25.04.2019

.

Det er svært at sætte værdien at et trygt klasserum på formel. Virkeligheden er fyldt med forskellige elever med forskellige baggrunde, og de forskellige tests virker ikke. De risikerer tværtimod at gøre mere skade end gavn.

Kommentar af Thomas Medom (SF)

Sikken en nedtur for testkulturen i folkeskolerne i almindelighed og de nationale tests i særdeleshed: De nationale tests og PISA-undersøgelserne er blevet gennemhullet og gennemheglet af både danske og internationale forskere den senere tid, og jeg ser nu ikke anden udvej end at afskaffe dem i folkeskolerne. Det betyder, at vi skal trække Danmark og danske skoleelever ud af PISA-hysteriet.

PISA er et elevvurderingsprogram til måling af 15-åriges skolemæssige præstationer. Programmet er udviklet af OECD i 1997 og har deltagelse af 49 lande. Kritikken af PISA er langvarig, vedholdende og systematisk. Blandt dens mange kritikere har den norske professor Svein Sjøberg bl.a. påpeget, at PISA er en værdiladet og rent ud sagt uvidenskabelig måde at måle skolepræstationer på. I selskab med mange andre har han forklaret, hvordan indførelsen af PISA – ikke mindst i de skandinaviske lande – passede ind i et neoliberalistisk ønske om at gennemføre reformer på skoleområdet. Jeg kunne ikke være mere enig. PISA-undersøgelserne skriver sig nemlig ind i en tradition om, at konkurrence, målinger og synlige og sammenlignelige testresultater er vejen til bedre skoler. Derfor er pointsystemet bygget op, så det kun siger noget om rangordningen – ikke om, hvorvidt resultaterne er bedre end ved sidste måling. Der indgår ikke noget, der kan omsættes til læring, undervisning eller forbedringer for den enkelte elev.

Samtidig har de to danske forskere Peter Allerup og Inge Henningsen fra Aarhus Universitet påvist, hvordan PISA-undersøgelserne baserer sig på særdeles tvivlsomme metoder. Peter Allerup har endda spurgt, om undersøgelserne bare er til daglig underholdning for at sammenligne forskellige skoler med hinanden, eller om de ganske enkelt bare er et fastelavnseventyr. De to forskere kalder eksempelvis PISA’s definition af ”funktionelle analfabeter” for et politisk fif, ligesom de betegner andelen af eleverne, som får netop det stempel i panden, som ”fuldstændig tilfældig”. Kritikken peger blandt meget andet på at PISA-undersøgelserne er fyldt med deciderede fejl og arbejder med helt forkerte og usaglige definitioner af, hvad eksempelvis en ”funktionel analfabet” er, for derefter at stemple en meget stor del af deltagerne som netop analfabeter.

Et er altså, at PISA-værket skaber professionelle frustrationer i massevis – i klasserne, blandt lærere, elever og forældre. Noget andet er, at hele ranglistekulturen blandt eleverne er et usundt og ukorrekt omdrejningspunkt for skoledebatten i sig selv. Foruden dette er de nationale tests blevet udsat for massiv kritik af en række forskere. Kritikken har blandt andet gået på, at de ikke virker, at de måler forkert, og at de rammer skævt. Dermed er de rigtig dårlige til at omsætte til individuelle mål, samtidig med at de er rigtig dårlige til at omsætte til læring og til undervisning.

 

Hele ideen om at måle, sammenligne, optimere, rangordne, rationalisere og overføre børnedata og skoledata er et levn fra en ellers forlist new public management-tænkning, der glemmer, at ikke alt det, der tæller, kan tælles
_______

 

Koblingen mellem PISA og de nationale tests ligger da også snublende nært. Dagblade og debatfora bugner af beretninger fra forældre og professionelle fagfolk, som ganske enkelt ikke kan få virkeligheden og testresultaterne til at gå op. Det skaber frustrationer, og det skaber faglig usikkerhed og utryghed på egen praksis. Det kunne måske endda gå an, hvis det kun ramte de voksne, men problemet er, at usikkerheden og utrygheden risikerer at sætte sig som en utilstrækkelighed hos børnene og de unge. Således bidrager det til den perfektions- og præstationskultur, som mange er enige om er et hårdt levevilkår for unge i disse år.

Hele ideen om at måle, sammenligne, optimere, rangordne, rationalisere og overføre børnedata og skoledata er et levn fra en ellers forlist new public management-tænkning, der glemmer, at ikke alt det, der tæller, kan tælles. Det er svært at sætte værdien at et trygt klasserum på formel. Virkeligheden er fyldt med forskellige mennesker med forskellige baggrunde, og skolerne eksisterer under så forskellige forhold, at det er direkte vanvittigt, at det mest centrale omdrejningspunkt for skole- og uddannelsespolitikken er blevet test- og måleregimer.

”Jamen, det er vigtigt, at vi ved, hvordan det går”, siger undervisningsministeren, og det er svært at være uenig i. Men det nytter ikke noget, at hun finder et defekt termometer frem, når hun vil måle hastigheden på sin cykel. Jeg vil opfordre hende til at lytte til kritikken: De nationale tests virker ikke, de måler forkert, og de rammer skævt.

Så spørgsmålet er, om ikke det er på tide, at blå blok indser sit neoliberalistiske nederlag på skoleområdet og kaster håndklædet i ringen? Jeg mener i hvert fald, at vi skal stoppe den ulige kamp nu. Imens regeringen har sendt de nationale test i den store evaluerings-syltekrukke, fortsætter de med at teste alle danske børn med test, der måler forkert og meget vanskeligt kan omsættes til undervisning. Derfor har jeg bedt byrådet i Aarhus om opbakning til, at vi under ordningen om frikommuneforsøg giver aarhusianske skoler mulighed for at slippe for de nationale test. Det er for mig at se den eneste rigtige vej at gå. ■

 

Så spørgsmålet er, om ikke det er på tide, at blå blok indser sit neoliberalistiske nederlag på skoleområdet og kaster håndklædet i ringen?
_______

 

Thomas Medom (f. 1980) er rådmand for Børn og Unge i Aarhus og politisk leder for SF-Aarhus. Uddannet folkeskolelærer og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Første skoledag på Grønddalsvængets Skole i København [foto: Joachim Adrian / Scanpix]