15.10.2020

Hvad kommer til at præge dette årti? Vi vil se Kina og Rusland arbejde tættere sammen, der vil ske oprør fra oven, mens flere mennesker går under radaren, flere vil bevidst søge uden om staterne, og flere vil orkestrere oprør imod den herskende logik og fortælling. Internettet vil facilitere oprørene – men de vil samtidig i stigende grad betragte nettet som deres fjende.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Af Anne Sofie Allarp

Det 21. århundrede er kun lige begyndt, og dog er meget forandret på de to første årtier. Indtil videre har dette århundrede budt på 9/11, invasionen af Afghanistan, invasionen af Irak, krigen imod terror, krigen med terror, herunder al Qaeda og Islamisk Stat, 2006-krigen i Libanon, den anden intifada i Mellemøsten, en række krige og konflikter i Afrika (bl.a. anden Congo-krig, krig i Darfur og konflikten i det nordlige Nigeria), finanskrisen, borgerkrigen i Syrien og stedfortræderkrigen i Yemen, konflikten i Libyen, flygtningekrisen, Grexit, Brexit, Trump og alle de veltilrettelagte angreb på multilateralismen, som er kommet fra sidstnævnte.

Vi har fået et uudsletteligt minde i form af den amerikanske præsidents underdanige topmøde med Vladimir Putin i Helsinki, og vi har i det hele taget fået meget Putin og har fornøjelsen af ham længe endnu. Det samme gælder Xi Jinping. Det er svært ikke at misse lidt med øjnene, når man ser frem mod et nyt årti – ikke mindst oven på det, som 2020 har præsenteret os for indtil videre. Men her er tre tendenser, som jeg allerede nu kan love vil underholde os frem til 2030.

Kina-Rusland
Kina er kommet styrket ud af coronakrisen. Først og fremmest er Kina styrket, fordi andre magtfulde regioner er mere svækkede af pandemien. Nok vil Kina økonomisk blive påvirket af verdensøkonomiens sammentrækning, men de vil komme sig hurtigere end vestlige lande, for hvem sådan en pandemi er ny, og som skal afveje alle samfundsbalancer nøje.

Og så er pandemien og den økonomiske krise med til at fjerne verdens fokus fra Kinas adfærd, når det kommer til menneskerettigheder og ageren eksternt, fx i Det Sydkinesiske Hav. Kina har benyttet sig af pandemien til at gøre kort proces med de forbenede demokrater i Hongkong. Det gør, at det konstante problem, som Beijing havde med protester i gaderne og demokratibevægelsens globale medieadgang, nu er løst en gang for alle. Godt nok med et brud på folkeretten, men hvor der handles, der spildes som bekendt.

Under denne krise har verden taget et stort tigerspring fremad mod det kinesiske århundrede. Storbritannien protesterede over for det brud på deres folkeretlige aftale med Kina om overdragelsen af Hongkong, men tilkendegav så, at de selv agter at misligholde deres aftale med EU. Folkeretten, og dermed holdbarheden af det ord, en stat kan give, kan næppe trækkes over i et mere funky lys.

Kina står solidt med et livstidsmandat til Xi Jinping. Beijing ved, at de kan gøre, hvad de vil. Ingen lande i verden kan undvære dem. Det ved minoriteterne i landet også. Særligt det muslimske mindretal, der i Xinjiang-provinsen i titusindvis tvangsmæssigt af staten bliver genopdraget til at ønske formanden for folkerepublikken godt helbred. Xi Jinping ønsker, at Kina i 2050 skal være en militær supermagt. Gennem det seneste årti har han næsten fordoblet landets militære kapacitet.

 

Kina er kommet styrket ud af coronakrisen. Først og fremmest er Kina styrket, fordi andre magtfulde regioner er mere svækkede af pandemien. Nok vil Kina økonomisk blive påvirket af verdensøkonomiens sammentrækning, men de vil komme sig hurtigere end vestlige lande
_______

 

I løbet af årtiet skal vi holde øje med graden af militært og politisk samarbejde med Rusland. En formaliseret alliance mellem Rusland og Kina er et dystert scenarie for os. Der er meget, der taler for, at deres interesser vil blive mere overlappende, og at de vil se et større perspektiv i at udfolde samarbejdet både politisk og militært. Vi har allerede set Kina og Rusland holde militærøvelser sammen.

Tiden, efter at Rusland annekterede Krimhalvøen i 2014, har indebåret et stadigt større samarbejde mellem de to. Det er tale om et interessefællesskab, som kun konsolideres med den amerikanske præsidents fremfærd mod Kina. Senest sås Kina og Rusland på samme side politisk i spørgsmålet om den venezuelanske oppositionsleder Juan Guaidó, som det meste af Vesten og Latinamerika bakker op om som Venezuelas retmæssige præsident. Kina og Rusland gik sammen om at understøtte diktatoren Nicolás Maduro.

Kina vil dog formentlig ikke formalisere alliancen, da de har interesse i at fremstå som den konstruktive understøtter af multilateralismen internationalt, uanset udfaldet af det amerikanske valg. Og de er også konkret afhængige af Vesten til at understøtte en høj vækst til den ekspanderende middelklasse. Men Vesten vil se, at vi ikke kan straffe eller true os til en bedre verdensorden. Jo hårdere pres vi lægger – jo tættere vil forholdet mellem Beijing og Moskva blive. Det vil kræve et langsigtet diplomatisk fodarbejde og en stor grad af moderation fra vestlig side at agere i forhold til de to lande.

Oprør fra oven
2020’erne vil give os flere oprør fra oven. Med ’oprør fra oven’ mener jeg: iscenesættelser af destabiliserende processer, hvor en omvæltende og dybt kompleks politisk sag reduceres og præsenteres som løsningen på noget, der ud af det blå opleves som et akut og presserende problem. Og hvor oprørerne ikke ønsker at forholde sig til andre aspekter af problemstillingen end den, man lægger frem. Og hvor de ikke ønsker at forholde sig realistisk til konsekvenserne af forslagene. Det vil sige politiske og sociale voldsomme ændringer, som eliten instigerer.

Brexit er et eksempel, selvom det var en EU-tilhænger, der udskrev folkeafstemningen. Kampagnen omkring Brexit-folkeafstemningen i 2016 havde en front, der var imod EU, som havde patos, fordømmelse, identitet og ultimativt flertallet og folkedybet på deres side. På den anden side var de, der mente, at Storbritannien skulle blive i Unionen – de havde logos, praktikken, overvejelserne og indvendingerne (ingen af hvilke, der kom svar på). Førstnævnte vandt som bekendt, og revolutionen uden kørevejledning pågår som bekendt stadig – i dag, fire år efter.

Et andet eksempel er den catalanske forfatningskrise, der kulminerede i oktober 2017. Her præsenterede et regionalt styre den ide, at regionen skulle være uafhængig af Spanien, uden tilsyneladende at være i stand til eller villig til at argumentere for, hvordan det skulle ske, eller at præsentere nogen som helst realistiske og detaljerede overvejelser om processen. Uafhængigheden var målet for oprøret, men mellemregningerne, balancerne, interesseafvejningerne, forudsætningerne, bæredygtigheden, rimeligheden og alt det andet, der har med ansvarlig politik at gøre, udeblev.

 

2020’erne vil give os flere oprør fra oven. Med ’oprør fra oven’ mener jeg: iscenesættelser af destabiliserende processer, hvor en omvæltende og dybt kompleks politisk sag reduceres og præsenteres som løsningen på noget, der ud af det blå opleves som et akut og presserende problem
_______

 

Herhjemme har vi for nylig haft endnu en højrøstet runde i debatten om rituel omskæring. I denne sag har man også en front, der inkluderer en rimelig stor del af Folketinget, der med patos, dysfemismer og fægtende moral fuldstændig glider af på alle overvejelser om fx samfundets stabilitet, samhørighed, internationale reaktioner, nyere historie, proportionalitet og forventede retsvirkninger.

Denne type revolution, pisket op fra oven, vil vi se mere af i 2020’erne. Desværre. Drevet af politikere på jagt efter en platform eller en afleder fra problemer eller ubekvemheder. Og uden bremse fra en blodtørstig offentlighed, hvis kendskab til politisk bæredygtige forløb og hæderlige argumenter er grundlæggende svækket.

Bunden under radaren
Den bærende konklusion globalt efter coronakrisen er, at de samfund, vi har bygget op, var uforberedte, og at samfundsledelsen ikke var helt så strømlinet som forventet. Faktisk var det de nyere administrationer i Asien, der stod bedst på forfoden, da krisen ramte, mens man havde fornemmelsen af, at de ældre sandede til i et regelkaos. Verden så til, mens beredskab fejlede, naboer ikke hjalp hinanden, og mens videnskabsfolk ikke fik tilstrækkelig indflydelse eller var dybt indbyrdes uenige. Krisen har set retsgarantier fordufte, og det samme er sket med livsgrundlaget for de mange.

Samtidig har de to første årtier i dette århundrede budt på enorme forandringer i form af registrering, logning og overvågning af os. Det fænomen vil kun tage til i styrke. Fra private techgiganter og andre firmaer til alle aspekter af livet som borger i relation til staten. Et liv, som vi – oven på krisen – kan konstatere er langt mindre beskyttet af grundlæggende rettigheder og retsgarantier, end vi troede. Bl.a. er ytringsfriheden, formuerettigheder og retsprincipper i sundhedsvæsenet under angreb i denne krise. Alene herhjemme var beskyttelsen af den private ejendomsret og krav om dommerkendelse, før hjemmesider bliver lukket, det første, der røg under coronakrisen – sammen med grundlæggende principper i sundhedssektoren og retten til at afvise behandling. Disse tendenser herhjemme og i udlandet vil blive mødt med utilfredshed, mistænksomhed og paranoia, berettiget og uberettiget imod staten og den private sektor.

Og det er den sidste tendens, som man kan regne med i dette århundrede. Vi vil se flere mennesker gå under radaren, flere bevidst søge uden om staterne, flere orkestrere oprør imod den herskende logik og fortælling. Internettet vil facilitere oprørene – men de vil samtidig i stigende grad betragte nettet som deres fjende. I velfærdsstater vil vi se private netværk og sociale sundhedstilbud springe op parallelt med offentlige systemer, med det formål at undgå registrering. Disse tendenser vil udgøre en stigende udfordring for staternes oplevede legitimitet og for samhørigheden i befolkningerne. ■

 

Den bærende konklusion globalt efter coronakrisen er, at de samfund, vi har bygget op, var uforberedte, og at samfundsledelsen ikke var helt så strømlinet som forventet
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt