27.04.2020

Håndvask med sæbe er en billig og effektiv måde at beskytte sig selv og andre mod coronavirus. Men har man intet rent vand og endnu mindre sæbe, som det er tilfældet for millioner af asiatere, er den beskyttelse uden for rækkevidde. Det gør coronakrisen dybere.

Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

“Vi har i vores hænder – ja, i bogstavelig forstand i vores egne hænder – en simpel handling, som kan redde liv ved at formindske vores eksponering for coronavirus eller covid-19”. Det siger Seetha Ram, der er seniorkonsulent i ADB, den asiatiske udviklingsbank, i en nylig podcast fra banken.

”Ved at vaske vores hænder med sæbe beskytter vi ikke alene os selv. Vi kan også undgå at sprede virus til andre. At forbedre folks adgang til håndvask er derfor livsvigtig i kampen mod covid-19. Den nye coronavirus sætter over hele verden fortsat sundhedssystemer og økonomier på en hård prøve”.

Seetha ram understreger imidlertid, at det at fortælle hele verden om, hvor vigtig håndvask er for et samfunds hygiejne, kun er en del af udfordringen. For ”mange mennesker i udviklingslande i Asien og Stillehavsområdet mangler stadig adgang til de vaskefaciliteter og det rene vand, som er så afgørende for at forhindre en spredning af covid-19”.

På verdensplan er der tre milliarder borgere, for hvem adgang til en god, hygiejnisk håndvask ikke er nemt tilgængelig, og det gælder ifølge FN-organisationen Unicef også en sjettedel af alverdens sygehuse og sundhedsstationer. Seetha Ram understreger, at det heldigvis ikke er for sent at indhente det forsømte og redde millioner af liv. Han understreger bl.a., at bæredygtig adgang til rent vand til håndvask er en del af FN’s udviklingsmål.

Han peger også på et innovativt ADB-projekt i Dumaguete i Filippinerne, som ”viser os, at spillover-effekten af at forsyne en hel by med en hygiejnisk vandforsyning er betydelige i form af højere ejendomspriser, øget turisme, bedre livsvilkår og en generel forbedring af sundhedstilstanden og produktiviteten”.

 

[Håndvaskning] er og bliver det bedste våben mod covid-19-truslen – indtil videre, inden vi har en vaccine
_______

 

SELV I DE LANDE, hvor adgang til en vandhane med rent vand ikke er nogen selvfølge, lyder der i disse uger i både traditionelle og sociale medier gentagne appeller til alle om at vaske hænder med sæbe, og man ser ofte anvisninger om, hvordan man gør det rigtigt. Det er og bliver det bedste våben mod covid-19-truslen – indtil videre, inden vi har en vaccine.

Når der i mange udviklingslande i Asien og andre steder i verden er så alvorlig en mangel på rent vand, skyldes det for det første, at man er prisgivet naturens luner, og at det nogle år har regnet meget mere end andre år og opfyldt de tilgængelige vandreservoirer. Men det skyldes også, at man mange steder ikke har etableret de fornødne anlæg til at rense vandet, før det leveres til forbrugerne. I de senere årtier har vandprojekter rundt omkring i verden skabt renere vand og bedre hygiejne til milliarder af mennesker, men der er andre milliarder, som endnu ikke har haft gavn af denne indsats.

I ET LAND SOM INDONESIEN må 28 procent af befolkningen – dvs. hele 41 millioner mennesker – ifølge Unicef-statistikker for 2019 lytte til alle disse velmenende opfordringer uden at kunne leve op til dem. De har simpelthen ikke adgang til rent drikkevand, og ude på landet er denne andel endnu større end det generelle billede.

Selv i hovedstaden Jakarta, som i disse uger er hårdest ramt af covid-19-smittetilfælde, har kun 73 procent mulighed for dagligt at vaske hænder med sæbe, og det er inklusive dem, der må gøre det ved en offentlig vandhane på gadehjørnet. De husstande, som ikke selv har rindende vand, og som ikke har en veldrevet vandhane ude på gaden, er henvist til at købe vand af de vandhandlere, der kører rundt i byen med hestekærre eller trækvogn. Det koster ifølge Jakarta Post mange familier 360.000 indonesiske rupiah (160 kr.) om måneden, hvilket for mange af dem svarer til ti procent af familiens samlede indtægt og derfor gør et alvorligt indhug i husholdningens økonomi. Ikke så sært, at mange af dem tvinges til at spare på vandet til daglig.

”I øjeblikket er det sådan, at lavindkomstgrupper har svært ved at opretholde hygiejne i hjemmet – de har dårligt nok råd til at vaske hænder og endnu mindre til at drikke vandet. Derfor er de meget udsatte for at blive ofre for coronavirus-smitte”, lyder det i en udtalelse fra en aktivistgruppe, der består af beboere i byen, som kæmper mod den privatisering af vandværker og vandforsyning, der blev gennemført i Indonesien i 2013.

Gruppen fører aktuelt et civilt søgsmål mod to private firmaer, som efter deres mening har undladt at forsyne alle husholdninger i deres område med rent vand, sådan som de ifølge deres kontrakt er forpligtet til.

”De fattige i byerne har begrænset eller slet ingen adgang til sygehuse, fordi de er for dyre for dem, og de kan ikke forventes at have en hygiejnisk livsstil, for de ejer ikke håndsprit eller masker, og der er slet ingen mulighed for at holde social distance. Hvis man lader være med at gå på arbejde en eneste dag, vil hele familien ikke have noget at spise”, forklarer aktivisten Sandyawan Sumardi, som står i spidsen for House of Humanitarian Solidarity i hovedstaden, til Jakarta Post.

”Håndvask med sæbe er en af de billigste og mest effektive ting, vi kan gøre for at beskytte os selv og andre mod coronavirus og alle mulige andre smitsomme sygdomme. Men for milliarder af os i verden er selv denne grundlæggende ting uden for rækkevidde”, forklarer Sanjay Wijesekera, der er direktør i Unicef, på FN-organisationens hjemmeside.

 

På verdensplan er der tre milliarder borgere, for hvem adgang til en god, hygiejnisk håndvask ikke er nemt tilgængelig, og det gælder ifølge FN-organisationen Unicef også en sjettedel af alverdens sygehuse og sundhedsstationer
_______

 

DET SAMME ER tilfældet i Indien, hvor storbyen Chennai med syv millioner indbyggere sidste år blev ramt af alvorlig vandmangel, og mange frygter, at det samme er på vej til at ske i år igen.

”Hvis der bliver vandmangel ligesom sidste år, vil det blive vanskeligt at skaffe nok rent vand til, at vi kan vaske hænder flere gange om dagen”, udtalte Shanthi Sasindranath, der er mor til to og bor i udkanten af Chennai, i marts til BBC.

Sidste år overlevede hendes familie kun ved at købe urenset vand af en landmand, der havde en brønd midt på sin mark 50 kilometer fra familiens hjem. Vand er med andre ord slet, slet ikke nogen selvfølgelighed i hverdagslivet for utroligt mange indiske familier

Den samme situation ventes at opstå senere på året i store dele af Sydøstasien. Regionen omkring Mekong-floden fik langt under den gennemsnitlige regn sidste år, og den lider allerede af den værste tørke i flere årtier. De fleste vandreservoirer i for eksempel Thailand rummer allerede langt under halvdelen af deres planlagte kapacitet.

Eksperter ved SEI, Stockholm Environment Institute, advarer indtrængende mod denne udvikling, og i en artikel af Karthikeyan Matheswaran, der er forsker ved SEI, opfordres de lokaler regeringer i Mekong-regionen til så hurtigt som muligt at etablere offentlige vandhaner med forbindelse til alternative vandkilder som grundvandet eller mobile vandtanke. Samtidig – af hensyn til hygiejnen og beskyttelsen af folk mod covid-19-smitte – anbefales myndighederne at forberede uddeling af gratis håndsprit i slumområder samt de øvrige områder, hvor akut vandmangel ser ud til at være uundgåelig.

Efterhånden som sårbare sygehusvæsener i Asiens udviklingslande – med færre tv-kameraer til stede end i New York og Tokyo – også bliver alvorligt belastede af at skulle rådgive og behandle et stigende antal patienter med covid-19-sygdommen, bliver det endnu mere påtrængende for dem at trygle befolkningerne om – når de kan – at vaske hænder, så de ikke i samme omfang som i et normalt år døjer med diarré og almindelige luftvejssygdomme.

Konsekvensen af den manglende vandhygiejne i de fattigere dele af Asien kan meget vel blive, at man i de regioner kommer til at kæmpe med gentagne covid-19-udbrud i endnu længere tid, end man gør i de udviklede industrilande.■

 

Konsekvensen af den manglende vandhygiejne i de fattigere dele af Asien kan meget vel blive, at man i de regioner kommer til at kæmpe med gentagne covid-19-udbrud i endnu længere tid, end man gør i de udviklede industrilande
_______

Apropos denne artikel:

Lars Bangert Struwe: Kritikken af Danmarks forsvarspolitik var helt fair. Nu er det pinedød nødvendigt at komme videre

Thomas Aastrup Rømer: 13 forslag til en humanistisk skærmpolitik

Hayley Stevenson i RÆSONs nye trykte nummer: Trump er en katastrofe for klimaet – men det var den eksisterende klimapolitik også

Peter Meedom i RÆSON SØNDAG: Putin går styrket til forhandlingsbordet i 2025. For Ukraine har stadig ingen troværdige sikkerhedsgarantier

Camilla T. N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Østasien forbereder sig på Trump

Lars Bangert Struwe om sabotage i Østersøen: Frygten for eskalation har gjort os impotente