30.09.2020

Af Anne Sofie Allarp

En ulykke, en brand i en affaldscontainer, et shitshow! Superlativerne fra amerikansk presse har flydt i de små timer af onsdag efter den første debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater, det blev sendt i nat dansk tid. Præsident Trump var ellers som han plejer. Bekvemme usandheder, farlige politiske ukorrektheder, afbrydelser, maskulin dominerende adfærd. Vi kender ham.

Da debattens ordstyrer Chris Wallace bad kandidaterne om et direkte svar på, om de vil vente med at erklære sejr, indtil valgresultatet er uafhængigt certificeret, og om de vil bede deres tilhængere om at forblive rolige, indtil en vinder er identificeret, kom der to meget forskellige svar. Biden svarede: „Ja.‟ Trump sagde: „Jeg opfordrer mine tilhængere til at gå hen til valgstederne og observere meget nøje.‟


Trump angreb Bidens søn Hunter Biden, som rent faktisk har en lidt suspekt forbindelse over i det ukrainske gennem et firma ved navn Burisma. I nat lød det, at Hunter havde fået et millionbeløb af Moskvas borgmesters hustru. Det er svært for seerne at bedømme sagen, men det er effektivt for Trump. Sønnen er en af Joe Bidens svage punkter. Biden angreb Trump for at have betalt mindre skat end den gennemsnitlige skolelærer over de sidste mange år. Påstanden relaterer til avisen New YorkTimes afsløringer af Trumps skatteforhold, afsløringer, som bl.a. kunne berette at præsidentens forretningsimperie var voldsomt forgældet. Under nattens debat afviste Trump påstandene som usandheder. Han har ikke selv villet fremlægge informationerne om sine skatteforhold.

BIDEN BRUGTE debatten til at forsøge at komme ind i en angrebsposition, hvilket er svært med en kandidat som Trump. Og når det ikke lykkedes så begik Joe præcis den fejl, som Hillary gjorde fire år før ham: Han smilede indforstået af Trumps indlæg, som om han og folket havde en fælles forståelse af, at den præsidentielle opførsel var uden for nummer.

Og det er her Bidens skæve, overbærende smil bliver et problem. Det er symptomatisk for en Demokratisk kampagne, og egentlig også en amerikansk venstrefløj, der stadig tænker, at normalen ikke er Præsident Trump.

Joe Biden står, hvor han står i dag, fordi han støder færrest muligt. Det var grunden til at partiet valgte ham. Men han står overfor en præsident, der støder flest muligt. Det var grunden til at Republikanerne valgte ham.

OG DET VIRKER desværre som om Joe også tænker, at han kan komme igennem en valgkamp uden at støde særligt mange. I et valgår, hvor pandemi, raceuroligheder, historisk recession, og et højspændt internationalt klima kalder på ledelse og svar, har Demokraternes præsidentkandidat siddet i sin kælder frem til august måned. Og dernede i kælderen har han ikke brugt tiden på at sende politik ud i æteren. Der er en række politik-områder, han ikke har taget stilling til. Højesterets størrelse, Trumps immigrationspolitik, fracking, Kina-politikken, Iran-atomaftalen, bare for at nævne nogle få. Og han har heller ikke effektivt sendt sin storsmilende vicepræsidentkandidat ud i første linje.

I stedet brugte han sin første duel på at smile overbærende og alfaderligt af præsidenten. Men det er virkelig alt for sent at behandle Præsident Trump som skolegårdens adfærdsvanskelige slagsbror. Trump kan ikke socialt marginaliseres. Han er standarden. Han har magten. Indtil valget, i hvertfald. Og hvis Joe ikke sætter i gang nu, kunne man frygte, at det fortsætter.


Anne Sofie Allarp (f. 1972) er cand.jur. og kommentator. Hun har bl.a. arbejdet i Folketingets internationale afdeling, i Europa-Kommissionen og som international sekretær for Socialdemokraterne (som hun meldte sig ud af i 2015), som international redaktør på Radio24syv og vært på kanalens daglige udlandsmagasin Datolinjen. ILLUSTRATION: Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix