18.04.2019

Operation Barkhane skal bremse terror, ustabilitet og migration. Nu bliver Danmark en del af indsatsen.

Af Torben Toftgaard Engen

”Knus alt foran jer, og ryk hurtigt frem”. Sådan lød meldingen i januar 2013, da den franske præsident, Francois Hollande, talte til de godt 4.000 franske soldater, som skulle sendes til Mali i et forsøg på at forhindre statens totale kollaps. Situationen i Mali, der frem til 2012 ellers var et relativt socialt og politisk stabilt afrikansk land, forandrede sig brat i 2012, hvor militante islamister og oprørere rykkede fra Libyen ind i Mali og startede et oprør mod Malis regering. På et FN-mandat – og som et svar på en bøn om hjælp fra regeringen i Bamako – blev soldater sendt afsted fra baser i Frankrig, Senegal og Elfenbenskysten med kurs mod Mali.

Operation Serval, forløberen til operation Barkhane, havde ikke en længerevarende militær opbygning, som man eksempelvis så under Golfkrigene eller operationerne i Afghanistan, der udviklede sig over flere år. De franske soldater blev indsat direkte i kamp, efterhånden som de ankom til Mali. I løbet af en måned var hovedstaden reddet, og i løbet af de næste fem måneder fortsatte de franske styrker – uden pause – deres angreb på oprørerne og de militante islamistiske grupper og rykkede helt frem til grænsebyen Kidal, næsten 1.200 km fra Bamako. I slutningen af 2013 var oprøret i Mali næsten slået ned. Men de militante islamistiske grupper var begyndt at sprede sig til nabolandene, og med dem spredte urolighederne og oprøret sig også.

Konflikten var blevet regional, og for at håndtere den etablerede Frankrig Operation Barkhane, som skulle fortsætte kampen mod militante islamistiske grupper ikke kun i Mali, men i hele Sahel-regionen. Af nogle kaldes den en stabiliseringsoperation, og af andre en antiterrorindsats. Men franskmændene og deres samarbejdspartnere er, uanset betegnelsen, i krig i Sahel.

Der er meget på spil. Den øgede migration, spredning af terror og stigende ustabilitet hæmmer den demokratiske udvikling i regionen, og det kan få konsekvenser for europæisk – og dansk – sikkerhed. Og den franske militæroperation – herunder dens antiterrorindsatser – har succes med at skabe stabilitet i området og har samtidig mindsket migrationen mod Europa. De franske militære resultater er imponerende, især når det tages i betragtning, at styrkerne er indsat i et område, der er fem gange større end Frankrig, mod ekstremt voldelige modstandere og med lokale samarbejdspartnere, som ofte begår overgreb mod lokalbefolkningen.

Danmarks regering ønsker nu at engagere sig militært i Operation Barkhane. Dels som en del af den globale kamp mod terror, dels for at bremse den migration, som går gennem området på vej mod Europa. I første omgang drejer det sig om et militært bidrag på to transporthelikoptere og ca. 70 soldater, som skal indgå fra udgangen af 2019 og ca. 12 måneder frem. Men inden debatten om dansk deltagelse i en franskledet militær operation kan begynde, så er det væsentligt at kende baggrunden for konflikten og de udfordringer, som de danske soldater skal konfronteres med i krigen på Europas sydflanke.

 

I takt med at oprøret spredte sig, gennemførte den desillusionerede og underbetalte regeringshær et militærkup, som kastede Mali ud i et politisk og sikkerhedsmæssigt kaos
_______

 

Malis kollaps og Frankrigs intervention
Vejen til krigen i Mali startede i Libyen i 2011, hvor Det Arabiske Forårs protestbevægelse førte til borgerkrig og vestlig intervention. Muammar Gaddafis død og det efterfølgende regimeskifte i Libyen medførte, at ’arbejdsløse’ og svært bevæbnede lejesoldater fra tuareg-folket, som havde været i Gaddafis tjeneste, vendte hjem og krævede selvstændighed for deres hjemprovins Azawad i den nordlige del af Mali. Snart kæmpede tuareg-oprørerne i alliance med al-Qaeda-støttede islamister, der sammen drev den maliske hær ud af den nordlige del af landet og erklærede et selvstændigt Azawad i april 2012.

I takt med at oprøret spredte sig, gennemførte den desillusionerede og underbetalte regeringshær et militærkup, som kastede Mali ud i et politisk og sikkerhedsmæssigt kaos. Manglen på politisk ledelse og militærets magtesløshed gav oprøret yderligere momentum. De religiøse ekstremister indførte en streng sharialovgivning, destruerede oldtidsmonumenter og lukkede de oprørskontrollerede områder af for omverdenen. Kort tid efter begyndte interne stridigheder mellem tuaregerne og islamisterne om ledelsen af Azawad, og der brød væbnede kampe ud mellem de to grupperinger.

Krisen i det nordlige Mali sendte over en million mennesker ud i en sultkatastrofe og hundredtusindvis på flugt. Militærregeringens magtesløshed over for situationens udvikling betød, at den overdrog magten til en civil overgangsregering, som søgte støtte fra FN til genoprettelse af stabilitet i landet. I december 2012 vedtog FN’s Sikkerhedsråd derfor resolution 2085, der autoriserede en stabiliseringsmission i Mali, som i 2013 udviklede sig til FN-missionen MINUSMA. Samtidig bad Malis overgangsregering Frankrig om hjælp til at bekæmpe oprøret i nord og de militante islamister, der var begyndt at trænge frem i det centrale Mali. I januar 2013 accepterede Frankrig invitationen fra Malis regering. Franskmændene iværksatte derefter Operation Serval fra eksisterede franske baser i Elfenbenskysten, i Senegal og Tchad.

Det primære mål for Operation Serval var at støtte Malis sikkerhedsstyrker i kampen mod de islamistiske terrororganisationer og oprørsstyrkernes fremmarch og samtidig genoprette den territorielle integritet i det nordlige Mali. Frankrigs intervention var understøttet af en lang række internationale partnere, først og fremmest USA, men også Storbritannien og Belgien samt Danmark, som sendte bl.a. et af flyvevåbnets Herkules-transportfly. I en kombination af effektiv brug af de militære midler blev separatisterne og de islamistiske gruppers fremrykning forhindret, og Malis kollaps blev standset. Men roden til konflikten blev ikke adresseret. Islamisterne fastholdt deres tilstedeværelse i landet, hvorfra de spredte deres aktiviteter til hele Sahel-regionen – fra Mauretanien i vest til Tchad i øst. På den baggrund indledte Frankrig i august 2014 i forlængelse af Serval den nye Operation Barkhane – nu med et regionalt perspektiv, der dækker hele Sahel.

 

I en kombination af effektiv brug af de militære midler blev separatisterne og de islamistiske gruppers fremrykning forhindret, og Malis kollaps blev standset. Men roden til konflikten blev ikke adresseret
_______

 

Operation Barkhane
Til forskel fra oprørsbekæmpelse i Afghanistan og Irak, hvor samtænkning, udvikling og institutionsopbygning blev en central del af operationen, er Operation Barkhane en ren militær antiterroroperation, hvor den offensive kamp mod terrorgrupperne er det centrale element, og operationens mål alene er neutralisering af de væbnede grupper.

I kampen benytter franskmændene en kombination af i) nålestiksoperationer udført af specialoperationsstyrker, samt ii) højmobile infanterister og droner til nærkamp. At Frankrig har valgt den tilgang, er også et resultat af landets begrænsede militære ressourcer: Antallet af nødvendige soldater til en snæver antiterroroperation er langt mindre end til de bredere og mere ambitiøse interventioner som i Irak og Afghanistan.

De i alt ca. 4.500 soldater, som udgør den militære del af Barkhane, er fordelt på baser i Sahel-regionen, hvorfra de primært opererer i Mali, Niger og Tchad. Yderligere har Frankrig, parallelt med Operation Barkhane, indsat en Task Force Sabre, som består af ca. 400 specialoperationsstyrker. Sabre gennemfører primært indhentning af efterretninger i hele Sahel til støtte for Barkhane og sekundært egentlige kampoperationer. Frankrig har derudover en permanent base i Tchad med 1.000 soldater og logistiske faciliteter for Barkhane.

Frankrigs største vestlige partner i regionen er USA, som bidrager til Barkhane med efterretninger, logistik og basefaciliteter. Storbritannien og Canada støtter ligeledes missionen logistisk, og Estland indgår i operationen med egentlige kampenheder. Men hovedparten af kamptropperne kommer fra Frankrig.

Kampoperationerne udføres væsentligt forskelligt fra fx de vestlige kampoperationer i Afghanistan og Irak. Overordnet kan forskellen bedst forklares ved, at Barkhane har en offensiv og mobil tilgang, hvorimod fx NATO i Afghanistan mere defensivt fokuserede på at beskytte, stabilisere og udvikle områderne. I Barkhanes operationer er hastighed frem for beskyttelse af egne soldater afgørende. Slutteligt er Barkhanes logistiske organisation ca. halvdelen af en lignende amerikansk enhed. Det opnås dels ved en reduktion af ’komforten’, såsom anvendelsen af telte, et minimum af kontakt til omverden og få forbrugsgoder. Og dels en højere accept af risici, bl.a. ved at fravælge tungere militært materiel. Det gør ikke nødvendigvis risikoen for tabene større, men kræver derimod soldater med et højt træningsniveau. Der har været få militæroperationer i lighed med Barkhane i nyere tid. Det tætteste, man kommer på en sammenlignelig operation, er USA’s Task Force Ranger i Somalia i 1993, som nok er bedst kendt fra filmen Black Hawk Down, eller USA’s Operation Enduring Freedom i Afghanistan i 2001.

 

Der har været få militæroperationer i lighed med Barkhane i nyere tid. Det tætteste, man kommer på en sammenlignelig operation, er USA’s Task Force Ranger i Somalia i 1993, som nok er bedst kendt fra filmen Black Hawk Down
_______

 

Det håbløse hjørne af verden
For Frankrig har hovedfjenden i konflikten altid været al-Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM). Det var AQIM’s forløber (GIA), der gennemførte terroraktioner, bl.a. flykapringen af Air France Flight 8969 i 1994, bombeattentaterne i Paris i1995-1996 og en række andre attentater frem til 2007. Disse angreb var motiveret af Frankrigs støtte til Algeriets regering i dens kamp mod lokale islamistiske oppositionsgrupper. I 2011 udførte gruppen et bombeattentat på den franske ambassade i Mauretanien, hvorefter de i 2012 deltog i de væbnede islamister og separatisters angreb i Mali, Frankrigs nære samarbejdspartner i regionen.

Barkhanes operationsmiljø er præget af det særlige bånd mellem Frankrig og landene i Sahel. For det er i dette særlige – og på nogle måder ekstreme – miljø, man finder årsagerne både til operationens succes og dens udfordringer.

AQIM var nemlig ikke Frankrigs eneste grund til at intervenere i Mali og senere i hele Sahel. Der er særlige historiske og kulturelle bånd mellem Frankrig og landene i regionen. Disse bånd er den dybereliggende motivation for Frankrigs engagement og er også årsagen til, at Mali bad netop Frankrig – og ikke USA eller Storbritannien – om hjælp. Sahel-landene er alle tidligere franske kolonier og alle en del af det Afrique équatoriale francaise, som eksisterede fra 1910 til 1960 og blev styret af en fælles fransk myndighed, med henblik på at landene i regionen med tiden kunne blive en integreret del af Frankrig på en måde, som kan sammenlignes med det danske rigsfællesskab.

I synet på sine kolonier var Frankrig væsentligt forskelligt fra andre europæiske kolonimagter i Afrika. For Storbritannien var koloniseringen mere økonomisk motiveret – udgangspunktet var at udnytte områdernes ressourcer. Men Frankrig havde en anden og sideløbende mission, som indebar assimilering af den lokale befolkning. De lokale kulturer, sprog og religioner måtte undertrykkes, fordi landene skulle gøres til en del af Frankrig. I en fransk tankegang er landene i Sahel populært sagt aldrig helt blevet selvstændige, men anses som fjerne ’familiemedlemmer’, der har fransk som hovedsprog og deler fælles historie og værdier med Frankrig.

Når man betragter Sahel udefra, er regionen ikke bare en række tidligere franske kolonier eller en håndfuld svage stater, men også et enormt område med kun få større byer og en relativt lille og spredt befolkning. Området er enormt, og det har en udstrækning fra vest til øst som USA. Der er stort set ingen infrastruktur uden for hovedstæderne, og alle forsyninger og materiel til Barkhane må flyves ind fra udlandet. Det varme steppeklima, med gennemsnitstemperaturer på 36-42 grader, slider hårdt på soldaterne og deres højteknologiske materiel. Geografien og klimaet betyder, at logistikken for Barkhane er langt mere krævende end for andre militæroperationer, og at helikoptertransport og transportfly er afgørende for indsatsen på jorden. Soldaterne er derfor let udrustede, og kampvogne, artilleri og andet tungt materiel anvendes stort set ikke. Dels på grund af afstandene, dels fordi de er for logistisk krævende til den sparsomme infrastruktur. Desuden er modstanderne alligevel for spredte til, at man for alvor kan udnytte disse våbentyper. De franske enheder anvender derimod lette, upansrede hjulkøretøjer og helikoptere.

De væbnede militante grupper i Sahel er opstået på baggrund af interne oprør, kriminalitet og udefrakommende islamistiske strømninger. Alle disse elementer har haft gode vækstmuligheder i området takket være svage og illegitime statsmagter samt en humanitær krise. Disse ’lovløse’ områder betyder bl.a., at væbnede grupper kan forberede, træne og generere indkomst via kriminelle aktiviteter og indføre en alternativ styreform.

 

Barkhanes operationsmiljø er præget af det særlige bånd mellem Frankrig og landene i Sahel. For det er i dette særlige – og på nogle måder ekstreme – miljø, man finder årsagerne både til operationens succes og dens udfordringer
_______

 

Derudover tiltrækkes mange lokale af de islamistiske grupper på grund af regeringsstyrkernes overgreb mod deres egne befolkninger. I mange tilfælde opnår de militante islamistiske organisationer således legitimitet i lokalbefolkningen ved at tilbyde alternative tilhørsforhold, økonomiske ressourcer samt beskyttelse af rekrutternes familie mod overgreb fra regeringen eller andre væbnede grupper. For rekrutterne handler det ofte mere om at få et ’arbejde’ og en identitet end om religiøse årsager. Det at melde sig ind i en terrororganisation kan give omkring 4.500 danske kroner om måneden, hvilket er seks-syv gange så meget som gennemsnitslønnen i Vestafrika. De indtægter, der finansierer terrorgrupperne og er afgørende for at kunne udbetale så favorable ’lønninger’, kommer primært fra kriminelle aktiviteter, såsom kidnapning, salg af råstoffer og afpresning af lokale. For den enkelte rekrut giver medlemskabet prestige, sikrer familien og muliggør giftermål.

De islamistiske grupper, der opererer i Sahel, kan generelt opdeles i enten al-Qaeda-affilierede grupper, der har deres udspring i lokalmiljøet, eller løst knyttede underafdelinger af Islamisk Stats globale jihad. I Sahel har de to hovedretninger mange betegnelser. Nusrat al-Islam er en paraplyorganisation, der inkluderer Ansart Dine, al-Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM) samt al-Mourabitoun og Katiba Macina. Islamisk Stat er repræsenteret i Sahel med bl.a. grupperne Islamic State Greater Sahara og Islamic State West Africa – det tidligere Boko Haram. En måde at forstå de islamistiske væbnede gruppers organisering og succes på er at sammenligne dem med modeller for internationale firmaer, som enten har et fælles ’brand’ eller er en lokal afdeling af moderorganisationen. Efter denne analogi opererer al-Qaeda som et franchisingsystem eller ’brand’, hvor lokale grupper gennemfører terroraktiviteter ud fra et centralt al-Qaeda-koncept, støttet af rådgivere og materiel [se David Vestenskovs artikel om Afghanistan på s. xx i dette nummer af RÆSON, red.]. IS kan derimod mere opfattes som en global koncern, der opretter datterselskaber lokalt eller samarbejder med affilierede lokale aktører som Boko Haram.

Antallet af islamistiske krigere i Sahel er svært at anslå. En af grundene er, at krigerne regelmæssigt flytter rundt mellem grupperne. Nogle kæmper kun lejlighedsvist, og andre er kun løst tilknyttet de respektive organisationer. Men det samlede antal kan i perioder være over 30.000.

De militante islamister har optimale forhold til at udvikle og sprede sig på grund af porøse grænser og store områder med et magtvakuum, hvor myndighedernes fravær bliver fyldt af både væbnede grupper, kriminelle og parallelle stammestrukturer. Disse ’lovløse’ områder tjener bl.a. til, at væbnede grupper kan forberede, træne og generere indkomst via kriminelle aktiviteter til senere aktioner. Det er dog ikke alle væbnede grupper, som har nationale ambitioner og anvender terror for at nå deres mål – de fleste grupper er funderet i lokalsamfundet, fx militser og stammekrigere. At betegne alle væbnede grupper som terrorister kan være en lokal regerings måde at få hjælp på – fx fra Barkhane – til at bekæmpe konkurrerende magtstrukturer.

 

Det svage punkt ved operationen er, at Frankrig har for få konventionelle styrker i regionen til permanent at kunne kontrollere det enorme område
_______

 

En militær succes med politiske udfordringer
Operation Barkhane har med succes signaleret Frankrigs militære handlekraft i forhold til de militante islamistiske bevægelser i regionen og ’forstyrret’ migrationsruterne mod Europa. Franskmændene og deres samarbejdspartnere har påført de islamistiske grupper både økonomiske, prestige- og personelmæssige tab samt mindsket deres evne til at genopbygge deres styrker i Sahel.

Men det er ikke alt, der har været en succes.

Et er at signalere militær handlekraft, noget andet er at konsolidere sine succeser. Det svage punkt ved operationen er, at Frankrig har for få konventionelle styrker i regionen til permanent at kunne kontrollere det enorme område. Derfor er nye væbnede grupper og kriminelle organisationer opstået i det magtvakuum, som de nedkæmpede væbnede grupper tidligere fyldte ud.

De væbnede grupper har spredt sig over et større område end før, hvilket betyder, at de få soldater i Barkhane har svært ved at skabe overlegenhed over for terroristerne i alle hjørner af Sahel. Operationen lægger beslag på store dele af Frankrigs lille beholdning af helikoptere, transportfly og logistiske enheder. Også Frankrig har de seneste år sparet på forsvaret, og landet har ikke længere evnen til alene at gennemføre en mindre, men længerevarende militærkampagne. Barkhane kan derfor kun fortsætte, hvis USA og Storbritannien fortsat stiller transportressourcer, logistik og baser til rådighed for operationen.

Kritikere har påpeget konsekvenserne af, at Frankrig med Operation Barkhane støtter de lokale regeringer og deres sikkerhedsstyrker. Staterne i regionen er kendetegnet ved, at de hverken har solide statsstrukturer eller den brede legitimitet i lokalbefolkningerne, som er afgørende for at fastholde succeserne i kampen mod de militante islamister. Staterne er meget sårbare og har en lav absorberingsevne over for ekstern assistance, herunder militær bistand. Der er set eksempler på, at lokale styrker, der er blevet trænet af militære instruktører fra Barkhane, har brugt deres nye evner til overgreb på civile. Barkhane bliver derved en del af årsagen til krisens forlængelse, udvikling og spredning. Men paradokset er, at et samarbejde med lokale regeringsstyrker er den eneste måde, hvorpå lokale soldater kan påvirkes til at gennemføre fremtidige operationer, der er i overensstemmelse med international folkeret.

Der kan argumenteres for, at Frankrig er for lille en aktør til alene at sikre gennemførelsen af antiterrorindsatserne i det vestlige Sahel, især når hverken EU eller USA endnu har vist sig villige til at intervenere i regionen med et større antal landbaserede militære styrker. Det kan derfor vise sig, at målene for Operation Barkhane er for ambitiøse i forhold til Frankrigs militære ressourcer. Måske vil den interne politiske velvilje i Frankrig blandt både vælgere og politikere til Frankrigs længste militære engagement siden Algier-krigen svinde med tiden. For øjeblikket er støtten til Operation Barkhane høj, men den er ressourcekrævende og ved evt. høje tab kan den ende som en politisk belastning for præsidenten.

 

Danmarks bidrag vil kunne gøre en forskel – og vil i hvert fald blive hilst velkommen i Paris
_______

 

Når alt dette er sagt, så er Operation Barkhane den eneste militære intervention i Sahel, som adresserer både terrorisme, migrationsproblematikken og den generelle ustabilitet i regionen. Et dansk militært bidrag til operationen kan derfor både bidrage til at skabe stabilitet og reducere den humanitære krise og vil desuden kunne vinde alliancepolitiske point hos franskmændene.

Operation Barkhanes succes afhænger af fortsatte klare mål, minimal politisk indblanding i de enkelte militære operationer og et tæt samarbejde med lokale partnere – gode såvel som dårlige. Men de svage stater i regionen har som nævnt en lav absorberingsevne over for ekstern assistance, herunder militær bistand. Flere penge, mere teknisk bistand, flere soldater etc. vil ikke være nok i sig selv, hvis der ikke samtidig bidrages til at bygge stærkere og mere legitime statslige kapaciteter i regionen.

Danmarks bidrag vil kunne gøre en forskel – og vil i hvert fald blive hilst velkommen i Paris. Bare de få danske helikoptere gør Operation Barkhane mere effektiv i terrorbekæmpelsen og i bremsningen af migrationsstrømme, men politisk viser det også, at Danmark står sammen med Frankrig i forsøget på at stabilisere regionen. På den vis medvirker bidraget til at vise Frankrig, at Danmark støtter Frankrig i at tage ansvar for fælles europæiske sikkerhedspolitiske udfordringer. Samtidig sender bidraget – om end et mindre og ad omveje – et signal til USA om, at Danmark trods alt har viljen til at indsætte militære kapaciteter i den fælles globale krig mod terror, når nu viljen til at hæve forsvarsudgifterne til 2 procent er fraværende.

At Danmark ender med at sende helikoptere til Sahel, er ikke bare resultatet af en politisk afvejning, men også af militærfaglige overvejelser. Det danske forsvar har få kapaciteter, som meningsfuldt kan udsendes til Operation Barkhane. Der er huller i geledderne, meget materiel er nedslidt efter indsættelser i Irak og Afghanistan, og andre enheder er under opbygning for at imødegå truslerne fra øst. På trods af at forsvaret tilføres flere penge med de sidste forsvarsforlig, så indfases midlerne først for alvor i 2023 og løser derfor ingen problemer nu. Formodentlig var der kun to mulige militære bidrag, som kunne komme i spil til Operation Barkhane: enten specialoperationsstyrker eller det valgte helikopterbidrag. Udsendelsen af specialoperationsstyrker indebærer en større risiko for danske tab, og at de kunne blive indsat i operationer på kanten af dansk lovgivning. Det valgte helikopterbidrag er svar på et eksplicit operativt behov hos en allieret, og der er mindre politisk risiko ved dette valg end ved indsættelse af specialoperationsstyrkerne. ■

 

Operation Barkhanes succes afhænger af fortsatte klare mål, minimal politisk indblanding i de enkelte militære operationer og et tæt samarbejde med lokale partnere – gode såvel som dårlige
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland