13.03.2020

Nej, men Beijing forfølger i dag sine kerneinteresser på en mere selvhævdende måde end tidligere.

Af Andreas Bøje Forsby

Lad os først spole tiden tilbage til begyndelsen af det 21. århundrede: Præsident George W. Bush indtager Det Hvide Hus i januar 2001 efter en valgkamp, hvor han kategoriserer Kina som en strategisk konkurrent. I april kolliderer et amerikansk spionfly med et kinesisk jagerfly ud for den kinesiske ø Hainan og udløser en akut diplomatisk krise, som umiddelbart ligner et forvarsel om en ny æra af strategisk rivalisering mellem Beijing og Washington. Men blot et halvt år senere formår islamiske terrorister i stedet at sætte sig på den storpolitiske dagsorden, alt imens Kina påtager sig rollen som USA’s partner i krigen mod terror.

Ved indgangen til 2020’erne har stormagtsrivalisering for alvor erstattet krigen mod terror som den væsentligste konfliktakse i international politik. I kraft af sin hastige opstigning fremstår Beijing i dag som førsteudfordrer til Washington. Hvor den kinesiske økonomi i 2000 blot udgjorde 12 pct. af den amerikanske (målt i BNP i markedspriser), er den i dag vokset til 65 pct. I mellemtiden er Kina blevet verdens største handels- og kreditornation, mens det kinesiske militærbudget på omkring 175-250 mia. dollars (afhængig af kilderne) suverænt er det næststørste blandt verdens stormagter – kun overgået af det amerikanske. Det er faktuelle nedslagspunkter som disse, der har fået amerikanske beslutningstagere til at fæste blikket på Kinas opstigning.

I brede kredse i Washington anses Kina nu ikke blot for at være en strategisk konkurrent og rival, men også en ’revisionistisk magt’, som det bl.a. lyder i den seneste nationale sikkerhedsstrategi og nationale forsvarsstrategi. Med ’revisionistisk magt’ menes en stat, som forsøger at underminere den eksisterende internationale orden med henblik på at skabe en alternativ orden. Og ifølge forhenværende forsvarsminister Jim Mattis forsøger Kina at skabe en ny ’verdensorden i tråd med dets autoritære samfundsmodel’.

Der er allerede talrige konkrete vidnesbyrd om en tiltagende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina. Som følge af handelskrigen er et på mange måder symbiotisk økonomisk samkvem blevet genstand for nulsumspillets indsnævrende logikker, hvilket i sidste ende kan føre til en egentlig afkobling af verdens to største økonomier. Afkoblingstendenserne har allerede fundet vej til den teknologiske arena, hvor Trump-administrationens kampagne mod Huawei omfatter USA’s partnere og allierede, som offentligt presses til ikke at lade den kinesiske techgigant få nogen rolle i opbygningen af deres IT-infrastruktur. Herudover lægger Trumps topfolk ikke skjul på deres modstand mod Kinas storstilede geoøkonomiske Silkevejsprojekt (BRI), idet USA’s samarbejdspartnere direkte advares mod at tage del i projektet. Selv på hyperfølsomme kinesiske interesseområder som Xinjiang, Hongkong og Taiwan har USA, anført af en i sjælden grad tværpolitisk forenet Kongres, vedtaget en række nye lovforslag, som markant øger handlerummet for amerikansk indblanding.

Den nye, langt mere konfrontatoriske linje over for Kina blev for alvor indvarslet af vicepræsident Mike Pence i en (i mere end én forstand) skelsættende tale på Hudson-instituttet i Washington i oktober 2018. Ræsonnementet for kursændringen var, at tidligere amerikanske præsidenter alt for længe havde set igennem fingre med Kinas ’aggressioner’, ’undertrykkelse’ og ’løftebrud’, hvilket Trump-administrationen ikke længere ville stå model til.

Kursskiftet har været så markant, at flere kommentatorer ligefrem er begyndt at tale om en ’ny Kold Krig’. Selvom koldkrigsanalogien ikke holder ved nærmere eftersyn, har den indflydelsesrige amerikanske kommentator Fareed Zakaria for nylig i en Foreign Affairs-artikel beskrevet en omsiggribende ’China scare’ i USA. Her går han i rette med trusselsprædikanterne og advarer om de omfattende omkostninger, Washington vil påføre sig selv, hvis man for alvor kaster sig ud i en koldkrigslignende duel med Beijing.

 

Der foregår således i disse år en intens debat i Vesten om, hvordan Kinas opstigning skal forstås og håndteres. En debat, som vil få stor betydning for, hvor skarpe de storpolitiske skillelinjer vil blive i 2020’erne
_______

 

Konkurrerende udlægninger af Kinas opstigning
Overordnet set er stemningsskiftet i Washington især drevet frem af to veletablerede antagelser om Kinas opstigning: Dels at Kina er en revisionistisk stat, og dels at Kina i dag fører sig langt mere selvhævdende frem på den internationale scene. Spørgsmålet er, hvorvidt der er hold i disse antagelser. Der foregår således i disse år en intens debat i Vesten om, hvordan Kinas opstigning skal forstås og håndteres. En debat, som vil få stor betydning for, hvor skarpe de storpolitiske skillelinjer vil blive i 2020’erne, og hvorvidt vestlige lande som Danmark i sidste ende kan føle sig nødsagede til at kappe båndene til Kina.

Inden vi ser nærmere på, hvorvidt det er rimeligt at betegne Kina som en revisionistisk stat og landets udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd som selvhævdende, bør vi først træde et skridt tilbage og se nærmere på, hvordan disse spørgsmål er blevet debatteret inden for studiet af international politik. Lidt forsimplet kan man identificere tre forskellige tilgange – realismen, liberalismen og konstruktivismen – som hver især rummer væsensforskellige perspektiver på, hvad vi kan forvente af Kinas opstigning.

Med afsæt i en cyklisk historieforståelse, hvor det anarkiske internationale statssystem domineres af stormagterne og deres iboende magt- og sikkerhedskonflikter, anlægger realisterne et pessimistisk perspektiv på Kinas opstigning. Historien er dømt til at gentage sig selv, idet et mere magtfuldt Kina før eller siden vil udfordre USA’s dominerende position, ikke mindst i Asien og Stillehavsområdet – ganske som da et fremadstormende USA i det 19. århundrede smed de europæiske stormagter ud af den vestlige halvkugle med afsæt i Monroe-doktrinen. I takt med at Kinas økonomiske og geopolitiske ressourcer vokser, vil landets interesser og indflydelsessfære ligeledes ekspandere, hvilket uvægerligt vil bringe Beijing i karambolage med Washington. Sideløbende vil kineserne i stigende grad sætte spørgsmålstegn ved de internationale institutioner og magtstrukturer, som amerikanerne har opbygget i kraft af deres mangeårige hegemoniske position. Det gælder især amerikanernes vidtforgrenede netværk af baser og alliancestrukturer, dollarens dominerende position på verdensmarkederne samt de vestlige landes særstatus i internationale institutioner som IMF og Verdensbanken. Med andre ord forventer realisterne, at et opstigende Kina vil blive mere selvhævdende og søge at revidere den eksisterende internationale orden, så den i højere grad tilgodeser Beijings egne interesser.

Liberalisterne er rundet af en langt mere progressiv historieforståelse, som afføder et ganske anderledes syn på Kinas opstigning. Det internationale statssystem er måske nok anarkisk i sin struktur, men til gengæld giver globaliseringen, kollektive udfordringer, internationale institutioner og markedsøkonomiske logikker staterne en række stærke incitamenter til at samarbejde og koordinere deres indbyrdes relationer. Ifølge liberalisterne er den eksisterende internationale orden med sine åbne, multilaterale samarbejdsinstitutioner særdeles velegnet til at integrere et opstigende Kina og hermed sikre landet de fornødne udviklingsmuligheder. I takt med at Kina af egen interesse åbner sig for omverdenen og tilslutter sig den liberale internationale orden, forventes de kinesiske magthavere først og fremmest at koncentrere sig om befolkningens velfærd og hjemlige udviklingsmål – og med tiden liberalisere Kinas samfund og politiske system for at styrke landets konkurrenceevne i den globale økonomi. I liberalismens optik behøver et opstigende Kina således hverken at være specielt selvhævdende eller revisionistisk.

Fra et konstruktivistisk perspektiv, hvor fokus rettes mod den sociale konstruktion af international politik, er Kinas opstigning blevet udlagt på forskellig vis. Nogle konstruktivister demonstrerer, hvordan Kina (dvs. landets magthavere) på visse områder socialiseres af det internationale samfunds normer og institutioner, hvorved Beijing selv begynder at identificere sig med den eksisterende orden. Men langt de fleste konstruktivister er mere optaget af, hvordan Kinas egne normer, værdier og identitetsnarrativer former landets opstigning. Visse (typisk kinesiske) konstruktivister fremhæver de pacifistiske og harmoni-stræbende elementer af Kinas konfucianske kulturarv, som indebærer, at landet – modsat tidligere opstigende stormagter – vil forfølge en fredelig opstigning. Andre (typisk vestlige) konstruktivister betoner snarere landets illiberale traditioner, sino-centriske selvforståelse og nationalistiske strømninger, hvilket peger i retning af et mere selvhævdende og revisionistisk Kina på den internationale scene.

Samlet set domineres den akademiske debat om Kinas opstigning i disse år af de Kina-skeptiske perspektiver, hvor Kinas opstigning forventes at blive konfliktfyldt og underminere den eksisterende internationale orden.

 

Hvor de kinesiske magthavere tidligere indtog en minimal eller ligefrem obstruerende rolle i mange internationale institutioner, optræder Kina i dag generelt væsentligt mere aktivt og konstruktivt
_______

 

Omfanget af Kinas institutionelle, politiske og økonomiske revisionisme
USA har allerede stemplet Kina som en revisionistisk stat, men for at vurdere, om anklagen er rimelig, må man granske Kinas adfærd og position på den internationale scene ift. det internationale statssamfunds institutionelle, politiske og økonomiske orden. Også det internationale samfunds militærstrategiske orden bør inddrages, men behandles separat, idet man risikerer at sammenblande generelle internationale ordensprincipper med mere specifikke amerikanske og kinesiske geopolitiske interesser.

I institutionel forstand er der meget få væsentlige indikationer på kinesisk revisionisme. Man kan starte med at konstatere, at Kina siden påbegyndelsen af Deng Xiaopings reformprogram i 1980’erne har tilsluttet sig langt de fleste internationale institutioner og traktater. De mest iøjnefaldende undtagelser – såsom Den Internationale Straffedomstol (ICC), Den Internationale Domstol (ICJ), Traktaten mod et Altomfattende Forbud mod Prøvesprængninger (CTBT) samt traktaterne mod landminer og klyngebomber – kan forklares med henvisning til generelle stormagtsinteresser snarere end specifik kinesisk modstand. USA tager nemlig heller ikke del i disse institutioner og traktater.

Det er også vigtigt at pointere, at hvor de kinesiske magthavere tidligere indtog en minimal eller ligefrem obstruerende rolle i mange internationale institutioner, optræder Kina i dag generelt væsentligt mere aktivt og konstruktivt. I enkelte tilfælde har Beijing selv taget initiativ til at opbygge nye internationale samarbejdsinstitutioner, såsom Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO), BRIKS-forummet og ikke mindst Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank (AIIB). De to førstnævnte er dog kendetegnet ved begrænset organisatorisk tyngde og rækkevidde, mens sidstnævnte ganske vist har Beijing i en central position (med ca. 25 pct. af stemmerne), men ellers opererer de ud fra de selvsamme multilaterale principper og investeringsstandarder som de vestligt dominerede investeringsbanker (fx Verdensbanken). Kina arbejder således overordnet set inden for rammerne af den eksisterende institutionelle orden – hvad enten det eksempelvis gælder handelspolitik (WTO), sikkerhedspolitik (FN’s Sikkerhedsråd) eller klimapolitik (Paris-aftalen). På disse områder er det snarere USA, der ofte vælger at gå enegang eller helt stå udenfor.

I politisk forstand er der heller ikke mange entydige indikationer på kinesisk revisionisme. Beijing er en stærk fortaler for håndhævelsen af de basale politiske spilleregler for det internationale statssystem centreret om suverænitetsprincippet og FN-charteret. Når Kina som medlem af FN’s Sikkerhedsråd de senere år har gjort brug af sin vetoret – i øvrigt sjældnere end de andre faste medlemmer – har det netop været med henblik på at forsvare suverænitetsprincippet bl.a. i Syrien-konflikten. Man kan sagtens kritisere Kinas konservative, systembevarende position ift. eksempelvis Syrien, men i lyset af de senere års vestlige interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen fremstår alternativet ikke nødvendigvis mere attraktivt. I bredere forstand er Kina modstander af de liberale ideologiske strømninger i det internationale samfund, som især manifesterer sig gennem en vestligt promoveret universalistisk dagsorden for udbredelsen af demokrati og liberale menneskerettigheder. Men Kina står langtfra alene med denne modstand. Kineserne retfærdiggør den med afsæt i grundlæggende ideer om suverænitet – dvs. hver enkelt stats ret til selv at vælge styreform og udviklingsvej – og pluralisme – dvs. retten til at praktisere eksempelvis demokrati og menneskerettigheder på anden vis end i Vesten. Frem for alt forsøger de kinesiske magthavere ikke at være bannerførere for en alternativ ideologisk universalisme, sådan som det var tilfældet under formand Mao, men refererer i stedet til landets styresystem og udviklingsvej som ’socialisme med kinesiske karakteristika’.

I økonomisk forstand er billedet mere broget. Generelt har Kina i årtier lukreret på sin gradvise integration i den globale økonomi, hvor kineserne som medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) siden 2001 har underkastet sig universelle frihandelsprincipper samt ikke mindst WTO’s tvisthåndteringssystem. Mens Kinas gennemsnitlige toldbarrierer i 1992 var på omkring 30 pct., er de i dag reduceret til under 5 pct. Rent faktisk har Beijing længe plæderet for, at WTO-systemet skal anerkende Kina som en markeds- snarere end en udviklingsøkonomi, så Kina endnu bedre kan udnytte de eksisterende handelsregler. Kina fremstår dog som en knap så åben økonomi, når det drejer sig om udenlandske investeringsmuligheder i specifikke sektorer (fx telekommunikation, medier og energi), ligesom de kinesiske statsvirksomheder stadig favoriseres gennem diverse former for subsidier og reguleringsmekanismer.

Og Kinas ’Made in China 2025’-strategi kan kritiseres for at være udtryk for et statskapitalistisk forsøg på at dominere fremtidens økonomiske nøglesektorer, idet strategien sætter en række ambitiøse udviklingsmål og sågar kvoter for landets egenproduktion inden for teknologiintensive sektorer – såsom industrirobotter, elektroniske halvledere, eldrevne køretøjer, telekommunikation, luftfart og kunstig intelligens. Omvendt kan man indvende, at andre lande ligeledes forsøger at beskytte og fremme deres nøgleindustrier (om end ikke i samme skala og med samme midler), og at Kina stadig halter efter Vesten i udviklingsmæssig forstand: I 2018 var Kinas BNP pr. indbygger ca. 10.000 dollars og dermed en sjettedel af USA’s. Under alle omstændigheder synes den globale økonomis liberale grundpiller i disse år i højere grad at blive undermineret af Trump-administrationens protektionistiske overgreb på frihandelsprincipperne og især selve WTO-systemet. 

 

Hvor Kina næppe med rimelighed kan kategoriseres som en revisionistisk stat i forhold til den internationale ordens institutionelle, politiske og økonomiske søjler, synes der umiddelbart at være bedre belæg for at tale om kinesisk revisionisme i geopolitisk forstand
_______

 

Kinas geopolitiske revisionisme
Hvor Kina næppe med rimelighed kan kategoriseres som en revisionistisk stat i forhold til den internationale ordens institutionelle, politiske og økonomiske søjler, synes der umiddelbart at være bedre belæg for at tale om kinesisk revisionisme i geopolitisk forstand. Her tænkes ikke på en global udfordring af amerikansk unipolaritet eller et direkte opgør med USA’s vidtforgrenede militærstrategiske netværk af alliancepartnere og oversøiske baser, hvoraf flere er placeret i Kinas nærområde. I stedet har de senere års omfattende modernisering af Kinas militære såvel som paramilitære kapabiliteter været målrettet en mere begrænset form for revisionisme med fokus på de mange uløste suverænitets- og territorialstridigheder, hvor det kinesiske regime har signaleret viljen til i sidste ende at ændre status quo via hård – militær – magtudøvelse.

Det gælder især i Det Sydkinesiske Hav og ift. Taiwan. I kraft af en massiv flådeoprustning samt en voksende armada af irregulære militsfartøjer er Kina i stand til ikke blot at intimidere nabostaterne, men også håndhæve landets suverænitetskrav mere kontant end tidligere. Konstruktionen og militariseringen af syv kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav er indtil videre et af de mest konkrete vidnesbyrd om Kinas geopolitiske revisionisme, idet de nye militærbaser styrker Beijings muligheder for at udøve kontrol over det strategisk vigtige farvand. Et andet eklatant eksempel var Beijings totale afvisning i 2016 af en retskendelse fra Den Internationale Voldgiftsdomstol i Haag vedrørende Kinas ulovlige adfærd i Det Sydkinesiske Hav, idet afgørelsens præmisser var direkte forankret i FN’s Internationale Havretskonvention, som Kina har ratificeret.

Kinas geopolitiske revisionisme i nærområdet udspringer af en kombination af landets voksende evne til at projicere magt samt regimets bevidste dyrkelse af en selvhævdende identitetsfortælling. I kraft af deres kontrol over medierne, uddannelsessystemet og andre samfundsinstitutioner har de kommunistiske magthavere systematisk opbygget et narrativ om Kina som en stolt og storslået nation med stærke civilisatoriske rødder, på vej til at genindtage sin traditionelle stormagtsposition efter et ’ydmygelsens århundrede’ (1841-1949), da imperialisterne tvang Kina i knæ og udsatte landet for en række territorielle indhug.

Kinas geopolitiske revisionisme er således til en vis grad motiveret af forestillinger om særlige ’historiske rettigheder’ og selvhævdende narrativer om at genvinde kontrollen med ’tabte områder’. Ser man nærmere på de specifikke mål for Kinas geopolitiske revisionisme (Taiwan, Spratly-øerne, Scarborough Shoal, Det Sydkinesiske Hav, Senkaku/Diaoyu, Arunachal Pradesh m.m.), er virkeligheden langt mere kompleks, men det har desværre ikke afholdt Kinas kommunistparti fra at basere en væsentlig del af sin indenrigspolitiske legitimitet på at forfølge en geopolitisk revisionistisk kurs i nærområdet.

Til gengæld er der grund til at forholde sig skeptisk til den udbredte forestilling om Kinas Belt and Road Initiative (BRI) som et revisionistisk projekt i global målestok. Siden lanceringen i 2013 har BRI lagt navn til en lang række infrastrukturelle investeringer og anlægsprojekter struktureret omkring specifikke forbindelseslinjer fra Kina til Asien, Europa, Afrika og sågar Arktis. Det har fået kritikerne til at tale om en bagvedliggende geopolitisk – eller måske snarere geoøkonomisk – strategi, som sigter mod at etablere en mere ’sino-centrisk’ international orden. Ved nærmere eftersyn lader det revisionistiske potentiale dog til at være relativt beskedent, da BRI først og fremmest synes drevet af behovet for at eksportere hjemlig overskudskapacitet inden for især ingeniør-, energi- samt bygge- og anlægsbranchen. Samtidig underkastes kinesiske infrastrukturinvesteringer i dag langt grundigere granskning end tidligere selv blandt nogle af BRI-projektets centrale samarbejdspartnere, såsom Malaysia, Myanmar og Pakistan. At Beijing via eksempelvis strategiske investeringer i havneanlæg skulle være i færd med at etablere en ’perlekæde af nye oversøiske flådebaser’, virker i hvert fald ikke synderligt plausibelt. Trods mange års spekulationer råder Kina stadig blot over en enkelt oversøisk flådebase ved Afrikas Horn i Djibouti, som i øvrigt også lægger jord til en amerikansk, japansk, fransk og italiensk militærbase.

De senere års intense debat om såkaldte ’gældsfælder’ er også ganske symptomatisk for den udbredte modstand mod BRI-projektet. Kinas overtagelse i 2017 af havneanlægget i Hambantota, Sri Lanka, på en 99 år lang lejeaftale – efter at srilankanerne ikke længere var i stand til at klare gældsbyrden fra de kinesiske anlægsinvesteringer – affødte et internationalt ramaskrig med anklager om bevidste kinesiske gældsfælder. Men i en nylig analyse har det anerkendte amerikanske analyseinstitut Rhodium Group set nærmere på Kinas udlånshåndtering over de seneste fem år med afsæt i 40 sager, hvor debitorlandet har skullet genforhandle gældsposten. Konklusionen lyder, at Hambantota indtil videre er et enkeltstående tilfælde, og at langt de fleste lande enten får eftergivet deres gæld eller tilbudt en omlægning af lånet. Endelig bør man have in mente, at Kinas BRI-samarbejdspartnere primært er udviklingslande, som i årevis har haft uhyre vanskeligt ved at tiltrække investeringer og lån fra vestlige lande og investeringsbanker – ikke mindst fordi de er notorisk usikre investeringslande.

 

Kinas geopolitiske revisionisme er reel nok, men den er afgrænset til nærområdet snarere end rettet mod at opbygge en alternativ international orden
_______

 

Kinas ekspanderende kerneinteresser
Kinas geopolitiske revisionisme er reel nok, men den er afgrænset til nærområdet snarere end rettet mod at opbygge en alternativ international orden. Når man alligevel i disse år kan observere, at Beijing optræder mere selvhævdende på den internationale scene – indimellem i form af hårdhændet diplomatisk og økonomisk pres – handler det først og fremmest om en anden udviklingstendens, som ofte sammenblandes med debatten om kinesisk revisionisme. Denne udviklingstendens udspringer af det, man kan kalde ’Kinas ekspanderende kerneinteresser’. Ikke forstået således, at Kina har anlagt en mere ekspansiv forståelse af landets kerneinteresser, men i stedet at kineserne har langt flere ressourcer til at forsvare dem. Med andre ord råder Beijing i dag over en bredere vifte af mere potente pressionsmidler, som kan bruges til at tvinge andre lande eller udenlandske virksomheder og organisationer til at respektere Kinas kerneinteresser.

Hvad er så Kinas kerneinteresser? Kinas magthavere refererer ofte til dem i officielle taler og strategipapirer og har i enkelte tilfælde endda specificeret indholdet af dem. Lidt forsimplet kan kerneinteresserne inddeles i tre kategorier, som er rangordnet ud fra deres relative vægt: (1) Kommunistpartiets magtmonopol; (2) Kinas suverænitet og territorielle integritet; (3) samfundets sociale stabilitet og økonomiske udvikling. Den afgørende pointe er, at langt hovedparten af de senere års eksempler på øget kinesisk selvhævdelse netop kan relateres til Beijings bestræbelser på at forsvare disse kerneinteresser, især Kinas suverænitet og territorielle integritet. At et mere magtfuldt Kina nu kan forfølge kerneinteresserne på en mere selvhævdende facon end tidligere er selvsagt foruroligende fra et vestligt perspektiv.

I en dansk sammenhæng har vi for længst fået en forsmag på, hvad Kinas ekspanderende kerneinteresser kan indebære. Da Kinas daværende præsident Hu Jintao i sommeren 2012 gennemførte det første kinesiske statsbesøg i Danmark, var det danske politi blevet instrueret i at forhindre pro-tibetanske demonstranter i at synliggøre deres sag, når præsidentens kortege bevægede sig gennem København. At Beijing anser eksil-tibetanske kræfter for at være en trussel mod Kinas territorielle integritet, er velkendt; men at de danske myndigheder ligefrem griber til selvcensur (og dermed grundlovsbrud), er et tankevækkende udtryk for Kinas voksende indflydelseskapacitet i veletablerede demokratier som det danske. I 2009 fik et besøg af Tibets åndelige leder, Dalai Lama, hos Lars Løkke Rasmussen på Marienborg kineserne til at sætte tommelskruerne på den danske regering, indtil Folketinget udsendte en kontroversiel verbalnote, hvor Danmark bl.a. forpligter sig til at modsætte sig Tibets uafhængighed. Øvrige eksempler på Kinas voksende påvirkningsaktiviteter herhjemme har primært udfoldet sig bag lukkede døre, bl.a. mod kulturinstitutioner som CPH:DOX og Det Kongelige Teater med henblik på at forhindre kritikere af Kinas kommunistparti i at få mulighed for at fremvise deres film- og scenekunst i Danmark. Men i den seneste sag om Jyllands-Postens karikaturtegning af Folkerepublikken Kinas flag – et af kommunistpartiets stærkeste symboler – gik den kinesiske ambassade offentligt i rette med avisen og forlangte sågar en officiel undskyldning.

Vender vi blikket mod vores skandinaviske naboer, er billedet nogenlunde sammenligneligt. Norge måtte igennem seks års diplomatisk boykot fra Beijing (2010-2016), som følge af at den norske Nobelkomité tildelte fredsprisen til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo. Krisen blev først afblæst, da den norske regering satte pennen til en offentlig erklæring, hvori den lovede fremover at ’lægge stor vægt på Kinas kerneinteresser’ og ’gøre sit ypperste for undgå nogen form for skade på de bilaterale relationer’. Sverige døjer for tiden med et tyndslidt diplomatisk forhold til Beijing, hvor især den kinesiske ambassade i Stockholm fører sig frem med trusler om boykot samt en lang række verbale udfald mod svenske medier, partier, NGO’er og navngivne debattører for deres ’forudindtagethed’. Konflikten har sit udgangspunkt i, at Kina siden 2015 – trods vedvarende protester fra den svenske regering – har tilbageholdt den svenske statsborger og tidligere forlægger i Hongkong Gui Minhai, hvis kritiske udgivelser om Kinas kommunistiske magthavere længe har været en torn i øjet på partitoppen. At Kinas ambassadør igennem længere tid har fået frie tøjler af Beijing til sine verbale angreb, er i hvert fald et bekymrende signal om den voksende vilje til at forfølge Kinas kerneinteresser på en mere selvhævdende måde end tidligere.

 

Samlet set benytter Beijing sig hellere af økonomiske incitamenter i udenrigspolitikken, men man viger omvendt ikke tilbage fra at svinge med pisken, hvis kerneinteresserne synes truet
_______

 

Mere generelt har Kina de senere år primært benyttet sig af økonomisk pression til at forsvare landets kerneinteresser. Ofte i form af tekniske og administrative handelshindringer eller vilkårlige rejseregulativer med henblik på at mindske strømmen af kinesisk turisme til lande, som har krydset Beijings røde linjer. Eksempelvis er Sydkorea stadig genstand for en række uformelle, men ganske vidtgående økonomiske sanktioner rettet mod landets kulturindustri, fordi Seoul i 2016 besluttede sig for at installere det amerikanske missilforsvarssystem THAAD, som ifølge Beijing undergraver Kinas sikkerhedspolitiske interesser. Også udenlandske virksomheder har oplevet, at det kan være risikabelt at forbryde sig mod Kinas kerneinteresser. Det gælder især i spørgsmålet om Taiwans status – altså om Taiwan skal omtales som et selvstændigt land eller som en integreret del af Kina – hvor mange virksomheder de senere år har fulgt Beijings diktater for ikke at miste adgang til det lukrative kinesiske marked. For nylig blev den amerikanske NBA-klub Houston Rockets ramt af diverse former for boykot i Kina, da en af virksomhedens topfolk tweetede sin støtte til demonstranterne i Hongkong.

Samlet set benytter Beijing sig hellere af økonomiske incitamenter i udenrigspolitikken, men man viger omvendt ikke tilbage fra at svinge med pisken, hvis kerneinteresserne synes truet. At USA under Trump fører sig frem på samme vis, er selvfølgelig ikke helt uvæsentligt.

Det samlede billede
Det er vigtigt at få de rette proportioner og nuancer ind i debatten om Kinas opstigning, idet vores syn på Kina vil medvirke til at forme de storpolitiske brudflader i 2020’erne. Beijing har siden århundredeskiftet indtaget en langt mere central og aktiv rolle på den internationale scene, hvilket grundlæggende er helt naturligt i lyset af Kinas position som den næstmest magtfulde stat. Men der er (indtil videre) ikke mange indikationer på kinesisk revisionisme, for så vidt Riget i Midten støtter op omkring den eksisterende internationale orden i institutionel, politisk og økonomisk forstand. Til gengæld forfølger de kinesiske magthavere en geopolitisk revisionistisk dagsorden i nærområdet, ligesom Beijing det seneste årti har anlagt en betydeligt mere selvhævdende kurs i forhold til Kinas ’ekspanderende’ kerneinteresser.

Med til det samlede billede af Kinas opstigning hører imidlertid også yderligere to udviklingstendenser, som ganske vist ikke direkte påvirker os i Vesten, men som alligevel præger vores – og ikke mindst mediernes – syn på Kina. Under Xi Jinpings ledelse (siden oktober 2012) har Kina udviklet sig til at blive et mere autoritært regime, hvor Xi gradvis har cementeret sin position som almægtig landsfader. Herudover er menneskerettighedskrænkelserne blevet intensiveret de senere år med interneringen, i såkaldte genopdragelseslejre, af op imod en million muslimske uighuere i Kinas vestlige Xinjiang-provins som det grelleste eksempel. Det er især disse autoritære og repressive udviklingstendenser, der giver næring til ikke blot de folkelige protester mod den Beijing-kontrollerede regering i Hongkong, men også opbakningen til den netop genvalgte taiwanesiske præsident Tsai Ing-wens Beijing-kritiske linje. Og det er de selvsamme tendenser, magthaverne i Washington – bortset fra Trump! – henviser til, når de skal retfærdiggøre den amerikanske kursændring over for Kina.

 

For det første medvirker stormagtsrivaliseringen til at underminere den regelbaserede, institutionaliserede internationale orden, som på mange måder tjener småstater som Danmark vel
_______

 

Stormagtsrivaliseringen i et dansk perspektiv
Spørgsmålet er så, hvordan stormagtsrivaliseringen mellem Washington og Beijing ser ud fra København.

På den ene side er der adskillige grunde til at distancere sig fra den konfrontatoriske kurs, som USA har anlagt over for Kina. For det første medvirker stormagtsrivaliseringen til at underminere den regelbaserede, institutionaliserede internationale orden, som på mange måder tjener småstater som Danmark vel. For det andet vil stormagtsrivaliseringen vanskeliggøre internationalt samarbejde om helt centrale spørgsmål, såsom kampen mod klimaforandringer og spredningen af masseødelæggelsesvåben. For det tredje risikerer Danmark selv at blive fanget i krydspresset mellem Washington og Beijing, sådan som vi allerede har oplevet det i forbindelse med Kinas potentielle investeringer i Grønland og udrulningen af digital 5G-infrastruktur.

Omvendt er der bestemt også gode grunde til ikke at distancere sig alt for meget fra Washingtons kurs. Den allervigtigste er, at Danmark – til trods for vores såkaldte omfattende strategiske partnerskab med Kina – er langt mere afhængigt af USA i økonomisk, politisk, kulturel, teknologisk og ikke mindst sikkerhedspolitisk forstand. Selv på det økonomiske område er Danmarks relationer til USA væsentligt stærkere end til Kina ud fra centrale parametre som handelsbalancen (dansk overskud på 35 mia. kr. over for USA og underskud på 9 mia. kr. over for Kina i 2018) samt udenlandske investeringer (USA og Kinas Foreign Direct Investments, FDI, i Danmark udgjorde hhv. 30 pct. og 1 pct. i 2018 af de totale investeringer målt på ’ultimate investor’). Endelig er det værd at holde skarpt øje med USA’s bestræbelser på at forhindre kinesiske techvirksomheder som eksempelvis Huawei i at få adgang til amerikansk teknologi med henvisning til potentielle sikkerhedsrisici. Afkoblingstendenserne har allerede fået såvel amerikanske som kinesiske virksomheder til at reorganisere globale forsyningskæder, ligesom amerikanske universiteter i stigende grad distancerer sig fra kinesiske forskere og forskningsmidler. Hvis tendenserne fortsætter, kan det meget vel afføde nye internationale hegnspæle mellem Kina og Vesten anført af USA, hvilket vil underminere Danmarks strategiske partnerskab med Kina.

Spoler vi tiden frem til begyndelsen af det næste årti, vil vi sandsynligvis kunne se tilbage på et årti, som stod i stormagtsrivaliseringens tegn. Hvor den konventionelle visdom længe har lydt, at Kina snart vil buldre forbi USA, skal vi nok snarere indstille os på, at amerikanerne fortsat vil sidde solidt på den unipolære trone. Washingtons konfrontatoriske kurs og afkoblingsdagsorden kommer nemlig på et tidspunkt, hvor Beijing stadig er meget afhængig af adgang til Vestens teknologi og markeder, og hvor de kinesiske magthavere i forvejen kæmper med en endeløs række af demografiske, miljømæssige, politiske og økonomiske udfordringer. Årtiet er endda startet på værst tænkelig vis for Kina som følge af udbruddet af coronavirus, der ikke blot truer den i forvejen svækkede kinesiske vækstmotor, men også risikerer at udvikle sig til en legitimitetskrise for de kinesiske magthavere, hvis befolkningen mister tilliden til myndighedernes håndtering af virussen. I lyset heraf synes Danmark heldigvis at være placeret på den rigtige side af 2020’ernes storpolitiske udviklingshistorie. ■

 

Hvor den konventionelle visdom længe har lydt, at Kina snart vil buldre forbi USA, skal vi nok snarere indstille os på, at amerikanerne fortsat vil sidde solidt på den unipolære trone
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister