25.10.2019

Som et af tre lande har Danmark blokeret for forhandlinger med Albanien og Nordmakedonien om optagelse i EU. Det er et slag i ansigtet for to lande, der har gjort sig fortjent til åbningen af en forhandlingsproces – og det vil ramme os selv i det lange løb.

Af Uffe Gardel

HVOR SKÆNDIGT, hvor helt igennem sølle og snæversynet, at EU’s topmøde i Bruxelles ikke ville åbne optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien. Det handlede ikke om at optage dem, kun om at begynde at forhandle om at optage dem – forhandlinger, som vil kunne vare adskillige år.

Og hvor pinefuldt at måtte læse, at Danmark nævnes som et af tre lande, der – sammen med Frankrig og Holland – var ansvarlige for denne skandaløse ikke-beslutning. At indlede optagelsesforhandlinger kræver enstemmighed – ligesom det kræver enstemmighed at standse dem igen – og den enstemmighed var der ikke. På grund af de tre lande.

”En alvorlig, historisk fejl,” sagde den afgående kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, og nævnte EU’s forpligtelse til at overholde afgivne politiske løfter, mens rådspræsident Donald Tusk appellerede til de to afviste lande: ”I må ikke give op. Jeg forstår fuldkommen jeres frustration, for I har gjort jeres del, og vi har ikke gjort vores.”

 

Og hvor pinefuldt at måtte læse, at Danmark nævnes som et af tre lande, der – sammen med Frankrig og Holland – var ansvarlige for denne skandaløse ikke-beslutning
_______

 

EN AF EU’S VIGTIGSTE funktioner har været at fremme demokratisering og modernisering af de central- og østeuropæiske lande. EU-medlemskabet har været så attraktivt, at kandidatlandene har gjort sig store anstrengelser for at opfylde optagelseskravene, både før og under de egentlige optagelsesforhandlinger: forfatningsændringer, korruptionsbekæmpelse og meget andet, som bidrager til at befæste retsstaten, demokratiet og markedsøkonomien. Generelt har det været vellykket; land efter land er blevet sikkert forankret i vestlige værdier.

Denne vestlige integrationsproces sker gerne i to tempi: Først medlemskab af NATO, derefter af EU. De politiske krav kommer, når et land skal med i EU. Da Montenegro i 2016 blev medlem af NATO, var landets opposition skuffet over, at Vesten ikke havde presset mere på for demokratisering, men fik bag lukkede døre den besked, at det måtte vente, til man skulle tale EU-medlemskab.

Det gør man så heldigvis nu, for Montenegro er i gang med optagelsesforhandlingerne, som nok vil vare en del år endnu. Forhandlingerne begyndte i 2012, og man har nu åbnet forhandlinger om alle 35 kapitler i optagelsesdagsordnen – aquis’et, men man er kun foreløbigt færdige med tre af kapitlerne. Så medlemskabet ligger ikke om hjørnet, men man er i gang, og Montenegro er sikker på at komme med, når man engang er færdig med sit hjemmearbejde.

Albanien og Nordmakedonien får ikke engang lov at komme i gang. Albanien har ellers været medlem af NATO i ti år. Landet har gjort sit: Det har deltaget i NATO-øvelser og i NATO-missioner i Afghanistan, Irak, Tchad og andre steder.

 

”Intet andet land har gjort så meget for at komme med i EU som Nordmakedonien. De har ændret deres navn, deres forfatning, afholdt en folkeafstemning. Jeg synes, dette er noget rigtig skidt,” lød vurderingen fra den tjekkiske premierminister, Andrej Babis, efter topmødet
_______

 

I forhold til EU har Albanien også gjort en del. ”Hvad angår de politiske kriterier, er Albanien fortsat med at gøre fremskridt med sin EU-reformdagsorden rapportperioden igennem,” skrev EU-Kommissionen i foråret i sin årlige rapport om landet.

”Albanien har fortsat arbejdet med at bringe sin lovgivning i overensstemmelse med EU-krav på en række områder (…), landet er moderat forberedt på mange områder, herunder økonomisk kontrol, uddannelse, kultur og statistik, eller har opnået et vist niveau af forberedelse (…)”.

Det er tydeligt, at det går for langsomt med Albanien, for formuleringerne i rapporterne ændrer sig ikke meget fra år til år. Den seneste rapport – fra maj i år – understreger blandt andet behovet for at gøre mere for at bekæmpe hvidvask, udbygge uddannelsessystemet og forbedre styringen af sine offentlige finanser. Men der sker dog noget.

OG SÅ ER DER Nordmakedonien. ”Intet andet land har gjort så meget for at komme med i EU som Nordmakedonien. De har ændret deres navn, deres forfatning, afholdt en folkeafstemning. Jeg synes, dette er noget rigtig skidt,” lød vurderingen fra den tjekkiske premierminister, Andrej Babis, efter topmødet.

Babis har ret. Grækenland har i mange år blokeret for, at Nordmakedonien kunne komme med i NATO og EU på grund af en navnestrid, det som kølig nordbo er vanskeligt at opfatte som andet end fjollet: Grækenland vil ikke acceptere navnet ”Makedonien”, fordi der også findes en græsk provins med samme navn. Landet kunne derfor kun blive optaget i FN under kunstnavnet ”FYROM” – Former Yugoslav Republic of Macedonia.

 

Vil de to lande fortsætte deres reformarbejde i retning af at blive vestlige, demokratiske og retsstatslige markedsøkonomier? Eller vil de i skuffelse over afvisningen indlede autoritære eventyr – og måske endda søge ind i et samarbejde med Rusland?
_______

 

Efter et smertefuldt kompromis med Grækenland tog landet navneforandring til Nordmakedonien, hvilket resulterede i russisk subversion i form af arrangerede uroligheder og voldshandlinger – utvivlsomt i et forsøg på at forhindre, at landet blev optaget i NATO. Men det blev det: Meget hurtigt efter navne-forliget med Grækenland, blev Nordmakedonien NATO’s 29. medlemsland. Kvitteringen fra EU? Ingenting. Vi vil ikke forhandle med jer. Hvad vej vil makedonerne gå nu, og hvad med Albanien? Vil de to lande fortsætte deres reformarbejde i retning af at blive vestlige, demokratiske og retsstatslige markedsøkonomier? Eller vil de i skuffelse over afvisningen indlede autoritære eventyr – og måske endda søge ind i et samarbejde med Rusland? Sker det, kan Balkan blive et nyt urocenter, og det er absolut ikke i noget europæisk lands interesse. Heller ikke i Danmarks.

STATSMINISTER METTE FREDERIKSEN har i et interview med Jyllands-Posten kaldt det for en ”mærkelig prioritering”, at topmødet overhovedet skulle diskutere albansk medlemskab. En ”mærkelig prioritering” at tale medlemskab med et land, som i ti år har været vores allierede i NATO, har deltaget i de samme internationale fredsbevarende missioner som os, og som har arbejdet ihærdigt på at forandre sit af kommunistiske slyngler forarmede og ødelagte land til et vestligt demokrati med markedsøkonomi. En ”mærkelig prioritering” så meget som at forhandle med dem.

Ifølge international mediedækning havde man en ”intens” diskussion på topmødet, og man luftede også et kompromisforslag om at begynde at forhandle med Nordmakedonien, men lade Albanien vente. Det støttede Danmark og Holland, men da man ikke kunne komme igennem med det, sagde man bare nej til begge lande. Det var åbenbart vigtigere for Danmark at holde Albanien ude end at lukke Nordmakedonien ind.

Det er Frankrig og den franske præsident Macron, som er hovedansvarlig for at holde Albanien og Nordmakedonien ude. Macrons synspunkt er, at ”før nogen udvidelse skal vi kunne reformere os,” som han sagde på pressemødet efter topmødet. Han vil især have en reform af optagelsesprocessen, altså endnu en indadvendt øvelse i stedet for den udadvendte forpligtelse. Men Frankrigs optræden fritager ikke Danmark for ansvar.

 

Hvis Rumænien er et mønstereksempel på noget, så er det på et land, som har haft enorm gavn af EU-medlemskabet og er kommet til at udgøre et stabilt anker i et ellers uroligt hjørne af Europa. Fordi det blev optaget i EU. Uden EU-medlemskabet havde Rumænien set anderledes ud i dag
_______

 

HVOR KOMMER MODVILJEN fra? Der er en vis udvidelsestræthed i de vestlige EU-lande: En ny meningsmåling viser, at over 40 pct. af befolkningerne i Tyskland, Østrig, Frankrig og Holland er imod at optage flere Balkanlande i EU; i Danmark er tallet 37 pct. Modviljen findes også blandt politikere, og den er let at forstå. Nye medlemslande koster en masse penge, og hvad får man for dem? Var Bulgarien og Rumænien egentlig klar, da de kom med i 2007? Og se nu Polen og Ungarn, som har været med i EU siden 2004, men langsomt – med deres illiberale tendenser – glider væk fra demokratiet igen. Hvad nytter det overhovedet at udvide EU?

Holdninger som disse blandes med uvidenhed og ølstueagtige fordomme: Det er, som om det antages, at vi har at gøre med konstitutionelt primitive lande. Rumænien fremhæves gerne som et mønstereksempel på et land, der aldrig burde have været med og ikke har givet EU andet end roma-tiggere.

Og nej, det rumænske demokrati er intet mønsterdemokrati, men det ér et demokrati – og vel at mærke et demokrati, som ikke nødvendigvis var blevet udviklet uden EU-medlemskabet som den lokkende præmie. Og ja, Rumænien er stadig korrupt, men det gør fremskridt; på Transparency Internationals korruptionsindeks er det siden optagelsen rykket fra en 69. til en 61. plads. Man kan mene, at det går for langsomt. Men hvordan var det gået uden EU-medlemskabet?

De fordomsfulde bør have en enkelt statistisk oplysning med: Fra 2008 til 2018 voksede den rumænske industriomsætning med 78 procent. Det er den højeste vækst overhovedet i EU, selv om Polen er lige i hælene med 74 procent i samme periode. Hvis Rumænien er et mønstereksempel på noget, så er det på et land, som har haft enorm gavn af EU-medlemskabet og er kommet til at udgøre et stabilt anker i et ellers uroligt hjørne af Europa. Fordi det blev optaget i EU. Uden EU-medlemskabet havde Rumænien set anderledes ud i dag.

Nu finder den danske statsminister det mærkeligt at skulle tale om albansk medlemskab; så mærkeligt, at hun glad og gerne blokerer for makedonerne for at kunne holde albanerne ude. Det er kortsynet. Og det er en skam for vores land. ■

 

Nu finder den danske statsminister det mærkeligt at skulle tale om albansk medlemskab; så mærkeligt, at hun glad og gerne blokerer for makedonerne for at kunne holde albanerne ude. Det er kortsynet. Og det er en skam for vores land
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne