04.11.2019

.

Besparelser på friskoler afhjælper ikke det grundlæggende problem: At folkeskolereformen og økonomiske besparelser har forringet folkeskolen så voldsomt, at forældrene søger mod de frie skoler. I stedet for at skyde på friskolerne må politikerne kigge indad, når de skal finde en skurk i deres grundskolefortælling.

Kommentar af Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening

Siden valgkampen blev sparket i gang i foråret, har debatten om de frie skoler raset. Hvor stort skal statstilskuddet til de frie skoler være? Hvor stort socialt ansvar tager de frie skoler, og hvor meget ansvar bør de tage? Må der være muslimske friskoler i Danmark? Må der være kristne? Skal der være et loft over antallet af danskere af anden etnisk herkomst end dansk i hver klasse eller skole? Hvor stort må overskuddet være på en fri skole? Konkret foreslår regeringen i sit finanslovsforslag, at tilskuddet til de frie grundskoler reduceres med godt 300 mio. kr. Samtidig foreslår regeringen en pulje på 75 mio. kr., som skal støtte frie grundskoler i landområderne og skoler, som tager socialt ansvar.

Fælles for alle disse diskussioner, som hovedsageligt Socialdemokratiet har rejst, er, at de reelt ikke accepterer de frie grundskolers særlige rolle i skolesystemet: De frie skoler sikrer forældrene ret til at lave en skole med et andet sæt værdier og en anden pædagogik end den, som kendetegner den offentlige skole, altså folkeskolen.

Det er væsentligt at forstå, hvad det egentlig er for en udfordring, som den megen polemik om de frie skoler handler om. I de seneste ti år er andelen af forældre, der vælger en fri skole til deres børn, steget støt, sådan at næsten 20 pct. af alle børn ifølge Undervisningsministeriets tal i dag går i en fri skole. Der er to meget forskellige grunde til denne stigning. Den ene er det kæmpestore skoletilbud i byerne. Der findes mange skoler i byen, og der er næppe tvivl om, at der foregår en del skole-shopping. Det betyder, at hvis forældrene ikke er tilfredse med den ene skole, ja, så vælger de bare en anden.

På landet er situationen en helt anden. Der har kommunerne lukket skole efter skole. I dag er der ca. 300 færre folkeskoler end for ti år siden. I nogle tyndtbefolkede områder bliver skolevejen så lang, at forældrene vælger folkeskolen fra og etablere en lokal friskole. Det betyder, at den kommunale skoleforsyningspligt i mange landsbyer overlades til de frie skoler. For hver sjette folkeskole, der lukker, opstår der en ny fri skole.

 

Mennesker finder sig ikke nødvendigvis i tåbelige uddannelsesreformer – de søger et andet sted hen. Og på de frie skoler afholdt langt de fleste skoler sig fra at indføre den nye forlængede skoledag, som blev obligatorisk i folkeskolen
_______

 

I den samme 10-årige periode har folkeskolen været igennem reform efter reform. Værst i 2013, hvor den daværende S-SF-R-regering først lockoutede alle lærere i landet – også dem på de frie skoler – og derefter indførte en stærkt underfinansieret folkeskolereform, hvor skoledagen blev kraftigt forlænget. Det blev finansieret lokalt i kommunerne ved at reducere kraftigt i antallet af lærere samtidigt med, at undervisningstimetallet blev hævet – både for den enkelte skole og lærer. En kombination der nok skaber provenu, men næppe bedre skoler.

Men mennesker finder sig ikke nødvendigvis i tåbelige uddannelsesreformer – de søger et andet sted hen. Og på de frie skoler afholdt langt de fleste skoler sig fra at indføre den nye forlængede skoledag, som blev obligatorisk i folkeskolen. Den forlængede skoledag i folkeskolen var ufinansieret og uvarslet, og det betød, at skolerne hverken havde midler eller forståelse for, hvad den nye forlængede skoledag egentligt skulle bruges til. Den store usikkerhed og børnenes lange skoledage gjorde det attraktivt for en del forældre at søge i ly for reformen på en fri skole. Det samme gjaldt for udfordrede børn, som skulle integreres i normalundervisningen, men uden at der fulgte midler med til at løse opgaven. Flere af disse forældre og deres børn søgte over på en fri skole, hvor trygheden i et mindre fællesskab måske var mere appellerende.

Så forandringerne, der i mine øjne er forringelser, af folkeskolen har skabt folkeskolens problemer. Det er politikerne selv, der har skabt krisen, og det er også dem, der skal løse den. Det skal de gøre ved at prioritere folkeskolen og afsætte midler til den, så forældre ikke er nødsaget til at vælge en fri skole, fordi de lokale folkeskoler er lukkede eller ikke er stærke nok. De frie skoler skal ikke være et fravalg af folkeskolen, men et tilvalg af de særlige værdier, som en fri skole er eksponent for. Det nytter ikke, at de frie skoler overtager forsyningspligten på skoleområdet på landet – det er en kommunal forpligtigelse. Det er næppe heller et helt almindeligt forældrepars drøm nødvendigvis at skulle betale for deres barns skolegang. Derfor skal folkeskolen være et stærkt tilbud for langt de fleste forældre og deres børn, for på den måde kan de frie skoler fortsat være et alternativ til den offentlige skole.

Netop her kommer vi til sagens kerne. For vil det, hvis Socialdemokratiet får sin vilje, fortsat være muligt for de frie skoler at være et reelt pædagogisk, religiøst eller ideologisk alternativ til folkeskolen, sådan som det altid har været meningen? Nej, det vil det ikke.

 

De frie skoler er og skal ikke være for alle, selvom både Socialdemokratiet og SF ønsker at presse de frie skoler ned i en standardform. De frie skoler er for dem, som ønsker at gøre brug af dem
_______

 

De frie skoler er og skal ikke være for alle, selvom både Socialdemokratiet og SF ønsker at presse de frie skoler ned i en standardform. De frie skoler er for dem, som ønsker at gøre brug af dem. Der findes masser af frie skoler, som jeg selv ikke kunne drømme om at benytte mig af, fordi jeg ganske enkelt ikke deler deres ideologiske, religiøse eller pædagogiske værdigrundlag. Men så længe de lever op til kravene i friskoleloven om at stå mål med, hvad der sædvanligvis forventes af folkeskolen samt lever op til øvrige danske love, om fx ligebehandling af køn, seksualitet og tro, skal de have retten til at lave lige præcis den skole, de ønsker – og det skal hverken jeg eller politikerne blande sig i.

Derfor er det også vigtigt, at de frie skoler fortsat har retten til selv at vælge deres elever. Det lyder usympatisk, men er både logisk og nødvendigt, hvis man skal have værdibaserede frie skoler i Danmark. Ateister, som ikke vil deltage i morgensang, skal ikke vælge en katolsk skole til deres barn, ligesom at skolerne skal have lov til at afvise netop disse børn for at kunne drive deres skole med udgangspunkt i de værdier, som forældrene har tilvalgt på skolen.

Så lige meget, hvor ofte Socialdemokratiet gør de frie skoler til skurken i den store grundskolefortælling, må jeg melde hus forbi. Det er politikerne, der styrer og bestemmer over folkeskolen: Hvis flere børn skal bruge folkeskolerne, som jeg basalt set er enig med Socialdemokratiet i, så skal politikerne også prioritere den økonomisk. For hvis flere af de elever, der i dag går på de frie skoler, skal gå på folkeskoler i stedet, vil det belaste kommunernes budgetter.

Folkeskolens problem er ikke de frie skoler – det er de politikere, som i alt for mange år har negligeret den, der må tage ansvaret. Så kære politikere: Kom ind i kampen, men gør det ved at prioritere den skole, som er jeres, og lad de frie skoler fortsætte med at lave fremragende skole for de 121.000 børn, der går i den. ■

 

Kære politikere: Kom ind i kampen, men gør det ved at prioritere den skole, som er jeres, og lad de frie skoler fortsætte med at lave fremragende skole for de 121.000 børn, der går i den
_______

 

Uffe Rostrup (f. 1964) er bachelor fra Københavns Universitet i idræt og geografi i 1994. Han har været gymnasielærer på Greve Gymnasium, efterskolelærer på Osted fri- og efterskole samt været kredsformand og Næstformand for Frie Skolers Lærerforening. Siden 2011 har han været formand for Frie Skolers Lærerforening. ILLUSTRATION: Lektiecafé på dansk folkeskole [foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix]