15.02.2019

.

Regeringens forslag til en sundhedsreform affejer det inddragende folkestyre og erstatter det med en indviklet konstruktion med alt for mange niveauer præget af hæmmende bureaukrati. Bliver reformen til virkelighed, er det regneark og rationalisering, der for fremtiden vil vinde over visioner og værdier.

Af Tommy Kjelsgaard, vicedirektør i Danske Regioner

Hvornår har en udemokratisk og bureaukratisk struktur nogensinde gavnet borgerne? Mit svar er et klart ”aldrig”. Derfor ser jeg med stor skepsis på regeringens forslag om en sundhedsreform, der vil gøre sundhedsvæsenet til en bureaukratisk højborg og samtidig tage indflydelsen fra borgerne.

Regeringen vil udvide den nuværende struktur i sundhedsvæsenet fra tre til fem lag. De to ekstra lag kommer i form af fem administrative forvaltninger med en udpeget bestyrelse og en national bestyrelse, som også har medlemmer udpeget af regeringen. Lagene skal huse embedsmænd og administration, der skal agere teflon mellem borgere og magthavere. Ligesom lagene skal gøre det ud for regionsrådene, der i dag giver demokratisk legitimitet til Danmarks sundhed.

Samtidig er der med reformudspillet klar tale fra regeringens ministre: Den virkelige magt bliver placeret hos dem. For mens embedsmænd skal sørge for, at pengene passer, så får sundhedsministeren sammen med sine ministerkolleger nu solo-ansvar for at udstikke kursen.

Regeringens fem administrative forvaltninger og den nationale bestyrelse skal stå i spidsen for sundhedsvæsenet, men bestå af medlemmer udpeget af regeringen. Reformen varsler, at det er regneark og rationalisering, der for fremtiden vil vinde over visioner og værdier i vores fælles sundhedsvæsen. For hvor de regionale politikere med folkevalgte mandater i ryggen vejer både økonomiske og menneskelige hensyn op mod hinanden, så vil embedsmænd og bestyrelsesfolk sandsynligvis veje økonomien højest – de skal ikke stå til ansvar for vælgerne hvert fjerde år.

 

For hvor de regionale politikere med folkevalgte mandater i ryggen vejer både økonomiske og menneskelige hensyn op mod hinanden, så vil embedsmænd og bestyrelsesfolk sandsynligvis veje økonomien højest
_______

 

I dag karakteriseres sundhedsvæsenet af en struktur med gennemslagskraft. Først og fremmest mødes borgerne af engageret sundhedspersonale, der dag og nat sørger for, at Danmark forbliver et trygt sted at blive syg.

Har borgerne så inputs, gode idéer eller kritik at give videre på baggrund af deres oplevelser i sundhedsvæsenet, så står regionsrådspolitikerne til rådighed, og du finder dem på valglisterne med fire års mellemrum. Det er det, som definerer forpligtende ansvar og demokratisk legitimitet, fordi det er op til borgerne at afgøre, om der er blevet truffet de rigtige beslutninger. Og det er det, der adskiller sundhedsreformens to nye administrative led fra det nuværende, der i langt højere grad er borgerinddragende.

Sundhedsvæsenet har i regionsrådene tradition for brede aftaler på tværs af det politiske spektrum. Det giver langsigtede løsninger og dermed langsigtede resultater. Det gør sig igen gældende, fordi politikerne vejer økonomien og de menneskelige hensyn. Skal det fx forblive attraktivt at bo i yderområderne, så kræver det ikke bare, at økonomien går op her-og-nu, men at der også bliver tænkt i langsigtede indsatser på blandt andet sundhedsområdet, der sikrer, at flere bliver i eller flytter til området. Regionsrådene inkluderer politikere og partier med hver deres holdninger, visioner og prioriteringer. Men alle har de det demokratiske grundlag til fælles. Det sikrer, at aftalerne bliver indgået med øje for borgernes ve og vel.

70,7 procent af de stemmeberettigede danskere satte ved sidste regionsrådsvalg deres kryds ved et parti eller en politiker. Det er næsten præcis som stemmeprocenten ved valget til byrådene, hvor 70,8 procent stemte. Af de 70,7 procent valgte hele 54 procent at stemme på den personlige kandidat, som de mente, bedst repræsenterede dem i regionsrådet. Det er tre procentpoint flere end ved Folketingsvalget i 2015.

Det viser, at danskerne vil det regionale demokrati, og at de udøver en vigtig indflydelse på sundhedsvæsenet. Regeringen lukker med sin sundhedsreform øjnene for vigtigheden af den indflydelse, og de lukker døren for de gode inputs, som regionsrådspolitikerne i dag glædeligt modtager.

Med regeringens forslag til en sundhedsreform affejes det inddragende folkestyre og erstatter det med en indviklet konstruktion med alt for mange niveauer præget af hæmmende bureaukrati. Resultatet? Borgerne får betydeligt sværere ved at finde rundt i et system, der gavner sundhedsministerens og embedsmændenes indflydelse.

 

Resultatet? Borgerne får betydeligt sværere ved at finde rundt i et system, der gavner sundhedsministerens og embedsmændenes indflydelse
_______

 

Én faktor er den demokratiske indflydelse, men en anden er effekten af, at sundhedsvæsenets struktur kastes op i luften på kaotisk vis.

Jeg frygter, at udviklingen ryger ud til højre, hvis udpegede bestyrelser sætter sig på sundheden. Det er set talrige gange, at et samarbejde mellem fagfolk og embedsmænd har resulteret i stilstand. Regionerne er i dag garant for udviklingen i sundhed til gavn for os alle – Hvad enten det gælder specialiseret hjælp til handicappede, nye, effektive måder at behandle kræftsygdomme eller udviklingen af personlig medicin, der sikrer individuel forebyggelse, diagnose og behandling.

Jeg frygter, at den statslige styring betyder kaos og voksende forskelle i behandling på tværs af Danmark. Regionerne forsøger hver dag at reducere forskellene i sundhedstilbud. Samtidig er tendensen, at forskellene vokser, når staten står for driften. Ser vi på fx domstolene eller uddannelsesområdet, er der store forskelle på henholdsvis behandlingstider og undervisningstimer, afhængig af hvor i landet du bor.

Jeg frygter, at reformens bebudede sundhedsfællesskaber ikke er de snuptagsløsninger, som regeringen udråber dem til, når de hverken får et selvstændigt budget, selvstændig beslutningskraft eller selvstændigt driftsansvar. Det hæmmer mulighederne for at løfte den store opgave, det er at koordinere og udvikle sundhedsvæsenet.

Vi kan ikke risikere, at sundhedsområdet bliver offer for stagneret udvikling eller store forskelle på tværs af landet. Sundhed skal være ens for alle i Danmark. Netop det fokus har regionerne hver dag, når de arbejder for – og lykkes med – at skabe gode behandlingstilbud for alle patienter. Som resultat af det, er fx antallet af patienter, der dør som følge af en kræftsygdom, reduceret med mere end 10 procent siden 2007. Samtidigt dør færre og færre patienter af en hjertesygdom: I 2007 var hjertedødeligheden 185 personer pr. 100.000 indbyggere. Det tal er reduceret med knap en tredjedel, så det i dag kun er 126 personer pr. 100.000 indbyggere.

Regionerne og regeringen har på flere områder fælles ambitioner. Regionerne ønsker også, at flere patienter skal behandles i deres nærområde, og at unødige indlæggelser skal afværges. Også bedre sammenhæng mellem hospitalerne, kommunerne og den praktiserende læge er noget, som regionerne hver dag arbejder hårdt for at skabe.

Men ved at tro at målet nås med en strukturreform, tager regeringen fejl. Reaktionerne fra eksperter, økonomer, patientforeninger og faglige organisationer taler da også deres tydelige sprog: Reformen er langt fra en sikker vinder for sundheden. ■

 

Sundhed skal være ens for alle i Danmark. Netop det fokus har regionerne hver dag, når de arbejder for – og lykkes med – at skabe gode behandlingstilbud for alle patienter
_______

 

Tommy Kjelsgaard (f. 1964) er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet, vicedirektør i Danske Regioner. ILLUSTRATION: Hillerød Hospital [foto: Thomas Vilhelm/Scanpix]
Artiklen er redigeret af Simon Bækgaard og Jakob Kromann.