05.12.2020

.

De fleste lande har forankret kystvagten og krigsflåden i to forskellige organisationer, og ofte bliver det betegnet som en fattigmandsløsning, når de er under fælles kommando. Blandt magterne i Arktis er det kun Danmark, som har indrettet sig sådan.

NYHED! Som abonnent kan du nu lytte til udvalgte artikler fra RÆSON. Lyt med her: Lydafspiller

Af Anders Puck Nielsen

I de kommende år skal Danmark foretage investeringer for milliarder af kroner i maritime kapaciteter ved Grønland. Nogle af investeringerne er allerede vedtaget i det seneste forsvarsforlig, mens andre skal vedtages i kommende forlig, fordi udtjente skibe skal erstattes. Men det kan blive nødvendigt at lave yderligere investeringer, som i dag ikke er planlagt. For der stilles stadigt større krav til rigsfællesskabets tilstedeværelse på havet omkring Grønland – på grund af klimaforandringerne, stormagtskonkurrencen og samfundsudviklingen generelt.

Det er langsigtede investeringer, og derfor ligger der i beslutningsprocessen en implicit stillingtagen til, hvordan opgaverne skal løses mange år ud i fremtiden. Et skib vil i udgangspunktet være i brug i omkring 40 år, så når Danmark køber nye inspektionsskibe omkring år 2030, er det altså de platforme, vi skal bruge indtil 2070’erne. Det kan derfor godt betale sig at tænke grundigt over, hvilke opgaver vi forventer at skibene skal løse, og hvilke organisatoriske rammer de skal indgå i.

 

De militære planlæggere skal altså beslutte, om en helikopter på et givet skib skal kunne finde ubåde eller redde mennesker. Det er en nærmest malerisk konkretisering af skismaet mellem militære opgaver og kystvagtopgaverne
_______

 

I dag ingen reel kapacitet til ubådsjagt
Grundlæggende kan man opdele søværnets opgaver ved Grønland i to kategorier: kystvagtopgaver og militære opgaver. Der er et overlap, men i deres rene form er de meget forskellige:

Kystvagtopgaverne er civile opgaver, som handler om at håndhæve statens love og varetage vores civile forpligtelser på havet. Det er ting som fiskeriinspektion, støtte til politiet, grænsekontrol, forhindring af smugleri, forureningsbekæmpelse, søredning og støtte til navigationssikkerheden.

Over for kystvagtopgaverne står de rent militære opgaver. Grønland er ikke i sig selv truet, og det er yderst usandsynligt, at fremmede magter skulle finde på at landsætte styrker. Men den geografiske position mellem Rusland og USA gør farvandene omkring øen til et afgørende maritimt operationsområde. Man taler ofte om det såkaldte GIUK-gap, som er området mellem Grønland og Storbritannien, hvor også Færøerne ligger. Her er der en række relativt snævre passager på grænsen mellem Norskehavet og Atlanterhavet, som russiske ubåde vil skulle igennem for at kunne udgøre en trussel mod det amerikanske søherredømme i Atlanterhavet. Med andre ord: NATO kan blive nødt til at opsætte en form for barriere i farvandet for at beskytte forbindelseslinjerne mellem USA og Europa.

I praksis kræver det en styrke med mange skibe, helikoptere og fly at gennemføre en ubådsjagt. Derfor vil det aldrig blive aktuelt, at Danmark på egen hånd kan opdage de russiske ubåde, men omvendt er det også mærkeligt, hvis vi ikke bidrager til en så væsentlig opgave i vores egne maritime zoner. Det kræver imidlertid, at vi får det rigtige udstyr at byde ind med, for i dag har vi ikke nogen relevante kapaciteter til ubådsjagt.

En anden maritim opgave er luftrumsovervågning. I Grønland taler man ofte om luftrumsovervågning i forbindelse med behovet for at beskytte Thule-radaren mod russiske luftangreb, men det kræver landbaserede radarer og ikke maritime. Til gengæld er der behov for at beskytte de skibe, som laver ubådsjagt, mod fjendtlige fly og missiler. Ubådsjagt er en langsom og omstændelig affære, hvor skibene har udstyr i vandet, der begrænser deres manøvrefrihed, og for at forblive skjult skal de helst også have slukket deres radarer, så de opererer lidt i blinde. Det er operationsvilkår, der gør det svært at forsvare sig mod luftangreb, og derfor er der behov for, at andre krigsskibe tager sig af den opgave.

Danmarks fregatter af Iver Huitfeldt-klassen er godt udrustede til luftrumsovervågning, men det er en svaghed, at skibene ikke er isforstærkede – derfor kan de ikke operere med høj fart i områder, hvor der er risiko for drivis. Det er en ulempe, fordi man typisk gerne vil have sit luftforsvar placeret et godt stykke op mod trusselsretningen, hvilket ved Sydøstgrønland vil sige mod nord. Skibene kan således godt løse opgaven, men mest i bestemte perioder af året og et godt stykke fra iskanten.

 

Da Rusland annekterede Krim i 2014, og stormagtskonkurrencen de efterfølgende år vendte tilbage til Arktis, var de skibe, søværnet havde ved Grønland, kun i stand til at løse kystvagtopgaverne
_______

 

Kampen om resurserne
Denne skelnen mellem kystvagtopgaver og militære opgaver er afgørende for at forstå Danmarks maritime prioriteter ved Grønland, og den kan hjælpe os med at træffe bedre beslutninger om kommende investeringer.

Traditionelt har Danmark fokuseret på kystvagtopgaverne. Vores inspektionsskibe og -kuttere har historisk kun haft begrænsede militære kapaciteter, og i stedet har deres vigtigste opgaver været støtte til det civile samfund, fiskeriinspektion og lignende. Ganske vist har skibene en kanon på fordækket, men den kan bedst sammenlignes med, at en politibetjent har en pistol. Kanonens rækkevidde er nemlig alt for kort til, at den kan gøre en forskel i krig.

Da de nuværende inspektionsskibe af Thetis-klassen indgik i flådens tal i starten af 1990’erne, blev de leveret med begrænsede evner til antiubådskrig i form af en variabel dybdesonar med kort rækkevidde og dybdebomber, som er simple sprængladninger, man smider i vandet, og som er indstillet til at eksplodere på en bestemt dybde. Dette udstyr blev også i 1990’erne betegnet som ganske utilstrækkeligt over for de moderne russiske atomubåde, som opererede ved Grønland. Der lå dog en vis signalværdi i, at skibene trods alt var udrustet med dedikerede militære systemer. I slutningen af 2000’erne blev sonaren og dybdebomberne imidlertid fjernet fra skibene, fordi kapaciteten blev betragtet som forældet og unødvendig. Ubådsjagt blev set som et koldkrigsfænomen, der manglede relevans i den moderne tidsalder.

Dertil kom nok også en erkendelse af, at mandskabet på inspektionsskibene alligevel ikke var i stand til at betjene sonaren tilstrækkeligt professionelt. Det kræver stor specialviden at anvende en sonar til at detektere ubåde, og Thetis-klassens bemanding var i effektivitetens navn blevet reduceret med omkring en fjerdedel i forhold til den oprindeligt tiltænkte besætningsstørrelse. Det var i særdeleshed kampinformationspersonel og taktiske specialister, som var sparet væk, og derfor var der ikke nok mandskab til at have sonaren i vandet i længere perioder. Dertil kom også, at det tilbageværende personel så sjældent fik lejlighed til at træne med udstyret, at de aldrig fik opbygget den nødvendige rutine i funktionerne.

Da Rusland annekterede Krim i 2014, og stormagtskonkurrencen de efterfølgende år vendte tilbage til Arktis, var de skibe, søværnet havde ved Grønland, kun i stand til at løse kystvagtopgaverne. Siden da har vores allierede i USA, Canada, Storbritannien og Norge intensiveret og systematiseret operationerne med at holde styr på de russiske ubåde, men Danmark har ikke haft noget at byde ind med. I første omgang har Danmark kompenseret for denne mangel ved nogle måneder om året at sende en fregat til det arktiske område, men på den længere bane skal der mere til. Danmark er nødt til at anskaffe sig udstyr til at kunne bidrage med mere målrettede kapaciteter i forhold til de sømilitære opgaver, der rent faktisk er i Arktis, hvilket primært er ubådsjagt. Derfor er det i forsvarsforliget besluttet at anskaffe nogle meget kapable og dyre towed array-sonarer. Det er en lang hale med hydrofoner, som kan slæbes efter en fregat og høre støjen fra ubåde.

Dette indkøb har foranlediget, at vi for nylig har omklassificeret de to krigsskibe Absalon og Esbern Snare fra at være fleksible støtteskibe til at være fregatter. I første omgang er der tale om en ren navneændring, men bagved ligger nogle vidtgående antagelser om skibenes fremtidige opgaver. Tanken er, at der skal være en rollespecialisering mellem vores krigsskibe, så Iver Huitfeldt-klassen er luftforsvarsfregatter, og Absalon-klassen skal have de nye sonarer og blive antiubådsfregatter. Militariseringen i Arktis har således bevirket, at Danmark har omstruktureret sin flåde fra at være fleksible multi purpose-enheder til i stedet at være rollespecialiserede fregatter. Konsekvensen er, at der i fremtiden vil være et dilemma, hvor deltagelse i mindre specialiserede opgaver som fx operationer mod pirateri ved Afrika kan betyde, at man skal fjerne en højt specialiseret enhed fra Grønland.

 

Det er et helt unikt ringe udgangspunkt for en øget militarisering i Arktis og bestemt ikke et udtryk for, at den fælles kystvagt- og flådestruktur har givet synergi
_______

 

I tillæg til de nye skibsmonterede sonarer opgraderer forsvaret også nogle af Seahawk-helikopterne med udstyr til ubådsjagt. Det kræver en omfattende udskiftning af udstyr i helikopterne, og mest bemærkelsesværdigt er det, at helikopterne efter opgraderingen ikke længere vil være i stand til at udføre søredning. For at få plads til det nye udstyr er man nemlig nødt til at afmontere hejseudstyret, som kan bruges til at redde en nødstedt. De militære planlæggere skal altså beslutte, om en helikopter på et givet skib skal kunne finde ubåde eller redde mennesker. Det er en nærmest malerisk konkretisering af skismaet mellem militære opgaver og kystvagtopgaverne.


Danmark har i efteråret 2020 fået kritik fra NATO over, at det går for langsomt med at anskaffe disse kapaciteter, og det kan der måske være noget om. Helikopterne forventes at være klar i 2024, mens skibene først i 2028 vil være i stand til at indgå i antiubådsoperationer.

I praksis skal skib og helikopter ses som en sammenhængende kapacitet, hvor skibets sonar er lavfrekvent og kan overvåge et stort område, og man bruger helikopterens mere højfrekvente sonar til nærmere undersøgelse af mulige kontakter. Det er derfor begrænset, hvad man kan bruge helikopterne til, før skibet er parat – altså om otte år.

En større bekymring end den lange leveringstid på sonarerne er imidlertid, hvilke kapaciteter der skal overtage de nuværende opgaver fra Absalon-klassen og de pågældende helikoptere. Danmark har ikke vist tegn på at ville supplere med nye skibe eller helikoptere, så rollespecialiseringen må indtil videre forstås som en implicit forventning om, at andre opgaver nedprioriteres. Det bliver spændende at se, om det er realistisk, for de globale tendenser går i retning af, at europæiske flåder i stigende grad må tage ansvar for den maritime sikkerhed i verdens brændpunkter.

Bekymringen kan således være, at historien fra Thetis-klassen kan gentage sig med de dyre sonarer, som vi nu er ved at indkøbe: Hvis vi ikke prioriterer at bruge udstyret nok, vil det i praksis være værdiløst. Antiubådsoperationer er ikke noget, man bare gør, når det passer ind i ugeøvelsesprogrammet, men derimod en aktivitet, som kræver, at skibet i ugevis er dedikeret til at løse den samme opgave. Derudover skal besætningen være på et højt professionelt niveau for at kunne anvende sonaren korrekt. Skal man kunne holde standarden, vil det kræve, at der også afsættes tid i programmet til træning og øvelser i udlandet.

Skal Thetis-klassens afløser være et krigsskib eller et kystvagtskib?
Det leder hen til spørgsmålet om, hvad Danmark skal prioritere, når vi inden for de nærmeste år skal designe en afløser for inspektionsskibene af Thetis-klassen. Disse skibe er godt brugt, og der er så mange tekniske udfordringer med at holde dem sejlende, at afløseren hellere må komme før end senere.

I flådeledelsen er der en klar forståelse af udfordringerne ved at dedikere Absalon og Esbern Snare til antiubådsoperationer. I praksis er det umuligt at forestille sig, at skibene kan holde helt op med at løse deres nuværende opgaver, og derfor vil det blive endnu sværere at få årsprogrammerne til at gå op, når man skal realisere rollespecialiseringen. Derfor er der i flådekredse ofte udtrykt et ønske om, at Thetis-klassens afløser skal være en arktisk fregat, som kan løfte antiubådsrollen. De sonarer, som søværnet er ved at indkøbe, kan relativt nemt flyttes til et andet skib, og derfor er der mulighed for, at Absalon-klassen kun i en overgangsperiode skal løse opgaven, indtil vi får nogle mere egnede arktiske fregatter.

Denne ide er imidlertid præget af militær ønsketænkning. Man kan måske godt forestille sig, at samme skibsskrog kunne løse både kystvagtopgaver og militære opgaver, men man kan ikke gøre begge dele samtidig. Hvis Thetis-klassens afløser i lange perioder skal reserveres til antiubådsoperationer, som vi slet ikke varetager i dag, kan man ikke regne med at løse de nuværende kystvagtopgaver til samme niveau. For at undgå et kvalitetsfald i støtten til det civile samfund, fiskeriinspektion, søredning og andre samfundsvigtige opgaver, skal der i fremtiden som minimum være samme antal skibsdøgn til rådighed som i dag. Faktisk er der måske endda behov for at udvide kystvagtindsatsen, fordi klimaforandringerne udvider det isfrie areal, som skal patruljeres, og der kommer stadig mere maritim aktivitet at holde øje med.

 

Denne diskrepans i verdensopfattelse mellem Nuuk og København stikker dybt, og det er normalt at møde meningsdannere, som kun perifert har blik for eksistensen af andre opgaver end dem, som de selv er interesserede i
_______

 

Forskellige perspektiver i Nuuk og København
Når man skal vurdere, hvilke sikkerhedshensyn der skal styre investeringerne i maritime kapaciteter i fremtiden, er der meget stor forskel på perspektivet fra Nuuk og København.

De grønlandske politikere fokuserer naturligt på kystvagtopgaverne, som direkte gavner det grønlandske samfund. Fra Nuuk er det oplagt vigtigere at forhindre ulovligt fiskeri end at holde øje med russiske ubåde, som i hovedreglen ikke gør noget forkert.

Fra København er fokus omvendt på de militære opgaver. Der er i Udenrigs- og Forsvarsministeriet en begrænset interesse for fisk, men til gengæld er der et nærværende pres fra USA om at levere substantielle militære kapaciteter.

Denne diskrepans i verdensopfattelse mellem Nuuk og København stikker dybt, og det er normalt at møde meningsdannere, som kun perifert har blik for eksistensen af andre opgaver end dem, som de selv er interesserede i.

Konsekvensen er et uheldigt krydspres på forsvaret om at levere mere – både i rollen som kystvagt og som krigsflåde. Som beskrevet ovenfor er der et vist overlap – fx kan man hævde suveræniteten over et territorium med både krigsskibe og kystvagtskibe, og begge typer af skibe kan afvise krænkelser fra fremmede stater eller deltage i søredning. Men blot fordi der er et overlap på midten, betyder det ikke, at opgaverne i deres kerne er ens. Tværtimod er der vidt forskellige udgangspunkter for opgaveløsningen i kystvagter og flåder. Der er en slags professionelt DNA indbygget i organisationen, som mere eller mindre bevidst præger tilgangen. Derfor har de fleste lande forankret kystvagten og krigsflåden i to forskellige organisationer, og ofte bliver det betegnet som en fattigmandsløsning, når de er under fælles kommando. Blandt de arktiske nationer er det kun Danmark, som ikke har en selvstændig kystvagt.

Der er ingen tvivl om, at søværnets DNA er at være en krigsflåde. Det viser sig fx ved, at ledelsens fokus i vid udstrækning handler om at ’militærgøre’ inspektionsskibene, bl.a. ved at lancere omkostningskrævende træningsprogrammer, som skal sætte skibene i stand til at virke mere professionelt i kamp. Til sammenligning har jeg aldrig hørt en leder i søværnet udtrykke et ønske om at forbedre uddannelsen af fiskerikontrollanter på inspektionsskibene, på trods af at de er markant dårligere uddannet end deres civile kolleger på Fiskeristyrelsens skibe i Danmark. Det er et punkt, som en ledelse i en kystvagt formentlig ville have på sin prioriteringsliste.

 

Lidt forenklet kan man spørge: Ville politikerne have sparet så mange krigsskibe væk, hvis det havde været tydeligt, hvor få der var tilbage?
_______

 

Skal vi have en grønlandsk kystvagt?
I søværnet har det i mange år været grænsende til tabubelagt at nævne muligheden for at udskille dele af forretningen i en kystvagt. Det skyldes, at der blandt søværnets chefer har været en opfattelse af, at den fælles organisation gav synergi, og at Danmark på den måde kunne få mere sømilitær styrke, end forsvarsbudgettet egentlig berettiger. Der har derfor været en følelse af, at det var farligt at italesætte spørgsmålet om en kystvagt, fordi politikerne måske kunne gribe ideen.

Denne analyse har i et historisk perspektiv vist sig at være forkert.

Når man ser tilbage på de seneste 20 års besparelser på flåden, er den mere nærliggende konklusion, at den fælles organisation har foranlediget politikerne til at skære dybere i søværnets kapaciteter, end de ellers ville have gjort. Det faktum, at kystvagtskibene er malet som krigsskibe, har nemlig været medvirkende til at give et skævt indtryk af, at flåden er temmelig stor. Lidt forenklet kan man spørge: Ville politikerne have sparet så mange krigsskibe væk, hvis det havde været tydeligt, hvor få der var tilbage?

Danmark har i dag kun fem reelle krigsskibe, og ingen af dem er designet til at operere ved Grønland. Det er et helt unikt ringe udgangspunkt for en øget militarisering i Arktis og bestemt ikke et udtryk for, at den fælles kystvagt- og flådestruktur har givet synergi.

At dømme ud fra historien er det således kystvagten, som vinder, når der er en kamp om søværnets resurser. Det er en vigtig pointe at have i baghovedet, når vi om få år skal investere milliarder i nye skibe til afløsning for Thetis-klassen. Den militære ledelses ønske om arktiske fregatter kan hurtigt vise sig at være en fejlinvestering, hvis ikke der er taget højde for, hvordan de fremtidige kystvagtopgaver skal løses – til minimum samme kvalitetsniveau som i dag.

 

Indkøbet af de nye skibe til Arktis er således en stor beslutning, hvor vi skal træffe langsigtede valg om forventningerne til de maritime opgaver ved Grønland frem mod 2070’erne
_______

 

I værste fald kommer vi til at investere milliarder af kroner i nye arktiske fregatter, hvorefter vi aldrig bruger dem i den rolle, fordi der ikke er tid i årsprogrammet til militære øvelser og ubådsjagt. I så fald vil vi have kastet penge ud ad vinduet uden reelt at have øget de samlede militære kapaciteter, og vi vil ikke have løst det problem, at Absalon-klassen snart vil være fanget i et krydspres mellem et arktisk engagement og deltagelse i internationale operationer.

Indkøbet af de nye skibe til Arktis er således en stor beslutning, hvor vi skal træffe langsigtede valg om forventningerne til de maritime opgaver ved Grønland frem mod 2070’erne –og samtidig gøre os overvejelser over, hvor i verden vi ellers har brug for skibe.

Hvis vi regner med, at stormagtsrivalisering og militær konkurrence er en døgnflue, kan vi måske nøjes med at købe nye skibe, som matcher kapaciteterne i den udtjente Thetis-klasse. Men hvis vi tror, at det 21. århundrede vil være præget af usikkerhed, multipolaritet og klimaforandringer, er det formentlig ikke nok. Så vil der være et langsigtet behov for, at Danmark satser på både kystvagten og flåden ved Grønland, sådan at vi kan løse begge typer af opgaver på samme tid – og uafhængigt af hinanden.

Og så er spørgsmålet, om det mest oplagte i virkeligheden ikke er at oprette en grønlandsk kystvagt. Der findes allerede en kystvagtlignende organisation på Færøerne, som råder over to kapable skibe, så tanken er ikke fremmed for rigsfællesskabet. En grønlandsk kystvagt ville forankre kystvagtopgaverne i en organisation, som har sit ledelsesmæssige fokus på fiskeriinspektion, havforurening, navigationssikkerhed, politimyndighed og andre civilt prægede opgaver. Men lige så væsentligt ville det være en gevinst for forsvaret og den militære opgaveløsning at kunne koncentrere sig om de militære opgaver. ■

 

Og så er spørgsmålet, om det mest oplagte i virkeligheden ikke er at oprette en grønlandsk kystvagt
_______

 

Lyt til artiklen her: Lydafspiller

Anders Puck Nielsen (f. 1979) er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer. ILLUSTRATION: Det danske patruljeskib HDMS Knud Rasmussen (forrest) fører det amerikanske skib USCGC CAMPBELL sikkert langs den grønlandske vestkyst, 17. September 2020 [Foto: Seaman Kate Kilroy/Zuma/Ritzau Scanpix]