Asger Røjle om Corona i Asien #5: En undtagelsestilstand i Japan er ikke som i Europa. Den er mindre hård for business

Asger Røjle om Corona i Asien #5: En undtagelsestilstand i Japan er ikke som i Europa. Den er mindre hård for business

09.04.2020

.

Efter lang tids tøven har den japanske regering indført en såkaldt undtagelsestilstand i flere af landets største byer, blandt andre Tokyo. Men samfundet er ikke lukket ned som i Europa. Det kan man slet ikke.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

”Endelig!”, var der mange menige borgere, eksperter og oppositionspolitikere, der udbrød, da Japans premierminister, Shinzo Abe, tidligere på ugen erklærede syv af landets største amter omkring bycentrene Tokyo, Osaka og Fukuoka i undtagelsestilstand med det formål at få bedre styr på det stadig stigende antal corona-smittede.

Antallet af smittede var stadig ikke slemt i sammenligning med USA og flere europæiske lande. Men i flere dage i træk havde millionbyen Tokyo haft flere end 100 nye smittede, hvoraf mange var unge, og hvor man i de fleste tilfælde ikke kunne identificere smittevejen. Det var denne stædige stigning dag for dag, især i Tokyo-området, der blev opfattet som så alarmerende, at Abe-regeringen af hensyn til kapaciteten på sygehusene valgte at tage det dramatiske skridt, man ellers havde forsøgt at undgå.

I sidste ende er det måske selve signalet ved lanceringen, som er den største forskel i forhold til sidste uge. Der er færre mennesker i togene og gaderne, der er lukket flere butikker, spisesteder og små listige mødesteder, og der er en endnu større andel af befolkningen end før, der bærer maske i offentligheden.

I modsætning til i Europa har Abe-regeringen ikke lovmæssigt nogen ret til at beordre folk til at blive hjemme. I det hele taget har der i hele efterkrigstiden været meget klare begrænsninger i lovgivningen for, hvor meget staten og regeringen må bestemme over borgernes liv.

 

Både Abe og Tokyos borgmester, Yuriko Koike, understreger igen og igen, at dette ikke er en ”nedlukning” af samfundet a la Spanien og Frankrig
_______

 

Det er heller ikke den centrale regering, men tværtimod de lokale borgmestre, der formelt beslutter, hvordan undtagelsestilstanden i praksis skal føres ud i livet. Både Abe og Tokyos borgmester, Yuriko Koike, understreger igen og igen, at dette ikke er en ”nedlukning” af samfundet a la Spanien og Frankrig. Der bliver ikke noget med politi, som tjekker, om folk på fortovet nu har udfyldt papirerne korrekt, så de kan få lov til at gå på indkøb i det lokale supermarked. For i Japan må man gerne gå på indkøb. Supermarkeder og døgnkiosker har næsten lige så længe åbent som normalt. Der er faktisk endnu flere varer på hylderne, fordi flere laver mad hjemme, så der skal indkøbes flere ingredienser til køleskabet.

Man må gerne gå til doktoren eller sygehuset, selv om man opfordres til at vente med at gøre det, til man – af corona eller noget helt andet – er blevet rigtigt væmmeligt syg, så man ikke tager de stressede læger og sygeplejerskers tid. Og man må – vel at mærke – gerne gå på arbejde. Togene ind og ud af Tokyo og de andre storbyer kører fortsat normalt. Det har været vigtigt for regeringen at undgå at stoppe dem, selv om kritikere ofte har kaldt de proppede myldretidstog for døgnets værste smitterisiko.

Togene er nødvendige, så man kan ”fortsætte de økonomiske aktiviteter”, som Shinzo Abe formulerer det. Det har han lovet sine støtter i erhvervslivets top, der til gengæld bakker op om regeringens storstilede hjælpepakker, der helt enkelt går ud på at give betydelige kontante beløb i kompensation til familier samt små og mellemstore virksomheder, som under krisen er ved at løbe tør for penge.

Man skal helst sidde længere væk fra hinanden på kontoret, så der bliver social distance, som i Japan nu også defineres ved to meter – tidligere var det kun en. Man kan også på kontoret blive enige om at møde på forskudte tidspunkter, og hvis det er muligt, kunne man eventuelt skiftes til at arbejde hjemmefra, foreslår Abe. Men helt lukke kontoret, det gør man de færreste steder, hverken i det offentlige eller det private.

Steder, hvor mange mennesker mødes, især om aftenen, holdes lukkede – og her har de lokale borgmestre faktisk magt til at bede politiet gå ud, banke på og høfligt stille et krav om, at enhver lille nudelrestaurant, hvor ejeren ikke fatter de offentlige kompensationsordninger – og derfor desperat forsøger at holde åbent – ruller skodderne ned. Hvis et lokalt tivoli nægter at aflyse lørdagens forestilling, kan borgmesteren ikke straffe det på anden vis end ved at offentliggøre dets navn og smudse dets renommé – hvilket i Japan godt kan være en alvorlig straf.

 

Målet med undtagelsestilstandens mange bestemmelser er at reducere den enkelte borgers direkte hverdagsmøder med andre borgere med 70-80 procent, forklarer Abe
_______

 

Det er åbenlyst, at det vigtigste for både Abes og Koikes rådgivere er at få sat en stopper for aften- og nattelivet i de berørte byer. Ikke fordi de er specielt snerpede, men fordi det er tydeligt, at de værste clusters og smittekilder i de senere uger, bortset fra nogle uheldige sygehuse, har været hyggelige komsammener om aftenen for festglade unge.

Vi har lige været gennem den sæson ved skiftet mellem marts og april, hvor det ene studieår slutter, og det andet begynder, hvilket traditionelt markeres med en god fest, som man mange steder åbenbart ikke har villet gå glip af. Tirsdag kom det frem, at fyrre unge læger ved det anerkendte Keio-universitetshospital havde holdt et gilde, hvor atten af dem havde smittet hinanden med covid-19. Hvilket ikke ligefrem er godt for bemandingen på sygehuset i de kommende uger.

Uden for de syv amter, hvor undtagelsestilstanden gælder, er de fleste skoler og universiteter begyndt igen her ved semesterstart. Inden for de syv amter med undtagelsestilstand mødtes de fleste i mandags med lærere og klassekammerater for at markere den nye sæson og få materiale med hjem, så man så vidt muligt kan fortsætte med at blive undervist online.

De japanske medier fokuserer i disse dage på en stigende bekymring for, at folk fra de berørte storbyamter, der har mulighed for det, ser deres snit til at undslippe undtagelsestilstandens bestemmelser ved i en periode at tage ud på landet, hvor der måske bor nogle familiemedlemmer, de kan besøge. Hvis de tager smitten med sig, er man jo lige vidt, så den slags undvigemanøvrer opfordrer både Abe-regeringen og lokale borgmestre i Japans udkanter indtrængende befolkningen til at lade være med. Alle skal blive inden for den amtsgrænse, hvor de befinder sig, hedder det.

Målet med undtagelsestilstandens mange bestemmelser er at reducere den enkelte borgers direkte hverdagsmøder med andre borgere med 70-80 procent, forklarer Abe. Hvis det lykkes, vil den stigende kurve med nye smittetilfælde flade ud om et par uger, spår eksperter, og så vil man kunne ophæve undtagelsestilstanden, når den udløber 6. maj. Det er det, alle håber på lige nu.

 

Men at det ikke er helt nemt at definere grænserne for en blød undtagelsestilstand i japansk stil, illustreres måske allerbedst af en uenighed, der er kommet for dagens lys
_______

 

Men at det ikke er helt nemt at definere grænserne for en blød undtagelsestilstand i japansk stil, illustreres måske allerbedst af en uenighed, der er kommet for dagens lys, og som har skabt stor diskussion på et møde onsdag mellem de syv berørte borgmestre og den ansvarlige minister, Yasutoshi Nishimura.

I Tokyo var man på vej til – med den nye myndighed i hånden – at ville lukke alle frisører, hvilket ikke er ulogisk. Når man går til frisøren, kommer man unægteligt så tæt på et andet menneske, at der ikke er nogen social distance. Man kan se i Tokyos bybillede, at adskillige frisører ud fra den tankegang allerede har lukket og sat et skilt i vinduet.

Det sætter den centrale regering sig imidlertid imod. Den har nemlig lovet japanerne, at det trods undtagelsestilstanden skal være muligt at leve ”et stabilt liv”, som Nishimura kalder det, og det kan man åbenbart ikke efter hans opfattelse, hvis man ikke har mulighed for at gå til frisøren. På tilsvarende vis er der uenighed mellem Tokyos lokale regering og den centrale regering om, hvorvidt Silvan-agtige byggemarkeder og familierestauranter skal have ordre til at lukke eller ej.

Yuriko Koike, Tokyos borgmester, ønsker, at undtagelsestilstanden skal være så effektiv som muligt. Det gør den centrale regering selvfølgelig også, men den er mere bekymret end hende for de økonomiske konsekvenser af en nedlukning.

Og de seks andre berørte borgmestre rundt omkring i landet har erklæret, at de opfatter signalet i undtagelsestilstanden som tilstrækkeligt i første omgang. De har ikke tænkt sig at bruge deres nye beføjelser til at gå ud og lukke noget som helst, medmindre de på stedet kan præsentere en kompensation til den pågældende forretningsdrivende fra regeringen. Sammenlignet med den nedlukning af samfundet, der har fundet sted i flere europæiske lande, er der i Japan både lokalt og centralt langt mere fokus på at undgå, at det går alt for hårdt ud over forretningslivet. ■

 

Sammenlignet med den nedlukning af samfundet, der har fundet sted i flere europæiske lande, er der i Japan både lokalt og centralt langt mere fokus på at undgå, at det går alt for hårdt ud over forretningslivet
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Weekendavisen og andre danske medier, og han arrangerer studieture og rejser i hele regionen. ILLUSTRATION: Kanda west gate street, Kanda, Tokyo, 2. april 2020 [foto: @arith/flickr]