14.03.2020

Fredsaftalen mellem USA og Taliban var uundgåelig. Men handler aftalen egentlig om fred, eller er den blot en kattelem for USA ud af en omkostningsfuld krig? Den indgåede aftale er nemlig både farlig for Afghanistans udvikling, og den burde få alle lande, der har bidraget til landets udvikling, til at sætte sig op i stolen.

Af Anne Sofie Allarp

Svære og store interessemodsætninger i international politik har det med at sande til i inerti og stilstand. Det ved USA og dets mange allierede i Afghanistan nu her knap to årtier efter invasionen af landet. Mange ting er forandrede, men sikkerhedssituationen er den samme: elendig. Det er ikke bare tvivlsomt, men direkte usandsynligt, at den afghanske regering ville have en chance imod Talibanbevægelsen, skulle de amerikanske soldater forlade landet.

Den erkendelse har holdt amerikanske og andre landes styrker, heriblandt de danske, i Afghanistan over årene. Lidt i håbet om, at et eller andet ville ske. Men selvfølgelig er intet sket. Taliban, som i 2001 stod i spidsen for et drakonisk, islamisk-fundamentalistisk diktatur, har på nuværende tidspunkt stadig kontrol over en betragtelig del af det afghanske territorium, hvilket understreger relevansen af de advarsler, der dengang lød forud for invasionen.

Det står klart for alle, at der ikke findes en militær løsning, som er holdbar for de internationale styrker. Krigen har kostet 975 mia. dollars og tusinder af døde soldater fra USA, Storbritannien og andre allierede lande, herunder 43 danskere, og et ukendt antal døde afghanere; ethvert konservativt estimat er i titusindvis. 

Ingen har villet investere tilstrækkeligt med penge eller soldaterliv på for alvor at forsøge at fravriste Taliban deres position Og aktindsigten i og offentliggørelsen af de såkaldte Afghanistan-papirer i Washington Post sidste år, efter at avisen havde vundet et tre år langt søgsmål imod staten, gav et bredt indtryk af, hvor svære fremskridtene har været for de vestlige styrker i landet, og hvordan embedsmænd præsenterede skønmalede og forkerte fakta og skjulte beviser for, at krigen var blevet umulig at vinde.

Derfor er en politisk aftale med den Taliban-bevægelse, som USA oprindeligt invaderede Afghanistan for at tilintetgøre, nu bredt set som uundgåelig.

Men den er også farlig for afghanerne – og farlig for landets udvikling. Og den burde få alle, der på forskellig vis har bidraget til landet siden 2001, og som kerer sig om de folkevandringer, der kunne sætte i gang mod Europa, til at sætte sig op i stolen.

 

Man foretrak altså fra USA’s side at indgå den såkaldte fredsaftale via en repræsentant, som ikke er politisk valgt. Det siger noget om, hvor meget den amerikanske administration stoler på talibanerne
_______

 

Forhandlinger uden om Kabul
USA har i længere tid forhandlet med Taliban-bevægelsen uden om den regering, de allierede i Afghanistan har understøttet militært i tiden efter invasionen, og som har været garanten for det Afghanistan, som USA og de allierede ønskede. Der har været mange bump undervejs, men forhandlingerne kulminerede altså i den såkaldte ”fredsaftale”, der blev indgået 29. februar mellem USA og Taliban.

Det er vigtigt at bide mærke i, hvem underskriverne var. For der var ikke nogen stor og fornem ceremoni med den amerikanske præsident. Mike Pompeo, USA’s udenrigsminister, var til stede og talte sammen med Talibans vicekommanderende, Mullah Baradar, men Pompeo underskrev ikke dokumentet. Det gjorde USA’s chefforhandler, Zalmay Khalilzad. Man foretrak altså fra USA’s side at indgå den såkaldte fredsaftale via en repræsentant, som ikke er politisk valgt. Det siger noget om, hvor meget den amerikanske administration stoler på talibanerne. Og det illustrerer, at de alligevel, trods manglende tillid, er villige til at sætte en underskrift på et stykke papir.

Aftalens indhold er fra mange sider blevet beskyldt for at være noget nær en foræring til Taliban. Hovedelementerne er for det første tilbagetrækning af amerikanske tropper. Dette er Taliban på alle måder glade for, og det er noget, som Trump har lovet den amerikanske befolkning. I Kabul udløser dette element i aftalen nervøsitet.

For det andet må Taliban ikke understøtte eller samarbejde med organisationer, som kan true USA’s sikkerhed. USA lægger vægt på dette som det vigtigste element i aftalen, men det er på ingen måde ikke et stort offer for Taliban, der allerede rivaliserer med terrorgrupper som Islamisk Stat i Afghanistan.

For det tredje skal der være åbne telefonforbindelser mellem USA og Taliban. Dette punkt har ikke gjort ondt på nogen af parterne. Og de åbne forbindelser blev da også illustreret, da den amerikanske præsident afslørede, at han i starten af marts havde talt i telefon med Taliban. En samtale, som nærmest er et knæfald fra amerikansk side, taget den vold, der blussede op, umiddelbart efter underskriftsceremonien var slut, i betragtning. Taliban har siden aftalens indgåelse udført dusinvis af angreb på Afghanistans regeringsstyrker.

Det fjerde element i den såkaldte fredsaftale er fangeudvekslinger mellem Taliban og den afghanske regering. Dette er endnu en sejr for Taliban, som sagtens kan bruge sådan en vitaminindsprøjtning på 5000 kampklare mænd i den forventede skærpelse af spændingsniveauet, der altid følger med ændringer i fordelingen af magten. Men allerede dagen efter underskriftsceremonien erklærede den afghanske præsident, Ashraf Ghani, at han overhovedet ikke havde sagt ja til at frigive de 5000 talibanere.

Og endelig forudsætter aftalen forhandlinger mellem Taliban og den afghanske regering, der allerede forventes at starte i denne måned i Oslo. Forhandlingerne, vil omhandle deling af magten, permanent våbenhvile og kvinders rettigheder. Det er her i den direkte kontakt med regeringen i Kabul, at Taliban for alvor går på kompromis, da de hidtil har nægtet at anerkende regeringen i Kabul som legitim.

 

Der er kun ét håb for Afghanistan, der i en menneskealder har set mere konflikt end fred. Og det er et håb, der først og fremmest hænger på, at man kan tage Talibans ord for gode varer
_______

 

Spirende panik i Kabul
De forudsatte Oslo-forhandlinger mellem regeringen og Taliban kompliceres yderligere af, at Afghanistans centrale regering er ramt af kaos, efter at begge præsidentkandidater har erklæret sig vindere af efterårets valg og har holdt parallelle indsættelsesceremonier. 

Og mens volden blusser op i landet efter fredsaftalen med USA, så breder panikken sig i de regeringskontrollerede områder. For der er kun ét håb for Afghanistan, der i en menneskealder har set mere konflikt end fred. Og det er et håb, der først og fremmest hænger på, at man kan tage Talibans ord for gode varer. Det er der mange afghanere, der mener, at man ikke kan.

Det ved præsident Trump godt. Han sagde i den forgangne uge, at USA og Taliban var forenede i ønsket om at ende den amerikanske tilstedeværelse i Afghanistan. Han medgav dog samtidig, at han ikke var helt sikker på, at det også var, hvad ”landet ønskede”.

Og Talibans ord er heller ikke meget værd i Washington DC. Det Republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Marco Rubio, som er loyal over for præsidenten, sagde i løbet af ugen til Fox News, at han ikke mente, at man kunne stole på Taliban, men at sagen jo også er, at USA ikke kan være i Afghanistan for evigt. Og så sagde han følgende: ”Taliban ønsker streng sharia-lov og ingen frie valg, og de har overtaget rent militært i forhold til regeringshæren. Jeg tror, det mest sandsynlige scenarie er, at Taliban inden for kort tid, efter at USA forlader landet, vil tage magten i hele landet, indføre sharia-lov, aflyse frie valg, og de kan muligvis ovenikøbet tillade terrorgrupper adgang til landet.”

Marco Rubios udtalelser er beviset på en udbredt erkendelse i Washington af, at aftalen med Taliban alene er en kattelem, som USA kan skynde sig at komme ud af. Og på den måde et exit, der minder om tilbagetrækningen fra Vietnam i 1970’erne.

Men situationen bringer også mindelser om USA’s kaotiske melding om tilbagetrækning fra de kurdisk kontrollerede områder i Syrien, og må få os andre til at sætte spørgsmålstegn ved værdien og bæredygtigheden af fremtidige militære operationer sammen med amerikanerne. Og ikke mindst må det give os anledning til at overveje grundigt, hvad man i grunden kan og ikke kan opnå med militær magt.

Og mens de første amerikanske tropper pakker sammen og drager hjemad, må vi spørge os selv: Er det, der er sket her, at USA har foræret Afghanistan til Taliban? Er dette sådan, det ser ud, når en supermagt erkender sit nederlag til en ellers på alle måder underlegen fjende? Og hvordan undgår vi en ny afghansk borgerkrig som den i 1990’erne? Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, skriver på Twitter, at han er forhåbningsfuld over aftalen. Men hvad gør vi fra dansk og europæisk side for at sørge for, at dette ikke bliver endnu et historisk overgreb imod den afghanske befolkning? ■

 

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, skriver på Twitter, at han er forhåbningsfuld over aftalen. Men hvad gør vi fra dansk og europæisk side for at sørge for, at dette ikke bliver endnu et historisk overgreb imod den afghanske befolkning?
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland