17.09.2020

”Der er en stigende sandsynlighed for, at vi ender med et no deal-scenarie d. 31. december. EU er ikke i stand til at flytte sig på hverken det ene eller andet område i handelsaftalen, hvis ikke de får en garanti for, at skilsmisseaftalen overholdes,” siger ekspert i britisk politik, Alan Wager, om den britiske regerings nylige udkast til en lov, der skal give Storbritannien ret til unilateralt at se bort fra dele af den allerede underskrevne skilsmisseaftale.

Interview af Mikkel le Févre

RÆSON: Boris Johnson har annonceret, at EU og Storbritannien har til og med den 15. oktober, hvis de skal forhandle en Brexit-aftale på plads. Hvis ikke de gør det, bliver det et såkaldt ‘hard Brexit‛. Er det tomme trusler?
WAGER: Jeg tror, at Boris Johnson er klar til at acceptere et no-deal scenarie, samtidig med at han personligt synes, at det kan være en fin løsning for Storbritannien. Når det er sagt, så tror jeg ikke nødvendigvis, at han har iværksat sine seneste manøvrer, fordi han rent faktisk ønsker et no deal-scenarie. Min udlægning af det er, at han har den analyse, at det at have en hård linje angående Brexit gør det mere sandsynligt, at EU vil gøre, hvad Johnson ønsker, der skal gøres. Så Johnson nok er villig til at acceptere et no-deal scenarie, men jeg tror først og fremmest, at det, han melder ud nu, er led i en forhandlingstaktik.

RÆSON: Hvorfor er Johnson klar til at forlige sig med et no-deal-scenarie?
WAGER: Der er to aspekter i det. Der er et kortsigtet og et langsigtet aspekt. Hvad angår det kortsigtede aspekt, så tror jeg, at den britiske regering er af den overbevisning, at de kortsigtede økonomiske konsekvenser af et no deal-scenarie vil blive overgået af konsekvenserne af og påvirkningerne fra COVID-19. Det betyder, at de mener, at de umiddelbare økonomiske konsekvenser vil drukne i følgevirkningerne af COVID-19. Deres kalkule er med andre ord, at briterne ikke som sådan vil opleve konsekvenserne af et hard Brexit, fordi påvirkningen fra COVID-19 er så stor, som den er.

 

Den britiske regerings kalkule er med andre ord, at briterne ikke som sådan vil opleve konsekvenserne af et hard Brexit, fordi påvirkningen fra COVID-19 er så stor, som den er
_______

 

Hvad angår de langsigtede konsekvenser af et hard Brexit, så er den britiske regering af den overbevisning, at de økonomiske forudsigelser omkring konsekvenserne ikke er retvisende. Det gælder bl.a. forudsigelser af faldet i BNP. Dem tror de simpelthen ikke på, og de tror ikke på, at resultatet af et no deal-Brexit vil blive så slemt igen. Samtidig med det tænker de også, at et no deal Brexit potentielt vil være et politisk fordelagtigt budskab, fordi så længe det er Brexit og EU, som deres budskaber og taktik centrerer sig om, så vil det være mere sandsynligt, at de bibeholder deres opbakning blandt vælgerne. Det fjerner fx noget af fokusset fra COVID-19-pandemien.

RÆSON: Det er ikke første gang, at Boris Johnson taler om og truer med et no deal-scenarie. Er det her i bund og grund en ny linje, der bliver udstukket, eller afspejler det også hans position under forhandlingerne op til skilsmisseaftalen?
WAGER: Det nye aspekt er den britiske regerings vilje til at bryde med og gå imod international lov. De er villige til at gå imod dele af den aftale om told-foranstaltninger til og fra Nordirland, som Storbritannien indgik med EU sidste år. I den aftale er der også bestemmelser om statsstøtte, som Johnson også er villig til at lave om og omfortolke. Da aftalen fra sidste år er juridisk bindende, vil de bryde med international lov, hvis de faktisk ender med at gøre det.

Og det antyder, at Storbritannien ikke blot er villige til at acceptere et no deal-scenarie i en kortere periode, men også er villige til at handle under de økonomiske betingelser, som et no deal-brexit forudsætter, i længere tid. I tilfældet af et no deal brexit vil EU og Storbritannien formentlig genstarte forhandlingerne med hinanden, fordi de er så tæt forbundet med hinanden på både det økonomiske og det sikkerhedspolitiske plan. Dermed vil et no deal-scenarie ikke blive slutpunktet. Når man tager EU’s og Storbritanniens historiske, geografiske og politiske forhold til hinanden i betragtning, er det ikke muligt at have et no deal-Brexit som et slutpunkt. Alligevel har Storbritannien vist en villighed til at lægge forholdet til EU på is i en iøjnefaldende lang periode. Og det vil helt utvivlsomt også blive konsekvensen, hvis de ender med at gå imod international lov.

RÆSON: Hvad er det, der gør, at det muligvis ender her? Kan du beskrive den substantielle uenighed mellem EU og Storbritannien, som vi ser i forhandlingerne om handelsaftalen?
WAGER: Uenighederne i forhandlingerne lader til at være centreret om statsstøtte og den britiske regerings ønske om ikke at være begrænset i deres muligheder for at intervenere i særlige dele af dens økonomi. Det er en rimelig radikal holdning, hvis man lige tænker nærmere over det. For vi taler om et konservativt højreparti, der plejer at være tilhænger af et frit marked.

 

Det nye aspekt er den britiske regerings vilje til at bryde med og gå imod international lov. De er villige til at gå imod dele af den aftale om told-foranstaltninger til og fra Nordirland, som Storbritannien indgik med EU sidste år
_______

 

Et andet vigtigt emne, som også er genstand for uenighed, er fiskeri. I det store hele kan det ligne en lille og mindre betydningsfuld ting, men det er et meget vigtigt emne i Storbritannien og i britisk politik. Et no deal-scenarie vil i dette henseende betyde, at de ikke behøver at give det, der i EU’s optik er en ubetydelig indrømmelse til EU, men som for briterne er så meget stor betydning. Men i sidste ende tror jeg, at det, der driver det hele, er en overbevisning om, at de negative økonomiske konsekvenser som følge af Brexit vil blegne i sammenligning med de kortsigtede konsekvenser af COVID-19. Og derfor vil de politiske følger af en kortsigtet disruption af den britiske økonomi ikke blive bemærket af befolkningen.

Det vil sige, at den folkelige modstand og popularitetsnedgang, som man kunne forvente, at den britiske regering ville møde i kølvandet på et hard Brexits økonomiske konsekvenser, udebliver, fordi Storbritannien allerede er hårdt presset af den økonomiske nedgang forårsaget af COVID-19. Det vil altså være COVID-19 og ikke et hard Brexit, der ville blive set som årsagen til den økonomiske tilbagegang. Det er en af de vigtigste kalkulationer, man må have for øje, hvis man skal forstå, hvorfor forhandlingerne er brudt sammen.

RÆSON: Som du nævnte før, forsøger Boris Johnson lige nu at trække en del af sidste års Brexit-aftale tilbage. Hvad er baggrunden for, at han overvejer det?
WAGER: Konteksten med COVID-19 er igen vigtig her, fordi regeringen snart træder ind i svær periode med hensyn til håndteringen af virusset. At bringe Brexit ind i den offentlige debat på en mere aggressiv måde, bliver anskuet som en politisk strategi – og ikke mindst en god en af slagsen. For det betyder alt andet lige, at regeringen snakker om andet end det, der med al sandsynlighed bliver en meget vanskelig periode for dem.

Men når det er sagt, så er regeringen utilfredse med skilsmisseaftalen, og den mener, at den skrev under på noget, der ikke var helt optimalt. Jeg tror tilmed, at man måske skal til at overveje, at de altid har haft det her planlagt. De har anskuet skilsmisseaftalen som et dokument, der principielt er skabt af Johnsons forgænger, Theresa May. Og jeg tror, at vi nu er ved at se slutresultatet af det og den strategi.

RÆSON: Så det, du siger, er, at der er en sammenhæng mellem COVID-19 i Storbritannien og Johnsons nye linje ift. skilsmisseaftalen?
WAGER: Vi befinder os lige nu i et paradoks, der hedder, at den globale pandemi har gjort indenrigspolitik mere – og ikke mindre – relevant og vigtigt. Måske er det også det, vi ser med Brexit. Regeringen – og andre regeringer rundt omkring i Europa – går ind i en potentiel anden bølge med COVID-19 i en vanskeligere situation, end de gik ind i den første. Det er en del af baggrunden for, hvorfor Brexit-dagsordenen anskues som en politisk styrke i stedet for en politisk svaghed i Storbritannien. Regeringen vil gerne fastholde støtten fra de konservative kernevælgere på omkring 30 pct. Og så længe de også får dem, der elsker Nigel Farage [formand for Brexitpartiet, red.], hvilket er omkring 10 pct., til at støtte Det Konservative Parti, så mindsker det risikoen for at falde i popularitet.

 

Storbritannien har vist en villighed til at lægge forholdet til EU på is i en iøjnefaldende lang periode. Og det vil helt utvivlsomt også blive konsekvensen, hvis de ender med at gå imod international lov
_______

 

RÆSON: Men har Johnson de britiske vælgere med sig, når han melder ud, som han gør?
WAGER: Meningsmålinger viser, at to tredje dele af befolkningen mener, at et no deal-scenarie er et dårligt resultat. Og kun halvdelen af dem, der stemte ’leave’, mener, at no deal er et godt udfald. Så vi må sige, at der viser sig en stor splittelse blandt dem, der støttede leave-kampagnen i 2016. For mig at se kunne det her godt blive øjeblikket, hvor leave-støtten deler sig i to. Det vil sige, at vi kan komme til at se en situation, hvor der en betydelig del af dem, der stemte leave i 2016 og som støttede Johnson i 2019, som ikke længere vil støtte regeringen i kølvandet på et no deal-scenarie. Når det forholder sig sådan, er det også en risikabel strategi at have, fordi Johnson er helt og aldeles afhængig af, at han er i stand til at forøge støtten til no deal ved at skyde skylden på EU.

Skiftende britiske regeringer har ofte øget deres popularitet ved at blive anskuet som nogle, der har haft en hård linje over for Bruxelles. Den indenrigspolitiske anti-EU indstilling er ret simpel: Hvis du gør noget, som Bruxelles ikke bryder sig om, så får du et boost i meningsmålingerne. Lige nu har vi en regering, der er rigtig god til at vinde valg og folkeafstemninger. De har indtil december til at få det til at se ud som om, at resultatet af de her forhandlinger er EU’s skyld. Og der er nok en del i regeringen, der mener, at deres muligheder for at overtale befolkningen til at tro på, at det her er EU’s skyld og ikke regeringens egen skyld, ikke ser helt dårlige ud. Det er i hvert fald strategien.

RÆSON: Hvis Johnson faktisk løber fra dele af skilsmisseaftalen, som noget kunne tyde på, vil det – som du har nævnt – formentlig være et brud på international lov. Det har fået juraprofessoren Laurent Pech til at sige, at Storbritannien er ved at undergå en ’orbanisering’ inspireret af Viktor Orban i Ungarn. Hvad er det for en udvikling, som vi er vidne til?
WAGER: Resultatet af det her kommer til at stå og falde med, hvordan det ender med at skade Nordirlands fredsproces. Det er nemlig Nordirland, der er helt central i det brud på international lov, som vi taler om. Inddragelsen af Nordirland på denne måde er dybt kontroversielt. Hverken EU eller Storbritannien har en interesse i, at Good Friday-aftalen bliver undermineret. Så det virker, som om den britiske regering tænker, at de kan bruge dette i bestræbelserne på at få en god aftale.

Men det er en mad man-strategi; det er en strategi, der i bund og siger, at de er villige til at sprænge det hele i luften, hvis ikke de får det, de gerne vil have. Og det er en strategi, som de er overbeviste om vil virke.

Når det er sagt, så er det måske lidt for hårdt og lidt for misvisende at sige, at Storbritannien nu er ved at udvikle sig til en stat, der minder alarmerende meget om Ungarn. Men jeg vil dog sige, at hvis det ender med at være et scenarie, hvor der er åbenlyse og håndgribelige konsekvenser for freden i Nordirland, vil det bestemt ikke få EU og lande som fx USA til at juble. Storbritannien vil på den baggrund skade sit internationale omdømme. Hvis det ender med at påvirke freden i Nordirland negativt, så risikerer Storbritannien også at forværre sine diplomatiske forbindelser. Men på et tidspunkt skal EU og Storbritannien tilbage til forhandlingsbordet, og den eneste måde som EU har mulighed for at acceptere en aftale med Storbritannien er, hvis de holder sig til skilsmisseaftalen.

 

Hvis det ender med at være et scenarie, hvor der er åbenlyse og håndgribelige konsekvenser for freden i Nordirland, vil det bestemt ikke få EU og lande som fx USA til at juble. Storbritannien vil på den baggrund skade sit internationale omdømme
_______

 

RÆSON: Chefforhandler for Storbritannien David Frost har betonet, at de ikke vil være EU’s klientstat. I forlængelse af det udtalte udenrigsminister Dominique Raab, at Storbritannien gerne ville behandles som andre lande, hvad angår handelsbetingelser. Har han ret i, at EU kører en anden kurs overfor Storbritannien, end de har haft, når de har lavet handelsaftaler med andre lande?
WAGER: Ja, det har de fuldstændig ret i. For at sikre en frihandelsaftale forsøger EU at indføre ekstra betingelser på områder som fx statsstøtte. EU’s argument for det er, at Storbritanniens nærhed til EU betyder, at det ville være skadeligt for det indre markeds integritet, hvis de har en frihandelsaftale med Storbritannien uden at kunne være i stand til at sikre, at det ikke undergraver og underbyder medlemmerne af det indre marked. Det, som debatten handler om, er, at EU siger til Storbritannien, at hvis de skal have en frihandelsaftale, så skal de stå fast på og overholde nogle af disse regler, og Storbritannien siger, at de vil have en aftale som ethvert andet land, såsom Canada. Så det, som debatten kan koges ned til, er, om Storbritannien er villige til at acceptere, at de er så tæt på EU’s regulerende område, at de bliver nødt til at have en særlig aftale. Men Storbritannien accepterer for nu ikke, at den geografiske nærhed til EU er et validt argument for ikke at få en aftale på linje med den, som Canada har fået.

Hvis der ikke bliver indgået en aftale, så er det rigtig skidt for begge parter. Hvis man skal pege på en taber og en vinder, så siger alle de økonomiske kendsgerninger, at det vil være mere skadeligt for Storbritannien end for EU. Det er også ret fundamentalt for at forstå rationalet og dynamikken i forhandlingerne. EU ved godt, at det er mere immunt overfor følgevirkningerne af et no deal-Brexit end Storbritannien er.

RÆSON: Det virker efterhånden, som om det kommer an på, hvem der blinker først. Er EU villig til at gøre det, eller har de – ligesom Storbritannien – også meldt så hårdt ud, at det ville være svært at give en indrømmelse, der enten ville få Johnson til at gå med til en aftale eller bare en forlængelse af fristen?
WAGER: Jeg tror, det er muligt, at skæringsdatoen rykkes tilbage til senere på året, men jeg tror ikke, at der er en mulighed for at forlænge transitionsperioden efter den 31. december, medmindre Storbritannien rykker sig. Jeg ser ikke for mig, at EU tilbyder noget som helst som gengæld ved udgangen af dette år. Der er altså en stigende sandsynlighed for, at vi ender med et no deal-scenarie den 31. december. EU er ikke i stand til at flytte sig på hverken det ene eller andet område i handelsaftalen, indtil de får en garanti for, at skilsmisseaftalen overholdes. Tiden arbejder imod det, og denne uges udmeldinger har ikke hjulpet på det, så et no deal-scenarie begynder at se mere og mere sandsynligt ud. ■

 

Regeringen er utilfredse med skilsmisseaftalen, og den mener, at den skrev under på noget, der ikke var helt optimalt. Jeg tror tilmed, at man måske skal til at overveje, hvorvidt de altid har haft det her planlagt. De har anskuet skilsmisseaftalen som et dokument, der principielt er skabt af Johnsons forgænger, Theresa May
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland