06.04.2020

Undsigelsen af embedsmænd, der ikke kan tage til genmæle, er uklædeligt af regeringen og underminerer den offentlige tillid til regeringens krisestyring. Både fordi der ikke burde tænkes spin ind i coronakrisen, og fordi det vidner om et giftigt arbejdsmiljø for Danmarks embedsværk.

Af Anne Sofie Allarp

Sidste lørdag bragte Jyllands-Posten en artikel, som indeholdt lækkede oplysninger fra regeringens sikkerhedsudvalg. De oplysninger, der blev lækket fra det ellers hermetisk lukkede og tophemmeligstemplede sikkerhedsudvalg, synes at tegne et billede af en regering, der i februar havde en langt bedre fornemmelse af den trussel, Danmark stod overfor, end sit embedsværk.

Da Berlingske efterfølgende konfronterede Statsministeriet med, at fortrolige oplysninger var blevet lækket, modtog avisen dette svar:

”Statsministeriet har ikke kommentarer til, hvad der drøftes på interne møder i regeringen, men der skal ikke herske tvivl om, at oplysninger fra interne møder i regeringen ikke skal videregives. Regeringen tager generelt læk fra interne møder, forhandlinger og lignende meget alvorligt, og videregivelse af oplysninger fra sådanne møder kan i visse tilfælde være strafbart.”

I modsætning til læk fra forhandlingerne om udligningsreformen finder Statsministeriet imidlertid det ikke begrundet at indgive en politianmeldelse i denne sag. Dette understøtter de udbredte antagelser om, at det er regeringens ministre eller deres rådgivere, der står bag de lækkede oplysninger. Og altså: At det ikke er de tavshedspligt-belagte embedsmænd, der har følt trang til at tale med Jyllands-Posten for at give et ikke specielt favorabelt billede af sig selv.

Og der er grund til at stoppe op ved indtrykket af en regering, der midt i en af de mest krævende nationale krisestyringsopgaver i moderne historie er fokuseret på, hvem der skal sidde med aben. Der er grund til at stoppe op af to årsager:

 

For det første er det i sig selv bekymrende, at der overhovedet tænkes spin ind i denne indsats, der i bogstaveligste forstand handler om liv og død
_______

 

For det første er det i sig selv bekymrende, at der overhovedet tænkes spin ind i denne indsats, der i bogstaveligste forstand handler om liv og død. Man kan selvfølgelig tilgive statsministeren for de selvrosende elementer i talen på pressemødet sidste mandag, hvor hun bl.a. sagde: ”Vi har handlet konsekvent, både når det kommer til sundhed og økonomi”, ”vi har reageret hurtigt” og ”med åbne øjne i et ukendt terræn”.

Man kan endda tilgive hende for at begynde at dække de danske tab, som følge af regeringens nedlukning, ind bag den globale covid-19-finanskrise, som vi står ved foden af. ”Vi kan ikke sælge de danske varer, hvis andre ikke vil købe dem”, som statsministeren mindede os om. Vi kan altså ikke beregne, hvad den resolutte nedlukning koster os. Bare lige for at foregribe, at nogen begynder at opgøre tabet i den private sektor og holde regeringen ansvarlig.

Men det klæder ikke regeringen at undsige embedsmænd, der ikke kan tage til genmæle, som sundhedsministeren for eksempel gjorde det med Sundhedsstyrelsens chef, Søren Brostrøm, i P1 Morgen. Myndighederne havde været dårligt forberedte, sagde ministeren Og som statsministeren skulle have gjort det foran alle partiledere på et skypemøde, da hun ifølge BT havde givet Brostrøm en god gammeldags skideballe. Og som det muligvis igen er forsøgt med de lækkede oplysninger fra sikkerhedsudvalgsmødet.

Det er uklædeligt, ikke mindst fordi regeringen fra starten har gjort klart, at håndteringen af coronakrisen er fuldstændig underlagt politisk ledelse. Man har nemlig ikke sat sundhedsmyndighederne eller ekspertpaneler til at styre os igennem – opgaven og ansvaret ligger hos regeringen. Vi har endda også oplevet, at regeringen konkret har handlet i modstrid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger – og forklaringen var, at politikerne traf de beslutninger, de fandt rigtigst, og ikke dem, som eksperter eller embedsværket fandt rigtigst.

 

Man har nemlig ikke sat sundhedsmyndighederne eller ekspertpaneler til at styre os igennem – opgaven og ansvaret ligger hos regeringen. Vi har endda også oplevet, at regeringen konkret har handlet i modstrid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger
_______

 

Men det betyder også, at regeringen hænger på ansvaret. Og dermed også på ansvaret for at søge viden til at være tilstrækkeligt informeret til at styre os igennem dette her. Det ansvar kan man ikke pludselig kaste videre til en enkelt embedsmand eller et samlet embedsværk. Embedsværket skal servicere politikeren, men er den service utilstrækkelig, må politikeren gøre noget ved det.

De fleste danskere kan tilgive fodfejl og fejlvurderinger i en situation som denne, men færre kan formentlig acceptere, at regeringen forsøger at sende aben videre for allerede nu at frikende sig selv.

Det leder mig hen til den anden grund, der er til at stoppe op. Og det er lugten af et giftigt arbejdsmiljø i ledelsen af denne krise.

Embedsmændene er jo i sagens natur forsvarsløse, da de ikke offentligt kan gå i polemik med regeringen. Statsministeren har allerede en fortid med dårlig trivsel blandt personalet. Da hun var beskæftigelsesminister i Helle Thorning-Schmidts regering, kom det frem, hvordan der i visse afdelinger udviklede sig en praksis, hvor medarbejdere under chefniveau – eksempelvis fuldmægtige – helt blev afskærmet fra at stå ansigt til ansigt med ministeren. Det skete for at beskytte de enkelte medarbejdere imod ministerens ”overfusninger,” ”vredesudbrud” og ”personangreb”.

Beskæftigelsesministeriets såkaldte arbejdspladsvurdering (APV) dokumenterede dengang et stærkt forværret arbejdsmiljø i Mette Frederiksens ministerperiode. Det sidste, regeringen har brug for, er at give indtryk af urimelig og labil ledelse af denne krise, da det både vil svække indtrykket af kompetent krisestyring, og da det vil reaktivere spøgelserne fra fortiden.

Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at stoppe bashingen af embedsværket. Den er hverken værdig eller klædelig for regeringen og kan kun svække tilliden til regeringens krisestyring. ■

 

Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at stoppe bashingen af embedsværket. Den er hverken værdig eller klædelig for regeringen og kan kun svække tilliden til regeringens krisestyring
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden