08.03.2020

Over de sidste mange årtier har man lukket af for adgang til Europa. Resultatet er druknedød på Middelhavet og kæmpe indtægter for kriminelle smuglernetværk. Det ansvar, som flygtningekonventionen lægger på staterne til at beskytte de forfulgte, er i dag blevet til en stræben efter ikke at komme i nærheden af en situation, hvor man kunne pådrage sig det ansvar.

Af Anne Sofie Allarp

Dansk politik har sine egne sandheder og logikker. En af dem er, at et parti ikke kan have intern uenighed og debat, for så går det rabundus. Den logik hænger fast fra den konservative nedsmeltning i 1990’erne. En anden er, at der ikke er en øvre grænse for, hvor groft man kan opføre sig over for folk, der kommer fra andre lande. Og så er der et tredje rationale, nemlig at politik er en holdsport, hvor det handler om at tage point ved verbal signalflagning til den sagesløse befolkning.

Politikerne mener tilsyneladende, at det er det eneste, de skal kunne – og medierne er stort set hoppet ombord og behandler enhver politisk begivenhed, som var det en fodboldkamp mellem rivaliserende klubber som FCK og Brøndby: Hvordan blev holdet sat, hvordan blev bolden leveret, hvordan tacklede det andet hold den bold? Hvad der flages om eller med, er til gengæld næsten ligegyldigt. Denne tilgang har bevirket et massivt tab af interesse for, hvad indholdet af politikken er.

 

Det er i det klima, at den nuværende regering har kunnet slippe af sted med i februar 2018 at præsentere det udlændingepolitiske udspil ’Retfærdig og realistisk’
_______

 

Det er i det klima, at den nuværende regering har kunnet slippe af sted med i februar 2018 at præsentere det udlændingepolitiske udspil ’Retfærdig og realistisk’ og herpå gennemleve to år inklusive en hel valgkamp og et halvt år i regering, uden at nogen for alvor har taget den politik ved vingebenet. Før nu altså, hvor det er ved at dages for nationen, at regeringen på dette område ikke har noget tøj på.

I ’Retfærdig og realistisk – Helhedsplan for dansk udlændingepolitik’ præsenterede Socialdemokratiet sin politik som et nybrud i bestræbelserne på at ’skabe et nyt og mere retfærdigt asylsystem’. Hvis man kom til magten, så ville man etablere dette system, og man ville afskaffe muligheden for at søge asyl spontant i Danmark. Det er at betragte som signalgivning med blålys.

For det første er regeringens ’nytænkning’ ikke ny. Det er i det store hele en kopi af den australske asylmodel. Udspillet opererer med en model, hvor spontane asylansøgere, dvs. flygtninge, der indfinder sig i Danmark eller ved den danske grænse, vil blive transporteret til en flygtningelejr i et land uden for EU, fx i Afrika. Her vil deres asylansøgning blive behandlet, og gives der asyl, vil det skulle udfoldes i det pågældende land eller i en FN-flygtningelejr. Gives der ikke asyl, vil man skulle hjemsende personerne. Til gengæld vil man tage flere kvoteflygtninge. Den udskældte australske model blev etableret i 2013 og betyder, at man forhindrer asylansøgere i at nå Australiens kyst, og i stedet transporterer man dem til flygtningelejre beliggende på andre landes territorier, såsom Papua Ny Guinea og stillehavsøstaten Nauru. Her opholder de sig, mens deres asylansøgning behandles, og hvis de opnår asyl, henvises de til Cambodja, der dog indtil videre kun har modtaget i alt ti flygtninge imod et større millionbeløb. Det eneste, der adskiller de to modeller, er faktisk socialdemokraternes forestilling om, at Danmark kunne tilbyde asyl i en FN-flygtningelejr, mere om det nedenfor.

Tankerne er heller ikke nye i EU-regi: Storbritannien foreslog i 2003 noget lignende. Og den tidligere blå regering forsøgte aktivt at sælge ideen om udrejsecentre for afviste ansøgere i EU-kredsen og gjorde også et fodarbejde for at identificere lande, der ville huse lejrene. Bare uden succes.

Blandt EU-landene har man faktisk i årevis diskuteret, hvad man kunne gøre for at ændre på asylsystemet, som langt de fleste anerkender, har en række systemfejl. Over de sidste mange årtier har man lukket af for adgang til Europa. Man har udelukket muligheden for at indgive asylansøgninger på ambassader, man giver ikke indrejsevisum til borgere fra krigszoner og undertrykkende regimer, og man har etableret et sirligt system af transportøransvar, således at der er store bøder til luftfartsselskaber, færger og busser, skulle de forsømme at tjekke indrejsedokumenter grundigt nok og dermed transportere potentielle flygtninge ind i Europa. Resultatet er druknedød på Middelhavet og kæmpe indtægter for kriminelle smuglernetværk. Det ansvar, som flygtningekonventionen lægger på staterne til at beskytte de forfulgte, er i dag blevet til en stræben efter ikke at komme i nærheden af en situation, hvor man kunne pådrage sig det ansvar. Alle ved dette, og løsningsmodeller har været luftet og diskuteret det meste af et halvt århundrede. I den kontekst er det næsten komisk, at regeringen præsenterer sine tanker som et nybrud, og at Mette Frederiksen rejser til Paris og Berlin for at sælge sin danske ’løsning’.

 

Det ansvar, som flygtningekonventionen lægger på staterne til at beskytte de forfulgte, er i dag blevet til en stræben efter ikke at komme i nærheden af en situation, hvor man kunne pådrage sig det ansvar
_______

 

DET ENESTE NYE ER – som skrevet ovenfor – at Socialdemokratiet antager, at man ville kunne få UNHCR, FN’s flygtningeorganisation, til at acceptere at modtage flygtninge med dansk asyl til permanent ophold i FN-flygtningelejre. Politisk er det mildest talt urealistisk, at FN ville acceptere trafik den vej. Tanken bygger på EU’s arrangement med Tyrkiet: Det indebærer som bekendt, at hvis EU sender flygtninge fra Grækenland til Tyrkiet, så lover vi at tage nogle af dem, som i forvejen opholder sig i Tyrkiet. Tyrkiet har taget sig betalt med 6,6 mia. euro for den aftale. For FN er der imidlertid principper og global præcedens på spil. Sender Danmark anerkendte flygtninge i favnen på FN, vil resten af verden naturligvis kræve at kunne gøre det samme.

Og så er der den lille detalje, at FN’s flygtningelejre jo ikke ligger i ingenmandsland. De ligger på staters territorium, og det er de stater, der ville skulle give tilladelse til at huse de flygtninge, som Danmark har anerkendt som forfulgte. Det betyder, at der vil skulle laves en aftale med værtslandet for FN-lejrene, der svarer til aftalen med det land, der skal huse det danske asylbehandlingscenter. Der er ingen lande i Afrika, der står på spring for at påtage sig opgaven, og skulle man endelig en dag kunne overtale et land til at gøre dette, så vil landet tage sig endog overordentlig godt betalt – både økonomisk og i form af krav om andre privilegier, udvekslingsprogrammer, visumfrihed osv. Som bekendt er løsningen med flygtninges ophold i nærområder allerede en realitet. 80 pct. af verdens fordrevne opholder sig i nabolande. Mange udviklingslande oplever med rette, at de i forvejen løfter en stor byrde.

Og så er der prisen. Offshoreløsninger er de dyreste, der findes. I 2014 kostede det australierne 6,4 mia. danske kroner at håndtere cirka 2.200 asylsøgere. Det ville være langt billigere at indlogere hver enkelt flygtning på et af de præstigefulde Ivy League-universiteter i USA med fuld forplejning. Det er så dyrt, fordi man skal ekspatriere en masse personale til at varetage bl.a. sikkerhed og sagsbehandling. Derudover skal man etablere parallelsystemer, da børnene ikke kan komme i ordinær skole, og da der ikke er adgang til ordinære lægebesøg osv. Det løber op.

Hvad der også løber op, er den moralske regning. Australien har været udsat for global fordømmelse på grund af forholdene i lejrene, Papua Ny Guineas højesteret har beordret lejren på landets territorium lukket, og Australien har måttet tage drastiske metoder i brug for at stoppe ’negativ omtale’. Bl.a. er det notorisk svært at besøge lejrene, og så risikerer helbredspersonale, der måtte afsløre noget om forholdene i lejrene, op til to års fængsel.

 

Danmark vil under dette system ikke kunne undgå at ifalde menneskeretligt ansvar for mennesker, der har søgt asyl i Danmark, men befinder sig i dansk varetægt på fremmede territorier
_______

 

DANMARK vil under dette system ikke kunne undgå at ifalde menneskeretligt ansvar for mennesker, der har søgt asyl i Danmark, men befinder sig i dansk varetægt på fremmede territorier. Det giver i sig selv en række udfordringer. Nogle af disse kan man se illustreret ved de sager, der er opstået i forbindelse med danske soldaters overlevering af fanger i Afghanistan og Irak, som illustreret ved for eksempel den såkaldte Green Desert-sag om fangeudleveringer i Irak. Retligt er der således en myriade af svære problemstillinger ved den socialdemokratiske ’løsning’.

Når man ser på realiteterne i det socialdemokratiske forslag, så er det svært at forstå, at det ikke langt tidligere har tiltrukket sig opmærksomhed som værende: astronomisk dyrt, juridisk bøvlet, politisk ufremkommeligt, meget praktisk vanskeligt, da vi har med mennesker, logistik og fremmede lande at gøre, og derfor ganske urealistisk og faktisk så heller ikke specielt seriøst. EU’s asylkommissær, Ylva Johanssons, dom, da hun før jul var på besøg i Danmark, var da også, at hun ikke mente, at den danske regerings politik var ’realistisk’ og i det hele taget var mere interesseret i såkaldt ’pragmatiske’ bud fra landene.

Og i den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at regeringen stadig taler sit forslag op som en løsning, ’den eneste løsning’ ovenikøbet, som statsministeren fik det formuleret under partilederdebatten i Folketinget 21. januar. Det forekommer uforståeligt, at oppositionen ikke realitetsbehandler forslaget i stedet for alene at smide løftebrudskortet, og det er påfaldende, så tavse støttepartierne er her. Vi kan simpelthen ikke som nation være tjent med, at der ikke er seriøsitet om så alvorligt et samfundsanliggende. ■

 

Vi kan simpelthen ikke som nation være tjent med, at der ikke er seriøsitet om så alvorligt et samfundsanliggende
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne