19.07.2019

Vladimir Putin har valgt at bringe sig i spil som antitesen til Vestens liberale ledere. I et allerede berygtet avisinterview kommer han med det ene vulgære udfald efter det andet mod ’liberalismen’. Men hvilken slags præsident gør det Putin til? Er han højreekstremist? Eller blot opportunist?

Af Uffe Gardel

Vladimir Putin gav Vesten endnu en historisk forskrækkelse, da han umiddelbart forud for G20-topmødet i Japan 28.-29. juni lod sig interviewe af Financial Times.

Avisen kræver betaling på nettet, men det russiske styre har en praksis med, at interview med dets topfolk skrives ud i en russisk og engelsk version og offentliggøres. På Kremls officielle website kan man derfor læse hele samtalen mellem Putin og de to britiske journalister.

Interviewet er allerede på vej til legendarisk berømmelse på grund af de rablende og hadske udfald mod ”liberalisme”, som Putin hen imod slutningen af samtalen bevæger sig ud i. Det er først og fremmest dét, man vil huske dette interview for, uanset at Putin umiddelbart efter faktisk trækker i land og glatter ud i runde vendinger, og uanset at den russiske præsident faktisk siger andet i interviewet.

Første gang, Putin forskrækkede Vesten med sine ord, var på Sikkerhedskonferencen i München i februar 2007. Her gik Putin i rette med Vesten og hævdede, at USA undergravede stabiliteten i verden ved at bruge militær magt overalt. Han kritiserede NATO-udvidelsen, beskyldte Vesten for at have svigtet sine løfter til Sovjetunionen efter opløsningen af Warszawa-pagten, og han hævdede, at Vesten udviste ”større og større foragt for folkerettens grundlæggende principper.”

Godt et halvt år senere trak Rusland sin underskrift fra CFE-traktaten – en nedrustningsaftale om konventionelle styrker i Europa – i frustration over, at ingen NATO-lande havde ratificeret aftalen. Hvilket NATO-landene ikke havde, fordi de mente, at Rusland havde brudt et løfte om at trække sine tropper ud af Moldova og Georgien. Året efter – i 2008 – fremprovokerede Rusland en krig mod Georgien om grænseområderne Sydossetien og Abkhasien og invaderede landet.

Siden da har Vesten hørt godt efter, når Putin taler.

 

Men når det gælder Vesten, så blander Putin sig. Han gør det ovenikøbet i en form, som i sin vulgaritet er uhørt i international politik
_______

 

”Så lav loven om!”
I Financial Times-interviewet gentager Putin sin beklagelse over fraværet af internationale traktater og aftalte spilleregler: ”Under Den Kolde Krig var det bestemt en dårlig ting, at der var kold krig. Men der var i det mindste nogle regler, som alle deltagere i international kommunikation mere eller mindre bekendte sig til eller prøvede at følge. Nu virker det, som om der slet ikke er nogen regler. I den forstand er verden blevet mere fragmenteret og mindre forudsigelig, hvilket er den vigtigste og mest beklagelige ting.” Efter disse ord begynder han at angribe Vestens ”liberale” værdier.

Dette angreb er netop i sig selv et eksempel på, at der ikke er nogen regler mere.

Det er i sig selv usædvanligt, at statsoverhoveder kritiserer andre landes politiske systemer så grundlæggende. Under Den Kolde Krig kunne det ske, at amerikanske og sovjetiske ledere sagde hårde ting om hinandens samfundssystemer. I 1983 kaldte USA’s præsident Reagan ligefrem Sovjetunionen for ”Ondskabens Imperium”. Men den slags hørte faktisk til undtagelserne, for det er vanskeligt at føre nedrustningsforhandlinger med en modpart, man netop har betegnet som ondskaben selv.

Det er heller ikke noget, Putin selv bryder sig om. Flere gange i Financial Times-interviewet understreger Putin, at han og Rusland ikke har nogen mening om, hvordan man indretter sig hos samarbejdspartnerne: ”Det syriske folk skal frit kunne vælge sin egen fremtid”, mener Putin: ”Vi dømmer ikke”, siger han om det venezuelanske misregimente, og styreformen i Kina ”er det op til det kinesiske folk at bestemme; vi blander os ikke.”

Men når det gælder Vesten, så blander Putin sig. Han gør det ovenikøbet i en form, som i sin vulgaritet er uhørt i international politik.

Den russiske præsident siger grundlæggende, at de vestlige ledere har svigtet deres borgere. Der er ”et svælg mellem eliternes interesser og befolkningens overvældende flertal”. Putin peger på fire områder, hvor dette gør sig gældende. Da Putin stort set ikke får stillet opfølgende spørgsmål af de målløse journalister, kommer det ikke frem, i hvilken grad hans udfald er populistiske:

1) Globaliseringen har kun gavnet de rigeste i USA, mener Putin: ”Middelklassen har næsten ikke haft nogen gavn af globaliseringen”. Putin undlader her at nævne, at fattigdommen i hans eget land er voksende, og at han selv har sat som mål at halvere fattigdommen i Rusland inden 2024.

2) Migranter oversvømmer Vesten, begår forbrydelser, og de liberale gør ikke noget ved det. Det er her, Putin bliver vulgær: ”Migranter kan dræbe, plyndre og voldtage ustraffet, fordi deres rettigheder som migranter skal beskyttes,” hævder han. Tilhængerne af den liberale idé ”gør ingenting. De sidder i deres hyggelige kontorer,” siger Putin. De europæiske politikere ”har ingen svar. De siger, at de ikke kan føre en hård politik af forskellige grunde. Hvorfor, egentlig? Bare fordi. Vi har en lov, siger de. Jamen, så lav loven om!”

Vi får dog ikke at vide, om Putin også mener, at de internationale konventioner skal laves om eller ophæves. Rusland har selv tiltrådt Flygtningekonventionen.

3) ”Multikulturalisme” får Putin nævnt som en af de liberale ideer, der ikke længere er holdbar, hvilket ”vores vestlige partnere har indrømmet”. Desværre beder journalisterne ikke Putin fortælle, hvordan det går i Rusland, som har store muslimske mindretal, områder i Kaukasus som reelt er under islamisk styre, samt 12 millioner migrantarbejdere fra syd, der til dels lever under slavelignende forhold.

4) Befolkningsflertallets ”traditionelle værdier” bliver ikke respekteret, når det gælder homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter: ”Nu siger de, at børn kan spille fem eller seks kønsidentiteter. Jeg kan ikke engang sige præcis, hvad det er for køn, jeg har ingen anelse,” siger Putin. Interviewerne kunne her med fordel have gjort Putin opmærksom på, at den russiske befolknings tolerance over for LGBT-minoriteter faktisk er voksende.

 

Med sit angreb på globalisering, migranter og seksuelle minoriteter har Putin har stillet sig side om side med de mest populistiske nationalkonservative i Europa og USA
_______

 

Putin: Højreekstremist, konservativ eller blot opportunist?
Med sit angreb på globalisering, migranter og seksuelle minoriteter har Putin har stillet sig side om side med de mest populistiske nationalkonservative i Europa og USA. Han har etableret sig som et modstykke til de liberale vestlige ledere: en højreekstrem antipræsident. Han tilbyder tilsyneladende det store kontingent af systemkritiske vestlige borgere en slags alternativ samfundsmodel med stram migrantpolitik og en stærk nationalstat; noget der kunne minde om den ungarske leder Viktor Orbáns ”illiberale demokrati”. Modellens ideologiske overbygning består af konservative eller reaktionære holdninger til homoseksualitet og religion blandet med et anstrøg af antiamerikanisme og antiglobalisering, som for eksempel får sit praktiske modstykke i Ruslands embargo mod import af vestlige fødevarer.

Alternativet søges fremmet gennem egen propaganda – TV-kanalen Russia Today – og gennem et netværk af russiskvenlige politikere i Vesten, som man også understøtter økonomisk.

Det minder en hel del om, hvad Sovjetunionen gjorde under Den Kolde Krig: Tilbød et alternativt samfundssystem med alternative værdier fremmet af kommunistpartier og kommunistiske dækorganisationer i Vesten. Parallellen skal dog ikke trækkes for langt. For det første har Putins Rusland også markedsøkonomi, selv om staten fylder mere i økonomien end i vestlige lande. For det andet søger Rusland ikke at opbygge en egentlig pendant til Sovjetblokken, mere et løst netværk af ad hoc-allierede.

Spørgsmålet, man nu skal stille, er, om Putin mener, hvad han siger, eller om hans angreb kun er et pragmatisk forsøg på at destabilisere Vesten?

Man kunne indvende, at det ikke spiller den store rolle, om han mener det eller ej; det er hans handlinger, der tæller. Troede den sovjetiske leder Bresjnev mon selv på kommunismen og det sovjetiske systems overlegenhed? Og gør det nogen forskel? Uanset hvad Bresjnev selv tænkte, så støttede hans land kommunistiske partier og dækorganisationer i Vesten, som modarbejdede de vestlige samfundssystemer.

For Putins vedkommende er der i hvert fald en betydelig kontinuitet i hans synspunkter. Iagttagere peger på, at Putin fra 2011-2012 begyndte at udvikle en interesse for konservative russiske filosoffer. På dansk er det Samuel Rachlin, der i sin bog Jeg, Putin for første gang indfører os i det sælsomme univers af politisk reaktion, Putin dykkede ned i fra begyndelsen af sin tredje præsidentperiode i 2012. Op til den ortodokse jul i januar 2013 sendte han en lille bogpakke til alle nøglepersoner i det politiske system: Gaven bestod af bøger af to ekstremt konservative russiske eksilfilosoffer – Ivan Iljin og Nikolaj Berdjajev – og 1800-talsfilosoffen Vladimir Solovjov. Historikeren Timothy Snyder har direkte kaldt Iljin – som Putin er særligt optaget af – for ”den russiske fascismes filosof”.

Iljin er ifølge Rachlin optaget af Ruslands helt særlige rolle som et land, der tolerant kan optage og rumme alle mulige andre folkeslag i sig, men som Vesten konstant pønser på at destabilisere, opløse og angribe. Rusland er ifølge Iljin og tilsvarende tænkere ”en ø, hvor man opretholder og beskytter de sande kristne dyder og familieværdier. Det er den russiske udgave af moralsk oprustning, som har fået både russiske og vestlige kommentatorer til at tale om, at Rusland er ved at positionere sig som konservatismens forpost i en anti-vestlig alliance.”

 

Putin henvender sig for første gang direkte til sine proselytter i Vesten med et tilbud om at være en konservativ forpost. Med i tilbuddet er en identitet, som ikke bygger på multikulturalisme og LGBT-tolerance, men på det, Putin selv kalder ”traditionelle værdier”
_______

 

Med interviewet i Financial Times henvender Putin sig for første gang direkte til sine proselytter i Vesten med et tilbud om at være en konservativ forpost. Med i tilbuddet er en identitet, som ikke bygger på multikulturalisme og LGBT-tolerance, men på det, Putin selv kalder ”traditionelle værdier”.

Den russiske højreekstreme publicist Jegor Kholmogorov betegnede i et essay sidste år Putin som en ”praktisk konservativ politiker” i stil med de reaktionære russiske tsarer Nikolaj 1., Aleksandr 3. og Nikolaj 2. Sidstnævnte var som bekendt den sidste tsar, hvis talentløse styre udløste tre revolutioner og endte med at bringe Lenin til magten. Men Kholgomorov mener skam sammenligningen positivt.

Vestlige iagttagere bør notere sig, hvad ”konservatisme” i russisk forstand nærmere består i.

Ifølge Kholgomorov er ”Konservatismens første kerne opretholdelsen af solidariske fællesskabers varige historisk identitet. Man kan med et modeord i dag tale om ”identitarisme”. De solidariske fællesskaber, som skal opretholdes af de konservative er: Kirken, natimeneronen, familien, fædrelandet, civilisationen og kulturen som et fællesskab af dens deltagere, gamle sociale korporativer – fra aristokratiet til laugene.” – hvilket er præcis det, Putin reelt taler om i sit interview med Financial Times.

Men der er mere endnu. For ifølge Kholgomorov er konservatisme også aktiv:

”Konservatismens anden kerne er opretholdelsen af energi til konstant historisk handling (…) Konservatisme kan være revolutionær af ånd, idet den river den altudjævnende liberale ordens triste svampethed og den venstreekstremistiske ødelæggelse af traditioner itu. Konservatisme kan være særdeles handlekraftig i sine politiske metoder.”

Her passer Putin perfekt ind, mener Kholgomorov:

”Ud fra disse koordinater er det ikke svært for os at bestemme Putins plads som politiker i den russiske og internationale konservatismes historie. Der er ingen tvivl om, at konservative midler i højeste grad karakteriserer ham.”

De fleste vestlige ægte konservative betakker sig for Putins selskab, og iagttagere mener stadig, at Putin er en pragmatiker, som er ligeglad med ideologi og kun optaget af at opretholde sin magt:

”For Putin handler det udelukkende om magten, hvortil han betjener sig af en ”overfladisk” henvisning til værdier. Herunder gemmer sig den gamle socialistiske ide om menneskets og samfundets næsten ubegrænsede plasticitet, altså det stik modsatte af konservatisme,” mener således den oppositionelle russiske journalist Konstantin von Eggert.

Omvendt har Rusland de sidste ti år oplevet en række statslige initiativer, som er værdikonservative, hvis ikke direkte reaktionære: Den ortodokse kirke har fået tilbageleveret alle tidligere kirkebygninger – bizart nok også tidligere tyske protestantiske kirker i Kaliningrad. Blasfemilovgivningen er blevet strammet. Der blev oprettet en nationalistisk ungdomsbevægelse, kaldet Nasji (”Vore”), som dog senere blev opgivet, men til gengæld har man oprettet Junarmija (en sammentrækning af ”Ung” og ”Hær”), en statsstøttet organisation som giver militærtræning til skolebørn.

Hvilket bringer os tilbage til det indledende spørgsmål: Gør det egentlig nogen forskel, om Putin virkelig er højreekstremist? Han opfører sig, som om han var – og det er nok i sig selv. ■

 

Gør det egentlig nogen forskel, om Putin virkelig er højreekstremist? Han opfører sig, som om han var – og det er nok i sig selv
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland