03.01.2019

”Dumhed” er ikke en samfundsvidenskabelig teori, som kan bruges som forklaringsmodel. Derfor skal vi insistere på en demokratisk og politisk dialog om, hvordan vi løser klimaudfordringen, samtidig med at vi lytter til borgernes frustration over det etablerede politiske system.

Af Theresa Scavenius

BREAKING NEWS: Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, har misforstået noget. I et interview til Altinget fremfører hun, at fattige mennesker i fattige lande udleder mere CO2 end mennesker i de rige lande. Det er – ifølge Vermund og lidt vagt formuleret – noget med, at deres brændeovne står og ”soder helt vildt”. Udsagnet er i bedste fald upræcist.

Borgere i de industrielle lande udleder betydeligt mere CO2 per indbygger end borgere i de fattigste lande, og det er et faktum, som Pernille Vermund ville få meget svært ved at argumentere imod på et sagligt grundlag. Til gengæld kan der være masser af interessante diskussioner om adgangen til CO2-reducerende teknologi, forskellen på rige og fattige i de enkelte lande etc., samt hvorvidt man regner CO2-udledning pr. borger eller pr. land. Men journalisten lader Pernille Vermunds udsagn stå og overlader det til forsamlingshuset Facebook at fælde den endelige og nedladende dom. Pernille Vermund er ganske enkelt dum, forstår man.

Det samme kan man efterfølgende læse i Informations leder: At Nye Borgerlige er ”dumme”. Men det er problematisk, hvis vi i en demokratisk debat henfalder til at bruge værdiladede skældsord om modstanderen. Det er en både at føre andre mennesker ud af den samtale, som nødvendigvis skal etableres, hvis vi skal kunne træffe beslutninger i fælleskab. For det andet kan man ikke meningsfuldt argumentere for, at Nye Borgerlige bare kan affærdiges som ”dumme”.

Det er nemt at blive forarget over faktuelt forkerte udtalelser, og det er bekvemt for klimaeliten at tro, at det er uvidenhed, som er årsagen til de problemer, vi ser i dag. At det er dumhed, som gør, at Nye Borgerlige måske kommer i Folketinget. At det er uvidenhed, som har skabt klimaforandringerne, og som smadrer vores demokrati.

Det var også – ifølge franske Macron – dumhed og uvidenhed, der førte til en bølge af protester over hans nye politik om at gøre diesel og benzin dyrere. Hans politik rammer især mindrebemidlede franskmænd på pengepungen, og den franske regering har ikke gjort meget for at sikre kollektive alternativer til den nu dyrere dieselbil. På grund af protesternes omfang har præsidenten trukket i land og droppet at fordyre diesel og benzin. Men spørgsmålet er, om han gør det, fordi han mener, borgerne har ret – eller for blot for at stoppe de voldsomme protester.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at vi ikke forveksler utilfredshed med dumhed. ”Dumhed” er ikke en samfundsvidenskabelig teori, som kan bruges som forklaringsmodel. Og det er trist, at de seriøse medier igen og igen falder i med begge ben.

 

Grunden til, at populister vinder gehør, er, at den internationale samfundsorden står overfor et omfattende systemkollaps
_______

 

Grunden til, at populister vinder gehør, er, at den internationale samfundsorden står overfor et omfattende systemkollaps, som World Economic Forum kalder i det deres Global Risks Report fra 2018. Det kollaps sker på baggrund af en kobling af en række udfordringer, nemlig klimaforandringer, manglende politisk styring på alle niveauer, samt stigende ulighed, social uro og polarisering.

Det relevante spørgsmål er derfor i virkeligheden, hvorfor populisme og klimaskepticisme trives og overlever i et oplyst samfund som det danske. En af grundene er, at mange af dem, som foragter populisterne, på paradoksal vis kommer til at fremme og understøtte populisternes dagsorden ved at reducere dem til ubegavede landsbytosser. De problemer, som populisterne slår sig op på at ville løse, bagatelliseres eller latterliggøres i den etablerede elite, og dermed skæres både populister og den store gruppe mennesker, der stemmer på dem, effektivt ud af den demokratiske samtale.

Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at en del mennesker føler sig ligeså godt repræsenteret af udemokratiske og populistiske bevægelser som af den etablerede elite. Klima-debatten bliver præcis som debatten om EU, indvandring, globalisering etc. til en kamp i medie-arenaen mellem de kloge og de dumme. Eliten mod folket. Og det på trods af, at alle har en fælles interesse i et velfungerende samfund, rent drikkevand og et stabilt klima.

Hvis man ønsker en ambitiøs klimapolitik, er det derfor vigtigt, at man ikke henfalder til lette konklusioner på komplicerede spørgsmål. Nye Borgerlige og deres vælgere er ikke dumme, men de oplever andre problemer og har andre prioriteringer end den etablerede klimaelite, og de problemer skal – præcis som problemerne med vores klima – forstås og løses, hvis vi ikke skal fodre populistiske og udemokratiske bevægelser.

Hvis klimaeliten blot affejer dem som dumme, er risikoen, at vi er med til at skabe en protestbevægelse imod klimaet, fordi vi ikke lytter til borgernes mangesidede problemer og frustrationer. Det er nøjagtigt det, som er sket i USA og senest i Brasilien, hvor klimaskeptiske præsidenter er kommet til magten ved at alliere sig de kræfter i samfundet, som ikke føler den eksisterende politiske elite har lyttet til dem og deres udfordringer.

Det er med andre ord helt afgørende, at vi ikke henfalder til diskussioner om, hvem der er dum, men rent faktisk arbejder på at finde løsninger og pragmatiske strategier for at holde vores samfund oven vande miljømæssigt, socialt og økonomisk. Klimakampen må ikke blive en krig imod befolkningen, men bør i stedet være en fælles front imod de magthavere, som sidder med nøglen til en grøn omstilling i morgen.

 

Det er med andre ord helt afgørende, at vi ikke henfalder til diskussioner om, hvem der er dum, men rent faktisk arbejder på at finde løsninger
_______

 

Medierne og den politiske forargelse
Men det er en klar risiko i øjeblikket. For det er nemt at forstå forargelsen over Nye Borgerliges udmeldinger, som til tider tenderer klimaskepticisme. Et eksempel er Poul V. Jensen, som stillede op til kommunalvalget for Nye Borgerlige i Gentofte, og som senest i august i Berlingske kaldte sig klimaskeptiker. Omvendt kan det være sværere at forstå, hvorfor de seriøse medier bruger spalteplads på at holde fast i forargelsen.

Dynamikken i medierne er åbenlys. Hvis man som Trump kan sige noget tilstrækkeligt langt ude, så ryger man ind øverst på mediernes dagsorden. Det er ikke svært at forstå. Medierne er drevet af et ønske om aktivitet på deres hjemmesider, således at de kan høste flest annoncekroner. En måde at komme det til livs på kunne være at omlægge mediestøtten og i det hele taget opgradere støtten til public service-medier.

Men det er ikke hele historien.

Der er en dybereliggende problemstilling i spil. Det er, at der er opstået den paradoksale situation, at dele af den mindre velhavende klasse deler en opgivenhed overfor de etablerede demokratiske systemer med den økonomiske og politiske elite. Det er en tendens, vi ser globalt, men også herhjemme i Danmark.

Traditionelt siger man, at middelklassen får det demokratiske samfund til at fungere. De har det økonomiske overskud til at engagere sig i samfundet, og dermed er de tilstrækkeligt økonomisk afhængige af et velfungerende sundhedsvæsen, skolevæsen, etc. til at have en holdning til, hvordan det indrettes.

Imidlertid benytter færre og færre demokratiske udøvere demokratiets goder, og færre engagerer sig aktivt i at holde det i live. Flere rapporter fra blandt andet Arbejdernes Erhvervsråd viser, at antallet af rige og fattige i Danmark stiger år for år, mens middelklassen svinder ind. Det er et globalt fænomen, at de mennesker, som kan karakteriseres som fattige, stemmer i mindre grad. Det samme gør sig gældende i Danmark. Pointen er her ikke, at fattige mennesker ikke kan engagere sig politisk, men derimod at de ofte møder forhindringer og har manglende overskud eller lyst til at stemme på noget parti, fordi de ikke tror på, at det vil gøre nogen forskel for dem.

I den anden ende af den sociale rangstige bruger flere deres stemmeret og deres mulighed for at bevirke valgene. Men samtidig har der spredt sig en fatalistisk tilgang til, hvorvidt de demokratiske institutioner er i stand til at håndtere store globale udfordringer, såsom klimaforandringer.

Samtidig er medielandskabet blevet mere åbent. Den kulturelle elite har mistet magt og indflydelse på grund af den stigende brug af internationaliserede online-medier som Facebook, Twitter, Instagram, etc. Det betyder, at de redigerede dagblade ikke længere har eneret på at sætte en politisk dagsorden. Hierarkiet mellem, hvad der er enkeltsager, og hvad der er seriøse og grundlæggende problemer, bliver derfor udvisket. Det er en af forklaringerne på, at latterlige udtalelser på baggrund af enkeltstående kriminelle handlinger får uforholdsmæssigt meget mediedækning, som når Nye Borgerlige bruger enkelte frygtelige voldtægtssager til at sige noget generelt om integrationspolitik.

 

Hierarkiet mellem, hvad der er enkeltsager, og hvad der er seriøse og grundlæggende problemer, bliver derfor udvisket
_______

 

Erfaringer overfor faglighed – folk overfor elite
At vi i dag står i en krig mellem de erfaringsbaserede politiske holdninger og de fagligt og grundigt underbyggede politiske holdninger, er en anden måde at sige det på.

Klimapolitik er et godt eksempel. Her kan man møde folk, som danner sig en holdning til klimapolitik på baggrund af, hvordan lokalvejret var hos dem i går. De står overfor os andre, som danner os en holdning til klimapolitikken på baggrund af internationalt anerkendte forskningsrapporter.

De forskellige måder at danne sig politiske holdninger på er en af grundene til, at der ikke er sket en løbende tilnærmelse mellem disse to grupper siden klimapolitikken for alvorlig kom på den politiske dagsorden med det første FN klimapolitiske møde i Rio de Janeiro i 1992.

De erfaringsbaserede politiske holdninger er immune overfor rapporter, statistik og kendsgerninger. Som når Trump fastholder hans synspunkt trods fremlagt med modsatrettede fakta. Omvendt betragter de fagligt baserede politiske holdninger ikke værdien af enkeltstående cases som tilstrækkeligt relevante.

Her opstår så den besynderlige dynamik, at de erfaringsbaserede føler sig ignorerede af den anden gruppe. En ”folk overfor elite”-kløft. Elite er i denne sammenhæng blot en negativt defineret samlekategori for alt det, som ikke umiddelbart virker folkeligt. Det gælder eksperter, videnskab, faglighed, finkultur, etc. Det har ikke noget at gøre med, at denne elite faktisk kæmper for en bedre verden for alle folk.

På nogen måder kan man derfor sige, at de klimapolitiske diskussioner har været med til at drive den politiske populisme verden over. Det var nemlig ikke et tilfælde, at Trump brugte klimaskepticisme som en vigtig motor i hans valgkampagne. Og det er heller ikke tilfældigt, at afskovningen af regnskoven i Amazons i Brasilien var en mærkesag for den netop valgte præsident, Jair Bolsonaro.

Men hvordan det kan være, at populisme og klimaskepticisme har fået lov at overleve. I et velfungerende demokrati som det danske har alle ret til at ytre sig, men det betyder samtidig, at absurde synspunkter burde blive marginaliseret, fordi det store flertal ikke burde interessere sig for de marginale klimaskeptikere men derimod for de internationale klimaforskere.

 

Populismen og klimaskepticismen har dels overlevet pga. den nuværende mediekultur, hvor de redigerede medier har mistet magt. Dels fordi det, man kunne kalde eliten […] i mange tilfælde er begyndt at dele populisternes kritik af det demokratiske styre
_______

 

Populismen og klimaskepticismen har dels overlevet pga. den nuværende mediekultur, hvor de redigerede medier har mistet magt. Dels fordi det, man kunne kalde eliten – universiteterne, politikere, topembedsmænd, virksomhedsejere, etc. – i mange tilfælde er begyndt at dele populisternes kritik af det demokratiske styre.

Eliten er enig i, at Washington er en swamp, som Trump kalder det. De er enige i, at demokratiet har spillet fallit i forhold til klimapolitikken. Og de flirter med anti-demokratiske ideer og kigger imod Kina og andre autoritære lande for at finde inspiration til, hvad der må komme efter demokratiets sammenbrud. I det hele taget værner de fleste regeringsledere ikke om demokratiet, de liberale værdier og retsstaten. Det er en global tendens, men selv i Danmark slækker vi på journalisternes mulighed for kritisk journalistik ved blandt andet at gøre det vanskeligere at søge aktindsigt, som det skete med Offentlighedsloven; eller Mørklægningsloven, som den er blevet kaldt. Derudover har vi fået parallel lovgivning i de såkaldte ghetto-områder. Og international ret og konventioner udfordres og delegitimeres.

Eliten har med andre ord ikke fokus på, hvordan man sikrer, at demokratiet faktisk overlever. I stedet har man de sidste 30 år målrettet arbejdet på at svække den offentlige sektor og statens mulighed for at håndtere kernefunktioner i et politisk og demokratisk samfund, såsom at sikre borgerne rent drikkevand.

Det er en paradoksal alliance mellem den identitetspolitiske højrefløjspopulisme og en neoliberal konsensus, hvor statens raison d´être – at regulere markedet – er blevet erstattet af en ide om, at staten skal fremme markedsliggørelse på områder, som traditionelt er blevet omfattet som uden for markedet på grund af markedsfejl. Det gælder fx klimapolitikken, som er endt som et ekstremt politisk område uden regulering, selvom alle andre områder i samfundet er reguleret. Det vil sige, når du bygger et hus, skal du følge en masse regulering i forhold til fx brandmyndighederne. Men der er ingen krav til grøn bæredygtighed.

Men det kan vise sig at blive en selvopfyldende profeti, at demokratiet har spillet fallit.

I dag er resultatet nemlig, at vi har et Miljø- og Fødevareministerium, som ikke kan sikre rent drikkevand; vi har et finanstilsyn, som ikke kan styre Danske Bank; og vi har et skatteministerium, som ikke kan opfange skattesnyd.

 

I den [aktuelle] kontekst kan det virke latterligt, elitært og gammeldags at kæmpe for mere demokrati, retsprincipper, frisind og faglighed
_______

 

Alternativet kæmper en umulig kamp
I en verden hvor den folkelige populisme indgår i alliance med eliten, er det næsten umuligt for middelklassens demokrater at kæmpe for fx en redigeret mediepolitik, hvor de vigtigste historier bliver prioriteret over sensationelle enkeltsager. Og det kan virke næsten umuligt at kæmpe for en klimapolitik, som er baseret på international klimavidenskab, når et populistisk tweet fra Trump kan sætte en global dagsorden i et helt døgn. I den kontekst kan det virke latterligt, elitært og gammeldags at kæmpe for mere demokrati, retsprincipper, frisind og faglighed.

For i både populisternes og elitens øre er det en kamp for mere politik, en stærk stat og et velfungerende demokrati. Alt sammen noget, som de har opgivet, eller mener er problematisk.

I det lys man kan forstå latterliggørelsen af Alternativet. For mig at se er Alternativet ikke et elitært fænomen, men derimod et middelklasseparti, som kæmper for public service, faglighed, demokrati, liberalisme og frisind. Men hos borgere, som danner deres politiske holdninger med udgangspunkt i deres umiddelbare erfaringer, virker det latterligt: fordi public service, faglighed, demokrati, liberalisme og frisind ikke længere findes – og fordi de kan nævne en række eksempler på, hvor de mener, at alle disse ting ikke har levet op til forventningerne.

Og det er sådan set rigtigt. Det er netop problemet. Vi har for lidt public service, for lidt faglighed, for lidt demokratisk kultur, for lidt liberalisme og for lidt frisind. Det betyder, at kritikken af demokratiet bliver mere og mere sand – og derfor bliver det en selvopfyldende profeti.

Men vi skal ikke acceptere, at den aktuelle kritik af demokratiet bliver en kritik af demokratiet som sådan. Faktum er nemlig, at vores udfordring i dag ikke er for meget demokrati, retsstat, frisind og faglighed, men derimod for lidt demokrati, retsstat, frisind og faglighed. Demokratiet er allerede kollapset globalt. Ifølge internationale opgørelser findes der globalt set kun 19 demokratier tilbage. Den frie presse og journalister bliver forfulgt, kritiske embedsmænd og forskere bliver fyret og oppositionspolitikere bliver fængslet.

Spørgsmålet er, hvem der bliver vinderne, hvis demokratiet i Danmark også kollapser? Det mest sandsynlige svar er, at ingen vinder. For alle taber, når vores mulighed for at sikre rent drikkevand forsvinder og den grønne omstilling ikke for alvor kommer op i omdrejninger.

Så mit budskab til alle er, at vi alle er ansvarlige for, at kritikken af demokratiets nuværende udfordringer ikke vender pilen imod demokratiet. I stedet skal vi vende kritikken imod dét, som udfordrer demokratiet: de erfaringsbaserede politiske holdninger, populisme og anti-demokratiske værdier.

 

I stedet skal vi vende kritikken imod dét, som udfordrer demokratiet: de erfaringsbaserede politiske holdninger, populisme og anti-demokratiske værdier
_______

 

Den grønne realismes genkomst
Her har vi et nyt faretruende eksempel på, at vi ikke går i den rigtige retning. Med fyringen af Peter Birch Sørensen som formand for Klimarådet har regeringen nemlig endnu engang demonstreret dens tro på, at klimaforandringer er et politisk spørgsmål, hvor man ikke behøver at lytte til eksperter og forskere.

En anden måde at beskrive forskellen på den erfaringsbaserede og fagligt baseret politiske forståelse er at skelne mellem simple og komplekse problemer. Er det muligt at opdele og isolere enkelte problemstillinger fra andre problemer? Eller bliver vi nødt til at tage udgangspunkt i, at alle problemer og politiske områder på en eller anden måde er forbundne, og derfor er af en mere kompleks art end som så, hvilket gør, at vi skal anvende nogle helt andre mere komplekse løsningsmodeller?

For kan en sommerfugl, der slår med vingerne i Brasilien, starte en tornado i Texas? Det åbenlyse svar er nej. Men udtrykket beskriver det fænomen, at bittesmå forandringer kan udvikle sig eksponentielt og uforudsigeligt. Når vi taler politik og planlægning, er det vigtigt, at man har øje for, at selv små ændringer kan betyde forandringer på en langt større skala.

Det gælder, når man sparer 20 pct. på DR og public service og dermed svækker den kritiske presse i Danmark. Det gælder, når man giver enkelte landmænd lov til at sprøjte tættere på vandløb, og sprøjtegiften påvirker folkesundheden. Det gælder, når den tidligere britiske premierminister David Cameron udskriver en folkeafstemning om det britiske EU-medlemskab for egen vindings skyld, og resultatet udfordrer hele det europæiske fællesskab.

Den såkaldte sommerfugleeffekt hører til inden for kaosteori. Kaos er i dag et andet ord for uorden. Men kaos kommer oprindeligt fra Chaos, som i græsk mytologi betyder en urtilstand, hvorfra de første guder opstod, og hvoraf verdensordenen blev dannet. I græsk mytologi er kaos med andre ord ikke undtagelsen eller det, som træder i kraft, når ordenen svigter. Derimod er kaos grundbetingelsen for alt.

Set i det perspektiv er der derfor en afgørende forskel på, hvorvidt vi politisk arbejder for at skabe orden uden kaos eller i stedet arbejder på at forstå og inddæmme det grundlæggende kaos i verden.

Eller sagt på en anden måde: Tror man på, at politiske problemstillinger kan reduceres til enkle spørgsmål med enkle svar, eller tager man i stedet udgangspunkt i, at samfundsmæssige udfordringer er komplekse og indbyrdes forbundne størrelser, som kræver brede helhedsløsninger? Hvis vi accepterer World Economic Forums tilgang, der siger, at verdens problemer hænger sammen, så de økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål ikke kan skilles fuldstændigt fra hinanden, og hvis man vil finde løsninger, er vi nødt til at gå i dialog med mange mennesker for at finde den mest hensigtsmæssige vej ud af problemerne. Det gælder fx i Frankrig, hvor det er god klimapolitik at indføre højere brændstofsafgifter, men det er dårlig politisk planlægning, der gør, at præsident Macron ikke ser de hverdagsudfordringer, de afgifter vil skabe for nogle franskmænd. Pointen er, at det rigtige svar på protesterne er ikke at droppe afgifterne, men derimod finde ud af, hvordan de kan indføres, samtidig med at borgernes transportbehov bliver løst. Skal der indsættes flere busser? Skal man give rabatter på elcykler?

Tidligere har man brugt andre ord som ortodoks eller ideologisk for den position, hvor man fokuserer på enkle problemer med enkle løsninger. I modsætning til det står en position, der er problemorienteret, pragmatisk, procesorienteret og drevet af et ønske om at skabe faktiske løsninger på faktiske problemer.

 

Med fyringen af Peter Birch Sørensen som formand for Klimarådet demonstrerer regeringen tydeligt sin forkærlighed for det simple
_______

 

Grøn realisme
Med fyringen af Peter Birch Sørensen som formand for Klimarådet demonstrerer regeringen tydeligt sin forkærlighed for det simple. Han var uenig i regeringens politik. Den problemorienterede og pragmatiske løsning på det problem ville have været at lytte til Klimarådet. Den simple løsning var at fyre manden.

I stedet for Peter Birch Sørensen indsætter Energi- og Klimaministeren, Lars Christian Lilleholt, Peter Møllgaard, som hverken i sin forskning eller i den offentlige debat har beskæftiget sig med klimapolitik. Han har derimod primært beskæftiget sig med konkurrenceret, og det eneste som kvalificerer ham som formand for Klimarådet er, at han har siddet med i Energikommissionen.

Energikommissionen blev nedsat af regeringen i 2016 for skabe et grundlag for regeringens energi- og klimapolitiske doktrin: grøn realisme. Kommissionens opgave er blandt andet at regne på, hvornår forskellige målsætninger kan forventes opfyldt af markedet. I praksis kan man finde mange ideer til regeringens energi- og klimapolitik i kommissionens arbejde.

Det er der sådan set intet galt i. Det interessante er imidlertid, hvorfor regeringen ikke kunne bruge det uafhængige Klimaråds anbefalinger til noget. Denne afvisning af Klimarådet som en relevant vidensinstitution for klimapolitikken spidsede i slutningen af november til, da ministeren kaldte Klimarådets kritik for ”volapyk” og ”forvrøvlet”.

Nu har man så i stedet for indsat en mand fra energikommissionen, og udskiftningen i Klimarådets formandsstol er problematisk, fordi regeringen dermed markerer, at den ikke er interesseret i kritik af den førte politik. Den er tydeligvis ikke interesseret i at lære, blive klogere og i sidste indsats erkende, at vi ikke når de klimapolitiske mål uden at ændre grundlæggende strategi.

Kampen imod en ambitiøs klimapolitik er således gået ind i en ny fase, som ikke længere handler om at bekæmpe fakta eller videnskab. Nu handler det om at fjerne embedsmænd og eksperter fra deres poster og indsætte folk, man bedre kan styre politisk. Det samme er netop sket i USA, hvor præsident Trump for et par måneder siden opløste miljøministeriets kontor for videnskabelig rådgivning og i stedet indsatte en tidligere kullobbyist.

Møllgaard er ikke tidligere lobbyist i kulindustrien. Men Møllgaard er en repræsentant for den klimapolitiske doktrin grøn realisme, som først og fremmest handler om at styrke Danmarks konkurrenceevne på den korte bane på bekostning af langsigtede grønne strategier. Kort sagt: Grøn realisme prioriterer sort vækst frem for grøn omstilling.

 

Jeg håber, at regeringen […] vil undskylde overfor den danske befolkning, at den brugte nogle afgørende år på at bruge klimapolitikken til en ideologisk kampplads i stedet for at sikre et bæredygtigt Danmark
_______

 

Jeg håber, at regeringen en dag vil erkende behovet for at trække på mere viden end ideologi, men jeg håber også, at den vil undskylde overfor den danske befolkning, at den brugte nogle afgørende år på at bruge klimapolitikken til en ideologisk kampplads i stedet for at sikre et bæredygtigt Danmark.

Tofrontskrig
Med andre ord er demokratiet i dag udfordret af to slags populister. Der er de populister, som eliten kalder for ”dumme”, fordi de er anti-establishment. Og så er der de populister, som hører til establishment-eliten, som ikke vil lytte til fagpersoner, og som ikke anerkender verdens kompleksitet og sammenhængende problemer. Det er den kombination, som er meget giftig for vores samfundsmodels mulighed for at kunne løse udfordringer som klimaforandringer.

For os, som kæmper for klimaet og demokratiet, er det derfor vigtigt at forstå, at vi skal føre en tofrontskrig. Vi skal forstå, at løsningen hverken blot er mere teknokrati eller idiokrati, men derimod en velfungerede samfundsmodel, hvor politik er demokratisk organiseret men samtidig baseret på fagligt input, ekspertviden og kritisk journalistik. ■

 

Vi skal forstå, at løsningen hverken blot er mere teknokrati eller idiokrati, men derimod en velfungerede samfundsmodel, hvor politik er demokratisk organiseret men samtidig baseret på fagligt input, ekspertviden og kritisk journalistik
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt