, kamp om bevillinger fra offentlige og private fonde og diverse intriger mellem forskningsinstitutioner. På den anden side er ens videnskabelige genstandsfelt de aktører og institutioner, der befolker det politiske liv, og som under coronakrisen har været storforbrugere af forskning på godt og ondt. Desuden kan man, som i mit tilfælde, have forskningserfaring fra krydsfeltet, fx hvordan borgere og politikere bruger evidens til at informere sig om verdens tilstand og træffe beslutninger derefter. Med det afsæt vil jeg herunder drage syv læresætninger om krydsfeltet mellem videnskab og politik.

Dette er ikke den definitive evaluering – snarere en midtvejsevaluering – for vi er slet ikke ude på den anden side endnu. Det er vi nok først rigtigt om et år, hvis størstedelen af befolkningen har fået en vaccine.

 

Viden er og bliver ikke spontan, men består i det lange, seje træk. Den er derfor som regel ikke kriseparat. Men skal man ikke se mod forskerne i en akut krise, må politikerne i vidt omfang selv eksperimentere
_______

 

1. Videnskab er en langsom proces
Videnskab er mange ting, men det er i hvert fald ikke en hurtig proces. Der kan ofte være mange år fra forskningside til videnskabeligt output. Videnskabsfolk er måske ofte de første, der finder ud af noget nyt, men de er nok de sidste til at svare på et spørgsmål, hvis de spontant bliver spurgt om noget, de ikke har undersøgt før.

Det kom tydeligst til udtryk i krisens begyndelse, da nedlukningen ramte. Det var den første af mange store ’evidensdebatter’, der blev ført resten af året. Har vi sundhedsfaglig evidens for grænselukning? Hvad med masker? Skolelukning? Ingen videnskabsfolk var gode til at svare klart og omgående på den type ad hoc-spørgsmål – til både politikere og borgeres store overraskelse.

Viden er og bliver ikke spontan, men består i det lange, seje træk. Den er derfor som regel ikke kriseparat. Men skal man ikke se mod forskerne i en akut krise, må politikerne i vidt omfang selv eksperimentere. Det gælder ikke kun i medicinsk forskning, men i endnu højere grad min egen gren af adfærds- og socialvidenskab, der også har spillet en rolle under coronakrisen, bl.a. med at forstå, hvordan man får folk til at ændre adfærd. Her har professor i statskundskab Michael Bang Petersen og andre sat nye standarder for, hvor hurtigt mit hjørne af videnskaben kan spille en konstruktiv rolle i samfundsdebatten ved dagligt at måle danskernes tillid til myndighedernes råd og anbefalinger.

Men andre dele af mit felt havde en uheldig og langsom start på krisen. Stjerneprofessoren Cass Sunstein, der blev verdenskendt med bogen Nudge fra 2009 med nobelprisvinder i økonomi Richard Thaler, skrev i februar 2020, at vores frygt for coronavirus alene var drevet af irrationel psykologisk bias, der får os til at gå galt i byen af små sandsynligheder. Det var en anden tid dengang – siden er over 1,3 millioner mennesker døde, og 5-10 pct. af verdens bruttonationalprodukt røget ud i toilettet. Afstanden var lige pludselig meget lang fra den teoretiske lænestol på Harvard til den virkelige verden uden for de akademiske vinduer. Et forskerhold konkluderer ikke overraskende i en nyere artikel i det velansete tidsskrift Nature Human Behaviour, at psykologi og adfærdsvidenskab har så ringe kriseparathed, at politiske aktører bør være varsomme med at lytte til os. Men som jeg vil komme tilbage til senere, har én videnskab vist sig yderst kriseparat: vaccineforskningen.

 

De almindelige politiske spilleregler var ophævet, og pengekassen stod på vid gab, men i begyndelsen agerede dele af det lægefaglige miljø, som om de var ved at blive lokket i en fælde
_______

 

2. Læger forstår ikke politik
Læger og sygeplejersker på landets sygehuse har udvist en fantastisk evne til at omstille de daglige arbejdsgange under coronakrisen. Her er med stor sandsynlig en generel lektie om, hvad der faktisk er muligt at gøre i den offentlige sektor.

Samme smidighed har dog været svær at identificere blandt læger og sundhedsfaglige personer, der interagerer med det politiske system. Fra krisens begyndelse var nogle læger bekymrede for, at der blev brugt for mange penge på at bekæmpe coronasmitte. Flere læger var også skeptiske over for massetestning, som ellers professor Paul Romer, der er nobelprisvinder i økonomi, tidligt foreslog det i forløbet.

Men lægerne havde ingen grund til at optræde så sparsommeligt. De havde politikernes og befolkningens fulde opmærksomhed, og den politiske vilje manglede ikke, hvis lægefaglige styrelser, forskningsmiljøer eller hospitaler manglede noget. Vi ved fra spørgeskemaundersøgelser under coronakrisen, at befolkningens støtte og tillid til sundhedsvæsnet var meget høj. De almindelige politiske spilleregler var ophævet, og pengekassen stod på vid gab, men i begyndelsen agerede dele af det lægefaglige miljø, som om de var ved at blive lokket i en fælde. Gnidninger og misforståelser mellem det sundhedsfaglige miljø og politikerne har med andre ord været faste rejsemakkere under hele coronakrisen.

 

Det fundamentale problem er, at vi som mennesker ikke kan have medfølelse med en statistik, men kun med andre konkrete mennesker
_______

 

3. Statistiske liv tæller mindre end konkrete liv
Læresætninger må gerne bekræfte gængs viden. Flere tilskriver (fejlagtigt) Josef Stalin citatet: ”Ét dødsfald er en tragedie. En million er statistik”. Hvem der end har sagt det, kan vi i det mindste sige, at det er et faktuelt korrekt udsagn om menneskers psykologiske reaktion på individer og masser. Vi ved fra forskningen, at statistiske liv tæller mindre end enkeltstående dødsfald – og vi ser det udspille sig dagligt på TV, når nødhjælpsorganisationer beskriver en konkret afrikaner, som vi kan hjælpe med vores donation. Ofre skal være identificerbare for at tælle som ofre. Professor i psykologi Paul Slovic har brugt mange år på at drive denne pointe hjem.

Det fundamentale problem er, at vi som mennesker ikke kan have medfølelse med en statistik, men kun med andre konkrete mennesker. Vi har brugt det meste af vores udviklingshistorie på at observere andre menneskers konkrete lidelser. Og vi har brugt meget lidt af vores udviklingshistorie på at læse den seneste statistik i en avis. Derfor kan én persons tragiske død fylde medierne i flere dage, mens den marginale påvirkning af os ved yderligere omkomne er stærkt aftagende. Coronaepidemien bekræfter den viden. For tiden dør omkring 1.500 personer om dagen med coronasmitte i USA, uden at samfundsdebatten af den grund er synderligt påvirket. Mange vesteuropæiske lande lever med hundredvis af daglige dødsfald. Den statistiske krise bliver hurtigt hverdag.

4. Politologisk teori skal tilbage på tegnebrættet
Kigger man på verdenskortet over dødsfald per 100.000 indbyggere, kan det sætte de teoretiske politologiske fantasier i gang hos de fleste. Problemet for alle er bare, at ingen af vores gængse teorier passer specielt godt. Det er svært at se sammenhængene i de politiske reaktionsmønstre.

Fx har de skandinaviske velfærdsstater delt sig i to grupper med Norge og Danmark på den side med få dødsfald og Sverige på den anden side med mange dødsfald. Det sker på tværs af den aktuelle partipolitiske orientering: Norges regering er konservativ, mens socialdemokraterne er ved magten i Sverige og Danmark.

 

Det amerikanske valg giver heller ingen klare svar på, hvad corona betyder i stemmeboksen. Trump tabte, men hans popularitet har været nogenlunde stabil igennem hele året
_______

 

Det europæiske kontinent giver heller ikke meget klarhed. Tyskland med et fragmenteret sundhedssystem klarer sig bedre end Frankrig, der ellers er kendt for et velfungerende sundhedsvæsen. Også de tre mere markedsorienterede liberale velfærdsstater Australien, Storbritannien og USA falder i to grupper, hvor førstnævnte har klaret det godt, mens de to sidste har haft mange dødsfald per 100.000 indbyggere.

Kortene kan naturligvis nå at falde pænere på plads, når vi er helt igennem krisen, men lige nu er det svært at se indlysende ideologiske, bureaukratiske eller kulturelle systemer, der entydigt har ’vundet’ eller ’tabt’.

Det næste store spørgsmål står også ubesvaret: Hvad er de politiske omkostninger og gevinster forbundet med håndteringen af coronakrisen? Vi har set betydelige statsmandseffekter, der har gavnet siddende regeringer, på trods af at de har klaret krisen ringe. Således har regeringspartier i både Danmark og Tyskland, der har klaret det godt, set stigende opbakning, men det samme gælder også i Italien og Frankrig, som ikke har klaret det indlysende godt. Det amerikanske valg giver heller ingen klare svar på, hvad corona betyder i stemmeboksen. Trump tabte, men hans popularitet har været nogenlunde stabil igennem hele året.

Dette er tilfældet, selvom meget demokratiteori bygger på den ret logiske grundantagelse, at vælgerne belønner og straffer regeringer for, hvorvidt de klarer sig godt eller dårligt. Derfor vil 2021 vise, hvor stort et serviceeftersyn teorier om sammenhængen mellem performance og vælgeopbakning skal have.

Endelig er der den politiske psykologi, der ville forvente, at coronasmitte ville øge frygt for og negativ opfattelse af indvandrere og flygtninge. Ifølge evolutionspsykologien er det oplagt, at mennesker er opflasket med ideen om, at en fremmed er en potentiel kilde til smitte med farlige sygdomme, fx har Trumps navngivning af corona som ’kinavirus’ da forsøgt at lave den kobling, men det står ikke tilbage som en central fortælling om coronakrisen.

Der er, mildt sagt, lidt at se på i det politologiske arbejdsværelse i 2021.

 

[L]ige nu er det svært at se indlysende ideologiske, bureaukratiske eller kulturelle systemer, der entydigt har ’vundet’ eller ’tabt’ [under krisen]
_______

 

5. Scientisme, når det passer
Politikerne har skubbet meget videnskab foran sig – i hvert fald når det passede ind i deres politiske planer. Derfor har der nogle gange været slalom mellem argumenter om ’sundhedsfaglig forsvarlighed’ og ’i sidste ende er det en politisk beslutning’. Men ofte er videnskaben blevet spændt til sit yderste i en politisk ’scientisme’: Dvs. en politisk motiveret, overdreven tro på, hvor sikkert og præcist videnskab kan sige noget om verden.

Ikke mindst i forbindelse med genåbningerne har vi set det. Jeg forsøgte selv at beskrive fænomenet i maj i Berlingske: ”Epidemiologien er ikke mit emne, men at regne på den isolerede effekt på smitteomfanget af at åbne højskoler er formentlig nogenlunde lige så meningsfuldt som at måle på ændringen i saltindholdet i vandet i Øresund, efter en fritidssejler har tabt sin saltbøsse i havet”.

Politikeres brug af det, man kan kalde overdrivelse af videnskabelig præcision kan tjene mange formål. Vi ved fra forskningen, at folk, der udtrykker sig i mere præcise tal, dvs. tal med mange decimaler, ses som mere troværdige. Tilhørerne opfatter personen som mere indsigtsfuld – videnskabelig præcision virker som et oprigtigt signal om afsenders faglighed. Det er der sikkert også ofte god grund til, men det har under corona også fungeret som en afværgemanøvre.

 

Åbenhed i lægevidenskaben kunne have reddet os fra meget spildt evidensgætteri i 2020
_______

 

6. Lægevidenskaben skal være mere åben
Lægevidenskaben er kendt for at holde den etiske fane højt. Det er meget naturligt, når man laver forsøg med mennesker. Folk skal vide, hvad de går ind til, og give samtykke, før man propper piller i munden på dem. Men forskningsetikken stopper ikke, når data er indsamlet. Etikken følger med, når videnskab skal kommunikeres, og her viste corona nogle mindre heldige eksempler.

Statens Serum Institut (SSI) har holdt data meget tæt til kroppen, hvorfor både medicinere og andre forskningsmiljøer har haft svært ved at udføre egen coronaforskning. Hvis ikke data har siddet lidt for godt fast, har det knebet med åbenhed omkring beslutningsgrundlaget. Mange af de mest heftige debatter under coronakrisen har kørt i flere dage, hvor folk har måttet gøre sig antagelser om, hvorfor SSI mon har truffet den beslutning, som de nu har.

Debatten om effektiviteten af mundbind hører til i samme skuffe. Berlingske kunne på forsideplads den 22. oktober 2020 berette om, hvordan et dansk studie af mundbinds evne til at forhindre smitte blev afvist i en række toptidsskrifter. Forskerne ville ikke fortælle, hvad studiet viste, og de ville ikke offentliggøre det, før det var optaget i et fagfællebedømt tidsskrift. Det var samlet set et eksempel på forskningskommunikation, der gav lige præcis ingen værdi til samfundsdebatten om et akut, alvorligt problem.

I andre videnskaber er det almen praksis, at data og arbejdspapirudgaver af forskning løbende bliver lagt online. Det giver plads til, at ting løbende kan blive fagfællebedømt, inden de endelig bliver sendt til et tidsskrift.

Men dele af lægevidenskaben kører efter den gamle skole, hvor forskning er mere hemmelig og lukket end statens efterretningsarkiver, lige indtil det øjeblik de udkommer i et prestigefyldt tidsskrift. Studiet om mundbind er siden hen udkommet, og det har vist sig, at det grundlæggende ikke kan bruges til at informere politik om mundbind. Det var designet til kun at kunne påvise en reduktion i smitte på 50 pct. eller mere, hvilket er en meget stor effekt helt uden politisk relevans. Vi ville være tilfredse med en langt mindre reduktion, men det kan studiet ikke håndtere.

Åbenhed i lægevidenskaben kunne have reddet os fra meget spildt evidensgætteri i 2020.

 

[Vaccinerne] er blevet udviklet i rekordfart, hvilket viser, at vaccineforskningen i det mindste er en kriseparat videnskab
_______

 

7. Eksperimentet redder os til sidst – hvorfor bruger vi det ikke til mere?
Det er vigtigt at slutte med et lyspunkt. Flere store medicinalfirmaer har meget effektive vacciner på vej. De er blevet udviklet i rekordfart, hvilket viser, at vaccineforskningen i det mindste er en kriseparat videnskab.

Men vacciner er ikke kun lyset for enden af tunnelen på coronakrisen. De er også et glimt af håb, der bør give eftertanke i resten af samfundet. For de er, som meget anden medicin, resultatet af nogle helt faste testprocedurer med faser, der består af lodtrækningsforsøg. Fase tre i rækken er store lodtræningsforsøg med tusindvis af borgere. Her bliver borgerne delt i to grupper ved simpel lodtrækning. Alle får en indsprøjtning – men kun for den ene gruppe indeholder den vaccinen. Dermed er der opnået fuldstændig sammenlignelige grupper, der gør det muligt at sige noget meget præcist. Denne enkle model er arbejdshesten i medicinsk forskning. Den har vist sit værd de seneste 100 år og har nu igen-igen reddet verden fra en pandemi med nogle simple metodiske principper.

Spørgsmålet – og svaret vil være ganske mange penge værd – er derfor, hvorfor samme metode ikke rulles ud på andre problemer? Ja, der bliver lavet lidt eksperimentelle lodtrækningsforsøg hist og her på nogle velfærdsområder – senest i stigende grad på skoleområdet. Standardkritikken er normalt, at samfundsvidenskaberne er en mere kompleks størrelse, der ikke tillader den samme form for videnskabelige eksperimenter. Som tiden går, virker den kritik dog mere og mere som en smart videnskabsteoretisk standardparade, der lyder godt og hjælper med kunstigt at adskille videnskaberne fra hinanden, men som ved nærmere eftersyn ikke har meget hold i virkeligheden. Der bliver nemlig lavet samfundsvidenskabelige eksperimenter, og de har på mange måder løftet fag som statskundskab og økonomi i anseelse og troværdighed over de seneste ti år.

Selv vores lille samfund har mange små uløselige kriser – det gælder i alt fra integration, kriminalitet og beskæftigelse til sygefravær, hvor det meste af forskningen alligevel ikke tager afsæt i den eksperimentelle videnskab, men oftere i blødere former for evidens – og den viden, det producerer, er derefter: ofte svær at handle på og meget usikker. Der er nok at tage fat på. ■

 

[O]fte er videnskaben blevet spændt til sit yderste i en politisk ’scientisme’: Dvs. en politisk motiveret, overdreven tro på, hvor sikkert og præcist videnskab kan sige noget om verden
_______

 

Lyt til artiklen her: Lydafspiller

Asmus Leth Olsen (f. 1984), cand.scient.pol., ph.d., professor MSO ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Her forsker han i eksperimentel offentlig forvaltning. Han har bl.a. publiceret i American Journal of Political Science, Journal of Politics, American Economic Journal: Economic Policy og Judgment and Decision Making. ILLUSTRATION: Coronaforanstaltninger på Islands Brygge, 3. Maj 2020 [Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix]