12.12.2019

Islamisk Stat er ikke udraderet, og al-Qaida har flere medlemmer end nogensinde. Desuden er der grund til at tro, at den forventede blowback-effekt fra fremmedkrigere stadig venter forude.

Af Tore Refslund Hamming

Den 29. juni 2014 annoncerede Islamisk Stats nu afdøde talsmand Abu Muhammad al-Adnani genetableringen af ’det islamiske kalifat’ i dele af Irak og Syrien – fem dage senere accepterede Abu Bakr al-Baghdadi, der for nylig blev dræbt af amerikanske specialstyrker, udnævnelsen til kalif. Dette indikerede en ny begyndelse for den sunni-jihadistiske bevægelse. Godt nok havde den været aktiv siden starten af 1960’erne, hvor dens fortalere begyndte at propagandere islamisk revolution, men trods bevægelsens evne til at fange mediernes opmærksomhed havde den mindre held med at implementere et reelt politisk projekt. Annonceringen af kalifatet indvarslede en ny tid, og i de efterfølgende år blomstrede den jihadistiske bevægelse igennem Islamisk Stats voldsorgie og statsprojekt. Sammenlignet med al-Qaidas succes i 2000’erne formåede IS at udkonkurrere sin tidligere allierede, både hvad angår kontrol over territorium, evnen til at tiltrække såkaldte fremmedkrigere og økonomi.

I sine første år var Islamisk Stat unægteligt et succesfuldt projekt, men kalifatets succes blev relativt kortvarig. I december 2017 erklærede den irakiske præsident Islamisk Stat besejret i Irak, og i marts-april 2019 meldte henholdsvis Donald Trump og de kurdiske styrker, at dette også var tilfældet i Syrien. For en iagttager som undertegnede var det dog tydeligt, at disse erklæringer var forhastede. Med daglige angreb i både Syrien og Irak, for ikke at nævne gruppens andre såkaldte ’provinser’ rundtomkring i verden, var det vanskeligt at se, hvordan gruppen skulle kunne kaldes ’besejret’. Samme konklusion nåede Pentagon da også til, da de i august 2019 udsendte en rapport, der konkluderede, at Islamisk Stat endnu en gang er på vej frem i Syrien.

Dette kapitel handler om, hvor den jihadistiske bevægelse befinder sig ’efter kalifatet’. Med udgangspunkt i den transformative periode 2014-2019 diskuterer kapitlet, hvor både Islamisk Stat og al-Qaida står nu: Hvor efterlader jihadisternes erfaringer siden 2014 bevægelsen i dag? Vil den i den kommende tid blive stærkere, eller er den definitivt svækket? Og hvilke strategier kan og vil den vælge i fremtiden?

 

Bevægelsen har ad adskillige omgange eksperimenteret med små politiske projekter, dog uden den store succes, hvilket har skabt en vis berøringsangst for virkelig at prioritere et reelt politisk projekt
_______

 

Nu eller senere?
På trods af dens revolutionære ambitioner har den jihadistiske bevægelse altid været ganske vag omkring det politiske slutprodukt – og processen dertil. Ambitionen har altid været en politisk-religiøs entitet, et emirat eller et kalifat, men mere specifikt er det sjældent blevet beskrevet.

Den nuværende al-Qaida-leder, Ayman al-Zawahiri, beskrev i sin skelsættende bog Knights under the Prophet’s Banner fra 2001, at ’etableringen af en muslimsk stat i hjertet af den muslimske verden ikke er noget nemt mål eller en ambition, som er tæt på at blive realiseret. Hvis den jihadistiske bevægelses målsætning i hjertet af den muslimske verden generelt, og særligt i Egypten, er at facilitere en omvæltning og etablere en islamisk stat, så er det centralt, at den ikke fremskynder sammenstød eller er utålmodig’. Derimod, skriver al-Zawahiri, må bevægelsen ’tålmodigt opbygge dens struktur, indtil den er veletableret. Den må samle tilstrækkeligt med ressourcer og tilhængere samt udarbejde en plan for, hvordan den skal gå til projektet i den specifikke periode og kontekst, som den nu engang vælger’. Al-Zawahiri angiver måske en retning, men langtfra en konkret køreplan for hverken proces eller mål, hvilket understreger, hvor politisk umoden bevægelsen historisk har været.

Bevægelsen har ad adskillige omgange eksperimenteret med små politiske projekter, dog uden den store succes, hvilket har skabt en vis berøringsangst for virkelig at prioritere et reelt politisk projekt. I 2011 udråbte al-Qaida in the Arabian Peninsula (AQAP) i Yemen et islamisk emirat, som dog hurtigt blev nedkæmpet. Nederlaget fik al-Qaidas lederskab til at fraråde oprettelsen af politiske entiteter, indtil den rigtige situation bød sig. Da al-Qaidas gruppe i Maghreb (AQIM) i 2012 udnyttede konflikten i Mali til at erobre store områder i den nordlige del af landet, blev der derfor sendt gode råd fra den resterende del af al-Qaida-organisationen om, at AQIM skulle være yderst påpasselig med at implementere statslignende strukturer.

Men i 2014 begyndte Islamisk Stat at gøre op med den jihadistiske bevægelses historiske ambivalens i forhold til konkrete statsopbygningsprojekter og dermed – i kontrast til al-Qaida – at etablere en reel politisk entitet til at implementere dens religiøse fortolkning i praksis. Disse erfaringer har givet verden svar på, hvordan sådan en politisk entitet skulle se ud. Efter at IS mistede meget af gruppens territoriale kontrol, er der opstået en form for kalifat-nostalgi, der vil præge den jihadistiske bevægelse i de kommende år. På kort sigt er den formentlig mest betydningsfulde arv for den jihadistiske bevægelse de sociale netværk og kamperfaringer, som krigene i Syrien, Irak og på andre aktive fronter har medført.

 

Vi kan derfor forvente, at de seneste års erfaringer fra særligt Syrien og Irak har skabt jihadister, som er ekstremt socialiserede i jihadistisk ideologi, med krigsfærdigheder og med et omfangsrigt internationalt netværk
_______

 

Hvad, hvis de mest dedikerede fremmedkrigere ikke er vendt hjem endnu?
Netop de sociale relationer og praktiske krigserfaringer fra Afghanistan i 1980’erne-1990’erne var afgørende for bevægelsens udvikling i det efterfølgende årti, hvor jihadister etablerede grupper i deres hjemlande for at bekæmpe de lokale regimer. Forskning viser også, at erfaring fra at have kæmpet side og side skaber horisontal samhørighed (horizontal cohesion) – gensidig tillid, brødrefølelse og offervilje – hvilket har stor betydning for oprørsgruppers effektivitet i kamp.

Vi kan derfor forvente, at de seneste års erfaringer fra særligt Syrien og Irak har skabt jihadister, som er ekstremt socialiserede i jihadistisk ideologi, med krigsfærdigheder og med et omfangsrigt internationalt netværk. Dette scenarie forværres af, at grupper som Islamisk Stat og al-Qaida har haft succes med at mobilisere såkaldte fremmedkrigere fra Vesten. Mens fremmedkrigere langtfra er et unikt fænomen, så er antallet af folk fra Vesten, som har tilsluttet sig jihadistiske grupper, historisk højt. Mens mange fremmedkrigere er døde, og andre – efter deres førstehåndsoplevelser med kalifatet – er blevet desillusionerede omkring det jihadistiske projekt, så er der stadig mange vestlige krigere, der er dedikerede. Man må forvente, at de i fremtiden vil gøre brug af de relationer, som de har skabt i Syrien og i Irak.

Forskning viser også, at de personer, der avancerer til seniorpositioner i den jihadistiske bevægelse, har erfaring fra tidligere jihadistiske kamppladser. Fx har Afghanistan-veteraner indtaget en vigtig rolle i Syrien og Irak. Det er derfor sandsynligt, at fremtidens ledere af den jihadistiske bevægelse bliver kendte ansigter fra den nuværende konflikt.

Vi ved, at tillid er særligt vigtig i terroraktioner. I det seneste årti har tusinder af lokale og udlændinge trænet og kæmpet på kamppladser i Syrien, Irak, Yemen, Somalia, Libyen, Mali, Nigeria og Afghanistan (for at nævne de vigtigste). I træningslejrene har krigerne fulgt militære og ideologiske kurser, og deres militære egenskaber er blevet yderligere udviklet i kamp. Mange har opholdt sig så længe i krigszoner, at man kan – i overført betydning – sige, de både militært og intellektuelt har modtaget deres ’videregående uddannelse’ på kamppladsen – på bachelor-, kandidat- og for nogle ph.d.-niveau. De er blevet socialiseret ind i jihadistisk ideologi, og der er etableret en tillid, som er essentiel i hemmelige (såkaldt klandestine) aktiviteter.

Siden 2012 har andelen af terrorister i Vesten med en historik som fremmedkriger været overraskende lav i forhold til historiske eksempler, og det har ledt til en forhastet konklusion om, at truslen fra hjemvendte fremmedkrigere længe har været blæst ud af proportioner. Men der er grund til at tro, at den forventede blowback-effekt fra fremmedkrigere stadig venter forude. Det skyldes dels, at al-Qaida og Islamisk Stat stadig kæmper i adskillige lande, hvorfor det er denne kamp, der for øjeblikket prioriteres, og dels at de jihadister, som fortsat er aktive, også er de mest dedikerede og derfor dem, vi bør frygte mest.

 

Jihadister har alle dage brugt trykte og digitale medier og været ekstremt kreative i deres brug, men med platforme som Facebook, WhatsApp og særligt Twitter og Telegram har de fået nye redskaber til at sprede propaganda
_______

 

Teknologisk udvikling
En anden vigtig udvikling, som allerede har haft enorm betydning for den jihadistiske bevægelse, og som fortsat vil påvirke dens fremtidige aktiviteter, er digitale kommunikationsplatforme – ofte krypterede – som jihadister bruger til både intern og ekstern kommunikation. Jihadister har alle dage brugt trykte og digitale medier og været ekstremt kreative i deres brug, men med platforme som Facebook, WhatsApp og særligt Twitter og Telegram har de fået nye redskaber til at sprede propaganda og til at rekruttere og kommunikere sikkert over landegrænser, hvilket har effektiviseret bevægelsens mediedistribution og gjort den endnu mere international.

Da konflikterne i Syrien og Irak brød ud, var Facebook jihadisternes foretrukne platform som et alternativ til deres hidtidige lukkede internetfora. Det blev senere erstattet af først Twitter og senere Telegram. Grupper som Islamisk Stat, al-Qaida, Hay’at Tahrir al-Sham og Taliban har administreret kontoer på disse platforme, men deres effektivitet er betydeligt forbedret gennem gruppernes tilhængere (også kaldt munasirun), der fungerer som semiuafhængige onlineentreprenører og distributionsnetværk.

Islamisk Stat har været pionererne inden for brugen af digitale platforme, både hvad angår kvalitet og kvantitet. Uofficielle mediecentre har været ekstremt effektive til at distribuere officielt materiale og facilitere diskussion mellem sympatisører, hvilket har mindsket presset på officielle mediecentre, som konstant lukkes ned af de udbydere, hvor de bliver oprettet.

Det er ingen nyhed, at Islamisk Stat lægger stor vægt på onlineaktiviteter. I 2015 publicerede de en bog med titlen Media Operative, You Are a Mujahid [hellig kriger] Too, der forklarer, hvordan gruppen værdsætter digital jihad lige så meget som den militære kamp. I oktober 2018 udsendte Islamisk Stat også en video, som illustrerer dens avancerede IT-struktur og relationen mellem officielle og uofficielle digitale mediecentre. Videoen viser, hvor strategisk og kreativt gruppen arbejder med mediedistribution, herunder en revolutionerende forandring i brugen af digitale platforme. I modsætning dertil er al-Qaidas mediearbejde mere centraliseret med udgangspunkt i officielle institutioner og dermed mindre afhængigt af tilhængeres personlige engagement, både hvad angår produktion og distribution.

Vi må forvente, at jihadister vil fortsætte med at nytænke deres brug af digitale platforme og migrere fra én platform til den næste, i takt med at deres sikkerhed kompromitteres, eller at platformen mister sin anvendelighed. Det vil have både en intern og en ekstern effekt: Internt vil jihadister fortsat have sikre krypterede kanaler til at kommunikere med hinanden, hvilket er helt centralt både lokalt i specifikke konflikter samt i forbindelse med terrorangreb. Eksternt vil jihadister fortsat have gode muligheder for at distribuere deres materiale og gennem fildelingsplatforme sikre, at deres materiale er tilgængeligt over tid, så den næste generation af jihadister kan lukrere på de eksisterende narrativer og religiøse kendelser.

 

Siden da er modsætningsforholdet mellem jihadistiske grupper – og særligt mellem al-Qaida og Islamisk Stat – eskaleret, og de har konsekvent bekæmpet hinanden militært og intellektuelt
_______

 

Fragmentering, polarisering og interne kampe
Islamisk Stats opblomstring kom på bekostning af intern samhørighed i den jihadistiske bevægelse, som fra 2013 og frem fragmenterede. Islamisk Stat havde i en årrække været al-Qaidas lokale gruppe i Irak, men forlod al-Qaida-netværket i februar 2014. Som en selvstændig gruppe begyndte Islamisk Stat at identificere sig selv som en udfordrer til al-Qaida for at blive den dominerende jihadistiske gruppe både lokalt og globalt. Resultatet for bevægelsen var fragmentering og polarisering, hvor grupper og deres munasirun indtog uforenelige positioner, hvilket resulterede i, at de i stigende grad anså hinanden som fjender. For en relativt lille og klandestin bevægelse, som er oppe imod en militær og økonomisk overmagt, var det en yderst problematisk udvikling, der hurtigt spredte sig til at inkludere alle jihadistiske grupperinger.

Siden da er modsætningsforholdet mellem jihadistiske grupper – og særligt mellem al-Qaida og Islamisk Stat – eskaleret, og de har konsekvent bekæmpet hinanden militært og intellektuelt. Min egen forskning viser, at i perioden 2013 til 2019 blev flere end 6.000 jihadister dræbt af andre jihadister på globalt plan. Mens det i starten foregik i al hemmelighed, udviklede det sig over tid til en offentlig affære med billeder og videoer af halshugninger af andre jihadister publiceret på lige fod med gruppens voldshandlinger mod lokale sikkerhedsstyrker og vesterlændinge. Ud over de militære kampe har grupperne også forsøgt at underminere hinandens teologiske og metodiske fundament, delvist for at legitimere den militære kamp, men også som en strategi til at underminere modparten i den igangværende magtkamp. Det er sket gennem brugen af delegitimerende labels og kampagner til at bagvaske rivaliserende ledere og ideologer.

Intern konflikt er et sensitivt og kontroversielt emne i den jihadistiske bevægelse, da det for alle sider involverer konflikt med en gruppe af muslimer, som jihadister ellers anser for at være de mest rettroende, og som de ofte har en lang fælles historik med. Derfor beroede den stigende rivalisering mellem jihadistiske grupper også på en ny diskurs for at legitimere intern konflikt. For Islamisk Stats vedkommende begyndte gruppen fra 2015 at definere al-Qaida som ’frafaldne’, hvorfor angreb mod gruppens medlemmer ikke repræsenterede et angreb mod rettroende muslimer. For at kunne give et militært modsvar konkluderede al-Qaida, at Islamisk Stat var en genkomst af den historiske sekt khawarij, der godt nok anses som muslimer, men som profeten opildnede til kamp imod. Denne italesættelse af ’legitim’ intern konflikt sammenholdt med de efterfølgende militære kampe har socialiseret den nuværende generation af jihadister og normaliseret en tidligere ellers så kontroversiel handling. Det kan derfor forventes, at grupper af jihadister også fremover vil kunne betragte andre grupper som deres fjender. Det vil ikke kun koste jihadisterne dyrebare ressourcer, heriblandt menneskeliv, men også fjerne fokus fra deres kamp mod en fælles fjende.

 

Efter Islamisk Stats tilbagegang, der begyndte i 2015-2016, kan man dog med en vis troværdighed konkludere, at al-Qaidas model har været mere langsigtet, og at gruppen står styrket vis-a-vis dens primære rival
_______

 

Styrkeforholdet mellem al-Qaida og Islamisk Stat
Spørgsmålet er så, hvordan de seneste års udvikling – og ikke mindst rivaliseringen mellem al-Qaida og Islamisk Stat – efterlader de to grupper og det interne styrkeforhold. Det har utvivlsomt været Islamisk Stat, der har fået mediernes primære opmærksomhed, og som har formået at tiltrække flest sympatisører siden sin oprettelse, mens al-Qaida – den i vestlig optik ellers så berygtede gruppe – er gået mere under radaren.

Efter Islamisk Stats tilbagegang, der begyndte i 2015-2016, kan man dog med en vis troværdighed konkludere, at al-Qaidas model har været mere langsigtet, og at gruppen står styrket vis-a-vis dens primære rival. På trods af at højtstående individer fra tid til anden bliver dræbt, har al-Qaida fortsat lokale grupperinger i adskillige lande, som forbliver loyale til det globale lederskab. Antalsmæssigt er gruppen stærkere end nogensinde før, og den har formået at bibeholde alliancer med adskillige andre jihadistiske grupper – heriblandt med Taliban som den vigtigste alliancepartner.

Men den måske mest centrale faktor er, at gruppen ikke længere anses som Vestens primære fjende. Fremkomsten af Islamisk Stat, en mere brutal gruppe med en konkret politisk ambition, relativerede al-Qaidas position og identitet, hvilket gav den betragteligt bedre arbejdsbetingelser. Dermed ikke sagt, at Vesten og lokale regimer er stoppet med at bekæmpe al-Qaida, men det betyder, at presset på gruppen er lettet betydeligt.

Samtidig har al-Qaidas pragmatiske og alliance-fokuserede tilgang betydet, at gruppen er lykkedes med at sikre en mere rodfæstet lokal forankring i mange af de områder, hvor den er til stede. I 2009-10 formulerede Usama Bin Laden en ny hearts and minds-strategi, ikke helt ulig den amerikanske militærstrategi i først Vietnam og senere Afghanistan og Irak, som hans efterfølger, al-Zawahiri, også har taget til sig. Al-Qaida ved, at gruppen ikke kan opnå sine målsætninger uden en betydelig lokal opbakning, hvilket indebærer en vis pragmatisme i forhold til både at tolerere religiøs diversitet samt at administrere gruppens territorium.

Islamisk Stat, IS, er ikke tilnærmelsesvis så stærk som ved sit zenit i 2014-2015, og udviklingen går utvivlsomt den forkerte vej, hvilket særligt blev symboliseret, da både gruppens kalif, al-Baghdadi, og hans talsmand, Abu al-Hassan al-Muhajir, blev slået ihjel 27. oktober 2019. Men udmeldinger om kalifatets opløsning er pinligt fejlagtige og et udtryk for, at vi ikke har lært meget af de mere end 20 års kamp mod jihadister: Islamisk Stat er fortsat meget mere end et ’virtuelt kalifat’, som det til tider beskrives, og gruppen har endda intensiveret sine aktiviteter det seneste år i områder som Vestafrika, mens nye ’provinser’ er blevet etableret i adskillige lande. Flere af de steder, IS er aktiv, er den sandsynligvis stærkere end Al-Qaida militært og økonomisk – også selvom gruppens samlede økonomi er stærkt formindsket, antallet af krigere er dalende, og dens brand lider under de seneste års tilbagegang. Og adskillige forhold i både Syrien og Irak indikerer, at gruppen har det nødvendige strukturelle fundament til at genopbygge sig selv. At Islamisk Stat også ser positivt på sine fremtidige muligheder, blev da også bekræftet, da gruppen den 31. oktober annoncerede al-Baghdadis efterfølger, Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurayshi. Abu Ibrahim blev ikke kun udnævnt som ny leder, men også som ny kalif.

 

Hvad vi kan være sikre på, er, at al-Qaida og Islamisk Stat fortsat vil eksistere som separate grupper i adskillige år
_______

 

Fremtidens jihadistiske bevægelse
Hvad vi kan være sikre på, er, at al-Qaida og Islamisk Stat fortsat vil eksistere som separate grupper i adskillige år. Snak om genforening mellem de to grupper er utopisk – dertil har de seneste års interne konflikt efterladt for dybe sår. Men der begynder at være indikationer på, at den jihadistiske bevægelse står over for en ny intern udfordring i form af to divergerende visioner.

Den ene – og velkendte – vision er, hvad al-Qaida og Islamisk Stat har efterstræbt, nemlig jihad som en global kamp, der er styret af religiøse principper, som sikrer et stabilt forhold mellem religion og politiske prioriteter (checks and balances). Den anden vision er jihad som en nationalt fokuseret kamp, der formes af den politiske virkelighed, som den udkæmpes i.

Den første vision, som af jihadister omtales som ’Elitens Jihad’ (jihad al-nukhbah), prioriterer et ufravigeligt religiøst fundament, der ikke kan vige for politiske hensyn. Mens den anden vision, ’Nationens Jihad’ (jihad al-ummah), ellers netop mener, at politiske hensyn er nødvendige, hvis det jihadistiske projekt skal lykkes. Taliban har længe forfulgt en vision, der minder om ’Nationens Jihad’ (jihad al-ummah), men visionen er først rigtig blevet italesat af Hay’at Tahrir al-Sham i Syrien, som i juli 2016 forlod al-Qaida netop på grund af divergerende visioner for fremtidens Jihad.

Ikke alene Taliban, men også en gruppe som Hay’at Tahrir al-Sham, der tidligere var kendt som Jabhat al-Nusra og nu er den dominerende gruppe i Syriens Idlib-provins, forsøger altså at integrere et politisk rationale som determinerende for deres strategi på bekostning af religiøs rigiditet. Den jihadistiske bevægelse har naturligvis altid været politisk, men med jihad al-ummah bliver grænsen mellem det politiske og religiøse langt mere flydende, hvorfor vi i fremtiden potentielt vil kunne se jihadistiske grupper bevæge sig tættere på konventionelle politiske processer. Faren for disse grupper er dog, at store dele af deres ’medlemmer’ stadig støtter jihad med et stærkt religiøst fundament. I tilfælde af at grupperne indgår for mange religiøst kontroversielle politiske kompromiser, som fx Talibans forhandlinger med amerikanerne eller Hay’at Tahrir al-Shams alliance med Tyrkiet, er risikoen, at vi vil vi se dem fragmentere yderligere.

Selvom Islamisk Stats kalifat har haft både positive og negative indvirkninger på den samlede jihadistiske bevægelse, er der ingen tvivl om, at den står stærkere end nogensinde før. Og det er på trods af, at Vesten siden 2001 har kæmpet en indædt kamp for at komme det militante fænomen til livs. Men jihadisterne har indtil nu vundet kampen, ikke mindst på grund af deres kreativitet samt evne til at udnytte social utilfredshed lokalt og globalt til at rekruttere nye medlemmer. Hvis vi ikke formår at adressere disse udfordringer, vil de udgøre en trussel i mange år fremover. ■

 

Selvom Islamisk Stats kalifat har haft både positive og negative indvirkninger på den samlede jihadistiske bevægelse, er der ingen tvivl om, at den står stærkere end nogensinde før
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne