22.04.2020

Asiatiske lande har fulgt forskellige strategier i bekæmpelse af den nye coronavirus. Men en høj grad af overvågning af befolkningen har – uanset hvor demokratisk eller autoritært et system man har – spillet en afgørende rolle.

Denne artikel er en del RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Asger Røjle Christensen, Tokyo

Når man vil bekæmpe en pandemi som den aktuelle covid-19-sygdom, må man finde sig i, at det er nødvendigt for myndighederne at gribe til striks overvågning af både syge og raske i de ramte samfund. Ellers kan man ikke stille skarpt på smittekilden og stoppe den ødelæggende sygdom i at brede sig i befolkningerne.

Den opfattelse har været et fællestræk ved de strategier, man har valgt i de fleste asiatiske lande i pandemiens første fase. Og det gælder både i nationer med og uden relativt demokratiske systemer. Både i Sydkorea, hvor præsident og regering er valgt ved demokratiske valg, og hvor der er en udstrakt grad af pressefrihed, og i Kina, hvor det samme parti har siddet på magten i trekvart århundrede, har overvågningen under indsatsen mod covid-19 en karakter, som man ikke ville have det godt med i Europa.

Sydkorea – den demokratiske overvågningsmodel
Det foregår i Sydkorea helt åbent. Ingen skammer sig over det eller forsøger at bortforklare det. ”Videnskab er neutral. Det, som det handler om, er, hvem der udnytter denne viden”, som Lee Ik-jin, der er direktør for byøkonomi-divisionen ved det sydkoreanske transportministerium, sagde ved en briefing i Seoul 10. april. Kommentaren faldt i forbindelse med præsentationen af det såkaldte ”covid-19 smart management system”, som man i Sydkorea har haft gode resultater med i bekæmpelsen af corona-smitten.

”Efter MERS-epidemien i 2015 begyndte vi at indse, at der er tidspunkter, hvor vi må prioritere befolkningens sikkerhed og sundhed højere end privatlivets fred”, forklarede Lee Ik-jin, der ikke helt kunne forstå, at nogle kunne være uenige i det. Han kaldte et kritisk spørgsmål fra en udenlandsk journalist til systemet for ”et filosofisk spørgsmål”.

I det nye system, som egentlig er udviklet som en måde at holde styr på en masse ”big data” i fremtidens sydkoreanske ”smart cities”, men som nu har vist sig at være uhyre nyttigt i epidemi-bekæmpelse, samkøres informationer fra det sydkoreanske rigspoliti, tre mobiludbydere og 22 kreditkortselskaber. Det hele administreres af KCDC, Koreas Center for Sygdomsbekæmpelse, mens epidemien stadig er en trussel.

Tidligere under bekæmpelsen af en epidemi var man rutinemæssigt nødt til at interviewe de smittede om, hvor de havde været inden for den pågældende sygdoms inkubationstid, og ingen kunne huske alle de steder, de havde opholdt sig, og alle de mennesker, de havde mødt i de sidste fjorten dage. Derfor var det naturligvis et vanskeligt gætteværk at definere en smittekilde og udpege, hvem den smittede muligvis kunne have videregivet smitten til.

 

Det er korrekt, at konfutsianismen spiller en stor rolle, også i vore dages Sydkorea og andre lande i Østasien. Men vore dages koreanere finder sig bestemt ikke generelt i hvad som helst fra deres herskere
_______

 

Men med oplysninger fra de smittedes egne kreditkortfirmaer og deres mobilselskabers GPS-optegnelser ved hånden vil man nu langt hurtigere og langt mere præcist kunne kortlægge deres færden, og man vil kunne krydstjekke det med optagelser fra de mange overvågningskameraer på storbyens gadehjørner. Kombinationen af disse mange data gør det muligt at identificere ”clusters” i sygdommens spredning langt hurtigere end i gamle dage.

”Vi bruger dette system, fordi covid-19 smitter ad så uforudsigelige veje, som den gør”, forklarede Park Young-joon, der er direktør i KCDC, ved briefingen i Seoul. ”Smittevejen kan være en helt anden, end vi først forventede. Efterhånden som vores forventninger ændrer sig, bruger vi dette system til at udføre præcise epidemiske undersøgelser. Vi bruger det til at opspore kilden til smitten. Når en patient viser symptomer på covid-19, kan vi hurtigt opspore, hvor smitten er sket 14 dage tidligere og analysere smittekilden”.

Lee Ik-jin understreger, at det hele foregår på et “solidt juridisk grundlag”. ”Jeg vurderer, at risikoen for misbrug af informationer i systemet er ret lav. KCDC kan ikke få GPS-data og oplysninger fra kreditkortselskaber direkte. Det skal godkendes af en særlig enhed, hvor det sydkoreanske rigspoliti har sæde. Efterhånden som disse fremskridt i IT-teknologi sker, bekymrer vi os meget om at sikre en beskyttelse af privatlivets fred”.

Behovet for en klar lovgivning på dette felt blev åbenlyst for de sydkoreanske myndigheder efter MERS-epidemien i 2013. Derfor var de fornødne love i modsætning til situationen i de fleste andre lande på plads, da covid-19 i begyndelsen af dette år begyndte at brede sig fra Kina. Myndighederne kunne handle uden at være i tvivl om, hvad der var lovligt, og hvad der ikke var.

Dette forspring skyldtes ikke, at Sydkorea ligger inde med teknologi, som andre ikke har. ”Andre lande har den samme teknologi, men Koreas konkurrencedygtighed i forbindelse med ’covid-19 smart management system’ er, at vi har institutionerne på plads til at kunne benytte denne tjeneste med relativt kort varsel. Det er vores styrke”, forklarede Park Won-ho, der er vicedirektør i transportministeriet, på briefingen i Seoul.

Dette afspejler, at der i det sydkoreanske samfund er en generel enighed om, at man i øjeblikket godt kan have tillid til og respekt for myndigheder, doktorer og videnskabsmænd. Det er i flere sammenhænge blevet forklaret med landets og befolkningens kulturelle arv i konfutsianismen, som formodes at gøre folk specielt underdanige og lydige over for enhver person, der er placeret i hierarkiet over en selv. Hovedtanken i klassisk konfutsianisme er, at alle parter bedst opnår harmoni i tilværelsen ved at indordne sig i de hierarkier, man er en del af.

Det er korrekt, at konfutsianismen spiller en stor rolle, også i vore dages Sydkorea og andre lande i Østasien. Men vore dages koreanere finder sig bestemt ikke generelt i hvad som helst fra deres herskere. De er inden for de seneste tre-fire årtier gået på gaden og væltet et militærstyre og indført en form for meget livligt demokrati, og de har senest væltet en korrupt præsident, som er kommet for en rigsret. Det tyder på alt andet end gammeldags hierarkisk underordning.

Jo, man forventer at regeringen handler retfærdigt og kompetent, ligesom de koreanske konger i gamle dage forventedes at bruge en stor del af tiden på at studere videnskab og – konfutsianistisk – moral. De havde myndighed, men også et kæmpe ansvar for at administrere den myndighed ordentligt. Der var et benhårdt hierarki, men kun fordi den øverste i hierarkiet gjorde sig fortjent til, at andre indordnede sig. Han skulle være en vis hersker. Ellers fortjente han at blive væltet – og nogle gange blev han det.

Så den kulturelle baggrund som sådan er ikke forklaringen på, at de fleste sydkoreanere accepterer en grad af overvågning i epidemi-bekæmpelsens navn, som man næppe ville acceptere i Europa. Det er til gengæld, at et stort flertal tror på, at den nuværende regering i praksis administrerer lovgivningens bestemmelser fair og ordentligt.

 

I resten af Kina kunne man stadig rejse fra sted til sted, hvis blot man var på det rene med, at ens færden blev registreret og brugt til at definere clusters og sætte smittebærere i karantæne, ligesom i Sydkorea
_______

 

Præsident Moon Jae-ins regeringsparti vandt så sent som onsdag en klar sejr ved et parlamentsvalg, der blev holdt på trods af epidemien. Valgsejren skyldes ikke mindst, at de mange rapporter i udlandet om, at Sydkoreas regering har gjort det bedre end de fleste andre regeringer i covid-19-bekæmpelsen, er sivet tilbage til Sydkorea og i betydelig grad har understøttet Moon Jae-in og hans regerings ellers lidt blakkede anseelse.

Derfor opfattes det i de fleste sydkoreanske familier som helt okay, at de titusinder af borgere, der er sat i covid-19-karantæne, udstyres med en mobil-app eller et elektronisk armbånd, så politiet kan følge deres færden og straffe dem med bøder eller ligefrem fængsel, hvis de bryder betingelserne. Andre borgere kan downloade en app, som på deres vej gennem byen varsler dem med bip og vibrationer, hvis de kommer inden for hundrede meter af tidligere smittebærere eller kendte ”clusters”.

Kina – den autoritære overvågningsmodel
Den samme slags metoder, som man har set i Sydkorea, er taget i brug i det ligeledes konfutsianistiske, men ikke spor demokratiske Kina inde på det asiatiske fastland, nogle gange med mere drakoniske tvangsordninger involveret. Der har man ikke været gennem den proces med at definere nogle juridiske grænser, som Sydkorea oplevede efter MERS-epidemien.

Covid-19-pandemien havde i december sit kendte udspring i den kinesiske Hubei-provins, og denne provins blev ligesom millionbyen Wuhan i de første mange uger isoleret fra omverdenen og lukket totalt ned. I resten af Kina kunne man stadig rejse fra sted til sted, hvis blot man var på det rene med, at ens færden blev registreret og brugt til at definere clusters og sætte smittebærere i karantæne, ligesom i Sydkorea.

Kineserne er vant til at vide, at de bliver overvåget af 200 millioner overvågningskameraer overalt i landet, at deres mobilforbrug registreres – og ikke kasseres efter brug – og at avancerede måleapparater genkender deres ansigter og måler deres temperaturer, hvor de kommer frem på offentlige steder. Det er meget nyttigt i pandemi-tider, men sådan er forholdene altid i Kina, pandemi eller ej.

”I en æra med big data og internet er det nemt at følge hver persons bevægelser. Det her er meget forskelligt fra tiden med SARS-udbruddet i 2003”, har den kinesiske epidemiolog Li Lanjuan udtalt til kinesisk statsfjernsyn, citeret fra Reuters. ”Med sådanne teknologier til rådighed bør vi udnytte dem fuldt ud for at finde smittekilder og inddæmme dem”.

 

Appen giver alle borgere en farvekode – grøn, gul eller rød – som definerer, hvor stor en potentiel covid-19-smittefare man formodes at udgøre
_______

 

Et system, der er opfundet af betalingsappen Alipay med base i Hangzhou, har i de senere uger spredt sig lynhurtigt til de fleste storbyer. Appen giver alle borgere en farvekode – grøn, gul eller rød – som definerer, hvor stor en potentiel covid-19-smittefare man formodes at udgøre. Denne farvekode bliver udregnet på basis af folks rejsemønster, hvem de havde siddet ved siden af i toget, og hvor meget de har besøgt små, listige udskænkninger om aftenen. Folk med de forkerte farver, alt andet end grøn, bliver standset ved kontrolposter og kan ikke rejse frit.

Det er ikke, fordi der i Kina ikke er begrænsninger i, hvor meget og hvordan myndighederne kan benytte alle disse overvågningsmuligheder, men det er ikke på samme måde lovmæssige begrænsninger, som det er tilfældet i Sydkorea. I stedet skyldes begrænsningerne i Kina tit, at regionale myndigheder ikke er særligt villige til at lade deres systemer samkøre med andre regionale myndigheders ditto, eller at for eksempel mobilselskaber af hensyn til deres kunder først skal presses til at udlevere de oplysninger og data, som myndighederne efterspørger.

De færreste kinesere på gade og vej føler sig voldsomt intimiderede af al denne generelle overvågning, og her, mens verden kæmper imod en dræbende pandemi, er der ligefrem mange, der bakker op om systemerne. Men mange har erfaringer med, at automatisk samkøring af oplysninger fra alle disse kilder ofte resulterer i, at folk udstyres med forkerte farvekoder eller på anden måde registreres forkert, og at det giver anledning til irriterende bureaukratiske forsinkelser i dagliglivet.

”Den vanskelige situation, vi befinder os i, sætter fokus på vigtigheden af, at Kina skaber en effektiv, national mekanisme til beskyttelse af privat information”, udtaler Wu Shenkuo, der er ekspert i cyberlovgivning ved Beijing Normal University, til Financial Times. Når oplysninger lækkes, kan det underminere folks tillid til regeringen, forklarer han. ■

 

De færreste kinesere på gade og vej føler sig voldsomt intimiderede af al denne generelle overvågning, og her, mens verden kæmper imod en dræbende pandemi, er der ligefrem mange, der bakker op om systemerne
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland