18.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Tommy Ahlers hævder, at en grøn klimapolitik ligger i det borgerligt-liberale DNA. Men det klinger hult, når man tænker på, hvor lidt den seneste borgerlige regering gjorde på den front. Frem for at gøre grøn politik til en ideologisk kampplads, bør det være et fælles projekt.

Kommentar af Anne Paulin, klimaordfører for Socialdemokratiet

MENS TOMMY AHLERS den 1. december 2020 skriver på RÆSON, at klimapolitikken i virkeligheden er et borgerligt projekt, er vi i Socialdemokratiet mere optagede af, at klimapolitikken skal være et fælles projekt. For det gør jo unægtelig den grønne omstilling lettere, hvis der er enighed om de høje ambitioner.

Derfor er det kun glædeligt, at Ahlers også ser en ambitiøs klimapolitik som et borgerligt projekt. At der skulle være et særligt idégods eller en forhistorie, der understøtter denne påstand , har jeg dog sværere ved at genkende.

For det er jo bekvemt nok for Ahlers at indhente legitimitet til at kunne slå Venstre stort op som grønne sejrherrer ved hjælp af historiske og ideologiske referencer til filosofiske tænkere som John Stuart Mill, Chicago-school økonomer og sågar Margaret Thatcher. Med afsæt i disse liberale mastodonter argumenterer Ahlers nemlig flittigt for, hvorfor det at passe godt på natur og miljø er en del af de borgerlig-liberales DNA. Det argument vil jeg gerne udfordre.

 

At høje ambitioner inden for grøn forskning skulle være en særlig borgerlig disciplin, taler bevismaterialerne desværre imod
_______

 

VI LYTTER ALTID gerne til gode argumenter, men det klinger rimelig hult, når vi sammenligner de selvrosende ord fra Ahlers med, hvad Venstre rent faktisk har gjort på det grønne område, da de selv havde muligheden ved deres seneste regeringsperiode (2015-2019).

Ahlers argumenterer for, at liberale kæmper mindst ligeså hårdt for klimaet, og henviser bl.a. til, at vi skal investere mere i forskning, hvilket giver mig anledning til at spørge, hvorfor Venstre ved deres første finanslov, i sidste regeringsperiode, halverede EUDP-midlerne til forskning i energiteknologi? Jeg er glad for, at det sidenhen også med Venstres opbakning, er lykkedes at bringe den grønne forskning op på et historisk højt niveau. Men at høje ambitioner inden for grøn forskning skulle være en særlig borgerlig disciplin, taler bevismaterialerne desværre imod.

Og når Ahlers videre hævder, at Venstre vil arbejde for, at de mest klimabelastede landbrugsjorde trækkes ud af produktion og samtidig bemærker, at det at passe på naturen er noget liberale går særdeles højt op i, får jeg lyst til at spørge, hvorfor Venstre afskaffede den tidligere SR-regerings forbud mod sprøjtning og gødskning på de naturbeskyttede arealer? Dermed efterlod de en stor ubetalt regning i form af et vandmiljø, hvor der ikke blev sat tilstrækkeligt ind for at hindre kvælstofforurening. Hvad mon John Stuart Mill ville sige til det? For hans pointe i ”On Liberty” var jo, at vi må gribe ind i andres frihed, hvis det er med henblik på beskyttelse.

 

I Socialdemokratiet [går vi] mere op i, at klimapolitikken skal være et fælles projekt end et ideologisk korstog
_______

 

DEN LIBERALE TILGANG til klimapolitikken var til gengæld tydelig i VLAK-regeringens ikke-realiserede klima- og luftudspil. Her var et af de absolut bærende elementer at opnå drivhusgasreduktioner gennem annullering af CO2-kvoter. Argumentet var, at det ville være en omkostningseffektiv måde for Danmark at realisere det klimamål, vi var blevet pålagt af EU. Det teoretiske belæg vil man ikke skulle bladre langt i en CBS-tekstbog for at kunne støve op, men at Danmark bedst tager klimaansvaret på sig ved opkøbe andre landes forurening billigt, fremfor at omstille egne sektorer, holder ganske enkelt ikke.

Det blev da også påpeget af Klimarådet, der netop argumenterede for en afkobling mellem teori og virkelighed, der ville betyde, at kvoteannulleringen ville få marginal klimaeffekt sammenlignet med indenlandske tiltag. Jeg er glad for, at vi siden har truffet beslutningen med Klimaloven om ikke blot at opjustere vores klimamål markant med 70 pct. målsætningen, men også at kvoteannullering ikke er det redskab, der skal få os i mål. I stedet skal vi vise vejen med indenlandske reduktioner, der kan gøre os til et grønt udstillingsvindue for resten af verden, og hvor vores indsats virker og skaber forandring allerede inden 2030

SOM JEG INDLEDTE med, går vi i Socialdemokratiet mere op i, at klimapolitikken skal være et fælles projekt end et ideologisk korstog. Det handler om at blive enige om afgørende fælles mål, som fx aftalen om en grøn skattereform, der baner vejen for en fremtidig ensartet CO2-afgift, øger beskæftigelsen og naturligvis nedbringer vores CO2-udslip.

Trods Ahlers’ kritik af vores udspil, viste det sig i sidste ende at være det samme, vi gerne ville opnå. Nemlig at skabe vigtige incitamenter i erhvervslivet til at tænke i nye og grønne løsninger, så der sker en omstilling af produktionen – ikke en afvikling. Det sikres ved at dansk erhvervsliv får retfærdige betingelser for at omstille sig til stigende afgifter og ved kompensation i den første fase af reformen.

 

Aftalen om en grøn skattereform bliver derfor endnu et eksempel på, at økonomisk vækst, aktiv beskæftigelsespolitik, velfærd og grøn omstilling kan gå hånd-i-hånd. Det er ikke ideologi, men en pragmatisk og løsningsorienteret tilgang
_______

 

På den måde bidrager vi til, at der kan sættes yderligere gang i grøn omstilling af erhvervslivet på markedsbaserede vilkår. Det er ikke kun retfærdigt, men også ansvarligt, fordi de danske virksomheder befinder sig i en ekstra sårbar position i forbindelse med COVID-19. Derfor skal vi sikre, at der til trods for en svær økonomisk situation, er incitament og handlingsrum til at investere i en grøn fremtid. Samtidig forventes det skattemæssige tilskud, som gives som kompensation, at øge beskæftigelsen med 5000 personer frem til 2020.

Aftalen om en grøn skattereform bliver derfor endnu et eksempel på, at økonomisk vækst, aktiv beskæftigelsespolitik, velfærd og grøn omstilling kan gå hånd-i-hånd. Det er ikke ideologi, men en pragmatisk og løsningsorienteret tilgang, der understøtter den grønne reformation af vores økonomi og arbejdsmarked.

Jeg vil derfor gerne appellere til, at vi kunne starte med at anskue klimapolitikken som et fælles projekt – fremfor et ideologisk betinget. Den bredde politiske konsensus i Danmark om 70 pct. målet er det bedste, der er sket for dansk klimapolitik, og udgør kimen til ægte og stabil grøn forandring, der er ikke står og falder med farven på regeringspartierne. ■

 

Den bredde politiske konsensus i Danmark om 70 pct. målet er det bedste, der er sket for dansk klimapolitik, og udgør kimen til ægte og stabil grøn forandring, der er ikke står og falder med farven på regeringspartierne
_______

 

Anne Paulin (f. 1988) er folketingsmedlem og klimaordfører for Socialdemokratiet. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede