11.05.2019

”Truslen ligger ikke i tilstedeværelsen af islam, men mere i måden hvorpå enhver form for identitetspolitik anvendes af forskellige interessegrupperinger. Den største reelle trussel mod det indonesiske demokrati lige nu er genoplivningen af den militære magt.”

Interview af Sebastian Meyer
Dette interview er det andet af to, der ser nærmere på landet efter valget 17. april.

RÆSON: Hvilke spørgsmål var afgørende for det indonesiske præsidentvalg, der blev afholdt 17. april?
HABIBI: Der var to centrale spørgsmål: Det ene var økonomi, og det andet var identitetspolitik. Omkring økonomi handler det ikke om selve de makroøkonomiske præstationer, da Indonesien i mange år har haft konstante vækstrater på omkring 5 pct. af BNP. Det handler mere om opfattelsen af økonomien blandt de indonesiske vælgere. I både Joko Widodos (Indonesiens siddende præsident, kaldet Jokowi, der genvandt magten ved valget, red.) og Prabowo Sobiantos (oppositionskandidat til præsidentembedet, red.) lejre har økonomi altid indtaget en afgørende rolle. Men lejrenes politiske kampagner beskæftigede sig sjældent med, hvordan den indonesiske økonomi klarer sig på den makroøkonomiske skala. Fokusset er i stedet på opfattelsen af økonomiske hverdagsproblemer. Der var dog ingen substantielle forskelle på den foreslåede politik mellem de to kandidater.

Spørgsmålet om identitetspolitik omhandler anerkendelsen af forskellige interessegrupper. Identitetspolitikken fokuserer normalt på majoritetens og hovedstadens politiske interesser, hvilket mest er en islamisk identitet, men man skal også kigge ud over, hvad der sker i Jakarta. Udenfor hovedstaden foregår identitetspolitik på alle niveauer. Der er over 300 etniske grupper fordelt ud over alle dele af Indonesien, og de søger alle anerkendelse og at få deres interesser igennem.

RÆSON: Jokowi er blevet kritiseret for ikke at have overholdt sine valgløfter fra sidste valg, især ifm. infrastruktur, som fx de mange havne og den berygtede togstrækning mellem Jakarta og Bandung. Alligevel genvandt han magten. Hvordan kan det være?
HABIBI: Hvis vi husker tilbage på præsidentvalget i 2014, der havde de samme kandidater og samme politiske kampagner som dette valg, så var forskellen fra dengang til nu, at Jokowi førte valgkamp på en meget velartikuleret idé. Idéen var pakket ind i en let tingængelig og substantiel jargon omkring Revolusi Mental (mental revolution, red). Fokus var på menneskerettigheder, på at bekæmpe korruption, på prioritering af infrastruktur og på et ønske om at udvikle den ”menneskelige karakter” blandt indonesere.

 

Der var én bestemt interessant udvikling ved dette valg, og det var den voksende del af befolkningen, der afholdt sig fra at stemme på en kandidat og i stedet stemte blankt
_______

 

For at blive præsident og lede landet har Jakowi igen haft brug for støtten fra både sit eget og andre partier. Desværre er den politiske struktur i dag styret af de oligarkiske eliter i partierne. Så når Jokowi har været under kritik, men stadig vandt valget, skal man kigge på to årsager: På det strukturelle niveau, hvor den politiske magt ikke for alvor er skiftet, og på det individuelle niveau blandt Jokowis kærnevælgere, der ikke mener, at det er hans fejl, at han ikke har leveret på sine valgløfter.

Der var dog én bestemt interessant udvikling ved dette valg, og det var den voksende del af befolkningen, der afholdt sig fra at stemme på en kandidat og i stedet stemte blankt. Det indonesiske begreb for disse er Golput, der bogstavelig talt er en sammensætning af de indonesiske ord for ”hvid” og ”gruppe”. Betegnelsen opstod i 1971 som en bevægelse mod de udemokratiske valg under Suhartos autoritære regime (1967-1998, red.), hvor man kun kunne stemme på tre partier, der alle var tro mod regimet, symboliseret med hver sin farve: grøn, gul og rød. Således kom farven hvid til at symbolisere de ”ideologiske afholdere”, der i stedet mødte op i stemmeboksen og afleverede en blank stemmeseddel.

Ved præsidentvalget i 2014 var 29 pct. af de afgivne stemmer blanke, og mange analytikere forventer, at tallet var højere i år [de officielle tal for valgdeltagelsen offentliggøres først 22. maj, red.]. Så i stedet for at kommunikere til lejrenes egne kærnevælgere, forsøger kandidaterne at fange opmærksomheden fra dem, som vil afholde sig fra at stemme.

RÆSON: Er det som protest imod det generelle oligarkiske og korrupte system, at de stemmer blankt?
HABIBI: Ja, begge ting spiller ind. Flere af dem, som stemte blankt ved dette valg, støttede Jokowi i 2014. De er hovedsageligt skuffede over to problemstillinger, der var en del af Jokowis kampagne dengang. Den ene er det manglende opgør med overtrædelser af menneskerettigheder i Indonesiens historie, såsom urolighederne under reformæraen i 1998. Den anden problemstilling er den indvirkning, oligarkiet har haft på Jokowis politik. Op til valget i 2014 lovede Jokowi, at de infrastrukturelle reformer ville blive udført med fuld gennemsigtighed og uden indblanding fra andre politiske interesser. Dette har selvfølgelig ikke været nemt i praksis for ham, fordi han som præsident er blevet omringet af dette oligarki.

 

Islam er blevet en del af den oligarkiske praksis, hvor kandidaterne samarbejder med gejstlige for ikke at kunne blive angrebet som sekulære
_______

 

RÆSON: Er denne afholdende bevægelse substantiel nok til at have nogen indflydelse på den eksisterende politiske struktur?
HABIBI: Skal man vurdere, hvor langt den afholdende gruppes politiske indflydelse rækker, må man først erkende, at den op til i dag ikke har haft nogen signifikant politisk magt. Den afholdende gruppe er i høj grad et bredt spektrum af forskellige interesser. Nogle aktivister fokuserer på menneskerettigheder, andre blæser til kamp imod oligarkiet, og nogle vil skabe fokus på ytringsfrihed og den frie presse, men de er ikke en samlet bevægelse, som de var i 1970’erne.

Gruppens største politiske indflydelse har derfor ind til videre været, at den har skabt opmærksomhed om bestemte emner og har arrangeret koncerter og andre kulturelle begivenheder, der ellers tidligere har været forbeholdt de store partier og deres eliter at afholde. Jeg tror ikke, at den afholdende gruppe vil blive en afgørende politisk magt, men den har formået at ændre den politiske dynamik i Indonesien.

RÆSON: Jokowi valgte overraskende den islamiske gejstlige Ma’ruf Amin som sin vicepræsident. Hvad siger det om islams rolle i valget og i samfundet som helhed?
HABIBI: Islam har været en del af indonesiske valg gennem hele landets politiske historie. Man kan ikke undgå, at islam fylder i valgene, da Indonesien er det mest folkerige muslimske land i verden, og der derfor blandt vælgerdemografien er en majoritet af muslimske vælgere. Det, der har ændret sig, er, at i 1955 (året for landets første parlamentsvalg, red.) var islam del af en særskilt ideologi, side om side med andre de andre ideologier, der eksisterede under den kolde krig. Men i det netop afholdte valg var det ikke længere blot én ideologi. Nu hører vi forskellige grupper udtale sig, der før hørte under samme overordnede ideologi.

I Indonesien er der to hovedorganisationer inden for islam. Den ene betragtes som en traditionel og moderat version af islam kaldet ”Nahdlatul Ulama”, og det er fra denne organisation, Ma’ruf Amin kommer. Den anden gruppe, der også er moderat, kaldes ”Muhammadiyah”. De to hovedorganisationer har siden 1955 haft indflydelse på politik i Indonesien. Men på det seneste er andre stemmer fra mindre minoriteter, der ikke nødvendigvis er en del af den bredere offentlige debat, begyndt at komme frem gennem nye medieplatforme og sociale medier. Det overvejes i begge politiske lejre, hvilke perspektiver man skal anerkende og samarbejde med. At Ma’ruf Amin blev Jokowis vicepræsidentkandidat er ikke direkte overraskende, da han selv blev stemplet som en ”sekulær” kandidat. Men islam er blevet en del af den oligarkiske praksis, hvor kandidaterne samarbejder med gejstlige for ikke at kunne blive angrebet som sekulære.

Udenfor den politiske sfære har islams rolle i samfundet transformeret sig fra at være en ideologi til at være et kulturelt udtryk. På det seneste har islam også været et centralt element i Indonesiens identitetspolitik for visse grupper uden for majoriteten, der forsøger at få deres stemme hørt og forskyde magten væk fra de oligarkiske strukturer.

 

Truslen ligger ikke i tilstedeværelsen af islam, men mere i måden hvorpå enhver form for identitetspolitik anvendes af forskellige interessegrupperinger
_______

 

RÆSON: Kritikere af den islamiske tilstedeværelse i Indonesien har peget på ekstreme tilstande, hvor lokale muslimske bander er opstået, og man har peget på domstole, der dømmer efter religiøs snarere end civil lov. Er der mange eksempler som disse, og kan det udgøre en reel trussel imod demokratiet i Indonesien?
HABIBI: Et højt profileret eksempel er blasfemiretssagen mod den tidligere guvernør i Jakarta Basuki Tjahaja Purnama, kaldet Ahok. Basuki var viceguvernør, da Jokowi var guvernør, og er kristen og af kinesisk afstemning. Efter at nogle ekstreme islamistiske grupper havde udtalt, at man ifølge koranen ikke kunne stemme på en kristen, tog han til genmæle i en valgkampsvideo, hvor han refererede direkte til det koranvers, som grupperne baserede deres anklager på, og angreb de religiøse ledere. En redigeret video gik viralt på sociale medier, hvor flere ord var fjernet, så det virkede til, at han i stedet angreb selve koranverset, hvad mange tolkede som en fornærmelse imod koranen. Han blev dømt til to år i fængsel i maj 2017, men er blevet løsladt igen. Dette er et eksempel på denne nye form for identitetspolitik, hvor islam anvendes som en platform til at føre valgkamp på. Indonesien er ikke et sekulært land, om end det heller ikke styres af sharialov eller lignende, men kun seks religioner er anerkendt, og blasfemi er en del af det juridiske system.

Truslen ligger ikke i tilstedeværelsen af islam, men mere i måden hvorpå enhver form for identitetspolitik anvendes af forskellige interessegrupperinger, både i provinser, distrikter og på nationalt niveau. Den største reelle trussel mod det indonesiske demokrati lige nu er genoplivningen af den militære magt. Den tidligere militærdiktator Suharto blev erstattet ifm. reformæraen i 1998, hvorefter der fulgte en demokratisering, men meget af den ”gamle” militærmagt er endnu ikke udryddet. Mange af generalerne fra den gamle struktur er stadig aktive, og de, der har trukket sig tilbage, nyder stadig en del indflydelse. På det seneste er visse stemmer begyndt at ytre ønske om en genoplivning af Dwi Fungsi TNI, en indonesisk betegnelse om militærets dobbelte rolle, der også tillod højtstående militærfolk at have civile poster i ministerier, råd og bestyrelser.

Ingen af de to lejre i præsidentvalget adresserede dette direkte under valget, og hverken de nationale eller de internationale medier har undersøgt sagen videre. Men det er nødvendigt at sætte fokus på det, for valgkampen blev udnyttet af disse grupper til at udtrykke ønsket om en genopstandelse af den militære magt. Med valget overstået bliver det derfor nødvendigt, at både medier og det politiske system adresserer dette problem.

 

Den største reelle trussel mod det indonesiske demokrati lige nu er genoplivningen af den militære magt
_______

 

RÆSON: Med en udfordrende magt fra militæret, den afholdende bevægelse og en generel apati imod korruptionen og oligarkiet i systemet, hvor store er disse problemer for den politiske stabilitet i Indonesien?
HABIBI: Baseret på tidligere erfaringer fra demokratiske valg i Indonesien er der meget lidt nyt i den nuværende debat, ud over genopstanden af militærets dobbeltrolle. Jeg kan ikke se nogle større sammenstød eller endnu en reformæra komme, så længe at de mest magtfulde interessegrupper i både de lovgivende, præsidentielle og civile dele af samfundet reagerer hurtigt på denne udfordring fra militæret.

Her skal man også huske på, at demografien blandt de nuværende vælgere er anderledes end den, der prægede de tidlige demokratiske valg i 00’erne. 40 pct. af vælgerkorpset er under 40 år, så det er generationer, der næsten udelukkende er opvokset under overgangen til demokrati eller efter reformæraen i 1998. Det er ikke en homogen gruppe, men det er en gruppe, der er blevet uddannet gennem både skolesystemet og det offentlige liv, og en gruppe der ikke vil tilbage til tiden under et militært regime. Her er altså en stærk bevægelse mod dem, der ønsker en militær genopstandelse, og de er tilstede i både aviser og på de sociale medier. Som sædvanligt dør de ophedede debatter ud efter valget og genopstår først, når man efter 100 dage gør status over den siddende præsident.

RÆSON: Jokowi kan ikke genopstille til valget i 2024. Eksperter ser dette valg som en chance for de yngre generationer, der ikke er vokset op under Suharto-regimet. Hvordan ser du indonesisk politik udvikle sig efter Jokowi?
HABIBI: Der er en tendens til, at særligt middel- og overklassen i byområderne har set valget i 2019 som ét, der blot skulle overstås, så man kan komme videre. De er trætte af det substansløse og trivielle indhold i medierne. I Jakarta, men også ude for hovedstaden, bliver forskellige navne allerede nævnt som potentielle kandidater til valget i 2024. Det er hovedsageligt unge mennesker, der har indtaget en borgmesterpost eller lignende efter provinsvalg, såvel som unge kandidater fra forskellige civile organisationer. De udgør en modreaktion på den måde, indonesisk politik fungerer på i dag. ■

 

40 pct. af vælgerkorpset er under 40 år […] det er en gruppe, der er blevet uddannet gennem både skolesystemet og det offentlige liv, og en gruppe der ikke vil tilbage til tiden under et militært regime
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland