24.04.2019

Det er to pressede statsledere, der vil bekræfte deres alliance og udvide deres samarbejde. Men måske er Merkel og Macron færdige med at vente på os andre.

Af Uffe Gardel

Ceremonien begyndte klokken halv elleve om formiddagen, de omkringliggende gader var spærret af, og butiksejerne havde fået besked på at holde lukket. Aachen tog ingen chancer, da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og landets egen forbundskansler, Angela Merkel, kom på besøg for at underskrive en ny traktat mellem deres to lande. Både politi og presse var talstærkt til stede.

Der var stor symbolværdi i valget af Aachen. Byen var Karl den Stores hovedstad; herfra regerede han for 1.200 år siden over et kæmperige, der omfattede både det nuværende Tyskland og det nuværende Frankrig – og strakte sig langt ned i Italien. Selve rummet, Merkel og Macron skrev under i, er historisk: Det var den store sal – Aula Regia, Kongesalen – på Aachens rådhus, en rest af Karl den Stores palads i byen. Det er i øvrigt heller ikke første gang, at Aachen har lagt navn til en stor aftale i europæisk historie: Det var i denne by, at Storbritannien, Frankrig, Østrig og Holland i 1748 indgik en fredstraktat, som afsluttede Den Østrigske Arvefølgekrig og fastlagde Europas grænser – indtil Napoleon kom og fejede alt af bordet 60 år senere. Især i fransk diplomatisk tradition er man særdeles bevidst om symbolernes værdier. Den moderne Aachen-traktat skal forestille at handle om fremtidens Europa. Heller ikke datoen var tilfældig: Man havde valgt 56-årsdagen for underskrivelsen af Élysée-aftalen mellem Charles de Gaulle og Konrad Adenauer, den første tysk-franske venskabsaftale efter krigen, som blev forseglet i Paris.

 

En læsning af traktaten giver næsten indtryk af, at Macron nu i stedet prøver at føre sine ambitioner ud i livet i en mindre union, nemlig én, der kun består af to lande
_______

 

I 2019 er det to pressede ledere, som søger hinanden: Merkel har siden migrantkrisen i 2015 måttet kæmpe med migrantkritiske strømninger på højrefløjen, hun har måttet opgive sit partiformandskab og har lovet helt at forlade politik ved næste valg. Macron – som i sin egen befolkning er historisk upopulær for en fransk præsident – er presset af andre strømninger – ikke mindst af De Gule Vestes anarkofascistiske oprør.

Traktaten ligger også et stykke fra de ambitioner, Macron tidligere har givet udtryk for. Dem skitserede han tydeligst i sin tale i september 2017, hvor han foran de studerende på universitetet Sorbonne blandt andet foreslog at skære ned på antallet af EU-kommissærer og at indføre fælleseuropæisk skatte-, asyl- og forsvarspolitik. Den slags er der ikke noget om i den nye Aachen-traktat – ikke på EU-plan i hvert fald. En læsning af traktaten giver næsten indtryk af, at Macron nu i stedet prøver at føre sine ambitioner ud i livet i en mindre union, nemlig én, der kun består af to lande.

”Kansleren er kommet meget svækket ud af det seneste valg i Tyskland. Tilsvarende er Macron svækket og væltet omkuld af De Gule Vestes protestbølge og har en rekordlav popularitet. Således er Aachen-traktaten, om man så må sige, ’et barn af en ringere gud’. Den er resultatet af den stigende populisme, der finder sted mere eller mindre overalt. Den møder alle ledere, men især de mest proeuropæiske som Angela Merkel og Emmanuel Macron”, siger den fremtrædende italienske journalist Attilio Geroni, udenrigsredaktør på erhvervsavisen Il Sole 24 Ore, i en videokommentar.

Et forsvar for Europa
I sin form er Aachen-traktaten et af disse pompøse stykker papir, der er så mange af i europæisk politik, og måske derfor har den ikke vakt stor opmærksomhed herhjemme – eller i Tyskland for den sags skyld. Det er da også fristende at affærdige den som betydningsløs. Men her skal man huske, at det gjorde man også for 56 år siden med Élysée-aftalen. Den kom alligevel til at spille en vis rolle – for den fransk-tyske akse blev afgørende for EU og er det stadig.

 

”Tyskerne er gået med, desværre på deres klassiske måde: meget pragmatisk, nærmest nøgternt”
_______

 

I Tyskland har iagttagere som Süddeutsche Zeitungs Stefan Braun peget på, at traktaten først og fremmest er udtryk for et fransk ønske; Tyskland har blot valgt at spille med, uden den store entusiasme. ”Tyskerne er gået med, desværre på deres klassiske måde: meget pragmatisk, nærmest nøgternt”, skriver han, mens hans kollega Robin Alexander hos Die Welt bemærker, at aftalen rummer ”for lidt substans til denne iscenesættelse”; den er, mener han, både bagudskuende, beskyttende og konserverende og altså ikke præget af nogen særlig fremtidsvision. Samme avis’ Paris-korrespondent, Martina Meister, bemærkede, at traktaten mere ligner parterapi end genbekræftelse af gammel kærlighed.

Blandt hovedpunkterne i aftalen: et stærkere forsvarssamarbejde, europahær samt et løfte om gensidig militær hjælp i tilfælde af angreb, også terrorangreb (inden for rammerne af NATO’s garanti). Men der er også mere borgernære paragraffer, som skal gøre livet lettere for grænsegængere, der bor i det ene land og arbejder eller studerer i det andet. Endelig giver Frankrig tilsagn om at støtte et tysk ønske om at få fast plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Langt hen ad vejen er den nye traktat en gentagelse af temaer fra den 56 år gamle Élysée-aftale: Også den fastlagde fx et regelsæt med faste konsultationer med det formål at finde fælles udenrigspolitiske holdninger – og også Élysée-aftalen ville forstærke det forsvarspolitiske samarbejde.

Dengang, i 1963, fik Élysée-aftalen en svær fødsel. Den kom faktisk kun igennem Forbundsdagen, efter at den var blevet forsynet med en præambel, som fremhævede det tyske samarbejde med USA – noget af en ydmygelse for de Gaulle, som netop havde set aftalen med Vesttyskland som en modvægt til USA. Da traktaten så var vedtaget, kom der alligevel – på grund af Frankrigs halve udmeldelse af NATO – til at gå noget nær et kvart århundrede, inden forsvarssamarbejdet kom i gang. Men så skete der til gengæld også noget; Airbus-koncernen er et af de synlige resultater – en multinational europæisk koncern, som bygger både civile og militære fly og er ejet af henholdsvis den tyske, den franske og den spanske stat; i samarbejde med det britiske BAE Systems har Airbus således udviklet Eurofighter-kampflyet.

 

I 2019 er en del forandret. Ingen kunne i dag drømme om at vedtage tilføjelser til traktaten om, at samarbejdet med USA går forud
_______

 

I 2019 er en del forandret. Ingen kunne i dag drømme om at vedtage tilføjelser til traktaten om, at samarbejdet med USA går forud. Helt nyt i 2019-traktaten er desuden, at det økonomiske samarbejde er kommet med i form af et konkret tilsagn om at oprette en fælles tysk-fransk økonomisk zone; det var der intet om i Élysée-aftalen. Måske fordi man i 1963 mente, at det økonomiske samarbejde lå fint i EF-regi. Det synes man åbenbart ikke længere. I 1963 ønskede Frankrig at modvirke amerikansk herredømme over Europa, og Vesttyskland ville gerne anerkendes som et fuldt suverænt land; i dag er USA på vej væk, og Tysklands suverænitet er uanfægtet. I 1963 så begge lande EF-samarbejdet som vejen til deres mål; i 2019 er de ikke længere så sikre. I sin tale i Aachen understregede Merkel, at den nye traktat også er en reaktion på EU’s krise:

”På den ene side er nutidens Europa næsten ikke til at sammenligne med Europa i 1963 – hverken hvad angår integrationens dybde eller antallet af medlemslande. På den anden side styrkes populisme og nationalisme i alle vores lande. Med Storbritannien er det første gang, at et land forlader EU. Verden over er multilateralismen under pres”.

Under alle omstændigheder er traktaten meget ambitiøs på det økonomiske område: Den forudser oprettelsen af et fælles ’tysk-fransk økonomisk område med fælles regler’, altså en omfattende juridisk harmonisering, som man må forestille sig går endnu videre end EU-samarbejdet. For dem, der følger med, er det ikke så vældig overraskende, at det er kommet hertil. I juni 2016, umiddelbart efter den britiske Brexit-folkeafstemning, fremlagde de daværende tyske og franske udenrigsministre, Frank-Walter Steinmeier og Jean-Marc Ayrault, et strategipapir, som beskrev de to landes ønsker for EU’s udvikling efter Brexit, ’Et stærkt Europa i en verden af usikkerheder’, hed det. Papiret havde i hvert fald fire hovedpointer: 1. Sikkerheds- og forsvarspolitik skal spille en større rolle for EU. 2. EU’s integration skal uddybes. 3. EU skal kunne leve med forskellige ’ambitionsniveauer’ hos medlemslandene. 4. EU skal kun tage sig af spørgsmål, som virkelig kræver europæiske løsninger; resten skal klares ’regionalt’.

Umiddelbart efter fulgte daværende finansminister Wolfgang Schäuble op med noget, der kunne lyde som en slags trussel mod EU, nemlig et interview med den tyske avis Die Welt. Han advarede om, at hvis EU-Kommissionen reagerede for langsomt på problemerne, ville medlemslandene løse dem indbyrdes i stedet.

 

I den danske debat fejllæste man fuldkommen Tyskland. Berlingske sammenkædede således i sin dækning udspillet med Lars Løkke Rasmussens ønsker om et slankere EU. Det var bare ikke hovedbudskabet fra Berlin og Paris
_______

 

I den danske debat fejllæste man fuldkommen Tyskland. Berlingske sammenkædede således i sin dækning udspillet med Lars Løkke Rasmussens ønsker om et slankere EU. Det var bare ikke hovedbudskabet fra Berlin og Paris. Det var – derimod – at EU’s to store lande er helt parate til på egen hånd at udbygge samarbejdet uden om EU’s besværlige og langsommelige demokratiske procedurer, hvor også små medlemslande har indflydelse. Det er dette, de to regeringer mener med at tage hensyn til forskellige ’ambitionsniveauer’.

Macron følger faktisk op på disse tanker med sit seneste udspil, i marts 2019. Det er et åbent brev til alle Europas borgere, som han søger at samle om tre mål: frihed, beskyttelse og fremskridt. I det åbne brev spiller forsvarssamarbejdet igen en central rolle: Han foreslår et europæisk sikkerhedsråd, en europæisk forsvars- og sikkerhedstraktat – ikke som alternativ til NATO, men som en udbygning. Og han taler kraftigt for en europæisk erhvervspolitik med indgreb over for multinationale netgiganter.

Det åbne brev er henvendt til Europas borgere, altså til hele EU. Tanken om, at udvalgte lande kan og skal påtage sig særlige forpligtelser, er dog ikke gemt ret langt væk: Fremover skal det være en betingelse for medlemskab af Schengen-samarbejdet, at man vil deltage i den fælles asylpolitik, kræver Macron.

Et super-EU i EU?
Som nævnt er traktaten i høj grad udtryk for et fransk ønske; fra tysk side har der hverken været stor interesse eller entusiasme. Så meget desto mere interessant er det, at det er i Frankrig, at traktaten har mødt den mest højlydte modstand. Den højreekstreme politiker Marine Le Pen har således hævdet, både at traktaten ville betyde, at Frankrig opgav sin suverænitet over regionen Alsace, og at Frankrig havde lovet at dele sin plads i FN’s Sikkerhedsråd med Tyskland. Begge påstande er usande.


 

AFD’s ene formand, Alexander Gauland, [har] i Forbundsdagen har advaret om, at traktaten åbner for et EU i to hastigheder med ’en slags super-EU inden for EU’; en ret oplagt iagttagelse
_______

 

De tyske yderfløje har været langt mere afdæmpede. Venstrefløjspartiet Die Linke har protesteret mod det, de ser som en ’oprustningstraktat’ på grund af det stærke fokus på militært samarbejde, mens AfD’s ene formand, Alexander Gauland, i Forbundsdagen har advaret om, at traktaten åbner for et EU i to hastigheder med ’en slags super-EU inden for EU’; en ret oplagt iagttagelse.

Det er da også dette perspektiv, som bekymrer mest andre steder i Europa.

Idéen om et ’Europa i to hastigheder’ har i årtier været genstand for diskussion, og sådan set har vi allerede – ikke mindst på grund af de danske forbehold – et Europa i adskillige hastigheder. Det nye, og måske bekymrende, er, at der her er tale om det fremtidige EU-samarbejdes to suverænt største lande, som siger, at de vil løbe i forvejen.

Fra Donald Tusk, EU’s rådspræsident, havde lykønskningen også form af en advarsel – en usædvanligt klar advarsel – i betragtning af at han her talte til fremtidens EU’s to førende lande: ”Europa har brug for et klart signal fra Paris og Berlin om, at styrket samarbejde i små formater ikke er et alternativ til samarbejde for hele Europa”, tweetede han.

Frygten i Europa
Det er måske instruktivt at se på, hvordan den nye Aachen-traktat er blevet modtaget i Italien, det tredje af de moderne store kontinentalmagter, som indgik i Karl den Stores rige. Ikke så godt, må man sige. Traktaten ”er en økonomisk, politisk og diplomatisk krigserklæring mod Italien”, tordnede lederen af det lille, stærkt højreorienterede parti Fratelli d’Italia, Giorgia Meloni. Hendes skepsis deles af betydeligt flere end de fire procent af vælgerne, der sidste år stemte på hende ved parlamentsvalget.

 

Hele EF’s og EU’s udviklingshistorie er fortællingen om et kompromis mellem de meget forskellige tyske og franske tilgange til Europa
_______

 

I Il Sole 24 Ore peger kommentatoren Riccardo Sorrentino således på, at de to pressede lederes nye akse er ”det forkerte svar på euroskepsissen”. Hans argument: De to lande risikerer at afspore hele samarbejdet, hvis de begynder at forfølge deres egne nationale interesser på et tidspunkt, hvor der ikke rigtigt er nogen i Europa, som kan danne modvægt til dem. Sorrentino peger således på, at hele EF’s og EU’s udviklingshistorie er fortællingen om et kompromis mellem de meget forskellige tyske og franske tilgange til Europa: På den ene side den tyske, regelbaserede og konkurrencevenlige ordoliberalisme, som ønsker fri konkurrence og lige vilkår for alle aktører i EU’s indre marked. På den anden side den traditionelle franske dirigisme, hvor man ønsker at bruge ’industripolitik’ til at forsvare sine nationale interesser mod uønsket konkurrence. Med det nye stærke samarbejde mellem Tyskland og Frankrig er vi på vej ind i en helt ny situation, hvor balancen i Europa forskubbes, og ordoliberalismen ikke længere vil kunne holde dirigismen i skak; så meget desto mere, som Storbritannien er på vej ud af EU. Derfor er der reelt ikke længere stærke stemmer, der taler for fuldkommen fri konkurrence – og således kan magtstrukturerne i hele EU forskubbe sig.

Ifølge Sorrentino har vi faktisk allerede set ét eksempel på, at de to lande forfølger egne interesser, nemlig i 2010, midt under statsgældskrisen, da Merkel og Sarkozy, den daværende franske præsident, mødtes i Deauville ved Kanalkysten og aftalte, at fremover ville der blive bail-in ved statsgældskriser. Det vil sige: Når man udsteder statsobligationer, vil ejerne komme til at bære en del af tabet. Princippet er siden blevet gældende ret for bankredninger i Europa. Idéen kan være fornuftig nok, men måden, de to statsledere satte sig igennem på – helt uden rådslagning med hverken EU-institutionerne eller andre medlemslande – var ildevarslende.

 

Der er andre tegn på, at tyskerne og franskmændene denne gang VIL accelerere deres partnerskab
_______

 

Der er andre tegn på, at tyskerne og franskmændene denne gang VIL accelerere deres partnerskab. Samtidig med den højtidelige festakt i Aachen lobbyede de franske og tyske regeringer som rasende for, at EU-Kommissionen skulle godkende fusionen mellem den franske industrikoncern Alstom og den tyske Siemens-koncern – hvilket dog i februar endte med et nej fra EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som mente, at fusionen ville skade den fri konkurrence i EU.

Det fransk-tyske lobbyarbejde for en konkurrencebegrænsende fusion var ingen enlig svale. I begyndelsen af februar – to uger efter underskrifterne i Aachen – fremlagde den tyske økonomiminister Peter Altmaier (CDU) en ny national industristrategi, som markerer et brud med tidligere tysk politik og en tilnærmelse til franske holdninger. Fra nu af er det den officielle tyske holdning, at staten skal kunne gribe ind og (helt eller delvist) overtage ejerskabet af nøglevirksomheder, at fusionsreglerne skal lempes, og at statslige investeringer styres efter politiske mål – alt sammen angiveligt for at undgå at tabe konkurrencen til lande som Kina eller Trumps USA.

Det fransk-tyske lobbyarbejde for en konkurrencebegrænsende fusion var ingen enlig svale. I begyndelsen af februar – to uger efter underskrifterne i Aachen – fremlagde den tyske økonomiminister Peter Altmaier (CDU) en ny national industristrategi, som markerer et brud med tidligere tysk politik og en tilnærmelse til franske holdninger. Fra nu af er det den officielle tyske holdning, at staten skal kunne gribe ind og (helt eller delvist) overtage ejerskabet af nøglevirksomheder, at fusionsreglerne skal lempes, og at statslige investeringer styres efter politiske mål – alt sammen angiveligt for at undgå at tabe konkurrencen til lande som Kina eller Trumps USA.

Til gengæld ligner udspillet den politik, Frankrig har fulgt i hele efterkrigstiden. I Frankrig har man temmelig tøjlesløst grebet ind for at beskytte nøglevirksomheder; kendt er sagen fra 2005, da regeringen forbød amerikanske PepsiCo at købe mejerikoncernen Danone med henvisning til nationale strategiske interesser. Der gik da heller ikke mange dage, før Altmaier afholdt en fælles pressekonference med sin franske kollega, Bruno Le Maire, hvor de to ministre foreslog en europæisk industripolitik med beskyttelse af nøglebrancher og statslige investeringer i nøglevirksomheder.

Men retningen er tydelig. Aachen-traktaten har allerede vist sig at være mere end tomme symboler og parterapi for to svækkede stats- og regeringsledere. Tyskland har skiftet kurs – og resten af EU kommer til at følge med. ■

 

Men retningen er tydelig. Aachen-traktaten har allerede vist sig at være mere end tomme symboler og parterapi for to svækkede stats- og regeringsledere. Tyskland har skiftet kurs – og resten af EU kommer til at følge med
_______

 

Aachen-traktaten består af 28 artikler fordelt på seks kapitler plus nogle ikrafttrædelsesbestemmelser. Her følger de væsentligste emner i punktform:

1. Europa
• Faste rådslagninger forud for alle EU-topmøder, hvor man vil prøve at afstemme synspunkterne

2. Fred og sikkerhed
• De to lande vil prøve at afstemme alle synspunkter i udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik
• Gensidigt løfte om bistand i tilfælde af væbnet angreb
• Tættere forsvarssamarbejde og militærindustrielt samarbejde
• Fælles politik for våbeneksport
• Tættere samarbejde om bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet
• Frankrig vil støtte det tyske ønske om fast medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd

3. Kultur og uddannelse
• Flere skoleelever og studerende skal lære partnerlandets sprog
• Afgangsbeviser skal harmoniseres

4. Regionalt samarbejde over grænsen
• Hindringer for grænseoverskridende arbejde osv. skal fjernes
• Grænseoverskridende mobilitet skal lettes; veje, jernbanenet, digitale net skal knyttes sammen
• Tosprogethed i grænseregionerne skal støttes

5. Klima, miljø, økonomi
• Den økonomiske integration skal udbygges til et tysk-fransk økonomisk område med fælles regler
• Samarbejde om udvikling af kunstig intelligens

6. Organisation
• Årlige møder mellem de to regeringer og kvartalsvis deltagelse af en minister fra partnerlandet på et regeringsmøde
• Der nedsættes et tysk-fransk forsvars- og sikkerhedsråd (med højtstående regeringsmedlemmer) og et tysk-fransk råd af økonomiske eksperter (en slags vismandsinstitution)

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen