06.01.2019

.

Kreml kræver, at Belarus lader sig ”integrere” i Rusland, hvis man skal blive ved med økonomisk at holde hånden under landet. Der er ikke mange i øst eller vest, som vil forsvare Belarus’ selvstændighed, men det vil skade Vestens interesser, hvis landet forsvinder fra det politiske landkort.

Af Uffe Gardel

Juledag tog den russiske præsident Putin det første skridt til Belarus’ [også kaldet Hviderusland*, red.] undergang. Vejen til endemålet er lang, og Putin er tålmodig, så der kan gå år, før europakortet er blevet et land mindre. Det kan endda være, at Rusland vælger samme løsning, som Nazityskland benyttede over for Slovakiet i 1939: At lade landet leve på papiret, men de facto omdanne det til et protektorat. Uanset hvad er retningen nu sat.

Det lille Belarus med sine ti millioner indbyggere var i sin tid en sovjetrepublik på lige fod med Rusland, Ukraine, Armenien og så videre. Derfor blev landet selvstændigt, da Sovjetunionen gik i opløsning i december 1991. Der stod ikke et stort folkekrav bag selvstændigheden, og den belarusiske nationalbevidsthed har aldrig været stærk eller stukket dybt. Ukraine og Belarus har ellers på lange stræk fælles historie, men Belarus er præget af bondeland frem for store byer. Derfor har landet manglet den store intelligentsia, som i Ukraines tilfælde i 1800-tallet udviklede den nationale kultur. Man har heller ikke haft den kosakkultur, som Ukraine har brugt til sin nationale skabelsesmyte.

Nylige meningsmålinger viser alligevel, at 86 procent af befolkningen er stolte af landet og dets nationalsprog, belarusisk – men kun hver fjerde taler sproget, og heraf kun de allerfærreste som det eneste sprog. Det typiske dagligsprog er russisk.

Meningsmålingerne har også vist en betydelig modvilje mod at blive inddraget i væbnede konflikter mellem Rusland og Vesten. Denne modvilje er størst i de yngre generationer. Modvilje eller ej: Meget tyder på, at Putin gør klar til at hente Belarus ”hjem” til Rusland.

 

Modvilje eller ej: Meget tyder på, at Putin gør klar til at hente Belarus ”hjem” til Rusland
_______

 

Den foreløbige kulmination herpå kom under en fire timer lang og resultatløs forhandling i Kreml Juledag, hvor den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, var tilsagt sammen med en håndfuld af sine vigtigste folk, deriblandt udenrigs- og finansministeren. Putin stillede med en tilsvarende tung delegation.

På nettet kan man se videoklip af den indledende, offentlige del af mødet. Putin byder velkommen og fremsiger venligheder, men han er synligt utålmodig og utilpas. Da Lukasjenko får ordet, knuger Putin stolens armlæn og kigger ned. Der var ikke – som man ellers gerne bruger – nogen fælles pressekonference bagefter; parterne var ikke blevet enige om noget som helst ud over at nedsætte ”arbejdsgrupper” og at mødes igen inden nytår.

Det kunne ligne et af den slags møder, der blev holdt et par stykker af i Berlin og München i slutningen af 1930’erne [mellem Hitler og flere mindre landes statsledere, red.], men denne gang går tingene ikke så hurtigt. Det er muligt for overtagelseskandidaten – Belarus – at stritte imod, og pressionsmidlerne er ikke militære, men økonomiske i form af udsigten til stigende olie- og gaspriser. Budskabet fra Putin var dog klart: Opgiv jeres selvstændighed, eller vi sender en olieregning, I ikke kan betale.

Mødet blev fulgt op med endnu et møde den 29. december, denne gang kun med de to præsidenter som deltagere. Mødet gik næppe godt set med belarusiske øjne, for Lukasjenko rejste straks hjem igen uden at sige noget som helst offentligt. Putin havde ellers inviteret ham til at blive og spille ishockey på Den Røde Plads.

„Det kan man vel godt forstå,” sagde Putin bagefter forsonligt til russisk TV. ”Det er snart nytår. Han sagde, at han var nødt til at tage hjem, til Minsk. Dér er der mange ting at tage sig af, løbende forretninger. Det er der altid op til nytår. Så det er helt i orden.‟

Den russiske tabloidavis Moskovskij Komsomolets havde sin egen konklusion: ”Nedtrykt Lukasjenko overgav sig til Putin: Fælles russisk-belarusiske myndigheder”. Avisen nævnte fælles lovgivning, fælles parlament, fælles regering og andre magtorganer samt fælles nationalsymboler som flag, statsvåben og nationalsang og fælles valuta. Moskovskij Komsomolets er Kreml-venlig, men ikke nødvendigvis velunderrettet, så artiklen skal næppe opfattes som andet end et udtryk for, hvad man i vide kredse i Moskva ønsker sig. Andre iagttagere peger på, at man nok vil begynde ”integrationen” af de to lande med fælles toldkontrol og lignende.

Rusland kan have flere formål med at overtage Belarus, og et af de umiddelbare er, at man gerne vil have kontrol med indsmuglingen af sanktionsbelagte vestlige fødevarer via Belarus. Men dette er næppe mere end et underordnet formål. Vigtigere er muligheden for at kunne placere militærbaser i landet – noget Belarus flere gange har sagt klart nej til.

Endelig er der det politiske aspekt: En ”hjemtagning” af Belarus vil kunne sikre Putin tiltrængt indenrigspolitisk opbakning på et tidspunkt, da hans opbakning falder på grund af lavvækst og en upopulær pensionsreform.

 

En ”hjemtagning” af Belarus vil kunne sikre Putin tiltrængt indenrigspolitisk opbakning på et tidspunkt, da hans opbakning falder på grund af lavvækst og en upopulær pensionsreform
_______

 

Billig olie som belønning
Udgangspunktet er en løbende strid mellem Rusland og Belarus om energipriser. Som så ofte bruger Rusland energipriser som straf og belønning, og de seneste år har Belarus irriteret Kreml med en stedse mere uafhængig politik. Belarus har ikke anerkendt den russiske annektering af Krim, men gør til gengæld en stor indsats for at tiltrække kinesiske investeringer og øge eksporten til Kina. Man har derudover indført 30 dages visumfrihed for en lang række landes indbyggere, heriblandt danskere. Visumfriheden gjorde Rusland rasende, fordi, sagde russerne, folk nu kunne rejse visumfrit ind i Belarus og derefter krydse den på det tidspunkt ubevogtede grænse til Rusland. Derfor har Rusland nu indført grænsekontrol mellem de to lande.

Både visumpolitikken og grænsekontrollen burde slet ikke være et problem, for siden 1999 har Rusland og Belarus udgjort en ”unionsstat”. Det er bare en union uden ret meget indhold. Der er hverken fælles forsvar eller fælles valuta, og der mangler både fælles regeringsorganer og fælles love.

Belarus er anderledes stillet end Ukraine, fordi landet er fuldkomment afhængigt af billig russisk energi. I stedet for at udvikle en diversificeret og selvbærende økonomi har Belarus spildt de sidste 25 år på at leve af de subsidier, Rusland betalte i form af billig energi for at have en pålidelig bufferstat mod vest.

I dag tjener Belarus omkring 20 procent af sit BNP på at købe billig russisk råolie, der raffineres og videresælges som benzin og diesel til EU og Ukraine. I nogle tilfælde er det sågar den rå olie, som sælges videre med fortjeneste. De prisforhøjelser, som nu er på vej, vil ødelægge denne handel, hvis ikke Belarus kompenseres. Sådan set er prisstigningerne ikke noget, Rusland gør for at genere Belarus; der er tale om, at en eksportafgift, som Belarus har været fritaget for, afskaffes og erstattes af en generel energiafgift, som vil ramme alle. Omlægningen gennemføres gradvist over fem år, men i 2024 – når den er indfaset – vil den angiveligt koste Belarus over ti milliarder dollar årligt, eller omkring 7.000 kroner pr. indbygger i det ganske fattige land.

”I skal ødelægge landet”
Det er ikke nyt, at Rusland truer med at hæve priserne for Belarus på både råolie og naturgas, men det er første gang, at Rusland stiller politiske krav. Den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, sagde 13. december, at der er to mulige ”scenarier”: Enten fortsætter man som nu (hvilket indebærer, at der ikke bliver nogen kompensation for skatteomlægningen), eller også går man videre med at ”integrere” de to lande med fælles retsvæsen, fælles toldvæsen, fælles valuta og en fælles forfatning.

Lukasjenkos svar var, at Rusland åbenbart ønskede at annektere hans land.

”Man kunne lige så godt sige lige ud: I får olie, men I skal ødelægge landet og gå ind i Rusland,” sagde Lukasjenko den 14. december på et pressemøde for russiske journalister i Minsk og spurgte: ”Hvordan vil man se på dette – indlemmelse af et land i et andet land, på den ene eller anden måde – i jeres og vores land? Og i det internationale samfund?”

Dette usædvanlige nødråb fra lederen af et selvstændigt land blev tilsyneladende ikke besvaret; ingen vestlig leder tog offentligt ordet og advarede Rusland mod at opsluge Belarus. Lukasjenkos spørgsmål er ellers væsentligt.

 

Dette usædvanlige nødråb fra lederen af et selvstændigt land blev tilsyneladende ikke besvaret; ingen vestlig leder tog offentligt ordet og advarede Rusland mod at opsluge Belarus
_______

 

Plukkemodent
Belarus er en moden frugt, som Rusland kan plukke, når det ønsker: Økonomisk er landet som nævnt helt i lommen på Rusland. Militær modstand ville slet ikke give mening. Befolkningen ville næppe gøre stor modstand, især ikke på landet og i områderne mod øst, som grænser op til Rusland. Belarus er, som den belarusiske journalist Aleksandr Klaskovskij bagefter udtrykte det, et land ”uden en politisk klasse, et stærkt civilsamfund og en fast nationalbevidsthed”, hvorfor ”den aktuelle udfordring af uafhængigheden vil kunne være dødelig.”

Det eneste, som kan afholde Rusland fra at indlemme Belarus, er derfor bekymringen for den internationale reaktion, som Lukasjenko netop efterlyste. Men denne reaktion er indtil videre udeblevet.

Der er sikkert flere grunde til den manglende reaktion. En af dem er nok, at dette er en annektering i slow motion; der kan gå flere år, før tingene udvikler sig, og selv når de gør, kan det ske, at man blot flytter kompetencer op i ”unionsstaten”, men lader det suveræne Belarus stå tilbage som en tom skal bestående af nationalsang, flag og ikke meget mere. En anden grund til det manglende vestlige engagement er, at Lukasjenko-regimet ikke er et styre, som pæne demokratier har megen lyst til at hjælpe. Regimet er autoritært, de demokratiske institutioner fungerer ikke, politisk uenighed slås ned med politivold og fængselsstraffe, og de få uafhængige netmedier chikaneres. Vesten drømmer om en demokratisk og europæisk orienteret præsident i Belarus.

Men her drømmer Vesten om noget, som ikke findes, og ikke kan eksistere. Skulle Lukasjenko blive afløst af en liberaldemokrat, ville Rusland vælge at plukke den belarusiske frugt med det samme, før den falder ned på den vestlige side af hegnet.

Hvad vi kan gøre, mens Belarus venter under damoklessværdet
Spørgsmålet er så, om vi i Vesten ville komme til at savne Lukasjenko og Belarus. Det ville vi formentlig. Landet har i hvert fald formået at holde russiske tropper ude; alle forsøg fra russisk side på at få lov at oprette permanente militærbaser i landet er blevet afvist. Da Belarus i 2014 afholdt verdensmesterskaber i ishockey, fik man russisk hjælp med at overvåge sit luftrum. Bagefter tog det nogen tid, inden Lukasjenko fik overtalt sine militære gæster til at rejse hjem igen. Hvis Belarus på den ene eller anden måde bliver annekteret, vil vi se russiske fly og missiler rykke tæt på den litauiske og polske grænse.

NATO og EU blev taget på sengen af den hurtige russiske annektering af Krim, men denne gang har man faktisk tid til at handle. Den første forudsætning er dog, at man kan enes om, at det er i vestlig interesse at handle. Så det kunne være punkt 1 i en handlingsplan:

 

NATO og EU blev taget på sengen af den hurtige russiske annektering af Krim, men denne gang har man faktisk tid til at handle. Den første forudsætning er dog, at man kan enes om, at det er i vestlig interesse at handle
_______

 

1. Blive enige om at et selvstændigt Belarus uden øget russisk militær tilstedeværelse er i vores, i Vestens, interesse.
2. Undersøge hvordan vi kan øge importen fra Belarus, herunder importere el fra det atomkraftværk, Belarus er ved at bygge.
3. Standse byggeriet af Nord Stream 2, som også vil koste Belarus transitindtægter, ligesom Ukraine.
4. Sammen med IMF indlede en pragmatisk dialog med styret i Belarus om økonomisk bistand på betingelse af økonomiske, men IKKE politiske reformer.
5. Som led heri sikre energileverancer til Belarus.
6. Gøre det klart for Polen, at det skal droppe enhver tanke om amerikanske baser i Polen. For kommer de, er Belarus under alle omstændigheder nødt til at give efter for det russiske krav om baser.
7. Gøre det klart for Rusland at øget militær tilstedeværelse i Belarus vil medføre en militær reaktion fra vestlig side, og at overgreb på Belarus‛ suverænitet vil medføre en politisk reaktion fra vestlig side.

Denne plan er enkel. Den er desværre også urealistisk. Allerede punkt 1 bliver svært; den officielle litauiske holdning er, at Belarus’ suverænitet allerede i dag er en ren illusion. Punkt 2 vil ophidse Litauen, som er utilfreds med værkets placering tæt på den litauiske grænse. Punkt 3 vil Tyskland ikke acceptere, da landet betragter Nord Stream 2 som nødvendig for at sikre sin energiforsyning, og projektet ser – trods megen polemik – ud til at blive realiseret. Punkt 4 vil møde modstand fra en alliance af velmenende mennesker, der stadig håber at kunne erstatte Lukasjenko med en demokrat. Punkt 6 vil Polen ikke acceptere, og punkt 7 vil møde modstand fra Italien og andre russiskvenlige regeringer, som hellere vil hæve sanktionerne mod Rusland end indføre nye.

Men dette er, hvad Vesten faktisk kunne gøre for at undgå en eskalering af krisen – hvis man kunne sætte sig ud over de nationale dagsordener og særinteresser.

Hvis Vesten ikke reagerer, er der for Belarus ikke andet at gøre end at vente og se, om Putin finder frugten plukkemoden nu, eller han hellere vil gemme den, til han en dag får brug for en sikker indenrigspolitisk gevinst.

Som belaruseren Aleksandr Klaskovskij konkluderer: ”Kort sagt så vil Belarus de kommende år få et svært, anspændt og nervøst liv under et damoklessværd ved navn ”avanceret integration”. Det står ikke klart, hvad udgangen på dette drama bliver.” ■

 

”Kort sagt så vil Belarus de kommende år få et svært, anspændt og nervøst liv under et damoklessværd ved navn ”avanceret integration”. Det står ikke klart, hvad udgangen på dette drama bliver.”
_______

 

Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver. ILLUSTRATION: Ruslands præsident Putin og Belarus‛ præsident Lukashenko mødes i Moskva, 29. december, 2018 [foto: Kirill Kudryavtsev/Pool Photo via AP/Scanpix]

*Belarus eller Hviderusland?
”Hviderusland” er det sædvanlige navn på landet i Skandinavien, Tyskland og flere andre lande, mens man på engelsk skriver ”Belarus”. ”Hviderusland” er imidlertid en gammel fejloversættelse. Betegnelsen blev af propagandistiske grunde taget i brug igen af Rusland, da det i 1795 havde erobret hele det område, som i dag udgør Belarus. Endelsen –rus i ”Belarus” henviser imidlertid ikke til Rusland, men til middelalderriget Kiev Rus, som havde Kiev som hovedstad og fortrinsvis dækkede det nuværende Ukraine og Belarus samt det sydlige Rusland. For et par generationer siden brugte vi tilsvarende betegnelsen ”Lillerusland” om Ukraine. I dag kalder vi Ukraine det, som landet selv ønsker at kalde sig, og det samme bør vi gøre med Belarus.