16.03.2020

Coronaen rammer ikke kun svagelige. Patient nummer ét i Italien var en 38-årig sund og rask maratonløber. Han er nu netop ude af tre ugers kunstig koma og respiratorbehandling, som ikke længere er til rådighed for alle syge. Skal vi så gå i panik? Nej. Men vi skal acceptere faren og alvoren og tilpasse os situationen med øjeblikkelige og omfattende adfærdsændringer.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—
Kronik af Anders Lisborg [ekstraordinært: uden abonnement]

PANDEMIEN er en tsunami i slow motion. Flere lande er ramt af bølgen, og vi står lige nu på stranden og ser den komme. Spørgsmålet er, om vi fuldt ud forstår alvoren, om vi handler derefter, og hvad vi kan lære af adfærdsmønstre under andre alvorlige kriser?

En tsunami i slowmotion
Morgenen 26. december 2004 var smuk, solrig og vindstille på stranden i Sydthailand. Jeg arbejdede dengang for FN i Asien og var der tilfældigvis sammen med familien. Kort efter ramte bølgen og forvandlede området til et kaos og et sandt studie i menneskelige reaktioner og coping-mekanismer i en ekstrem krisesituation. Ikke et studie i hvordan trænede redningsfolk eller soldater griber det an, når de bevæger sig ind i på et farefuldt område, men i hvordan et tilfældigt sammensurium af helt almindelige mennesker reagerer, når den vanlige tryghed bryder sammen, og alle i løbet af kort tid er hensat til en overlevelsessituation, der kalder på instinkter, de fleste for længst har glemt og nedprioriteret i bunken af flexlån, ferieplaner og pensionsordninger. Det fleste ved ikke, hvordan de reagerer, inden de pludselig står i det. Først senere var der tid og overskud til at efterrationalisere.

Fire reaktionsmønstre
Fire forskellige reaktionsmønstre var fremtrædende – mønstre, der kendes også fra andre krise- og konfliktsituationer. a) Benægtelse og nedtoning (denial) – det går jo nok-attituden. “Lad os nu lige se det an” og “så slemt kan det vel heller ikke være”. Så var der b) tvivlerne. Denne gruppe, som under tsunamien i første omgang virkede som den største, var usikre: De afventede initiativ fra andre og begyndte først at løbe væk, da flere andre gjorde det. For den tredje gruppe c) var angsten overskyggende. Den medførte irrationel handling eller irrationel coping. Jeg så fx en ung kvinde, der stod som forstenet og skreg, mens andre flygtede forbi hende. Jeg så en anden, der gik og samlede knuste flasker op efter den første bølge, mens en større var på vej – et forsøg på at skabe orden i kaos. Det var formentlig en blanding af angst og benægtelse – en irrationel selvberoligende handling ud fra en forfejlet logik: ”Hvis vi får ryddet op og orden her på stranden, så er situationen nok under kontrol igen”. Det var den ikke. Slet ikke. Den tredje og største bølge var på vej. Det fattede den sidste gruppe, som reagerede med d) accept og hensigtsmæssig handling eller i det mindste: forsøg herpå. De forstod alvoren hurtigt og efterkom tre væsentlige overlevelsesprincipper: Acceptér truslen (eller dén, der kan opstå); analysér (scan) muligheder og tilpas dig (“adapt”) bedst muligt og reagér hurtigt, men gennemtænkt. Denne sidste gruppe søgte hurtigere væk – op i junglen og plantagerne bagved. De havde ofte overskud til at tænke på andre og det efterfølgende scenarie.

 

Kriser bringer det bedste og det værste op i folk. Jeg så familier, der under normale omstændigheder sikkert var fuldt funktionelle og ressourcestærke, falde fra hinanden i skænderier og bebrejdelser
_______

 

Kriser bringer det bedste og det værste op i folk. Jeg så familier, der under normale omstændigheder sikkert var fuldt funktionelle og ressourcestærke, falde fra hinanden i skænderier og bebrejdelser. Mange handler ikke så heroisk og stoisk, som de selv eller deres kære havde troet. Med frygten falder facaden. Jeg så en mor løbe fra sin datter på 3-4 år. Vi ved, at der andre steder er eksempler på det modsatte – en mor, som løber ud i bølgerne for at redde børnene osv. Jeg så en ung pige, der knap kunne svømme, tage den lille grædende pige på armen og løbe i retning af hendes familie, der var længere oppe ad skrænten.

Jeg så, hvordan frygt blev håndteret vidt forskelligt, og hvordan det både splittede og samlede os mennesker. Heldigvis mest det sidste. I timerne efter tsunamien samledes folk i bakkerne, og hjælpsomheden og omsorgen var stor, ikke mindst fra mange af de lokale thaier på stedet.

Vi selv kom væk i tide. Vi løb mod skrænterne og fik flere med ved at råbe og tage et initiativ i den retning. Efter anden bølge var vi ikke i tvivl – søg væk NU! Jeg vurderede, det kunne blive en kaotisk situation de næste dage og løb mod vores beachfront bungalow, hvor jeg tømte rygsækken ud på gulvet og smed en førstehjælpspakke sammen med 6 liter vand i. Derpå løb jeg ud for at komme væk sammen med de andre. Det var for sent. Den næste og meget større bølge var på vej. En mur af hav rejste sig – 2-300 meter ude – og mit bedste bud var at blive på husets første sal og håbe bygningen holdt. Afskåret fra at komme op eller ned fandt jeg mit kamera og tog en billedserie, mens bølgen slog ind på stranden i et voldsomt rabalder og en ødelæggelse, der skyllede ind under bygningen. Vores bungalow af beton holdt – nabobygningen af træ gjorde ikke. Da bølgen trak ud igen, som en vild flod af grumset kaos, håbede jeg blot, jeg ikke så nogen mennesker blive revet med. Kort efter løb jeg igen væk og op, mens panikken spredte sig sammen med mennesker på vild flugt i plantagerne.

Senere fandt vi et sted – cirka 50 meter oppe – hvor vi slog os ned, fik mere overblik og begyndte at yde førstehjælp og planlægge overnatning og madforsyninger. De fleste var let påklædte, i badetøj og barfodede og havde intet andet med sig. Ingen ville ned til stranden. Vi tilbragte natten i et træhus under et halvtag med udsigt over havet, der nu igen så roligt og smukt ud.

 

Smitten spredes, og vi ved endnu ikke helt, hvad der sker, eller hvor omfattende det bliver, men vores måde at reagere på NU er afgørende
_______

 

Den værste trussel lige nu er benægtelse og nedtoning
Analogien mellem tsunamien og pandemien er tydelig: Smitten spredes, og vi ved endnu ikke helt, hvad der sker, eller hvor omfattende det bliver, men vores måde at reagere på NU er afgørende.

Alvoren er gået op for folk, og regeringens tiltag er helt rigtige – omend senere end ønsket. Mette Frederiksen sagde det præcist: ”Situationen er ekstrem – og det kalder på ekstreme tiltag”. Det er IKKE bare en influenza. Spørg folk i Wuhan eller på hospitalerne i Italien. Den rammer ikke kun svagelige. Patient nummer ét i Italien var en 38-årig sund og rask maratonløber. Han er nu netop ude af tre ugers kunstig koma og respiratorbehandling, som ikke længere er til rådighed for alle syge. Lægen, der døde i Kina, var 34 år osv. Skal vi så gå i panik? Nej. Men vi skal acceptere faren og alvoren og tilpasse os situationen med øjeblikkelige og omfattende adfærdsændringer.

Den værste trussel lige nu er benægtelse og nedtoning, som ofte er pakket ind i en dansk lettere arrogant velfærdsoverlegenhed, hvor vi har lullet os i søvn med en tryg fornemmelse af, at katastrofer ikke sker her – og at hvis de skulle ramme, vil myndighederne have styr på det hele. Kina virkede langt væk: I slutningen af januar mente Sundhedsstyrelsen, at der var meget lille risiko for, at COVID-19 ville ramme Danmark. Lidt over en måned senere er landet lukket ned i en slags undtagelsestilstand, og Europa nu epicentret for sygdommen.

I slutningen af februar kom min familie og jeg hjem fra en måned i Thailand, og her var stemningen en helt anden. Man var tættere på, og tusinde af kinesere ankom dagligt til Thailand, som er det største destinationsland for kinesiske turister. Næsten alle gik med masker i den kollektive trafik. Oplysnings- og adfærdskampagner blev sat i værk i shoppingcentre. Håndsprit var normalen overalt – fx på restauranter. Folk forstod alvoren. Thailand har på grund af sin geografiske beliggenhed og den omfattende turisme fra Kina – også fra de mest corona-udsatte områder i Kina – været ekstremt eksponeret for stor smittespredning. Alligevel er der kun lidt over 100 bekræftede smittede. Der er naturligvis mørketal, og som alle andre steder reelt langt flere, men havde det bredt sig som i Kina, eller som vi efterfølgende har set i Italien, ville det kunne mærkes overalt i samfundet, og det er ikke tilfældet. Hverdagen fortsætter relativt roligt.

At smittespredningen i Thailand ikke er større, skyldes formentlig noget, som der mærkeligt nok ikke har været så meget fokus på. Nemlig at COVID-19 tydeligvis trives og smitter mere i køligere klimabælter og spredes meget langsommere i varme lande. Her dør den – på grund af varmen – hurtigere ud på overflader. Her er mennesker ofte mere ude, og de har mere gennemtræk i husene.

Kort sagt: Af samme årsager som en influenzavirus normalt dør ud om foråret og sommeren på vore breddegrader. Her kan vi kun vente på bedre vejr. Imens må vi gøre alt for at udskyde smitten.

 

Af samme årsager som en influenzavirus normalt dør ud om foråret og sommeren på vore breddegrader. Her kan vi kun vente på bedre vejr. Imens må vi gøre alt for at udskyde smitten
_______

 

Det er nu, vi skal ændre adfærd
Vi kan lære af de to eksempler ovenfor – både fra tsunamien og coronapandemien. Mange, inklusive myndighederne, har været langsomme og har for længe talt det ned som en næsten helt almindelig influenza.

For blot lidt over en uge siden fik man som borger at vide, at man da sagtens kunne rejse på ferie til Rom. Få dage senere var det et absolut no-go. I starten af sidste uge var jeg til en række møder i et ministerium i København. Der var fælles buffet i kantinen, som man selv gik og rodede i. Det virkede stadig akavet og lidt for sjov, hvis man helst ikke at ville give hånd, men i stedet lavede den fine, mere hygiejniske og respektfulde asiatiske wai-hilsen. Tog man sprit frem og vaskede hænderne ved bordet, virkede det som en overreaktion. Havde jeg haft maske på, ville folk sikkert tænke, jeg var tosset. I Asien var det normalt og udstrålede fornuft og ansvar.

I dag er de fleste i Danmark og Europa vågnet op til realiteterne, men ikke alle. For mange fortsætter med at benægte og tvivle. De står stadig og ser bølgen an. De er bange for, hvad andre tænker, og synes sikkert, det virker mere beroligende for dem selv og andre, hvis de ikke tager det så alvorligt. Det er de samme, som smiler lidt forlegent og bliver siddende, hvis brandalarmen går, eller som ser lidt overbærende på en, hvis man selv som erfaren flypassager læser nødmanualen og orienterer sig om nærmeste udgang. Dette træk på skulderen virker, hver gang der ikke sker noget, og man lander sikkert. Men det er forkert og farlig adfærd i en krisesituation.

Coronapandamien kommer langsommere end tsunamien, og så meget desto mere har vi tid til at reagere, men for meget kostbar tid er allerede blevet brugt forkert.

Lyt til myndighederne, ja, men vent ikke på at gøre det, der er oplagt nu. Man behøvede heller ikke en tsunamiekspert til at fortælle en, hvad man skulle gøre, da bølgen kom – meget var ret oplagt. Det er det også nu: Minimér al social kontakt, hold afstand osv.

De fleste kan stort set fuldstændig undgå smitte, hvis de bliver hjemme og laver eget lock-down i 3-4 uger, eller hvor længe det er nødvendigt.

Nogle steder i Kina gik man kun ud og handle, når det var absolut nødvendigt. Kun et mindre antal blev lukket ind i butikkerne, og mange bar plasthandsker og masker og gik derefter hjem og vaskede både tøjet og sig selv, inden de tog varerne ud. Ekstremt? Ja, men situationen er ekstrem.

 

Det kræver, at vi mentalt hurtigt omstiller os – fra en tidligere tryg velfærdshverdag til et krise- og kamp-mindset, hvor man sammen kæmper for at vinde over den fælles trussel og generobre trygheden og hverdagen
_______

 

Hvis disse og andre adfærdsændringer kan forsinke og begrænse en farlig pandemi og redde liv, er det så ikke værd at overveje?

Vi kender efterhånden alle sammen kurven fra Sundhedsstyrelsen om sygehusvæsenets kapacitet. Specielt svære er de nødvendige adfærdsændringer jo ikke, og måske et lokalt og familie-”lock down” blot viser, hvor langt ned i gear og forbrug vi reelt kan gå, når det gælder.

Det kræver, at vi mentalt hurtigt omstiller os – fra en tidligere tryg velfærdshverdag til et krise- og kamp-mindset, hvor man sammen kæmper for at vinde over den fælles trussel og generobre trygheden og hverdagen.

Forskellen på tsunamien og pandemien er, at vi selv – i fællesskab – kan påvirke “bølgens” størrelse og impact. Det betyder ikke, at man skal gå i panik og hamstre og skubbe aggressivt med kundevognen. Tværtimod. Faktisk kan det gøres bedst i ro og med et hjælpsomt sind. Man kan godt over tid opbygge et lille hjemme lager af varer, man alligevel skal bruge de næste par måneder. Ingen pludselig overbelastning af lagrene og fødevareforsyningen, men lidt rettidighed omhu for at være klædt på til at klare den bølge, der er på vej, og som vi så i Asien, langt før den kom her.

Hvis jeg tager fejl, og det hele ender med et skvulp i vandkanten og blot en lidt værre influenza end vanligt, så er der ingen skade sket. Det er næppe tilfældet, som situationen udvikler sig mere kritisk fra dag til dag. Faktisk må vi forvente, at det hele bliver meget værre, før det bliver bedre.

Men selv i fald jeg tager fejl, har vi blot testet beredskabet for en mulig værre situation, hvis den skulle komme. Den spanske syge kom først i en lettere udgave og muterede derefter til en mere aggressiv form, der dræbte millioner verden over. De mennesker – og de samfund – der forstod truslen og tilpassede sig hurtigst, klarede sig bedst. Hvordan vi klarer denne pandemi, er op til os – dig og mig – i dag. Nu. ■

 

De mennesker – og de samfund – der forstod truslen og tilpassede sig hurtigst, klarede sig bedst. Hvordan vi klarer denne pandemi, er op til os – dig og mig – i dag. Nu
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?