12.05.2020

Kinesiske og amerikanske politikere og medier skyder skylden på hinanden for, at covid-19-pandemien er blevet så alvorlig en trussel. Fordi begge stormagter gør det ud fra et defensivt udgangspunkt, sætter det Japan i et dilemma, hvor der ingen åbenlys løsning findes.

Denne artikel er en del af den fjerde udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

USA og Kina bevæger sig i disse uger dag for dag længere og længere ud i et ”blame game”, en uskøn omgang diplomatisk mudderkastning, hvor de skyder skylden på hinanden for, at det er gået så galt med den aktuelle coronakrise i hele verden.

Foreløbig er det kulmineret med søndagens udmelding fra USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, om, at der skulle være ”enorme beviser” for, at den nye type corona-virus, som forårsager sygdommen covid-19, er et udslip fra et kinesisk biokemisk laboratorium i Wuhan.

”Strukturen i konfrontationen mellem USA og Kina har ændret sig fra at være en handelskrig til at være en politisk krig eller en informationskrig”, skrev den japanske forsker Kyoko Kuwahara i forrige uge i et strategipapir fra JIIA, Japans Institut for Internationale Affærer.

”Siden begyndelsen af 2020 har de to supermagter været optaget af mundtlig krigsførelse over deres respektive strategier over for den nye corona-virus. Hver gang USA kritiserer Kina, skyder Kina skylden tilbage på USA, og de bruger medierne til at komme ovenpå i forhold til hinanden. USA og Kina må kæmpe imod den nye corona-virus samtidig med, at de også udkæmper en propagandakrig mod hinanden”, skriver Kuwahara med stor bekymring.

Denne udvikling er mildest talt ikke særligt konstruktiv for den samlede globale indsats mod covid-19, som Japan og mange andre lande argumenterer for, at der er behov for. Og den sætter andre lande i et dybt dilemma og forstyrrer det corona-diplomati, der ellers bliver ført, ikke mindst i Østasien. Japan har aktuelt en meget stor interesse i at undgå at blive ekstra uvenner med den ene eller den anden af de to store magter på grund af coronaen.

Grundlaget for Japans udenrigspolitik og diplomati er landets omfattende sikkerhedsaftale med USA, og det stækker Japans muligheder for at gå ud og være totalt uenige med USA, men Kyoko Kuwahara fra JIIA understreger på den anden side over for Ræson, at Japan ”bestemt heller ikke ønsker nogen konfrontation med Kina. Kina ønsker at undgå at blive isoleret i det internationale samfund, og den kendsgerning, at Japan i modsætning til USA undlader åbent at kritisere Kina kan til en vis grad siges at være en succes (for kinesisk diplomati, red.)”

Det er ikke nyt, at det i afgørende grad er styrende for japansk udenrigspolitik, at man er tvunget til at balancere mellem at tage hensyn til alliancepartneren USA og gøre det samme over for rivalen Kina. Men corona-striden og USA’s meget radikale udmeldinger i de senere uger har gjort interessekonflikten endnu vanskeligere at manøvrere i for japanske politikere og diplomater.

 

Corona-striden og USA’s meget radikale udmeldinger i de senere uger har gjort interessekonflikten endnu vanskeligere at manøvrere i for japanske politikere og diplomater
_______

 

Kina i defensiven
De første beskrevne tilfælde af det nye corona-virus fandt sted i Kina i slutningen af december. Det er mildest talt svært at forestille sig, at den nye virus kan have sit udspring et andet sted og derpå have bevæget sig ubemærket ind i midten af Kina, før det blev opdaget og beskrevet.

Det nye virus opstod derfor efter de fleste eksperters mening i området omkring storbyen Wuhan, og et af de første ”clusters” var et i dag verdensberømt ”vådt marked” med levende dyr i det centrale Wuhan. Det officielle Kina gik 27.december ud til verdenssundhedsorganisationen WHO og verdenssamfundet med en advarsel mod det nye virus, som mange i dag mener, at Kina burde havde udsendt til os andre flere dage tidligere. Hvor afgørende denne forsinkelse er for, hvor ødelæggende pandemien er blevet andre steder i verden, er der forskellige meninger om, men det har i høj grad skadet Kinas image i omverdenen, og det har bragt adskillige kinesiske ambassadører, der er stillet op til interview i alverdens medier med forklaringer og bortforklaringer, alvorligt i defensiven.

Kina har – efter selv officielt at have fået styr på smittespredningen – forsøgt på omstridt vis at dæmme op over for kritikken med et ”maskediplomati”, hvor man har sendt nødforsyninger af hospitalsudstyr til nogle af de hårdt ramte lande, som oprindeligt havde sendt nødhjælp til Kina, da situationen var værst der, heriblandt Japan.

Allerede den 4.februar, mens smittespredningen stadig rasede i Kina, erklærede det kinesiske udenrigsministeriums talskvinde Hua Chunying sig ”dybt rørt” over, at ”den japanske regering og alle befolkningsgrupper i landet har udtrykt en sådan sympati, forståelse og støtte til os”. Japanske borgergrupper sendte masker til de berørte egne af Kina, og senere sendte Kina, som er verdens største producent af masker, til gengæld store leverancer af samme mangelvare den modsatte vej, da situationen måneden efter var blevet værre i Japan end i Kina.

 

Man skulle tro, at dette Kina-kritiske omkvæd ville kunne have appel i Japan, som i de senere årtier har forsøgt at dæmme op for Kinas øgede indflydelse i regionen
_______

 

Wuhan-virus
Men trods disse udtryk for diplomatisk sentimentalitet er og bliver Kinas udfordring i corona-diplomatiet på grund af det defensive udgangspunkt uhyre vanskelig. Og den bliver ikke mindre vanskelig af, at Kina i forvejen er gevaldigt i defensiven i verdens offentlighed. Stormagten Kinas aggressive og selvhævdende måde at udøve sin øgede politiske, militære og økonomiske magt i verden på, især siden præsident Xi Jinping kom til magten i 2013, har skaffet kineserne mange nye fjender.

USA’s regering under præsident Donald Trump har derfor – efter først at have rost Kina for dets håndtering af corona-epidemien i begyndelsen – haft relativt nemt ved siden marts måned at få en betydelig del af verdensoffentligheden til at istemme et kritisk kor om, hvad Trump ynder at kalde ”den kinesiske virus” eller ”Wuhan-virus”, og ligefrem stille krav om boykot af Kina og kinesiske erstatninger for de enorme tab, som mange af verdens lande har haft som følge af pandemien.

Dette omkvæd høres oftere og oftere op til USA’s præsident- og kongresvalg i november, hvor det med konsulenten George Koo’s ord i en kommentar i Asia Times i sidste uge er blevet ”republikansk kampagnestrategi at skyde skylden for det hele på Kina”, ikke kun for coronakrisen, men for alt, hvad der er gået skævt i verden.

Man skulle tro, at dette Kina-kritiske omkvæd ville kunne have appel i Japan, som i de senere årtier har forsøgt at dæmme op for Kinas øgede indflydelse i regionen.

”Men bortset fra nogle få på den yderste højrefløj hører jeg ingen stemmer, som bebrejder Kina for pandemien”, konstaterer den erfarne tyske Japan-iagttager, seniorlektor Sebastian Maslow fra Sendai Shirayuri Womens’ University, over for Ræson.

”Det skyldes primært, at premierminister Shinzo Abe og hans liberal-demokratiske regeringsparti LDP ønsker at undgå en ny diplomatisk krise med Beijing, eftersom relationerne mellem de to lande er forbedret betydeligt i løbet af det sidste år. En anden faktor er, at Japan utvivlsomt vil komme til at afhænge af Kina for en økonomisk genopretning efter covid-19. Hvis man gør Trumps udsagn, der skyder skylden på Kina, til sine egne, vil man udelukke nært samarbejde og økonomisk genopretning”, forklarer Sebastian Maslow.

“Om Japan omvendt tilslutter sig Kinas udsagn eller ej, vil afhænge af Japans vurdering af sin egen rolle i verden efter covid-19 og i hvor stor udstrækning, Japan vil komme til at afhænge af Kina over for USA. Når jeg ser tilbage på de seneste uger og måneder, hælder jeg mod at tro, at Abe vil bruge pandemien til at bane vejen for et forbedret forhold til Beijing frem for at optrappe (det aktuelle, red.) ’blame game’”, slutter Sebastian Maslow.

Det er et faktum, at Japan i begyndelsen af coronakrisen var meget sen til at lukke sin grænse for kinesiske turister, sammenlignet med mange andre lande, inklusive USA. I dag ser man det som en afgørende faktor i den tidlige bølge af smitte på den nordlige ø Hokkaido allerede i februar måned, at den var bragt til området af kinesiske skiturister fra Wuhan og omegn.

Meningen med denne varsomme politik over for Kina på det tidspunkt var ifølge iagttagere at redde det topmøde under blomstrende kirsebærblomster, som på det tidspunkt var planlagt til april måned i Tokyo mellem Xi Jinping og Shinzo Abe. Et topmøde, som skulle have været Abes helt store diplomatiske triumf, men nu er udskudt til næste år.

Kyoko Kuwahara spår, at Kinas åbenlyse forsøg på at få Japan over på sit hold i forhold til informationskrigen med USA ved at rose Japans corona-indsats og takke sentimentalt for japansk støtte til Kinas kamp ”aldrig vil kunne blive en komplet succes, idet Japan ikke har nogen mulighed for a bryde sin alliance med USA”, men at det formentlig vil blive en ”delvis succes”, idet ”præsident Trumps ’America First’-politik er i modstrid med Japans vægt på en multilateral samarbejdsramme”.

Så længe Japan fortsat dukker hovedet og lader være med at hoppe på Trumps vogn ved åbenlyst at kritisere Kina for at være kilde til alle corona-problemerne, er man imidlertid ganske tilfredse i Beijing.

 

Meningen med denne varsomme politik over for Kina på det tidspunkt var ifølge iagttagere at redde det topmøde under blomstrende kirsebærblomster, som på det tidspunkt var planlagt til april måned i Tokyo mellem Xi Jinping og Shinzo Abe. Et topmøde, som skulle have været Abes helt store diplomatiske triumf, men nu er udskudt til næste år
_______

 

USA i defensiven
Man skal huske på, at Trumps og andre amerikanske politikeres udfald mod Kina jo i virkeligheden også sker på en nærmest desperat defensiv baggrund, selv om de i al deres aggressivitet virker meget offensive.

USA’s position er på en anden måde end Kinas også uhyre vanskelig. Det er i dag klart, at man i begyndelsen tog alt for let ved truslen mod selve USA. Trump er ubønhørligt blevet citeret for sin udtalelse om, at ”vi har rimeligt godt styr på det”, da man på baggrund af amerikanske efterretninger, baseret på sociale medier i Kina, tidligt havde lukket sine grænser mod Kina. Men ellers foretog man sig ikke noget, og det blev klart, at det ikke er nok at lukke grænser, da dødstallene i marts måned begyndte at stige tragisk i først New York og siden andre amerikanske storbyer.

En nedlukning som i flere andre vestlige lande blev indført, men næsten med det samme fulgt op af løfter fra præsidenten og hans rådgivere om en lynhurtig genåbning af hensyn til økonomien, som har svækket enheden og opbakningen bag nedlukningen i den amerikanske befolkning og dermed svækket kampen mod det nye corona-virus i selve USA. Dette er alt sammen USA’s egen skyld og ikke Kinas skyld, mener man i Kina.

Ikke desto mindre går der lige nu ikke en dag, uden fremstående amerikanere står frem med krav om sanktioner og erstatninger i forhold til Kina og i det mindste igangsættelse af en stor international undersøgelse af, hvad der faktisk fandt sted, da den nye corona-virus var helt ny.

Kravet om en international undersøgelse høres ikke kun i USA, men også i Australien, det neddæmpede Tyskland samt i en nylig leder i det store konservative japanske dagblad, Yomiuri Shimbun. Det lyder meget fair, når nu der er skabt så stor debat, men Kina ”afviser resolut” dette krav, siger viceudenrigsminister Le Yucheng, fordi det ses som ”et forsøg på at stigmatisere Kina”. Og indtil videre har japanske politikere og diplomater behændigt undgået at sige det mindste pip om kravet.

Den anerkendte australske Kina-ekspert, professor emiritus Wang Gungwu fra Australiens Nationale Universitet, der i dag bor og underviser i Singapore, konstaterer i en ny artikel med stor beklagelse, at ”sygdommen nu er blevet inddraget i de krigslege, der lå forud for pandemien. Kommentatorer diskuterer, hvilken part i den amerikansk-kinesiske handelskrig som vil have størst gavn af denne globale katastrofe”.

Dette ”blame game” har i Wang Gunwus øjne ”forringet den indsats for at etablere et internationalt samarbejde, som der er brug for ved sådan en pandemi”.

Japan har ligesom de fleste andre lande kørt sin helt egen improviserede strategi over for corona-smitten, fuld af fejl, usikkerhed og forsinkelser, i stigende grad bag lukkede grænser. Men et omkvæd i regeringens erklærede politik har hele tiden været, at der burde have været langt mere internationalt samarbejde. Den store globale mudderkastning om, hvem der er skyld i det hele, som USA og Kina har rodet sig ud i, gør det endnu vanskeligere at forestille sig, at disse ædle hensigter bliver gjort til virkelighed inden for overskuelig fremtid. ■

 

Man skal huske på, at Trumps og andre amerikanske politikeres udfald mod Kina jo i virkeligheden også sker på en nærmest desperat defensiv baggrund, selv om de i al deres aggressivitet virker meget offensive
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister